Hele familien

Hele familien

onsdag den 31. december 2008

Godt nytår

Den 31. december bør man gå en lang tur med sine hunde, inden alt skyderiet begynder! Jeg havde lyst til at gå et andet sted end Bisserup og omegn, som vi har travet tynd i juleferien, så jeg sendte en sms til Charlotte og spurgte, om vi ikke skulle mødes et sted og gå tur i dag. Vi blev enige om Køge Ås, som viste sig at være et rigtig smukt naturområde.

Desværre viste det sig også, da vi havde stillet alle hundene op til det traditionelle fællesbillede, at jeg nok havde ladet batteriet, men ikke puttet kortet i kameraet. Øv - nå, men frem kom 3 mobil-telefoner, og Bents fik det bedste billede af Zoë, Ticket, Zippo, Meghann, Dora, Alanna og Leica (ved ikke, om de sidste 3 er i den rigtige rækkefølge :-)), som alle havde en hyggelig tur i skoven. Tak for turen og godt selskab, Charlotte!

Og godt nytår til alle andre. Vi glæder os til at tage fat på 2009, som allerede er godt fyldt op med kurser og stævner, både nogen, hvor vi begge skal deltage og nogen, hvor Bent skal dømme. Jeg kan næsten ikke vente til Zippo's første officielle stævne, som lige nu ser ud til at blive Ribe Hundevenner i februar. Vi ses derude!

Nytårsbesøg

I går kom Emmy forbi efter at have været en tur på stranden i Bisserup. Der måtte selvfølgelig tages familiebilleder, og hvor er det dog sjovt at se ligheden - men også forskellighederne.
Herunder ses Paddy, Ticket, far Robbie og Whisper.

onsdag den 24. december 2008

Glædelig jul

Glædelig jul

Her fra Bisserup ønsker vi Jer alle sammen en rigtig glædelig jul.


Juleaftensdag bød på en dejlig lang travetur ved vandet. Det er altid noget, hundene kan bruge.






tirsdag den 23. december 2008

Juletræ

Først så det sådan ud:


Og så så det sådan ud:

Behørigt indhegnet, så ingen kommer til at lette ben eller spise af pynten :-) og med mormor og morfar's gamle glastop og pyntet smukt af Andreas. I betragtning af, at vi kun er 3 i aften, så er der et bjerg af gaver. Alt er, som det plejer at være og somd et skal være!

Så er der dømt juleferie :-)

I dag har jeg givet mig selv ferie :-) og da Bent skulle på arbejde, havde jeg planlagt en rigtig hyggelig tirsdag for mig selv.

Først kørte jeg Bent på arbejde til kl. 9.00 (direktør-tid), og derefter kørte jeg til Sorø og samlede Lis og hendes hunde op. Jeg havde selv Zippo og Meghann med. Vi kørte ud i skoven - Lis havde lovet mig, at vi skulle gå tur et sted, hvor jeg aldrig havde været før. Og ganske rigtig, langt ude i skoven satte vi bilen og gik en dejlig tur.

Alle 4 hunde nød at løbe frit rundt - og de hyggede sig vældig fint sammen. Der er ikke noget dejligere end at betragte 4 mudder-indsmurte hunde, der løber rundt i skoven.


Er de ikke dejlige - mudderbanden: Zippo, Meghann, Peace og Bliss.

Efter turen med Lis og en god kop kaffe i Lis' køkken kørte jeg videre til Sorø for at købe de sidste julegaver og derefter til farmor og farfar. Farfar skulle jule-klippes, og der skulle byttes julegaver.

Da jeg kom hjem igen var Bent kommet hjem, og nu skal vi rigtig hygge os og lave ingenting de næste par dage. Ferie........

mandag den 22. december 2008

Weekend i hver sin retning

Der var inviteret til jule-agility i Ølstykke-hallen søndag. Jeg elsker ellers at løbe i Ølstykke-hallen, men jeg var lidt deprimeret over, at min lille stjerne-Zip var 6 dage for ung til at starte, så jeg valgte at boykotte jule-agility. Bent tænkte lidt over tingene, og valgte så at tage op og løbe med Paddy, Ticket og Meghann.

