Hele familien

Hele familien

søndag den 25. marts 2018

Lydighedsprøver - skal det nu være moderne?




Da jeg fik Hazel - for ca. halvandet år siden - var det helt klart med det formål, at vi skulle løbe agility.

Det viste sig dog hurtigt, at Hazel er er hund med flere talenter, og da jeg efterhånden havde snuset en del til DcH's lydighedsprogram, så blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle det stå sin prøve. 

Jeg meldte rask væk til 5 lydighedskonkurrencer hen over foråret, og med masser af sommerfugle i maven og rystende ben tog jeg afsted til min første konkurrence i Jyderup den 18. marts. Der var ting jeg vidste, at vi havde helt styr på - og der var også ting jeg vidste, at her var vi usikre - men det måtte prøves af.

Hazel og jeg startede i C-klassen, og dommer Kirsten var super sød og god til at sikre dig, at jeg havde forstået øvelsen, inden jeg gik i gang. 


Vi startede med lineføring. På trods af, at jeg "tabte" Hazel lidt undervejs, så blev det alligevel til en fin karakter på 8,6.

Så kastede vi os ud stå og sid - begge til de dejlige max 10 points.

Så blev det tid til spring. En øvelse, der altid er lidt risikabel, når man nu har en hund, der også løber agility, og som har stop-felter. Men vi har arbejdet meget med at komme ind og sidde fint foran, og den gav også max points. 
 

.... og tilbagespring. 10 points.

Apport - endnu en af Hazels favoritter - 10 points.

Og så til dæk, hvor vi missede et halv point p.g.a. en lille skævsidning. 9,5.

Så var vi ligesom igennem de øvelser, som jeg følte mig rimelig sikker i. Den mest frygtede øvelse er rundering. Hazel er i bund og grund en lille blød pige, og hun synes det er lidt overvældende at skulle gå ud og gø ad et fremmes menneske (i det her tilfælde en 2 meter høj mand) der stod inde mellem træerne. 1 point. ........
Feltsøg kan gå begge veje. Dommeren havde lagt 7 af de 9 genstande i et bestemt område, så jeg tænkte at der var den nok igen. Men Hazel mente noget andet. Og lynhurtigt kom hun ud med vanten - og så begyndte festen. Hazel opførte sin lille "jeg-har-fundet-vanten"-dans og nægtede at komme og aflevere. Hm.... Det måtte jeg lige hjælpe hende med. Men hun er nu sød når hun gør det, og jeg er meget opmærksom på, at hun skal synes at det er er det sjoveste i verden, så selv om vi måtte tale lidt om afleveringen, så får hun stadig ros som om hun lige var blevet verdensmester.
På det tidspunkt var hun dog så træt, at hun sådan set var ligeglad med både legetøj og kylling.

Så går det store regne-apparat i gang. Der er forskellige kofficienter til hver øvelse, afhængig af sværhedsgraden. Men udregnet med X og Y og moms og skat, endte vi på 123,45 points, og det rakte til en flot 3. plads. Hold nu op, hvor er jeg lige stolt af min lille brune chokoladeknap. Vi var så meget ude af vores komfortzone, Hazel og jeg, og så alligevel at ende med så flot et resultat.


Det gav oven i købet det, der hedder en halv oprykning. Når man har fået 2 halve oprykninger inden for et kalenderår, så må man rykke til næste klasse næste år.

Ud over en dejlig oplevelse med min hund, ja så fik vi også mange nye venner den dag. Søde folk, som vi kommer til at mødes med flere gange. Det var en rigtig dejlig oplevelse.

I dag har vi gentaget hele showet igen. Denne gang øgede vi vores points med 2,5 og endte på 125,9. Og det bedste af det hele var, at hun glad løb ud til figuranten og gøede som om hun blev betalt for det. Så missede vi nogle andre ting, men sådan er det jo, når vi har at gøre med levende dyr.

Det blev igen til en tredieplads efter søde Trine med lækre Tesla, der scorede 146 points efter et mega flot program, og Bjarne og Balou, som også kom igennem med mange flotte points. Tak for en hyggelig dag.

Færdige i Haslev kørte vi tilbage til Næstved, hvor Bent sammen med Morten holdt træningsweekend for en flot kommende agility-dommere. Da de var færdige og næsten alle var kørt, ja så fik hundene lige en fræse-tur på pladsen. Og det var tydeligt at se på Hazel, at selv om hun var mentalt træt, så nød hun at få lov at strække ud i vildt løb sammen med Blitz og drengene.

Næste weekend er det så Faxe, og jeg glæder mig allerede til en ny dejlig oplevelse med chokoladeknappen - uanset resultatet.

fredag den 16. marts 2018

Når forandringernes vinde blæser .......

I oktober 2012 blev jeg ansat i det daværende Maskincenter Sjælland's bogholderi, primært med henblik på at passe debitorerne. Det udviklede sig dog, så jeg efterhånden fik flere og flere forskellige bogholderimæssige opgaver, hvilket passede mig rigtig fint, da jeg jo elsker at arbejde med tal og systemer.

Skæbnen ville dog, at min arbejdsplads omkring årsskiftet 2015/2016 blev solgt til en noget større bilimport-koncern, som ud over biler nu også gerne ville importere John Deere maskiner. Det gav lidt udfordringer for mig, da alt mit arbejde blev flyttet til koncernens servicecenter i Højbjerg ved Århus, men jeg blev tilbudt andre opgaver, og i kraft af gode kolleger og masser af spændende anderledes arbejdsopgaver, så synes jeg, at jeg har haft en rigtig dejlig arbejdsplads de sidste år.

Men intet varer evigt - åbenbart heller ikke de gode arbejdspladser, og for ca. 3 uger siden fik vi at vide, at alt firmaets administration (som jeg var en del af) skulle flyttes til Vejrup, lige nord for Esbjerg. Og jeg fik da også tilbuddet om at flytte med !!!   Min første tanke var totalt panisk, at nu smuldrede hele vores liv. Men sådan var det jo ikke, og da først vi havde vendt situationen herhjemme, ja så faldt der lidt ro over tingene igen. Der var jo i hvert fald lige et stævne, der skulle overståes - og en influenza, der skulle ud af kroppen, før jeg kunne agere ordentligt.


Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der siger, at når forandringernes vinde blæser, så er der nogen der bygger læhegn, og andre der bygger vindmøller. Og da jeg først fik trukket vejret helt ned i maven, så kastede jeg mig ud i at bygge vindmøller. 


Jeg opdaterede mit cv og min profil på diverse jobdatabaser, og sidste lørdag stødte jeg så på det første interessante job. Faktisk lidt mere end interessant, for det var et regnskabskontor, der søgte en bogholder. Et job, som var "lige mig" - og som jeg nok også kunne have fundet på at søge, selv om jeg ikke var i den situation, som jeg nu var. Jeg elsker jo at arbejde med bogføring og regnskaber.
Så søndag sendte jeg en ansøgning afsted og allerede mandag blev jeg ringet op, om jeg ville komme til samtale. Om jeg ville ????  Ja for pokker!!


Onsdag var jeg til samtale - og onsdag aften blev jeg ringet op, at jobbet var mit. Sådan Marianne. 60 år og nyt job på mindre end en uge, da først jeg gik i gang. Jeg synes faktisk godt jeg kan tillade mig at være stolt af mig selv.

Oveni har min nuværende arbejdsplads været så large, at de har "sluppet" mig med udgangen af marts måned, hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Så 1. april (nej, det er ingen aprilsnar) er jeg klar til at starte på nyt arbejde. Og jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til tal og regnskaber og bogføring, for det er jo det, jeg brænder for.

Til alle andre, der måtte komme i den situation kan jeg kun sige: kom ud og byg nogen vindmøller. Det kan lade sig gøre. 

mandag den 5. marts 2018

DcH Næstved - indendørs stævne 4/3 2018



Lige siden min border collie "Hazel" blev født den 20. august 2016 (det er hende til højre på billedet) har der været en dato, der har stået lysende klart for mig: 20. februar 2018 ville hun være gammel nok til at løbe konkurrence - hvis hun altså var klar til det.


