Hele familien

Hele familien

mandag den 13. marts 2017

En rigtig dejlig weekend

Lørdag var det bare det flotteste vejr. Fuldstændig blå himmel og lunt hvor der var læ. Perfekt dag til hundetræning.

Og som sædvanlig om lørdagen startede vi med ,lydighedstræningen med Fanta og Hazel. Så var det Bent's tur til at hjælpe på begynderholdet. Og til sidst vores egne to hold. To hold med nogle super søde hundeførere og dejlige hunde. Det er ene fornøjelse uge efter uge at være sammen med dem.

Vi skiftes til at undervise, så vi også kan få trænet vores egne hunde, I dag var det min tur til at løbe på det sidste hold, mens Bent underviste. Jeg skulle som sædvanlig træne med Tough'Y, men jeg havde også bestemt, at Zippo skulle have lov til at løbe et par små springbaner. En beslutning, som Zippo var vældig begejstret for - og heldigvis ser det stadig ud til, at det ikke har påvirket hans operations-sted. Her sidder de to smukke og glade trænings-buddies og smiler i solen.

 Sådan en dag kan man da kun blive glad af 😍

Her ligger hundene fra halvdelen af holdet pænt og venter, mens deres førere går bane: Kizz Me, Pizza, Coco, Diva og (lidt skjult) Spottie.

Efter en lang og dejlig dag på træningspladsen kørte vi hjem med depoterne fyldt op af god energi, sol og glæde. Jeg skulle hjem og pakke til søndag, hvor Pia og jeg havde besluttet os til en lille smut-tur til Herning, for at forsøge at jagte nogle DM-udtagelser til vores unge hunde.

Og dagen startede fantastisk flot.

Tough'Y løb 4 løb med god energi og flot fart. Det blev hverken til pinde i bogen eller til DM-udtagelser, men til gengæld til rigtig gode løb og god fornemmelse i maven. Der var rigtig mange gange, hvor jeg blev overrasket over hans selvstændighed og teknik. Vi er på rette vej, Totten og jeg. Det er tydeligt at se, at bare fra Højme i februar og så til nu har han rykket sig enormt, og jeg er så stolt over hans fremskridt.

Pia og Zoomi klarede sig lidt bedre - de fik en enkelt pind i bogen og en præmie med hjem, men også Zoomi rykker fra gang til gang. Det er fantastisk at have disse unge hunde, som bare bliver dygtigere og dygtigere. Og de to blå venner skal nok få en fantastisk sæson 2017.

Billederne fra søndag er taget med vores nye kamera. Indrømmet - Bent og jeg ved meget lidt om fotografering og kameraer, men vi var godt klar over, at hvis vi skulle have nogle gode billeder med hjem fra vores sommerferie i Østrig, så gik det ikke med det lille pocket-kamera. Så nu har vi investeret, og så har vi et par måneder til at blive dygtigere til at bruge det. Jeg brugte søndagen til at tage ca. 350 billider, hvoraf meget få var brugbare - men jeg lærer og lærer - og det er super sjovt.

Mine to medbragte hunde måtte tålmodigt sidde som fotomodeller.

Og selvfølgelig skulle vi også have "det sædvanlige" opstillede billede af alle vennerne: Lamu, Tweety, Zoomi, Uha, Carlo, Izmoo, Tough'Y og Hazel. Jeg kan godt se, at nu var Hazel lidt træt af at være fotomodel.

Lamu synes også, at det var kedeligt, så hun lavede sin egen lille fest med sjove krumspring, mens de andre måtte sidde stille og blive fotograferet igen og igen og igen og .......

Bagefter fandt vi heldigvis et sted, hvor vi kunne slippe hundene, så de kunne få lov at fræse lidt rundt. 

Igen fik jeg leget lidt med mit kamera, og fik bl.a. nogle sjove billeder af border collie i løb 💖
Hun er en fantastisk fotomodel - min Hazel.

Men border collien glemmer aldrig, at hun er en hyrdehund. De var dog lidt svære at samle, alle de der små sheltier.

 Heldigvis var Pia og Majken søde til at snuppe kameraet og tage lidt billeder af Tough'Y.

Så nu skal der bare øves og øves. Der var f.eks. rigtig mange billeder, som det herunder. Det er så Tweety i spring 1. Ja ja, der er plads til forbedring.