Nå - hvad skulle jeg så lave. Hm... Andreas vil jo så gerne prøve at køre over Storebæltsbroen, og Pia har små nuttede hvalpe nede i Sønderjylland, og vi har heller ikke mere sodavand, så fluks besluttede jeg at gøre noget fuldstændig vanvittigt. Så da Bent var kørt mod Ølstykke med alle hunde undtagen Zip, så puttede vi det lille dyr ned i et bur i Andreas bil og satte kursen mod Jylland.
Bent havde en fantastisk dag. Ticket og Meghann var fars stjerner - og Paddy..... han havde det sjovt. Meg vandt AG2 senior som den eneste fejlfri og blev nr. 2 i SP2 med 1 nedrivning. Tic blev nr. 3 i AG2 med 1 fejl, hun havde 1 fejl i AG-åben og blev nr. 2 i SP2 med 0,5 i tidsfejl! ØV!!! Nå, men det var nogen rigtig flotte løb, og Bent var glad, da han kom hjem. Han havde dog fravalgt de åbne springklasser, da stævnet sidst på eftermiddagen var 2 timer bagud i forhold til tidsplanen.

Og Andreas og jeg - ja vi kørte sammen med ca. 500.000 andre danske ned til Fleggaard efter sodavand m.m. - men vi havde jo god tid, så det gik fint. Så ned til Pia, hvor vi spiste frokost og nussede hvalpe. Jeg ved med mig selv, at jeg ikke lige nu har overskud til en hvalp - jeg har rigeligt i Zip - men hold da op, hvor det kribler, når man ser sådan 4 lækre små guldklumper. Og Ronja passer dem så fint - med god assistance fra Woogi.

Zippo blev i sikkerhed udenfor hvalpegården. Det var da noget underligt småkravl.
Næ, hans primære formål med at besøge Pia var at lege med Woogi. De gjorde de så al den tid vi var der, og til sidst var de så trætte, at de næsten ikke kunne sidde oprejst. Men de blev ved. :-D Det var ikke mange lyde, vi hørte fra sheltie-fyren på vej hjem.

Det var en rigtig hyggelig tur. Vi fik snakket rigtig meget - og besøget hos Pia var bare dejligt. Men hold da op, hvor var det hårdt at skulle op på arbejde mandag morgen.

lørdag den 13. december 2008

En helt obligatorisk ting

I denne uge passer vi Spooky, Soda og Monty. Det går bare så fint - vi deler dem lidt op (har babylåger i huset af samme grund), og alle ser ud til at trives og hygge sig. Ticket er vild med Soda, og Paddy elsker, når han og Spooky får lov til at tage sig en ordentlig drenge-tur. Det er rigtig sjovt at se deres indbyrdes relationer. Meghann synes stadig, at Soda er en lille irriterende møgunge, og alligevel skal Soda hen og vimse under hendes næse hele tiden, som om hun prøver at indynde sig. Selv om her er meget liv i huset, så fungerer det fint - det kræver bare en god logistik - men vi har jo prøvet det før.


Dagen i dag startede ellers rigtig dejligt. Andreas og jeg tog Soda, Spooky, Monty og Bessie en tur på stranden. Vi gik hjemmefra i måneskin kl. 7, og i løbet af den næste time blev det lyst. Det var rigtig dejligt, og hundene nød turen. Så hjem til morgenmad, som Bent havde klar. Uhm...


Efter morgenmaden kørte vi en tur til Sorø. Andreas og Bessie tog til farmor og farfar - og Bent og jeg kørte ud og træne med Zip, Meg, P, Tic og Zoë. En herlig formiddag i dejligt vejr. Banen var god at løbe på, og alt var helt super, indtil jeg lige kastede en bold til Meghann efter hendes sidste løb. Da hun kom tilbage med bolden sagde Birgit: hun har blod på sit ben! Øv øv - det var den ene ulveklo, der var revet af, da hun løb ud efter bolden. Nå, men vi kørte ud til farmor og fik vasket benet. Neglen var helt af, og hun haltede ikke, men alligevel konsulterede vi lige dyrlægevagen, som heldigvis var vores egen Niels fra Rude. Hvor heldig har man lov til at være? Niels mente, at hvis neglen var af, og det ikke var varmt og rødt, så skulle vi bare holde det rent og spraye med vores antiseptiske fyrrenåle-ildelugtende spray - og så i øvrigt holde øje med det. Puha, der sparede vi lige 1.000 kr. :-) Meghann ser ikke generet ud, men man kan godt se, at det er ubehageligt. Stakkels Meg.


Nå, det blev en lang historie uden relation til overskriften - men den helt obligatoriske ting, når vi passer hunde, er det store "vi passer hund-billede" - og denne gang ser det sådan ud. Er de ikke søde alle sammen? Det synes vi i hvert fald!!!

lørdag den 6. december 2008

Sikke en lørdag

I dag var vi til rally-prøver i Sorø-hallen arrangeret af Border Collie Klubben (læs: Johanna) og med Frank Kuhfeld som dommer. Som altid er det dejligt at gå op hos Frank. Han laver gode baner, og han ser altid på det glade i hundene. Johanna havde stået for arrangementet, og det kørte bare super godt. Fine præmier til alle beståede, oprykkere og champions og trøstepræmier til ikke-beståede. En dejlig hal, med store vinduer, så man kunne følge med i, hvornår det blev mørkt udenfor.

Samtidig med rally-prøverne var der udstilling, og Lis's lille lækre tæve, Peace, fik i dag sit 3. cert og blev dansk champion. Tillykke Lis.

Bent var oppe med Bessie i begynder, Ticket i øvede og Paddy i ekspert. Bessie var sød og glad, og bestod med 78 points. Nederst er et par billeder, desværre af ringe kvalitet. Ticket gik totalt i sort, så Bent valgte at trække hende og løb ud og legede med hende i stedet. Paddy havde sin debut i ekspert-klassen, og der var nu ingen grund til at være nervøs for ham: 94 points og en 4. plads blev det til. Godt gået Bent!

Jeg selv var oppe med Zippo i øvede, og han var bare en lille super-dreng. Gøede ikke ret meget, stak ikke af, og var bare rigtig rigtig sød! Om det var de indendørs omgivelser der dæmpede ham en lille smule ved jeg ikke, men han fik 90 points og rykkede nu op i ekspert-klassen. Skræmmende men sejt! :-) Jeg er bare så stolt af min lille sheltie-fyr! Og stadig væk dybt taknemmelig over, at jeg overhovedet har fået ham! Tak Pia!

Meghann var oppe i ekspert-klassen, og leverede et flot program! 97 points blev det til og en 2. plads. Det er altid en stor fornøjelse at gå op med Meghann. Selv om jeg er nervøs, så slapper jeg af og nyder at arbejde med hende, og at gå op med Meghann en dag som i dag er ren fornøjelse. Selvfølgelig er det ærgerligt at stå så tæt på certet og så ikke få det, men det er ingen skam at blive slået af en hund, der er bedre - sådan var det!

Da vi kom hjem fik jeg til gengæld dagens nok bedste nyhed, nemlig et brev fra DKK om, at jeg har bestået agility-instruktør-eksamen! Yea-ha! Jeg var så nervøs, for jeg synes ikke den sidste del af min prøve (video-delen) gik særlig glimrende. Det var da også der, jeg fik dårligst points, men til gengæld også nogen fine kommentarer på andre dele af min prøve - og det er jeg rigtig glad for.

tirsdag den 25. november 2008

Tillykke Andreas

Her er et billede af en meget stolt og glad McDonald's medarbejder: Andreas bestod mandag aften sin træner-prøve og er nu klar til at sætte nye medarbejdere ind i arbejdsrutinerne. Godt gået! Vi er stolte af dig! Andreas er rigtig glad for sine flotte skjorter, der viser hans nye status. :-) De er meget pænere end de gamle brune polo'er.


Men Zippo er glad for Andreas, uanset hvad han har på. En gammel slidt spejder t-shirt er f.eks. ok til en gang sofa-kysseri.

torsdag den 20. november 2008

Video fra rally-prøver i Odense

Vi var så heldige, at Andreas var med i Odense søndag, hvilket betyder, at vi har filmet alle hundenes rally-prøver.

Her er først Bessie, i sin første rally-prøve nogensinde:
http://www.youtube.com/watch?v=lyyRhNzzUQY

Ticket kom med på et afbud, men det gik jo fint alligevel, og hun blev Begynder-mester på dagen.
http://www.youtube.com/watch?v=g2tIqIS2YRU

Zoë er i hvert fald glad for at være ude med sin far, men det kniber med at holde koncentrationen hele banen rundt.
http://www.youtube.com/watch?v=HNJl2hpp4Is

Paddy Longlegs har det vældig festligt. De der madskåle er da meeeeeget fristende. :-)
http://www.youtube.com/watch?v=JtyZ3auqk8o

Og Zippo - ja han kigger garanteret efter Pia og Woogi!
http://www.youtube.com/watch?v=iFjWneXpSl4

Meghann var fars stjerne og gik hjem med dagens cert!
http://www.youtube.com/watch?v=9sBTXDGrG44

Tak til Andreas for at filme. Klap på håret - dygtig dreng!

mandag den 17. november 2008

Endnu en travl weekend

Lørdag

Lørdagen startede med agility-træning i Sorø Hundevenner. Først Zippo og Zoe, og derefter Meghann, Ticket og Paddy. Vejret holdt næsten - kun et par små byger, og der var simpelthen en dejlig hyggelig stemning, så vi blev hængende til langt ud på eftermiddagen. På vej hjem var vi lige et smut omkring farmor og farfar, og så var det ellers hjem og gøre klar til søndagen, hvor jeg skulle til agility-instruktør eksamen og Bent skulle til rally i Odense med alle familiens 6 hunde! Der skulle pakkes og ´der skulle lige repeteres en sidste gang. Jeg er så dårlig til at huske, så alle målene på forhindringerne blev læst igen og igen. Og så var der alligevel nogen, der ikke hang fast. Hvem kan f.eks. huske, hvor langt der må være mellem tværribberne på balancen?

AG-instruktør eksamen

Søndag morgen havde jeg fået lov til at låne Andreas' lækre bil, og med maven fuld af sommerfugle kørte jeg mod Albertslund, hvor eksamen skulle foregå. Eksamen bestod af flere dele: 1 times skriftlig prøve med 48 spørgsmål, opbygning af bane med mini-bane og gennemgang af en planlagt undervisning, 2 små skriftlige tests, og så til sidst en video-prøve, hvor man skulle se 3 hunde og derefter kommentere det. Videodelen var virkelig svær, og jeg føler ikke selv, at jeg var god nok. Jeg var sikker på, at jeg næsten kunne videoen udenad, og da de begydnte at spørge, så kunne jeg ikke svare på det hele - kun noget af det. Øv øv - nu kan jeg gå i 1-1½ måned og vente på resultatet uden at føle mig sikker på noget som helst.

Rally i Odense

Bent og Andreas kørte til Odense med bilen fuld af alle 6 hunde samt videoen. Jeg ved, at Bent prøver at finde ud af at få videoen lagt over, så det kan komme ind på computeren, men det tager nok et par dage. I Odense mødte de Pia, Aya og Woogi, som også skulle til rally-prøver.

I begynderklassen var Bessie og Ticket oppe.

Det var Bessie's første rally-prøve, og første gang i flere år, at hun var med til en konkurrence, men hun klarede det bare så flot. Hun ser rigtig glad ud hele vejen rundt, især når hun får lov at hoppe ind på plads - det er hendes yndlingsøvelse. :-D Bessie fik 96 points ud af 100 mulige og blev nr. 10. Woogi blev i øvrigt nr. 11.



Ticket var kommet med på et afbud. De sidste par gange, hvor både Bent og jeg har prøve at gå op med hende, er hun gået helt i stå, så Ticket har holdt en pause fra konkurrencerne - men når nu Bent har trænet alle de andre hunde om aftenen, så har hun selvfølgelig også fået en tur, og Bent mente, at nu var de begge klar til at forsøge igen. Og det må man nok sige! 97 points og en 8. plads.


I øvede var det så Paddy, Zöe og Zippo.

Paddy var noget flagrende, men sneg sig alligevel op på 79 points med flere hamrende flotte line-førings-sekvenser. Paddy endte på en 10. plads og blev rally-viderekommende-mester! Dygtig lille blå dreng.

Zoë tabte koncentrationen ca. 2/3 gennem banen og fik et ikke-bestået, men den del hun gennemførte var rigtig flot, og i dag kunne hun godt huske sin "Sit" næsten alle gangene, selv om græsset var vådt.

