Hele familien

Hele familien

mandag den 26. december 2011

Smagsprøver fra Australien

Her på en stille tirsdag eftermiddag, hvor vi hviler ud efter formiddagens anstrengende tur til et udsalgsramt shoppingcenter for at forny sommer-garderoben, fik jeg lige tid til at kigge på nogen af de mange mange billeder jeg har taget. Hold da lige op, hvor har vi set og oplevet meget siden vi ankom, så her er lidt "smagsprøver" :-)

Vores første udflugt gik til Penguin Island, hvor vi sejlede ud med en spøjs lille båd. På øen så vi, ud over pingvinerne, små øgler og pelikaner. Bent prøver at pege op på pelikanerne.

Og her er den første kænguru vi mødte ude i naturen. Prøv lige at se, hvordan ungen kigger ud for at se, hvad der sker.


Der var en lille "tree top walk" så vi kunne komme op og se det hele sådan lidt fra oven. Et facinerende syn.


17. december og Andreas' fødselsdag, så flaget blev hejst i haven.


De smukke grønne "28-parrots" kom i haven og spiste ved foderbrættet. De var dog ikke nemme at komme tæt på.


En dag var vi på tur til et akvarium, der havde en "undervands-tunnel", så vi gik rundt nærmest inde mellem store rokker, skildpadder og hajer som den, der svømmer hen over os her. En anden tur gik til Freemantle Prison, hvor vi fik to ture med vores underholdende guide, Moira. Det var en meget speciel oplevelse, især set i forhold til, at dette fængsel var i brug helt til 1991.






Her er et "smukt" julepyntet træ i Freemantle. Det har været en underlig ting, med julestemning i denne varme.


Så er vi på langtur igen. Denne gang nordpå. Men trods advarslerne på skiltet, så vi nu ikke mange dyr på vejene den dag.


Vi besøgte et område med disse fantastiske limstens-formationer. Mange af dem højere end os, dannet for tusinder af år siden.





Vi har også set stromatolitter, som siges at være verdens ældste levende "ting". De ser måske ikke ud af meget på billeder, men det var meget specielt at se dem.



En af vores ture gik til en fantastisk hule, hvor vi kravlede ned - og ikke mindst op igen - af 300 trappetrin. Disse smukke drypstens-formationer svæver over vandet. Et helt utroligt naturfænomen.


Her er der en lille Possum, der har sneget sig ind under taget på terassen. Den ville gerne have fat i noget af julepynten. Hver aften var der 2-3 af dem, der puslede rundt ude i haven.



Den 25. om morgenen kom julemanden og hans hjælpere forbi med slik-poser til alle de artige børn. :-)


En aften gik vi ned til et hus i nærheden, der havde hele haven fyldt op med julebelysning noget udover det sædvanlige.


Og så var vi i Caversham Wildlife Park for at se nogle af Australiens vilde dyr på tæt hold. Vi mødte bl.a. denne vombat og hans dyrepasser.


Vi prøvede også at holde denne sorthovede python. Det bliver nu aldrig noget hit hos nogen af os.

Til gengæld var koala-bjørnene søde og bløde, så dem var vi gode venner med.



Der var også et stort område hvor vi gik rundt mellem kænguruerne. De ville gerne klappes.



Snart går turen igen hjemover til det kolde og våde nord. Vi kommer helt klart til at savne sol og sommer når vi kommer hjem. Til gengæld er vi fyldt op med gode oplevelser.

fredag den 2. december 2011

Tillykke Dazzler





Tænk, så bliver Dazzler 3 år :-) Hold da op, hvor tiden flyver afsted, og sikke et fantastisk år de har haft, Bent og Dazzler: Nr, 2 til DcH DM, og de 2 første certer. Det føles som om det er ganske kort tid siden vi hentede ham i Sønderjylland. Det bliver spændende at se, hvad det kan udvikle sig til næste år.


Kæmpe tillykke med fødselsdagen til Dazzler



Og til brormand Dweet



Til søster Dixie


Og til søster Dreamy


Her er de alle 4 til Kennel Foula's hvalpedag 2011: Dweet, Dreamy, Dixie, Dazzler, far Monty og mor Ronja


onsdag den 16. november 2011

I don't like mondays

Dette blogindlæg har skrevet som en del af prosessen med at få bearbejdet det, der skete mandag morgen - og så også lidt for at minde os allesammen om at leve i nu'et. Vi ved aldrig hvad der sker om lidt.
Vi havde haft en rigtig dejlig og afslappende weekend. Hyggelig træning i flot vejr lørdag. Søndag formiddag en smuk tur i Akademihaven med farmor og søndag eftermiddag en lang tur i skoven, hvor vi nød de sidste rester af efterårsfarverne.
Farmor, Andreas, Soda, Zippo og Chinook på tur i Akademihaven.

Her er Andreas i Akademihaven ved hans årgangs-træ.

Så mandag morgen var vi friske og klare til en ny uge på arbejde. Bent kørte mod København og et kursus i firma-bilen, Andreas mod Næstved station og jeg selv satte mig ind i Jumpy'en og kørte mod Førslev. På vej mod den lille by Arløse på en lige strækning, med begge hænder på rattet og fuld koncentration på kørslen, kommer jeg af en eller anden årsag ud i rabatten. Rabatten er meget blød, og kanten meget høj, og da jeg ikke lige kan smyge bilen tilbage på vejen, går jeg lidt i panik og flår i rattet for at få den op på vejen igen. Det resulterer i, at jeg ryger helt over i venstre side, hvor jeg gentager min panik-handling. Tilbage i højre side ser jeg pludselig marken flyve forbi mine vinduer. Jeg når faktisk at tænke, at så tager det nok farten af så jeg standser, men nej, for pludselig ruller jeg rundt et par gange før bilen endelig standser. Heldigvis med hjulene nedad.


Motoren er stoppet men radioen spiller stadig, så jeg drejer nøglen. Oppe ved vejen står en dame fra et nærliggende hus. Hun ser mest ud som om hun ikke rigtig har lyst til at gå ud til mig, så jeg åbner døren og råber til hende, at jeg er ok. Samtidig kommer en elektrikker forbi, og de kommer begge ud til mig. De spørger om jeg vil ud af bilen, men da jeg kan mærke at jeg har ondt i ryggen vælger jeg at blive siddende, og de ringer 112.


Mens vi venter på Falck, der i øvrigt kom lyn-hurtigt, får jeg ringet på arbejde og sagt, at jeg nok ikke kommer. Jeg får også ringet til Bent. Hvordan siger man lige til ham der elsker mig: hej, øh jeg holder med bilen inde på en mark, jeg har det nogenlunde, men bilen har det ikke så godt... Det var godt nok svært.


Falck kom med hele det store udstyr, og næsten inden han havde sagt goddag sad der en redder og holdt mit hovede. Så gav de mig krave og diverse afstivninger på, mens de vurderede på om de kunne få mig ud uden at skære taget af. de besluttede at prøve, så vupti kravlede der 3 grandvoksne Falck-reddere rundt i kabinen mens jeg blev vendt rundt og lagt ned på et spine-board. Rummelig bil, den Jumpy. Så blev jeg båret over til ambulancen. Først konstaterede han at jeg var helt klar og ikke i chock, og så begyndte han at tale om at klippe min næsten nye jakke itu. Hov hov, stop nu lige, den må da kunne reddes - så det klarede han. Og han fik også min ring af, inden mine fingre ændrede sig til medister-pølser. Dygtig! Så kørte vi mod Slagelse.

I Slagelse var de klar til mig i skadestuen, min fod havde fået en flænge som nødtørftigt blev sat sammen med en bandage, og så afsted til røntgen. Hvor er det ubehageligt at blive kørt gennem sygehusets mange lange gange, når man kun kan kigge lige op i loftet. Ryg og hånd blev fotograferet, og så gik det tilbage til skadestuen, hvor lægen kiggede på billederne og frikendte min ryg. Hurra, så kunne jeg komme op på toilette, selv om det ikke var rart at komme op og stå. Men på sygehuset må man godt bande, hvilket jeg har benyttet mig meget af.