Tak til Pia for en hyggelig tur til Herning, og tak til Leila og Majken for en hyggelig dag med masser af god snak og gode grin. Kæmpe tak til Bent for at passe hus og resten af Pias og vores egne hunde, og Ups - og ikke mindst tak til Rene for romkugler.


torsdag den 9. marts 2017

Zippo og Blitz

Åh ja, når man har hunde, så dukker der hele tiden noget op, både godt og mindre godt.

Zippo

I dag er det nøjagtig 5 uger siden, at Zippo blev opereret for brok på Faxe dyrehospital. Og ifølge dyrlægen i Faxe, så må han nu leve et helt normalt hundeliv og gøre alt det, han har lyst til. 

Det er en meget underlig fornemmelse, set i forhold til da han blev opereret i sommers i Svendborg, hvor vi fik besked på at holde ham i ro i næsten 4 måneder efter operationen, før vi begyndte genoptræning. 

Jeg tror nok, at vi stoler på Faxe - men også lytter til vores mavefornemmelse. D.v.s. Zippo får nu lov til at være ude blandt de andre hunde hele tiden, men vi stopper dem, hvis de begynder at lege vildt. Han kommer med på vores traveture - og vi gør dem længere og længere. Og i slutningen af måneden er han faktisk tilmeldt et par springløb til agility-konkurrencen på Bornholm. 

Zippo virker frisk og glad. Og det er jeg dybt taknemmelig for. Så nu skal vi forhåbentlig have en dejlig sommer og nogle gode senior-springløb sammen, selv om jeg helt havde afskrevet det.



Blitz

Ja, hvad er der nu med hende? Blitz har i et stykke tid haft et underligt "tisse-mønster", som gjorde at vi gik og spekulerede på, om der var noget galt. Vi var ret sikre på, at det ikke vare blære-betændelse, for det har vi prøvet. Men når hun havde ligget og sovet, ja så lå der pludselig en lille "pyt". Vi talte med vores dyrlæge om inkontinens, men for at udelukke alt andet ville han gerne have en urinprøve. Så her til morgen var jeg med ude at gå morgentur med hundene - d.v.s. jeg gik med de 5 - Bent gik med Blitz, bevæbnet med lommelygte, en opsamlings-dims og en flaske til at hælde over i. Midt på landevejen i bulder-mørke! Ja, de er underlige, de der hundefolk.

Dyrkningen af prøven viste heldigvis, at der ikke var nogen betændelse, men til gengæld viste et kig i mikroskopet en masse krystaller i hendes urin. Krystallerne var af typen Struvit, som er den hyppigst forekommende form for stendannelse. Det kan heldigvis kureres med diætfoder. Alt afhængig af, hvordan hun reagerer på foderet, så kan hun gå over på normalfoder igen om et stykke tid, eller hun skal fortsætte på diætfoderetresten af sit liv. Men det er heldigvis nemt at forholde sig til. Og dejligt at vi fandt ud af, hvad der var galt, så Blitz også kan få en god agility-sæson sammen med Bent.

lørdag den 11. februar 2017

Februar - mest om Tough'Y og Zippo

Februar startede for mit vedkommende med stævne hos DcH Højme med Tough'Y. Det  var hans 3. stævne i alt (2 løb på Barthahus i november og 3 i In-Dog hallen i december) og det var hans første 2-dages stævne med 4 løb hver dag.

Generelt klarede han det rigtig flot. Der er stadig mange ting, vi skal arbejde på (heldigvis), men han var glad og hyggede sig. Det blev til en enkelt pind i bogen og et løb med fejl - og 6 fine disk-løb. De 2 sidste løb søndag var det tydeligt, at han var mega-træt. Træt i sit hoved af larm og nye indtryk. Og så havde han mig på slæb, sammen med resterne af min influenza. Det er ikke nogen god kombination. 


Tough'Y er en lille følsom fyr, Så det vigtigste for mig var, at uanset hvad der skete på banen, så skulle han være helt overbevist om, at han var verdens bedste Totte, når han kom ud - og det lykkedes heldigvis. Det skal nok blive en sjov sæson 2017. Han skal have lidt mere "hår på brystet" - og med det skal der nok komme lidt mere fart. Søde seje lille Tot 💖

Lørdag var jeg afsted sammen med Susanne, og søndag var Bent og alle hundene med. Zippo fik lov til at ligge i cafeteriet (der var varmt og ingen sand - tak Jim) og Hazel fik hilst på en masse mennesker, bl.a. Natalie 💓 Vi fik også prøvet at træne lidt mellem dem, der gik og gjorde klar til start. Det kunne da ikke rigtig distrahere Hazel. Hun er bare en stjerne at træne med.