Og hvis Paddy var flagrende - så var Zippo mega-flagrende, men alligevel gennemførte han til 84 points. Det var tydeligt at se, at han ind imellem kiggede efter Pia, men han så nu stadig ud til at hygge sig med sin far. I dag har vi igen set det på video, og han undrer sig meget, når han kan høre Pia's stemme og når han kan høre Woogi gø. :-D



Ekspert-klassen

Meghann's var godt nok fars stjerne den dag. Super koncentreret og glad gik hun hele banen rundt med kun en enkelt ekstrakomando. Hendes bakke-øvelse var perfekt, og Meghann gik ud med 99 points og dagens cert! Godt gået!
Nu skal der trænes til den 6. december i Sorø. Det bliver spændende at se, hvordan det går indendørs.

tirsdag den 11. november 2008

En blandet weekend

Det har været en travl weekend, ví lige har været igennem.

Fredag havde jeg taget fri for at gøre klar til weekenden, og jeg hentede Bent på hans arbejde, så snart han havde fri. Først gik turen mod Kolding, hvor vi skulle holde Jutlandia Cup Komité-møde. Det var et godt og konstruktivt møde, og det hele skrider fornuftigt frem. Birgit og Ingo havde som sædvanlig velvilligt stillet kælderen til rådighed, så vi flyttede ind med alt vores grej.

Lørdag - tidligt op og afsted til kursus. Det var med dansk/tyske Anne Marie Brandt, og det var en rigtig god dag. Både Zippo og Ticket klarede sig fint. Selv de ting, jeg ikke forventede, at Zippo kunne håndtere, dem snuppede han som en lille skrapsak - bare jeg hørte efter og gjorde som instruktøren sagde! Og det er der ingen, der behøver at kommentere. :-)

Søndag fortsatte Bent kurset - nu med Paddy. Og selv om mange af banerne var meget snævre, så kom det lille blå P alligevel flot rundt.

Zippo og jeg satte kursen mod Herning, hvor Zippo skulle udstilles. Han var blevet vasket og shinet, og jeg synes jo han så hammer godt ud. Vi kender jo godt hans svagheder: det ene stritøre og den glade hale - men vi krydsede fingre og håbede, at det ville gå fint alligevel, så vi kunne få vores 2. præmie.
Men nej - selv om Jeanette knoklede med ham, så dømte dommer Ole Staunskjær ham til en 3. præmie - hvilket han i øvrigt også gjorde med Crazy. Selv Woogi fik en flad første præmie, og hun så ellers fantastisk ud.


Zippo's kritik lød sådan:
I aller største lag. Veludfyldt næseparti. Acceptabelt stop. Lidt luftigt båret ører. Godt udtryk. For fremskudt skulder. God overlinie. Mere vinkler bag ønskeligt. Lidt højt ansat hale. Acceptable benstammer. Smuk farve. God pels. Bevæger sig acceptabelt bag men noget padlen fremme og med alt for høj hale.

Øv øv. Vi må på den igen.

Inden vi kørte hjem fik vi fotograferet de 3 søskende: Woogi, Crazy og Zippo, der vel nok er så forskellige, så man knap kan forestille sig det, hvis man ikke har set dem. Men hver især med fantastisk energi og udstråling, så de skal nok blive til noget!


lørdag den 25. oktober 2008

DGI Amtsturnering

I dag har vi været til Amtsturnering i DGI i Stigs Bjergby- et hyggeligt lille overskueligt stævne på en dejlig plads i et fantastisk solskinsvejr, arrangeret af Belgierklubben..

Vi havde til lejligheden medbragt 6 hunde, som alle havde en super dag. Zippo havde sin stævnedebut i sandkasse-klassen med 2 fejlfrie løb. Alle sandkasse-hunde løb mod hinanden på samme højde, så der var ikke meget at gøre mod Per's hurtige border collie Senga, men i springklassen lavede Senga fejl, og så var sejren vores! :-) Jeg var dog stadig meget stolt af min lille dreng, som håndterede hele stævnestemningen fint. Han var tændt og klar, når han skulle løbe, og afstesset og rolig i ventetiden mellem løbene. Herunder er hans springløb.



Monty havde et rigtig garden-party. Han spurtede afsted, men var i ag-klassen desværre belastet af en tungnem og langsom fører. Disk - øv! Og i springklassen skulle han lige checke, om der tilfældigvis skulle være en tæve i løbetid over i ringen ved siden af ag-banen, hvor der var skue.

Meghann var i topform. Havde en enkelt feltfejl og en vægring på ag-banen, men vandt springbanen samt for-sjov-klassen, som var en knock-out. D.v.s. 2 ens små baner: spring, en lige tunnel, rundt i en mølle, tilbage gennem tunellen og spring. Hundene løb mod hinanden 2 og 2 sådan, at alle, der havde løbet på lille højde løb samlet mod hinanden, og lige sådan med mellem og stor - så Meghann vandt knock-out'en for mellemhøjden.

Zoë havde 2 fine løb, men selv om hun løber på lave spring, så måler hun stadig springene, når hun er ca. halvvejs gennem banen. Men ingen tvivl om, at hun havde det sjovt. Vi taler dog om, at hun nok ikke skal løbe så meget mere - heller ikke senior, desværre!

Ticket havde også et par fine løb og blev nr. 2 i springklassen. Dejligt at se, at hun er glad og løber hurtigt fremad. I knock-out'en løb hun fint, men var lidt påvirket af en høj eksplosion lige før hun skulle løbe, så det gik ikke så hurtigt.

Paddy var dagens super-hund! Han vandt sin ag-klasse og blev nr. 2 i sin springklasse. AG-klassen havde super felter! Desværre havde han en enkelt kikser i slalom-indgangen, men resten var flot. Se selv:



Der var dejlige tyggepinde til alle vinderne. Fint, at der til et stænvne som dette, hvor deltagerne ikke betaler i dyre domme for at deltage, blot er en lille markering for gode placeringer. Herunder er Zippo med til at udsøge sig den bedste guf fra Charlotte's pose.

























Super dag, færdig kl. 15.00, så vi kunne nå hjem og få lidt eftermiddag og en kop kaffe sammen med Andreas.

søndag den 19. oktober 2008

Bent - ny DcH agility-dommer

Her ser I et billede af en meget stolt og glad Bent, som lige har fået sit dommerbevis som DcH agility-dommer. Bent bestod prøven med 193 points ud af 200 mulige, heraf 3 prøver med max points.

Aspiranterne var i gennem i alt 5 tests denne weekend, og Bents points fordelte sig således:
Miniaturebaner efter egen tegning: 28 points af 30 mulige
Beregning af pointsedler: 15 points af 15 mulige
Skriftlig prøve, 54 spørgsmål: 49 points af 54 mulige
Mundtlig overhøring: 27 points af 27 mulige
Praktisk prøve: 74 points af 74 mulige

I øvrigt bestod alle 4 aspiranter, så DcH har nu 4 nye dommere at trække på til næste års stævner! Stort tillykke herfra til Ivan, Kim og Hans Christian!



onsdag den 15. oktober 2008

Stakkels Zippo - og dog.....

Stakkels Zippo - onsdag aften, hvor han plejer at suse rundt på agilitybanen, blev han udsat for en grænseoverskridende oplevelse! Jeg har nemlig meldt ham til udstilling i Herning - og da jeg ikke ved noget som helst om at udstille sheltier eller for den sags skyld at udstillings-soignere dem, så har jeg kastet ham i hænderne på proffen: Jeanette!

Og man må sige, at Jeanette og Zippo fik noget af en oplevelse. Først badet - det gik nogenlunde, men hold da lige op, hvor kan man se ynkelig ud, når man er en våd sheltie.


Og når man har været i bad, så skal man tørres bagefter, og profferne, de har sådan en føn-tørrer, som bare kommer helt ind i bund i pelsen. Det synes Zippo godt nok ikke var det mest festlige han havde oplevet! På det tidspunkt er jeg overbevist om, at han hadede Jeanette. Han knurrede i hvert fald noget af hende.


Når man så er blevet tør og lækker, så skal man have ordnet poter - så tror jeg nok, at de blev nogenlunde gode venner igen. :-) Selv om Jeanette børstede en kæmpe bunke pels af ham.


Belønningen - ja det var at komme ind i stuen til alle tøserne - selv om de var noget nærgående og lidt sippede.


Tak Jeanette for et flot stykke arbejde. Hvis resultatet står mål med forberedelserne, så er jeg sikker på, at vi går glade ud fra udstillingen i Herning, for hold da op, hvor du knoklede - og nej hvor er han blevet endnu mere lækker!

mandag den 13. oktober 2008

Perler til en dronning


Efterhånden havde næsten alle vores hunde fået fine perlehalsbånd - undtagen dronningen over dem alle: Dronning Bessie af Skovvænget og Pedersborg!
Så da vi i weekenden mødte Laila og hendes lille "butik", faldt vi totalt for dette flotte halsbånd, perfekt til danmarks smukkeste gamle blue merle border collie. Da vi havde hentet dronningen hjem fra hendes ferieresidens i Pedersborg skyndte vi os at prøve - og heldigvis passede det perfekt, så hun nu kan føre sig standsmæssigt frem i de bedre kredse.

onsdag den 8. oktober 2008

Ny bilejer i familien!

Så fík familien endnu en bilejer! I dag har Andreas været i Næstved og hente sin nye bil: en Fiat Punto 1.2 ELX fra 2000. Det er en rigtig god lille bil, som kører godt. Nu bliver det ingen sag at komme hjem fra arbejde midt om natten. :-)


tirsdag den 7. oktober 2008

Unghundementalbeskrivelse (UHM)

For lang tid siden begyndte Pia at tale om, at når Woogi blev gammel nok, så skulle hun unghundementaltestes. Jeps, tænkte jeg - det skal Zippo også! Så jeg bad Pia om at sige til, når der var en passende test, og det var lige tilfældet søndag den 21. september hos Berner Sennen Klubben i Odense.

For dem, der ikke ved, hvad en unghundementaltest er, så findes der en god beskrivelse her:
http://www.dbsk.dk. Og hvis man vil se Sheltie-klubbens ønskeprofil, så kan den ses på DKK's side her: http://dansk-kennel-klub.cms123.com/0/1062.

Nå ja, der var lige den lille "hage", at Bent skulle bruge bilen til rally-prøver i Roskilde, så Zippo og jeg måtte med bus til Slagelse og med tog til Odense - og nå ja, så var der marathon-løb i Odense, så vi måtte gå et godt stykke ud af byen, før Pia kunne møde os og køre os det sidste stykke. Men Zippo klarede hele turen i fin stil. Først en times bustur med en chauffør, der kørte som en sindsyg, så ind gennem Slagelse station og op i toget uden problemer. Kun lige mens vi var i tunnellen under Storebælt var han en smule urolig, men så snart der var dagslys igen, var han klar til at lave små øvelser og kunster, til stor fornøjelse for de omkringsiddende passagerer.

Da vi startede på eftermiddagens testrunde var Woogi den første hund, og jeg synes bare, at hun var så sej! Så jeg glædede mig helt vildt til at det blev Zippo's tur. Under hund nr. 2 gik jeg op i bilen og hentede Zippo, og så var vi ellers klar.

Det gode ved at deltage i en UHM er, at man hele tiden får fortalt nøjagtig hvad man skal, så man behøver aldrig være i tvivl, om man nu gør det rigtige. Zippo og jeg kom igennem alle 8 øvelser, og jeg var så stolt over min lille hund. Hans resultat kan ses her:
http://www.hundeweb.dk/ - gå ind med Zippo's registreringsnr.: DK14605/2007 og se under fanen "mentalbeskrivelse". Det var langt fra alle steder, at Zippo reagerede i overensttemmelse med Sheltieklubbens ønskeprofil, men for mig viste det mig, at de teorier jeg havde omkring hvad min hund indeholder - de var rigtige. Han er venlig, legsyg, tænder nemt, bliver forskrækket men afreagerer hurtigt igen. Han blev ikke på noget tidspunkt stresset, og han var overhovedet ikke mærket af testen efterfølgende. F.eks. gik vi en tur nogle få dage senere, hvor der var jagt i nærheden, men han reagerede overhovedet ikke på skuddene.

