Hele familien

Hele familien

søndag den 29. november 2020

En almindelig ualmindelig dejlig weekend

Når man som jeg går hjemme og er arbejdsløs - så er det nogen gange svært at holde styr på dagene. Er det tirsdag eller fredag? De er jo ens alle sammen. 

Derfor prøver jeg i øjeblikket at gøre noget særligt ud af weekenderne, så jeg også kan mærke, at nu er det faktisk ikke bare hverdag, men det er weekend, og det er noget særligt. 

I fredags startede jeg med at bage småkager. Det var nemt, for dejen lå i fryseren, så det var bare at skære i skiver og putte i ovnen. Lakridssmåkager med tranebær. Vores favorit - både til jul og på andre tidspunkter af året. Men man skal nok være lakrids-fan for at kunne lide dem. For de smager virkelig af lakrids.


Efter at have været flittig i køkkenet fra morgenstunden trængte jeg til noget frisk luft, og jeg havde aftalt med Bent, at hvis jeg gik hjemmefra og ud mod enden af Kristiansholms Plantage, så samlede han mig op på vej hjem fra arbejde. Solen skinnede som om den fik penge for det, og der var ikke en vind, der rørte på sig. Hazel fik fornøjelsen af at komme med, og hun nød i fulde drag en tur alene.

Og hvem kan være i dårligt humør, når himlen ser sådan ud? I hvert fald ikke mig!

Langs Kristiansholms Plantage er der en klint ned til vandet og et smalt stykke strand (nogen gange ingen strand). Der er ikke ret mange, der går der, og man kan se langt frem og tilbage og spotte andre hundeluftere på lang afstand. Perfekt sted at gå med hund uden snor.

De eneste jeg mødte på stranden var den her lille fyr og hans far. Ja, han blender godt ind med stenene, men han er en D/S gårdhund på 9 uger, og han hedder Tot. Mega mega sød! Og det synes Hazel faktisk også, så hun legede med ham og viste sig fra sin sødeste side.

Væk fra stranden og på vej op mod vejen er der for nylig lavet et stort område, hvor der bl.a. er lavet en ny sø, og derfor er der rigtig mange fugle. Et par gutter stod med deres store flotte kikkerter, og jeg spurgte om der var noget spændende i sigte. Oh, ja - der sidder 2 havørne i trænerne ude på kæmpehøjen. Nå, men de kunne ikke ses med det blotte øje, så jeg fik lov at kigge i den ene kikkert. Og sandelig - der sad det nydeligste ørnepar. Hvor spændende. Den her fyr var i øvrigt kørt fra Hornbæk for at komme ned og kigge på havørne og røde glenter. Spændende at få et lille indblik i en helt anden verden, som for ham jo er lige så fascinerende, som hundeverdenen er for os.

Resten af fredagen gik med at hygge med min søde mand og forberede os på lørdagens hunde-udfordringer. 

Lørdag morgen startede med Delta's lydighedshold i Rådmandshaven. Vi gik tur i skoven og hyggede med kaffe og kage bagefter, Derefter var det tid til Gimli og Hazel's lydighdshold, hvor vi trænede mere almindelige ting på pladsen. Hazel var en stjerne, og hun klarede alle udfordringerne i super stil. Især var jeg imponeret over hendes frie søg. Jeg elsker at træne med  Hazel, uanset hvad vi træner.

Dagen sluttede med agility, og da vi for en gangs skyld ikke var ret mange (faktisk lige præcis 10), så trænede Bent og jeg med. Hazel fortsatte den gode stil - og Bent løb med Delta og havde nogle flotte løb. Dellen bliver bare bedre og bedre. 

Her er så 3 flotte hundepiger, der venter på at det bliver deres tur. Delta, Pizza og Hazel. 

Efter ca. 7 timer på træningspladsen satte vi kursen hjemad. Jeg startede med at gå en tur på Dalstrøget. Jeg havde på Facebook-gruppen "Bisserup køb og salg" købt en bunke duge i nervøs velour. Der var 3 store bæreposer fulde i alle regnbuens farver. Og prisen: 1 flaske rosévin. Det var en god handel!

Så havde jeg besluttet mig for, at det batteri-kalenderlys, jeg købte til mig selv sidste år - det skulle farmor have i år. Hun skal også have noget julestemning, men hun skal ikke have rigtige stearinlys og gran dekorationer. Så jeg prøvede efter bedste evne (det er ikke min spidskompetance) at lave en lille dekoration, og den blev da rigtig fin.