Torsdagen før Højme-stævnet var Zippo så blevet opereret for sin brok på Faxe dyrehospital. Selve operationen forløb fint, omend området omkring den gamle brok fra juni 16 med dyrlægens ord var "noget rod". Men han fik fixet og syet sammen og ryddet op efter bedste evne, og så går vi i gang med rekonvalescens-periode og genoptræning igen igen. 

Jeg er dog lidt forvirret af, at hvor Svendborg foreskrev ca 4 måneders "ro" inden genoptræning, så siger Faxe 3 uger. Helt nøjagtigt citeret: "hvis det ikke holder efter 3 uger, så holder det heller ikke efter 3 måneder. Det er godt nok lidt svært at forholde sig til, så jeg tror jeg lander blødt sådan nogenlunde lige midt imellem. Såret er vokset fint sammen og Zippo synes selv, at han er en vældig karl, som ikke behøver at være spærret inde og ligge i bur. Det er jo ikke nemt at sige til sin gamle glade hund, at nu må han lige lade være med at være glad. Men vi har indrettet os efter omstændighederne - igen - og det går rigtig fint. 

Jeg er så heldig, at Zippo har kunne været med mig på arbejde hele ugen. Først iført sin badering - men fredag helt uden. Når der ikke har været så mange på kontoret har han fået lov at tulre lidt rundt. Det nyder han meget. F.eks. har han brugt rigtig meget tid på at kigge på bilerne udenfor. 



Så nu ser vi tiden an nogle uger endnu - og derefter med lidt mere frihed en måned eller 2, og så satser vi på, at det bare ikke var lavet godt nok i sommers og at nu holder det. Så skal Zippo have lov at komme med ud til stævnerne og få et par springløb en gang imellem. Det er jeg sikker på, at han vil nyde.

I dag har vi - som alle lørdage i vinterhalvåret - været til træning i DcH Næstved. Først var Hazel til lydighedstræning. Der var en del afbud - faktisk var vi kun 2 - så jeg fik lokket Bent til at deltage med Fanta. Det var så stor en succes (tak til Freddy) at Bent nu har meldt sig til at fortsætte på holdet sammen med Fanta. Hazel var overhovedet ikke påvirket af at far og Fanta lige pludselig også var der. Det var dejligt.

Desværre var forholdene ikke til agility. Banen var fuld af sne, og den blev hurtigt lidt smattet og glat. Så vi havde lavet små "stationer" med tricks og små øvelser. Det var rigtig sjovt og hyggeligt. Så må vi se, hvordan banen ser ud næste weekend. Efter træningen, da alle andre var kørt hjem, var det tid til den obligatoriske spæne-tur. Zippo var dog i snor, men han var med rundt. Vi havde også Izmoo med. Izmoo var i dagpleje idag, mens Pia og Uha var til udstilling i Fredericia. Men hun faldt bare ind i vores flok som det mest naturlige i verden. En sheltie fra eller til - det mærkes ikke 😆




mandag den 30. januar 2017

Januar - med godt og skidt

Januar. Gråt og trist og vådt. Ikke meget frost og sne. Godt nok, når vi skal køre – men rigtig kedeligt i mange andre henseender.

Vel hjemme fra juleferien fortsatte livet sin normale gang. Arbejde – træning – lidt weekendfrihed her inden stævnerne begynder.

Hazel fortsætter sin uddannelse. Hun er stadig en kæmpe fornøjelse at arbejde med. Hurtig til at lære – i hvert fald de ting, jeg er gode til at lære hende. Jeg kan se, at de øvelser, hvor jeg har kæmpet med tidligere hunde, der er det åbenbart mig, der har et problem. Apporten bliver aldrig min ven! Tricks og agility-foundation er sjovt, og hun arbejder med stor forståelse for de øvelser vi laver. Jeg elsker min lille chokkolade-knap! (nå ja – jeg elsker alle minde hunde, jo). Vi beklager den forringede billedkvalitet.