Vi fik også hilst på Sanne og Coco, og så selvfølgelig fik Zippo og Woogi lov til at tage en ordentlig lege-tur inden vi begyndte på hjemturen. I modsætning til om morgenen var der masser af mennesker på Odense station, og rigtig mange børn var henne og klappe min lille hund. Utroligt mange forældre reagerer ikke, når deres børn styrter hen mod en hund i snor. Meget få spurgte først, om de måtte klappe. Men Zip tog stadig al postyret i fin stil. Han var dog så træt, at han i toget på vej hjem måtte overgive sig og lægge sig ned, selv i Storebæltstunellen.

I Slagelse blev vi hentet af Bent, som havde haft en dejlig rally-dag i Roskilde, så der var nok at fortælle om for os begge.

Se billederne fra mentaltesten herunder:

Her står vi sammen med teamleder Trine og venter på at det bliver vores tur, mens vi bliver instrueret i, hvordan vi skal gå til den første test.

Vi hilser på Merete, som er "vores" vejleder gennem hele testen.

Merete leger med Zippo.

Zippo er på vej ud efter "haren"

Og her er den øvelse, som jeg havde frygtet mest. Jeg står stille i 3 minutter, og Zippo er i mellemtiden overladt til sin egen fantasi. Men ud over at tisse op ad klubhuset 2 gange, så lavede han ingen ulykker.

Vi mødte en kedeldragt, der hed Peter. Peter og jeg havde en inspirerende samtale. :-)

Og så mødte vi metalpladen Gurli - endnu en venligsindet indfødt.


Her er Merete ved at guide 2 spøgelser ud af skoven og hen mod os. De kan ikke se, hvor de skal gå, for de har kun 2 huller i tøjet til at kigge ud af, så de må hjælpes.

Men Zippo var sådan set ligeglad. Ikke en gang, da spøgelserne fik tøjet af, blev de interessante.

Næh, det her var bedre - et eller andet meget interessant at rulle sig i. Så kan mor bare snakke med spøgelser - hvis det er det, hun har lyst til.


Og så venter vi bare på det sidste skud, så er vi færdige.

tirsdag den 23. september 2008

Rally i Roskilde

Lørdag og søndag havde vi meldt Meghann, Zoë, Paddy, Monty og Zippo til rally i Roskilde. Meg i ekspert-klassen, de andre i viderekommende. Søndag skulle jeg noget andet, så Bent gik med vores hunde, og Johanna fik lov til at "låne" Monty. :-)

Zippo var kun oppe lørdag, men det lykkedes ham da at skrabe 73 points sammen, så han kunne køre hjem med et bestået. Som man kan se på filmklippet herunder, så havde han et par afstikkere, hvor han begyndte at kede sig. Jeg tror ikke, at jeg trækker vejret i den tid, det tager at gå en rally-bane med Zippo, for så stikker han fra mig. Fuld koncentration hele vejen rundt.







Zoë synes bestemt, at hun manglede trygheden i at have snor i far, så hun gik stort set i "sort". Lørdag gennemførte Bent banen med hende, på trods af, at hun overhovedet ikke kunne huske sin sit-komando, men søndag gav de op efter 2 øvelser. Der var ingen grund til at trække hende igennem, når hun nu ikke var glad for det.


Monty gik super. En enkelt øvelse måtte vi lave om, og han fik 92 points. Søndag blev det til 91 points med Johanna.






Paddy var noget ukoncentreret første halvdel af banen lørdag, men så tog han sig sammen og leverede super flot arbejde i sidste halvdel. Det blev dog til 86 points. Søndag var Bent mere på ham fra starten, og de arbejde sig sammen op til 94 points og en 4. plads. Godt gået!




Meghann gik fint lørdag, men jeg var en klovn og glemte, at man ikke må klappe sig på låret i ekspertklassen! Øv Marianne! Det blev til 93 points. Bent var dygtigere om søndagen - han kan godt huske, at man ikke må klappe på låret - så der fik Meghann 95 points! Godt gået Bent og Meghann.


Totalt set et super arrangement, med Lene Dyrner som primus motor. Stakkels Lene fik slet ikke gået op med sine egne hunde! Fine "cafeteria"-forhold og tålelige toiletter. Super sted. Jeg ærgrer mig lidt over, at vi ikke havde meldt gamle Bessie til. Det var sådan et sted, hun ville have kunnet gå en fin rally-bane. Nå, men det gør vi en anden gang. De flotte fotos er taget af Tommy Tell - tak Tommy!