Desværre var min venstre lille-finger gået af led og brækket 2 steder, og der var jo også flængen i foden, så jeg fik en masse lokal-bedøvelse, foden blev syet, og fingeren forsøgt sat sammen. så afsted til røntgen igen for at se, om fingeren foreløbig sad rigtigt. Lægen var tilfreds, men fingeren skulle operes tirsdag for at blive ordentlig. Den blev fikseret på en slags pap-skinne, der var noget nyt de afprøvede, og så fik jeg valget mellem at blive eller komme hjem. Uh, det var svært, for på den ene side er det jo bedst at være hjemme, men jeg havde pokkers ondt i ryggen stadigvæk, især når jeg forsøgte at trække vejret dybt.
Jeg havde dog stort set bestemt mig for at tage hjem, da lægen kom og meddelte, at han gerne ville have mr-scannet min ryg for en sikkerheds skyld, og at han havde bestemt at jeg skulle blive natten over. Jamen så behøvede jeg jo ikke spekulere mere over det. Så sendte jeg Bent hjem! Han skulle jo også sørge for at få bilen fjernet of have fat i en taksator - og hjem til hyndene!

Nå men jeg kom på køretur igen til scanneren, fik sprøjtet kontrast-stof ind og blev scannet, men heldigvis var alt ok. Det var "bare" smerter fra slaget. Så jeg blev installeret i en seng på stue 8 sammen med Ulla, der havde ca lige så mange smerter som mig. Vi blev hurtigt til "stønnerne fra nr 8". Endelig der sidst på eftermiddagen fik jeg lidt at spise, og så var det jo bare at vente på morgendagen.





Næste morgen kom der sms fra Andreas at der havde været et bud med blomster. 1000 tak søde Pia. som du kan se er de rigtig flotte. Jeg trøstede mig også lidt med de mange hilsner på Face Book. Mens jeg ventede - og fastede - og ventede. Pludselig kom lægen fra skadestuen. Han skulle høre hvordan min pap-skinne havde været at have på, så det fik vi snakket lidt om. Han vidste imidlertid også, at håndkirurgerne havde diskuteret meget om jeg skulle opereres eller ej. Det var jo interessant nyt. Snart efter kom hånd-kirurgen og forklarede. Der var for og imod - men med vores forestående ferie var vi heldigvis begge absolut mest stemt for løsningen uden operation. Håndkirurgen lovede at finde ud af nogenlunde hvornår de så ville fikse min hånd, og så ringe besked til afdelingen, men næsten før jeg havde lænet mig tilbage i sengen igen kom han susende tilbage på stuen og meddelte, at nu var det nu! Sygeplejersken fandt en kørestol, i forvejen var jeg jo iført hospitals-outfit model "very sexy", de kastede et håndklæde over mine bare ben, og så suste vi tværs gennem sygehuset igen. Det viste sig, at kirurgen var blevet kaldt ned på sin afdeling, men han indgik en handel med dem. Den gik ud på, at han kom kun hvis han kunne tage mig med og ordne min hånd først. Og her troede vi at menneskehandel var forbudt!

På kirurgisk blev man hånd igen lokal-bedøvet (har fået nåle nok for det næste år), hevet fra i brudene og sat sammen igen. Gips på og - igen - afsted til røntgen. Både personalet på røntgen og portørerne hilste nu som om jeg var en gammel bekendt. Hm..... På vej tilbage var jeg bare så spændt på om det nu sad riftigt. Alternativet var operation med metal-indlæg, men da je kom retur havde lægen allerede kigget på billederne og stod klar med "tommelfingrene opad". Yehaa, billederne var fine, så jeg blev igen transporteret retur til afdelingen, hvor jeg kunne ringe til Andreas og sige: kom og hent mig.

Nu sidder jeg så her og laver ingenting, hvilket jeg er rigtig dårlig til. Jeg skal til kontrol og røntgen i morgen fredag for at se, om alt stadig sidder som det skal. Indtil det tør jeg ikke bruge min venstre hånd til noget overhovedet. Hvis det holder, så er der kontrol hver uge indtil vi rejser, og hvis det stadig holder kan jeg måske få gipsen skiftet ud med en skinne jeg selv kan tage af, så venner: kryds fingre for mig! Alternativet: operation, og det vil jeg helst undgå lige inden vi skal rejse.

Jeg vil gerne rose Falck-folkene. Tænk hvis alle kunne samarbejde som de gør. Imponerende. Og personalet på Slagelse Sygehus, der var søde og professionelle, selv om de havde mega travlt.
Nu håber jeg bare jeg er klar til i et eller andet omfang at komme på arbejde igen på mandag på min dejlige arbejdsplads, som også har sendt en flot buket.

Og lektien gentager vi lige: Husk at leve i nuet - vær glade sammen med dem I holder af, for der kan hurtigt ske noget. Der var heldigvis en engel der holdt hånden over mig denne gang - men det var sgu uhyggeligt tæt på!

tirsdag den 1. november 2011

VELKOMMEN TIL VERDEN LILLE VEN

Et lille mirakel har holdt sit indtog i vores familie. Den 31. oktober 2011 fødte Heidi en smuk og sund dreng på 3.100g og 53 cm. Velkommen i familien lille ven - og velkommen til verden. Vi glæde os til at lære dig at kende.



søndag den 30. oktober 2011

Hyggelig weekend med årets definitivt sidste stævne

Som sædvanlig begyndte min weekend fredag :-) Da jeg var blevet lidt usikker på, om mit knæ udviklede sig som det skulle, havde jeg fået tid til kontrol på hospitalet hos den læge, der opererede mig. Hun er en herlig slagfærdig pige sådan nogenlunde på min alder, der kalder en skovl for en skovl - og hun sagde heldigvis, at alt var fint, men jeg skal træne noget mere i at bøje og strække. Det kan kun bleve bedre med træning!!! Så resten af weekenden har jeg trænet meget mere og hårdere end tidligere. Iflg lægen kan jeg ikke ødelægge noget - så der er ingen undskyldning.

Fredag aften var vi til Viva's fødselsdag. Viva er bare så dygtig til at lave mad, og det var en rigtig hyggelig aften sammen med Pia, Susanne og Jan.

Lørdag morgen stod der 04.45 på vækkeuret, da det begyndte at larme. Uha!!! Men alt var forberedt, så det var bare at fodre hundene og så se at komme afsted mod Ribe. Især da det var voldsomt tåget, så det skulle kørslen jo også rettes ind efter. I Ribe skulle Bent deltage i Ribe Hundevenner's høst-stævne, og jeg havde meldt mig som hjælper, for ikke at komme til at kede mig.

Ud over at se Bent løbe, så havde jeg også glædet mig rigtig meget fordi Chinook's storebror Ozzy skulle starte. Det ville være sjovt at se de 2 sammen, nu hvor Chinook er blevet noget ældre end sidst de mødtes. Det er i hvert fald helt klart, at det er 2 smukke drenge. Ozzy sad pænt og velopdragent og blev fotograferet. Chinook derimod....... Nå, men han kom da med på billedet.
Da vi var færdige med at tage billeder blev drengene sluppet fri på marken. Skal vi lege? spurgte Chinook - og det skulle de!


Lynhurtigt gik den vilde jagt ud over marken, som om de leget sammen masser af gange før.





video



video



Ozzy havde nogle fine løb, selv om det var første gang han var til stævne i en Ridehal. Vi glæder os til at se meget mere til Ozzy til stævnerne næste år. Det skal nok blive sjovt.



Bent havde travlt, for han skulle løbe med både Ticket, Dazzler og Zippo. Ticket havde et super AG3, et ok spring 3 men var kørt træt i spring 3 ekstra. Dazzler snød Bent og blev disket i AG3, havde et super spring 3 og havde (desværre) en fører der stod i vejen, så han rev en pind i spring 3 ekstra. Zippo rev en pind i AG3, og var fejlfri i begge springløb. Sådan Bent - jeg kan godt forstå du var træt i dine ben, da vi var færdige.

Det første spring 3-løb var rent FOULA-POWER (undskyld Susanne), da Christine og Breezy vandt og fik deres første spring-cert, Zippo blev nr. 2 og Dazzler nr. 3. Susanne og Jari blev nr. 4.

Som sædvanlig var Ribe Hundevenner's stævne velorganiseret, selv om de havde haft svømme-hal i stedet for ridehal om morgenen, og vi var færdige til at køre hjem ca. 17.30. Så var det bare hjem til lidt hurtig suppe og på hovedet i seng.



Søndagen sov vi længe, og så er dagen i øvrigt gået med almindeligt hjemme-nusseri. Midt på eftermiddagen tog jeg sheltie-drengene med til en time på stranden. Det var lige noget de kunne bruge - alle 4.