Agility

Eneste stævne i januar var DcH Højme’s weekend-stævne for store hunde. Bent og Blitz var af sted sammen Michael og Diva – og for at tage det sidste først, så havde Michael en kæmpe flot weekend. 7 fejlfrie løb ud af 8 mulige, bortset fra lidt tidsfejl hist og pist. Det var da noget af en sæsonstart. Jeg tror da helt klart, vi har en ny ekvipage med til DcH-DM i år.
For Bent’s vedkommende var det helt klart en overvindelse at turde bruge det opererede knæ. Og hvis vi så samtidig tænker på, at Bent ikke har kunnet løbe ordentlig siden midt på sommeren sidste år, så er han faktisk blevet lidt ”rusten” i sin reaktionsevne. Weekendens målsætning blev ikke helt indfriet – men til gengæld var det tydeligt, at søndag havde Bent meget større tiltro til sit knæ og kunne/turde løbe mere igennem. Det var en sejr i sig selv. Nu skal de to lige have pudset formen og samarbejdet lidt af her i foråret – så skal de nok komme igen i deres gamle fine form.

To flotte fyre med deres søde hundepiger 💕


Tanker om Zippo

I 2016, hvor Zippo blev 9 i juni, løb han stadigvæk fantastisk. Vi havde ikke meldt os til landshold, for hans fart var taget betydeligt af – men hans entusiasme og glæde blev ikke mindre med årene.

Desværre blev der sat brat punktum for hans karriere, da han midt i vores sommerferie pludselig måtte opereres for en temmelig stor brok. Dyrlægens ord – da vi hentede ham efter operationen var (sådan nogenlunde ordret): Zippo kan efter genoptræning leve et fuldstændig normalt liv, men han (altså dyrlægen) ville da nok overveje, hvis det havde været hans hund, om Zippo skulle løbe mere agility. Ellers skulle det i hvert fald kun være stille og roligt.


Hvordan reager man i sådan en situation? Ja, jeg gik da totalt i chok. Det var jo mit liv – altså at løbe agility med Zippo. Jeg tudede også en hel del, men da jeg fik hovedet oven vande igen, ja så lå beslutningen lige til højrebenet: Zippo skulle aldrig løbe agility mere. Det var det nemmeste at administrere – og i øvrigt har vi jo aftalt at han skal blive 100 år, så jeg må hellere passe på ham.

På forunderlig vis kom vi først igennem de første par uger, med krave (eller badering), fuldstændig ro, små ture i kort snor. Stingene kom ud, og efter et par dage mere kom også baderingen af. Det hjalp lidt på humøret, både hos Zippo og mig.


Så fulgte hårde måneder, hvor han ikke måtte løbe løs, han måtte ikke hoppe op (eller ned), og han måtte ikke lege med de andre hunde. Zippo, som altid har sovet i min fodende, måtte i bur om natten – og der kom hegn rundt om sofaen, så han ikke kom til at hoppe op i den, når vi ikke lige var der.

I begyndelsen af oktober nåede vi så langt, at vi gik over til ”normalt liv”. Sikke en forandring at se i Zippo’s øjne, da han første nat igen kunne hoppe op og krølle sig sammen i min fodende. Eller da han igen måtte løbe frit med de andre. Vi begyndte at træne ham langsomt op igen, så han kom tilbage til sin grundlæggende gode form. Lange ture i skoven er godt, både for sjæl og legeme.

I løbet af juleferien har vi set, hvordan han har drønet rundt på stranden ved Vesterhavet. Og hvordan han har leget med Hazel. Og hvordan han har hoppet op og ned ad alt muligt. Normalt liv????   Men hvordan er det lige, at det der normale liv adskiller sig fra at løbe bare en lille smule agility? Da først tanken var sået i mit hoved, så var den svær at slippe af med igen. Zippo er en fornuftig gammel hund på snart 10 år. Han kaster sig ikke ud i noget, der ikke er nødvendigt, og han passer på sig selv.



Så jeg besluttede, at Zippo får lov at løbe agility igen. Ikke på normalt plan, men en eller to senior springløb, når vi alligevel er af sted. Han skulle ikke træne fast på noget hold, men selvfølgelig holdes i sin sædvanlige gode grundform. Og så må det briste eller bære. Rablende åndsvag? Måske – men det kan jeg godt leve med.