Da stævnerne begyndte at tikke ind i stævnekalenderen for 2018, ja så stod det jo hurtigt klart for mig, at der ikke var meget at komme efter lige efter 20. februar, bortset fra DcH Vejle (hvor jeg alligevel kørte til) - så derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da jeg foreslog Bent, at vi forsøgte at arrangere et indendørs stævne selv.

Via en kursist på et af vores hold kom vi i kontakt med Baunehøj Ridecenter, hvor vi havde mulighed for at leje et ridehus. Vi var ude og se på stedet, og det så umiddelbart meget fint ud, men der var alligevel stadig ca. 1000 ubesvarede spørgsmål. Alligevel tog vi en dyb indånding og sagde: Yes - det gør vi. 

Forberedelserne gik fint. Vi endte på astronomiske 78 tilmeldte hunde (jeg havde været tilfreds med 40 - og begejstret for 60). Rigtig mange havde meldt sig som hjælpere (luxus). Vi havde udliciteret køkkentjansen til Rideklubbens venneforening (Yeaha - det gør vi igen). Med så mange hunde måtte vi ud og hente en dommer mere, og heldigvis sagde Inger Jensen ja, så Bent ikke skulle køres helt i sænk. Kæmpe tak til Inger for at træde til med så kort varsel.

Og så skulle der vel ikke være mere, der kunne gå galt .........

Og dog - i ugen op til stævnet skete der faktisk to ting, der ændrede meget, men som heldigvis ikke fik ødelagt stævnet. Den første var: SNE. Så snart man kom nord for Næstved var der ikke meget af det, men fra Næsted og sydpå var der masser. Den anden ting var: INFLUENZA. Influenzaen kastede sig over mig torsdag aften med sådan en kraft, at jeg faktisk var fuldstændig ligeglad med stævnet! Jeg var også ligeglad med alt andet end min seng og min dyne. Hvis det ikke var "bad luck" for alle pengene, ja så ved jeg snart ikke......  Bent var heller ikke for rask, men han måtte lige samle trådene i løbet af lørdagen og så bare håbe på, at alting virkede søndag.

Se her kommer en tredie faktor ind i spillet, og det er


VORES FANTASTISKE KLUBKAMMERATER

Uden jer, var det ikke lykkedes at afvikle stævnet så flot. I er de bedste!!!  Alle jer, der var med til at hjælpe både lørdag og søndag:


😍  TAK  😍

Lørdag blev banen pakket ud af sneen og på to trailere kørt til ridecentret. 



På ridecentret blev der tømt trailere og bygget bane - og i øvrigt gjort klar, så der var mindst muligt arbejde søndag morgen.


Og på forunderlig vis - sådan som det altid er med stævner, at når først dommeren har fløjtet den første hund i gang om morgenen, ja så kører det jo.
Tak til Miriam fra DcH Jyderup for at snuppe opgaven med at skrive i bøger. Så havde Bent den opgave mindre.


Og alt mens det her foregik, ja så lå Hazel, Dazzler, Tough'Y, Fanta og jeg hjemme i soveværelset og måtte nøjes med små updates på mobiltelefonen. Det var jo ikke det, der havde været meningen!!! Men når nu det ikke kunne være anderledes, så er jeg kæmpe glad for, at det gik så flot.

Ca. en halv time efter at sidste hund havde fået sin præmie, ja så var det hele ryddet og pakket på traileren. Jeg har endnu ikke noget overblik over resultaterne, for nu ligger Bent nemlig med næsen i vejret. Men de skal nok komme så hurtigt som muligt. 

Så var det bare at køre tingene retur i klubben og tømme traileren. 



Med den slags klubkammerater er det ikke noget problem at afvikle et agility-stævne, selv om jeg manglede (hm.... stof til eftertanke ).

Og jeg tror godt jeg allerede nu tør sige, at vi gentager successen næste år. Men forhåbentlig med mindre sne og uden influenza.