Søndag morgen gik Bent i Brugsen efter morgenbrød, og med tilbage havde han også endnu en fast juletradition: min julekalender fra Bülow lakrids. Tak, søde Bent. Jeg tror ikke, at det bliver rigtig jul uden den kalender 😇

Så kørte vi ud og besøgte Svend og Asta. Vi har nedlagt vores akvarium, og Svend ville gerne have fiskene, så de flyttede hjemmefra i dag. Derfra videre til farmor, som blev glad for sin dekoration. Jeg fandt også skuffen med resten af hendes julepynt, og så kom der nisser alle vegne.

Fra farmor var det hjem til lidt lækker frokost (et stykke med sylte), og så en lille midagslur.

Dazzle var meget utilfreds med at jeg også skulle være på sofaen. 

Resten af eftermiddagen gik med at finde lidt af julepynten frem, og nu er vi god rustet til at klare en ny uge. Jeg har faktisk en masse i kalenderen i den kommende uge. Det er jo rigtig dejligt - selv om jeg egentlig hellere ville have et arbejde at passe. 😉

Rigtig god 1. søndag i advent. 🌲🌲🌲

















torsdag den 19. november 2020

Så fik jeg prøvet det !

Ja, og det er ikke fordi det har stået på min liste over ting jeg absolut må prøve, men når det så skulle være, så var det faktisk en god oplevelse.


Forhistorien er, at jeg - som mange af jer nok ved - i en stor del af 2018 og 2019 led af atrieflimren (hjerteflimmer), men heldigvis efter min sidste ablation i november 2019 har der overhovedet ikke været noget flimmer. Det er dog sådan, at fordi jeg nu en gang har haft noget med hjertet, så er jeg altid meget opmærksom på hvad der foregår i den del af min krop, som er i nærheden af hjertet. Jeg mærker f.eks. ofte de ekstra hjerteslag, som praktisk taget alle mennesker har uden at opdage det. 

I 1-2 uger har jeg synes, at jeg havde det lidt mærkeligt. Det "rumsterede" i og omkring min brystkasse, og jeg havde faktisk lovet Bent, at jeg nok skulle gå til læge og få det checket op. Meeeeen, det der med lige at ringe til lægen, det er jo ikke bare lige noget man gør. 

Tirsdag aften var jeg til astmakontrol i Ringsted, hvor de fyldte mig med astmamedicin, som påvirker hjertet, så der var jeg ekstra opmærksom. Og da jeg samtidig både tirsdag aften og onsdag morgen også synes at det "rumsterede" lidt i min venstre arm, ja så tog jeg mig sammen og ringede til lægen.

3 kvarter senere kom jeg igennem til sekretæren, som venligt lyttede til min forespørgsel om en tid. Da jeg skulle forklare symptomerne kunne jeg høre, at hun reagerede da jeg begyndte at tale om det i armen. Lige et øjeblik, jeg taler lige med en læge og så ringer jeg tilbage til dig! Efter ganske kort tid var hun tilbage med besked om, at der var ringet 112 og der var en ambulance på vej til mig. 

Øh....  rolig nu dame, jeg er jo ikke lige ved at dø! Nej, men sådan er proceduren. og den kommer uden udrykning. Tak for det - men jeg blev da alligevel lidt påvirket over det maskineri, jeg nu havde sat i gang. 

En af de ting, der sker helt automatisk, når man bor i Bisserup og der bliver ringet 112, det er at Bisserups akutberedskab bliver varslet - og inden der var gået mange minutter holdt der nok 3-4 biler i vores indkørsel, medbringende hjertestarter og diverse andre hjælpemidler. Der kom 2 personer ind, som sikrede sig, at jeg havde det ok, nogen blev udenfor for at kunne vise ambulancen på plads og resten kørte hjem igen. Sådan! Det er da vildt imponerende og mega betryggende, når man bor i Vandkantsdanmark. 

Dem, der var kommet ind, kunne jo godt se, at jeg ikke var kritisk dårlig, så de tog det helt roligt, udfyldte de nødvendige papirer for at hjælpe ambulancefolkene og holde så i øvrigt øje med mig. Hvor er det fantastisk - og jeg er så taknemmelig over at bo i et lokalsamfund, hvor der er mennesker, der bruger tid og energi på at være klar hvis nogen får brug for hjælp. Til Jer skal der bare lyde et kæmpe stort 

TAK

Tak fordi I er der for alle os andre, når vi får brug for jer. Og tak fordi I gider bruge jeres fritid på at uddanne jer til at kunne hjælpe os andre. Det er helt enestående! Det gør i hvert fald, at jeg ikke behøver at tænke på, at der går mindst et kvarter, før der kan være en ambulance, hvos man har brug for det.

Nå, men ambulancen kom, og efter at de også havde konstateret, at jeg ikke var kritisk dårlig, så kørte vi lige så stille til Slagelse Sygehus, hvor jeg blev placeret i en seng på gangen. Heldigvis havde ambulancefolkene været kvikke og huske mig på at medbringe både mobiltlf. og lader, så tiden kunne gå med noget. 

I Slagelse blev jeg checket i hovede og r.. 😍 Og heldigvis er der ikke noget galt med mig. Jeg har ingen blodpropper der gemmer sig og alt fungerer som det skal. Det tog et sted mellem 3 og 4 timer, og i ventetiden var jeg omgivet af de sødeste unge mænd. Både sygeplejersker, røntgenpersonale og hjertelæge var unge mænd, så jeg har ramt en god dag. 😍😍 Og selv om det absolut ikke er særlig spændende at opholde sig på en gang på et sygehus, så fik jeg både frokost og kaffe. Ved 15-tiden kunne jeg ringe til Bent og fortælle, at jeg var blevet "løsladt", og så kunne vi jo sagtens nå til agility som sædvanligt onsdag aften. 


I dag har jeg det heldigvis meget bedre. Ingen mærkelig rumsteren nogen steder og masser af energi, så nu er der lavet dej til småkager, og der står bolledej og hæver på køkkenbordet. 


God dag til jer alle sammen, og husk nu at sætte pris på alt det gode vi har omkring os, og som også findes her midt i Corona-tiden. Nu vil jeg gå ud i solen med nogen hunde! 

 

torsdag den 5. november 2020

En underlig festdag

 5. november 2020.

En dag jeg faktisk havde glædet mig til i et stykke tid. I dag er det nemlig nøjagtig et år siden, jeg fik min sidste ablation på Mølholm. Og lige siden den dag har det været slut med hjerteflimmer, slut med mange vågne timer om natten og slut med medicin med kedelige bivirkninger. Jeg havde faktisk planlagt, at jeg ville fejre dagen, men jeg synes ikke rigtig jeg er i fejre-humør. 

Hvorfor ikke?

Jamen jeg synes, der sker så mange underlige ting rundt omkring os lige nu.

Tag nu bare valget i USA. Hvad i alverden går der dog af folk? Og hvordan kan det være, at alle prognoser havde sagt, at Biden ville vinde stort - og så er det alligevel nærmest "dødt løb". En gyser af rang.

Så er der Corona, som stadig holder os i sit jern-greb. Efterhånden er det nærmest helt naturligt at tage maske på, når man går i Brugsen, og vi håndterer også træningen i klubben på en måde, der lever op til alle forholdsregler og retningslinier. Men så går det helt galt i Nordjylland. Lad os nu sammen forsøge at få bekæmpet den her møg-sygdom. Tag det nu alvorligt - og hold de regler, der bliver udstukket. Selv om det måske virker urimeligt lige for dig, så er det jo ikke noget, regeringen gør for sjov.

Jeg tænker også på minkfarmerne, som måske har arbejdet med deres avl og avlslinier et helt liv. Det er deres livsværk og deres levebrød, der nu falder til jorden. Plus alle følgevirkningerne. Jeg hørte f.eks. et interview med en minkfoderfabrikant, der nu brændte inde med 40.000 tons råvarer til minkfoder. Han måtte også fyre sine medarbejdere og lukke sin fabrik. Så kan man diskutere det med at holde mink på den måde man har gjort - men se det er en helt anden snak.

Og som om det ikke var nok, så begyndte de også at snakke om, at der var fugle-influenza på vej indover Danmark igen. Nej, nu må det simpelthen stoppe.

        

Så jeg prøver at komme bare en lille smule i fejre-humør. I eftermiddag har jeg delt 2 medaljer med min søde svigermor på 95. Hun forstår heldigvis ikke en dyt af det hele. Og så får jeg nok et lille glas rose til min aftensmad. 

Så vil jeg gå i seng og glæde mig over ikke at skulle ligge vågen flere timer med flimmer, og så vil jeg håbe, at jeg i morgen vågner op til en fornuftig afgørelse på valget i USA mens jeg krydser fingre for at Corona snart bliver nedkæmpet, og så i øvrigt glæde mig til at skulle ud og træne hund i weekenden med nogle dejlige mennesker.

P.S. - naturbillederne er fra en dejlig tur med Jytte i Karrebæksminde i går. Der er dog nogle fordele ved at være arbejdsløs.












mandag den 5. oktober 2020

7 weeks with Parade

Usually I write in Danish, but this time, I will try to do it in English, so that Kirsty can understand (even though Google translate works fine most of the time).