Bag disen var der en lille smule sol, og det var næsten helt lunt. Drengene badede og legede (og støjede), men der var ikke andre end os på stranden denne smukke eftermiddag, så det fik de lov til.

Her er det gamle Monty på 12½, de er på vej for at se, hvad børn og barnebarn nu har fundet på. Monty elsker turene på stranden, og han kan sagtens følge med en time i raskt tempo, men så er han også træt bagefter. Så putter han sig i en kurv tæt på brændeovnen og bobler resten af dagen.
Selvfølgelig skulle jeg også prøve at få de 4 "lopper" til at sidde stille til et fælles-billede. Det eneste jeg ikke lige havde været opmærksom på var de store sten, der var lige bag mig, så da jeg trådte et skridt tilbage for at få billedet lidt bedre, væltede jeg omkuld. Jeg undgik heldigvis at slå hovedet mod stenene, men havde lidt besvær med at komme op igen p.g.a. mit knæ. Nå, så kan jeg lære at se mig bedre for næste gang! Billede fik jeg i hvert fald - af 4 våde og forpustede hunde. :-)

Andreas har været på Halloween-weekend med spejderne, og han har nu pyntet hele indkørslen op med flotte græskar-hoveder med lys i. Uhu.... uhyggen har indfundet sig på Skovvænget.


tirsdag den 18. oktober 2011

Hvad - ingen hundeaktiviteter ????

Både ja og nej - men stævnesæsonen er jo stort set gået i dvale nu.

Lørdag formiddag havde vi besøg af Heidi. Vi havde lavet brunch og det var rigtig hyggeligt. Heidi er efterhånden vokset godt over maven, og vi glæder os rigtig meget til baby i november.

Lørdag eftermiddag måtte jeg udfordre skæbnen og mit knæ og forsøge at komme ud i luften. Nu havde jeg gået på løbebåndet i en uge, og det gik fint, så jeg måtte en tur på stranden. Vi hentede Pia, Viva og Ronja og kørte ud til Christiansholms Plantage - i den ende hvor man kan køre næsten ned på stranden. Men phew, det var alligevel hårdt, så det blev ikke til så meget gang. Men til gengæld blev det til en del hundesvømning og vandpjaskeri.

Viva var nærmest euforisk og svær at få op igen. Hun svømmede rundt sammen med Zippo og Ronja, mens Dazzler og Chinook stod med sikker grund under fødderne og gøede ad dem. Vi overraskede da i hvert fald ikke nogen, for vi kunne høres på lang afstand. Til sidst var hundene så våde og ophidsede, at de nærmest rystede, og jeg besluttede at nu var det tid til det obligatoriske fællesbillede.

Prøv lige at få 6 ophidsede hunde til at stå/sidde/ligge pænt bare 1 minut. Niks! Først var Viva med på billedet - men så fjumrede alle de andre rundt.

Ups - kan I se den sorte pels-streg til venstre i billedet? Der skred Viva. Nu blev det for meget med alle de tossede sheltier!

Til gengæld lykkedes det så at få et næsten ordentligt billede af sheltierne: Monty, Ronja, Chinook, Zippo og Dazzler.

Så var det bare at humpe tilbage til bilen (jeg humpede - Pia og Bent gik helt normalt :-)) og køre hjem til Bisserup til god mad og hygge.

Søndag kørte vi til Jyllinge. Min søde store-søster Ina fyldte 65 og havde inviteret til brunch. Det blev en super hyggelig dag med både Ina's og Søren's børn samt lidt gode venner og fantastisk brunch - ikke mindst Tom's hjemmebagte kringle. Uhm......

Andreas ser jo ikke fætrene og deres koner/kærester så tit, så der blev rigtig sludret. her sidder Sørens datter, Tom, Janne og Andreas.





Og lynhurtigt var weekenden slut og mandagen lige om hjørnet.


Mit knæ har det efter omstændighederne fint. Jeg kan gå (halter lidt) og gå/lunte/løbe på mit løbebånd. Jeg tager ikke smertestillende mere, og jeg kan bukke knæet mere og mere. Jeg er begyndt på træningsøvelserne og har lånt Pia's store bold, som er god til den slags. Og for hver dag synes jeg at jeg kan mærke bitte små fremskridt. Så selv om jeg synes det går ufattelig langsomt, så bliver det hele tiden bedre. Heldigvis.