Men inden vi nåede så langt, ja så bristede boblen igen. Søndag aften havde vi Pia på besøg. Zippo trængte til at få ordnet sin krusede pels, og det gøres lettest ved at bade ham og så tørre ham med Pia’s blower. Da vi var færdige ville vi lige kigge på hans ar – og så fik vi lige en mega mavepuster, for lige oven i det gamle operationsar var der en stor bule, fuldstændig som sidst. Vi var blevet advaret om, at der kunne komme en brok i den modsatte side, men ikke i samme side – lige oveni.

Så i dag har vi været hos dyrlægen. Brokken er scannet, og der er indtil videre ikke andet end fedt i den. Men fixes skal den jo – så Zippo skal opereres igen en af de nærmeste dage. Det var ikke det forår vi havde regnet med. Men iflg. dyrlægen er Zippo frisk og rask og i så fin form, så der er ikke nogen risiko (ud over, at det altid er en risiko at operere) ved at lappe ham sammen igen. Han ville dog lige konsultere en kollega på landbohøjskolen for at se, om de kunne gøre noget andet end at ”bare” sy sammen.

Øv øv med øv på !!!  Men med forhåbningen om at han har flere gode år sammen med os, så kaster vi os ud i et nyt langvarigt projekt med bur om natten og hegn om sofaen. Elsker jo min Zipzap.

Og livet går videre

Næste weekend er det så de små hunde og mellemhundene, der skal til Højme og løbe. Jeg er noget spændt på, hvor meget jeg kan løbe. I sidste uge var jeg nedlagt fra onsdag og resten af ugen med noget, som jeg var sikker på var en af-art af den virkelig farlige mandeinfluenza. Et besøg hos lægen fredag opklarede dog, at det bare var en lille bitte tøse-influenza, kombineret med voldsomt dårligt reguleret astma-medicin. Godt så! Nu går det fremad, men jeg hoster stadig meget og får gummi-ben hvis jeg går for meget. Men Tough’Y og jeg glæder os til at tage hul på stævnesæsonen. Og vi bekæmper ethvert tegn på forkølelse og influenza med alle forhåndenværende midler 😇





lørdag den 7. januar 2017

Juleferie

Når man nu får mulighed for at gøre noget, som man med succes har prøvet før - så skal man ikke holde sig tilbage !

Så da vi igen i år fik mulighed for at leje Næstved Kommunes dejlige sommerhus i Saltum i juleferien, så gik vi "all in" og bookede fra 23. december til 2. januar. Sådan - nu skulle der holdes ferie, slappes af og hygges for alle pengene.

Jeg kunne skrive romaner om al det vi fik tiden til at gå med - men det er i bund og grund uinteressant. Så her kommer familiens juleferie i billeder - med lidt forklaring til. 

Vi plejer at have tapas med fra Næstved til aftensmad den 23. - men da vi gerne ville tidligt afsted, ja så blev det egne hjemmekreerede tapas. Det blev nu rigtig godt. 

Og den 24. om morgenen stod selvfølgelig på den første af mange ture til stranden. Hundene nød at få lov at løbe i det lave vand, og vi andre nød det smukke syn.

En mand og hans hunde på en strand ved Vesterhavet. Det er simpelthen balsam for sjælen. Faktisk stod vi op næsten i mørke, og så fik vi solopgangen fra stranden. Når altså der var sol. Og når vi så kom tilbage til sommerhuset havde Andreas lavet det store morgenbord klar. Det var lige til at holde ud.

Den 24. december måtte vi igen til julegodstjeneste i Saltum Kirke. En smuk stor kirke, med en præst der bare er så fornuftig at lytte til.

Og prøv så at få alle hundene til at gå pænt og se på fotografen, når de ved, at de er på vej til stranden. Nope!


Sådan så stranden ud juledag om morgenen. Jeg er så fascineret af alle de mønstre, som strømmen og blæsten kan lave i sandet. Stranden forandrer sig hele tiden. Det ene øjeblik er der intet vand, det næste øjeblik står man midt i 20cm. vand. Virkelig specielt.


Selv om det kun var 2. gang vi holdt jul på denne måde, så har vi allerede en masse "vi plejer"-ting. En tur til Rugbjerg Knude Fyr er en af dem. Juledag tog vi turen igen. Her ser fyret ikke så højt ud, men vi står på toppen af en kæmpe sand-bakke.


Og når man kigger ned er det fantastisk og overvældende.


I år var vi oppe i fyret - og det var noget grænseoverskridende for Bent, for trappen var lavet af metal-riste, som man kunne kigge igennem. Og hvis der er noget Bent ikke bryder sig om, så er det at gå på trapper, hvor man kan kigge ned.

Og selv i modlys er udsigten fra fyret ud over Vesterhavet fantastisk.



I nordjylland er der havtorn alle steder. Men Rugbjerg Knude er nok et af de steder, hvor vi har set flest. Jeg undrede mig over, at ingen plukkede dem, men så læste jeg, at de skal have frost først, og de er vandvittig svære at plukke. Så derfor få vi andre lov at nyde de smukke klynger af gule buske.


En anden tradition, som der bestemt ikke bliver slækket på - uanset hvor vi holder jul - det er at spise andeskrog. Derfor er vi også altid nødt til at have 2 ænder, så der er et skrog til Bent og et til Andreas. Bare jeg får ris á la mande om morgenen den 25., så må drengene godt beholde deres andeskrog.

Den 26. december var den dag, hvor stormen Urd havde meldt sin ankomst til Danmark. Men morgenen startede ualmindelig smukt og stille ud med en flot solopgang.



Men da radioavisen om eftermiddagen anbefalede folk at blive indendøre, så tog vi tøj på og gik en tur. Hold da op, hvor det var specielt. Vi fik virkelig øje for elementernes rasen. Der, hvor der plejede at  være 200-300 m. strand, ja der var nærmest ingenting. Flere steder måtte vi gå indenom første klitrække for at komme videre. 



Og skiltene, som plejer at stå midt ude på stranden, ja de stod pludselig midt i havet.

Og det her billede, ja det er bare fordi Bent og Andreas, som begge gik bag mig, hyggede sig over, at jeg var indklistret i skum fra havet. 😘

Nå, men så var det jo godt at komme hjem i sommerhuset og kaste sig i sofaen foran fjernsyn og brændeovn. 


Næste morgen var der igen helt ro på stranden. Ikke en vind - og den smukkeste solopgang. Og selv om vandet stadig var langt inde - så er det alligevel på vej ud på plads igen, så stranden kan få sit normale udseende igen.


En anden tradition i juleferien (1 gang = tradition) er, at vi besøger Bianca, Tough'Y og Fanta's opdrætter. Bianca havde fået en lille ny hvalp, som er efter Fanta's søster Tattoo - så vi måtte naturligvis, når man nu kender vores hang til opstillede billeder, have et familiebillede af onkel Fanta og hans lille niece. Hun var mega cute.

Resten af dagene i juleferien gik med det her:

og det her

Der er også mange interessante ting at finde på stranden. Vi finder aldrig det der stykke rav, som burde ligge der - især lige efter stormen. Men der er krabbekløer på størrelse med en halv hånd, og der er knivmuslinger, som er lige så lange som mine støvler.



Og nå ja, så er der sofahygge for alle pengene 💖

Den 30. december var jeg lige nødt til at køre på arbejde et par timer, men så er det jo smart, at jeg bare kan køre til vores afdeling i Brønderslev og logge ind på en computer og lave det, jeg lige skulle nå inden nytår. Så fik jeg også set den afdeling. Brønderslev er jo ikke lige sådan et sted vi kommer forbi med jævne mellemrum. 

Og om eftermiddagen var der igen tid til en tur på stranden, hvor vandet lavede forunderlige og foranderlige "floder" og mønstre i sandet.

Nytårsaften kom Andreas tilbage, efter et par dage hjemme på arbejde. Han havde været tidligt oppe for at komme med toget. Tak Pia, for at køre ham til stationen. Så en middagslur var på sin plads, og Hazel var solidarisk. 

Og om eftermiddagen kom Birgitte og Midni for at holde nytårsaften med os. Det var bare så super hyggeligt. Stille og roligt, god mad, masser af hygge. Og så måtte vi også lige vise dem Vesterhavet. 

Midni betragter vores flok som "sin" flok - og vores hunde har taget Midni til sig som en af flokken, så der blev rigtig leget og løbet på stranden den eftermiddag.

Og nå ja, så var den juleferie forbi. Og nu er der allerede gået en uge af 2017. Træningen er gået i gang rundt omkring, og jeg synes faktisk det er dejligt at komme i gang efter ferien. Nu kan vi bare kigge på alle de mange dejlige billeder, mens vi mindes en fantastisk juleferie.