One day - back in July - when it still was summer and hot, we went to visit our friend Pia, who had 2 litters of sheltie-puppies at that time. One of them was totally outstanding - perhaps because he was tri-couloured, and the other 9 were blue merles.



Luckily for me - he was sold already. I had neither the time or the money for a puppy right now, But we fell in love at once. Pia told me, that he was moving to Scotland, so she had to keep him for 7 weeks longer than the other puppies. And then a crazy idea was born in my head. I offered Pia (without asking Bent) that we could take care of this very special Mr. Handsome Parade for the 7 weeks, before he was able to travel to Scotland. Luckily Bent agreed 💖


We met with Pia, Majken and all the puppies on a sunny afternoon. All the puppies are listening to Bent making funny sounds. 


But who wouldn't fall in love with this pretty face?


I did 😍😍😍


And then he moved in. All our dogs are very nice, and they was accepting him at once. Some more than others, but we never had any problems. Here, Blitz and Gimli is looking after him, while he is sleeping.


The family came to see the wonder 💗


And then "scool of life" began. We joined a small agility-competition, and Parade helped me walking with Hazel after our runs. 


We are driving a lot, but Parade learned to behave and relax in the car. Surrounded bye sheltie-frinds.


We went to a bigger city to see shops, cars and people.


Parade made BFF with Gimli and Delta. Gimli loves puppies, and he was in heaven these 7 weeks. Parade was all over him, biting his ears and his coat. And Gimli just accepted. 


He had his little puppy-pen to stay in, when we were teaching our agility-classes Mondays and Thursdays, and quickly he became the love of everyone.


And also, when we were taking lessens twice a month, he joined us. We were lucky, that is was summer and warm.


Parade has mad a lot of friends, while he has been staying with us. Both people and dogs.


He is also great at relaxing. He graps the best bed, and the grown-up-dogs must find somewhere else to sleep.


We went for walks just Parade and me - og doggy-nanny with us. But that was no problem.


He also met the nice ladies at Bent's work. They didn't have any toys, but the one of them had some nice hair. 


While visiting Bent's work, Parade checked out, if Bent has done his work properly.


We went for lots of walks with Delta. Delta became his "mummy". She was always looking after him. If I couldn't find Parade, I just had to look at Delta, because she was always looking after him. 


Even Dazzler hate puppies, he accepted to sleep tight with Parade 💙💙


After having a small K9 run in our local dog-club, Parade tested some of the obstacles from the competition.


But don't mistake him ................... 😲😲😲


Parade is meeting new friends with a relaxed attitude and an open mind.


And is fan-club is growing. 


He is also great at just chilling at the terrasse.


He has been visiting Bent's mum, who is 96 years old. 


And he has learned table-manners.


And at last, we could pick up Kirsty at the airport. She also fell in love immediately. Parade loved her pony-tail.


Mummy took him to the vet - but vet was nice. He got his rabies-vaccine. One step closer to getting ready for travelling.


After the visit at the Vet, we needed a smal rest in the shadow.


We vent to the big tower in the woods. Tower is 45 meters high, and you can see far far away from the top, but Parade was super cool (Kirsty was a bit scared - but she managed 😄)


We met a lady in a wheelchair at the top of the tower. Her name is Aina, and she has been doing para-agility with her dog.


Then we went to Pia's house, and Kirsty met Parade's real mum: Zoola, and all his other relatives.


And of course we should take pictures. All the other dogs looked very interested, while Parade was posing.


Pia is a specialist in making these lovely family-photos, but all that happens "behind the scenes" funny to watch.


Now, time for his departure is getting closer, and Pia came to make ears and paws nice.


Phew, that was a tough day.


Youv'e got mail, Mr. Parade.


In the letter was this nice green harnes. Now travel equipment is ok.


On the last day with us, I suddenly got the idea, that we had to have the big class-picture. A late afternoon, after a day in the club, training both obedience and agility. All dogs vere tired, and Hazel denied to sit. But I got it!
Gimli, Delta, Hazel, Blitz, Tough'Y, Parade and Dazzler.


Sunday morning it was time for the last messurement. Parade is very clever and good at just standing relaxed on the table.


Then we left to pick up Pia for the trip to Jylland. We met Florian and his daddy in Padborg, and they are taking care of Parade for some days, until he is going home to Scotland. Can you see some tears in my eyes? Yes! He is a very special and wonderful puppy. So confident, loving, funny, naughty and loveable. Miss him already.

Thank you Pia and Kirsty, for trusting Parade with Bent and me. We loved every minute. And the house is very quiet now.