Hele familien

Hele familien

søndag den 30. oktober 2011

Hyggelig weekend med årets definitivt sidste stævne

Som sædvanlig begyndte min weekend fredag :-) Da jeg var blevet lidt usikker på, om mit knæ udviklede sig som det skulle, havde jeg fået tid til kontrol på hospitalet hos den læge, der opererede mig. Hun er en herlig slagfærdig pige sådan nogenlunde på min alder, der kalder en skovl for en skovl - og hun sagde heldigvis, at alt var fint, men jeg skal træne noget mere i at bøje og strække. Det kan kun bleve bedre med træning!!! Så resten af weekenden har jeg trænet meget mere og hårdere end tidligere. Iflg lægen kan jeg ikke ødelægge noget - så der er ingen undskyldning.

Fredag aften var vi til Viva's fødselsdag. Viva er bare så dygtig til at lave mad, og det var en rigtig hyggelig aften sammen med Pia, Susanne og Jan.

Lørdag morgen stod der 04.45 på vækkeuret, da det begyndte at larme. Uha!!! Men alt var forberedt, så det var bare at fodre hundene og så se at komme afsted mod Ribe. Især da det var voldsomt tåget, så det skulle kørslen jo også rettes ind efter. I Ribe skulle Bent deltage i Ribe Hundevenner's høst-stævne, og jeg havde meldt mig som hjælper, for ikke at komme til at kede mig.

Ud over at se Bent løbe, så havde jeg også glædet mig rigtig meget fordi Chinook's storebror Ozzy skulle starte. Det ville være sjovt at se de 2 sammen, nu hvor Chinook er blevet noget ældre end sidst de mødtes. Det er i hvert fald helt klart, at det er 2 smukke drenge. Ozzy sad pænt og velopdragent og blev fotograferet. Chinook derimod....... Nå, men han kom da med på billedet.
Da vi var færdige med at tage billeder blev drengene sluppet fri på marken. Skal vi lege? spurgte Chinook - og det skulle de!


Lynhurtigt gik den vilde jagt ud over marken, som om de leget sammen masser af gange før.











Ozzy havde nogle fine løb, selv om det var første gang han var til stævne i en Ridehal. Vi glæder os til at se meget mere til Ozzy til stævnerne næste år. Det skal nok blive sjovt.



Bent havde travlt, for han skulle løbe med både Ticket, Dazzler og Zippo. Ticket havde et super AG3, et ok spring 3 men var kørt træt i spring 3 ekstra. Dazzler snød Bent og blev disket i AG3, havde et super spring 3 og havde (desværre) en fører der stod i vejen, så han rev en pind i spring 3 ekstra. Zippo rev en pind i AG3, og var fejlfri i begge springløb. Sådan Bent - jeg kan godt forstå du var træt i dine ben, da vi var færdige.

Det første spring 3-løb var rent FOULA-POWER (undskyld Susanne), da Christine og Breezy vandt og fik deres første spring-cert, Zippo blev nr. 2 og Dazzler nr. 3. Susanne og Jari blev nr. 4.

Som sædvanlig var Ribe Hundevenner's stævne velorganiseret, selv om de havde haft svømme-hal i stedet for ridehal om morgenen, og vi var færdige til at køre hjem ca. 17.30. Så var det bare hjem til lidt hurtig suppe og på hovedet i seng.



Søndagen sov vi længe, og så er dagen i øvrigt gået med almindeligt hjemme-nusseri. Midt på eftermiddagen tog jeg sheltie-drengene med til en time på stranden. Det var lige noget de kunne bruge - alle 4.

Bag disen var der en lille smule sol, og det var næsten helt lunt. Drengene badede og legede (og støjede), men der var ikke andre end os på stranden denne smukke eftermiddag, så det fik de lov til.

Her er det gamle Monty på 12½, de er på vej for at se, hvad børn og barnebarn nu har fundet på. Monty elsker turene på stranden, og han kan sagtens følge med en time i raskt tempo, men så er han også træt bagefter. Så putter han sig i en kurv tæt på brændeovnen og bobler resten af dagen.
Selvfølgelig skulle jeg også prøve at få de 4 "lopper" til at sidde stille til et fælles-billede. Det eneste jeg ikke lige havde været opmærksom på var de store sten, der var lige bag mig, så da jeg trådte et skridt tilbage for at få billedet lidt bedre, væltede jeg omkuld. Jeg undgik heldigvis at slå hovedet mod stenene, men havde lidt besvær med at komme op igen p.g.a. mit knæ. Nå, så kan jeg lære at se mig bedre for næste gang! Billede fik jeg i hvert fald - af 4 våde og forpustede hunde. :-)

Andreas har været på Halloween-weekend med spejderne, og han har nu pyntet hele indkørslen op med flotte græskar-hoveder med lys i. Uhu.... uhyggen har indfundet sig på Skovvænget.


Ingen kommentarer: