Hele familien

Hele familien

onsdag den 1. januar 2020

Juleferie - ikke helt som ønsket, eller ......

De sidste 4-5 år har vi holdt jul og juleferie ved Vesterhavet, men desværre har kommunen valgt at sælge "vores" sommerhus, og kombineret med at jeg sidste år havde rigtig meget hjerteflimmer i julen, og at vi jo ikke rigtig kunne planlægge ud fra noget som helst helbredsmæssigt, ja så valgte vi at blive hjemme i år.

Men da ingen af os er til at sidde for længe på vores rumpetter, så satte vi os 2 rimelig opnåelige mål:
1. Vi skulle ud og gå en masse kilometer, så vi kunne få gang i genoptræning af Bent's knæ og min kondition. 
2. Vi skulle have ordnet vores køkken. Ordnet ........ Ja - det kan jo dække over lidt af hvert. Men det var i hvert fald noget med gulvet, der var helt nedslidt og loftet, der skulle pilles ned. Så var det vel noget med lidt maling - og det kunne vel ikke være så vanskeligt. Nå jo - så var der det med de 2 forskellige slags skabslåger. Og den gamle grimme høje kommode. Og væggene, der havde flere forskellige slags belægning og farver. Og .....

Nå, men hele planen sørgede jeg da for at skyde bunden ud af, da jeg juledag mødte min nye ven: Influenza. Fy for en karl. Vi blev ikke rigtig gode venner. Jeg pillede de næste 2 døgn totalt ud af kalenderen for at tilbringe dem i min seng uden andet end et halvt glas vand og et lille stykke knækbrød. 

På dag 2 besluttede Bent, Andreas og Signe nu alligevel, at nu gik de i gang. Så de gik i gang med den "nemme" del: pille ned. Shit, hvor ser der ud, inde bag skabene og komfuret. Nu bor vi jo et ældre hus, hvor der før os har boet en "rigtig" handyman, som ofte har valgt de nemme løsninger, så der dukkede mange underlige ting op.

Bent brugte tid på at blænde en dør ordentligt. Vi har ikke brugt den i mange år, og på den anden side har vi placeret en garderobe. Men nu kom døren rigtig væk. 

Loftet blev pillet ned, og der blev pludselig 10 cm. højere til loftet. Nu kan vi f.eks. åbne den træklem, der sidder over vinduet, og som ikke kunne åbnes tidligere, fordi man bare havde sat nyt loft hen over den. Og så blev loftspladerne vasket og malet. 

Mens alt det her stod på - og dagene gik - så holdt jeg mig stadigvæk i passende nærhed af min sofa. Jeg kunne dog nu begynde at kigge ud af mine øjne, og appetitten vendte også lige så langsomt tilbage. Desværre så stod komfuret jo midt i stuen og glanede - uden strøm - så Bent blev Bisserup-mester i nem mad på grill. Hurra for foliebakker. 

Næste step var glasvæv på væggene. Her viste Andreas og Signe sig som sande mestre. Og vup vup, så begyndte det at se anderledes ud. 

Vi fjernede en dør, som vi aldrig brugte (vi bruger altid børne-lågerne), og så kunne Bent begynde at male. Jeg havde et ønske om (det kunne jeg jo godt styre fra sofaen) en væg i en kontrastfarve, og efter svære overvejelser endte vi med den her fine grå-blå nuance. Måske er den en lille smule lilla (jeg kan ikke fordrage lilla), men jeg synes nu den er blevet flot, nu hvor den er færdig. 

I mellemtiden gik livet jo videre udenfor Skovvænget i Bisserup. Vi skulle have været hos min søster til familie-hygge den 28. Jeg stod også op og spiste lidt mad, men da jeg stod under bruseren og striberne på bruseforhænget begyndte at sejle op og ned, så skyndte jeg mig ind på sofaen igen. 

Og den 31. var der det sædvanlige "træn din hund træt"-arrangement hos DcH Næstved. Vi skulle stå for agility-posten - men igen måtte jeg kapitulere og overlade det hele til Bent. Øv med øv på - men efterhånden er jeg nået dertil, hvor det vigtigste for mig er at være rask den 2. januar, så jeg kan passe mit arbejde. 

Alle - også dem, der ikke kunne i forvejen - kom igennem en lille agility-bane. 

Nytårsaften havde vi bestilt tapas fra www.altgodt.dk. Som sædvanlig super lækkert, og masser af mad. Bent har spist til frokost i dag, og desserten står stadig i køleskabet. 



På årets første dag gav Bent sig så i kast med næste projekt: gulvet. 

Men nu er jeg jo gift med en rigtig dygtig handymand - så selv om de første par rækker tog lidt tid, så ligger det der faktisk nu - det nye gulv. 


Og sådan kan man vælge at bruge sin juleferie til mange forskellige ting - planlagte eller ikke planlagte. Jeg brugte min i sengen og på sofaen - til gengæld føler jeg mig rimelig rustet til at tage på arbejde i morgen. 
Bent brugte sin i køkkenet - og som kok og stuepige for mig - og sørgede for at vores køkkenprojekt ikke gik til i min influenza. Tak, søde Bent. Min yndlingshandyman. 

Nu mangler vi bare at få hentet et par skabe i Ikea sammen med et nyt rullegardin. Og så selvfølgelig at montere emhætten igen. Nå ja, og sætte lister op og ..........  Men i aften skal vi have mad lavet på komfuret - i køkkenet!


Det bedste er dog:
Da vi planlagte juleferien, så ønskede jeg mig i virkeligheden kun èn ting: en hjerteflimmerfri juleferie. OG DET HAR JEG HAFT! Så er resten i virkeligheden så uendelig ligegyldigt! 

mandag den 23. december 2019

Julen er over os


Så startede juleferien endelig. Ikke fordi jeg ikke holder af mit arbejde - for det gør jeg - men i år synes jeg bare, at jeg glædede mig rigtig meget til juleferie. Måske fordi rigtig mange ting flasker sig lige nu - og måske også fordi juleferien byder på mange dejlige oplevelser med familie, gode venner og vores hunde.

Men lige før juleferien gik i gang, så var det jo min fødselsdag. Og hold nu op, hvor jeg elsker at holde fødselsdag på Facebook. Det væltede ind med hilsner dagen lang, og til sidst opgav jeg at holde styr på dem. Fra venner - og fra gamle venner, som jeg ikke hører fra ret ofte - familie, gamle kærester og gamle kæresters nye koner - kolleger og tidligere kolleger - hundevenner fra flere lande - det er simpelthen fantastisk, og jeg kan bare sige: AF HJERTET TAK. Jeg har læst dem alle og glæder mig over, at I har taget jer tid til at sende mig en hilsen.

Her er i øvrigt min flotte, meget lækre og bløde fødselsdagsgave fra Bent: et fleecetæppe med et smukt billede af min yndlings brunehund.


Fredag den 20. var sidste arbejdsdag for mig, og vi var en lille flok, der efter arbejdstid hyggede os med en rigtig dejlig platte fra slagter Zangenberg i Vordingborg. De havde godt nok glemt, at vi ikke kom og hentede den, men at den skulle leveres. Til gengæld fik vi super fin behandling og et klækkeligt afslag i prisen - og platterne leveret en halv time for sent.

Lørdag var der selvfølgelig træning med de der dejlige hundetosser, der lige som os ikke kan finde ud af at slippe det helt. Der var hyggelig morgensamling i udestuen med morgenbrød og en "lille skarp til halsen" inden vi gik i gang med et par timers træning. Men ved frokosttid satte vi igen kursen hjemad, for vi havde store planer for eftermiddagen og aftenen.

Dagen var nemlig afsat til projekt "Juletårn". Vi havde aftalt med 3 gode venner, at vi ville en tur i Skovtårnet ved Gisselfeld, og tårnet var i dagens anledning blevet omdøbt til juletårnet. Bent og jeg havde været der før - men det er et sted, man sagtens kan besøge mange gange.


For at fejre den kommende jul i fantastiske omgivelser, så medbragte vi dejlig varm æblegløg og Christians nybagte kanelsnegle. Ups - det viste sig, at man faktisk ikke måtte medbringe mad, men vi overså (jo, vi gjorde) skiltene på vej op. Og derfor kunne vi nyde den helt fantastiske udsigt mens vi mæskede os med de gode snegle og den varme gløg.



Tårnet i sig selv er et helt fantastisk bygningsværk. Smukt og skulpurelt. Uanset hvordan man kigger på det - tæt på eller langt væk - så er det simpelthen så flot. Og turen op er ikke anstrengende.


Midt inde i tårnet vokser 3 træer, som fik lov at overleve, da de byggede tårnet.

Og selv om både DMI og YR havde lovet grågrumset vejr med risiko for lidt støvregn, så havde vi det flotteste solskin, som gav et fantastisk spil i både tårnet og træerne bagved.


På vej ned fik vi fornøjelsen af en smuk solnedgang. Og da der næsten ikke var andre mennesker end os, ja så havde vi jo næsten det hele for os selv. En tur til Skovtårnet er en helt eminent oplevelse, som jeg på det kraftigste kan anbefale til alle, der vil opleve noget helt spektakulært.


Efter turen i tårnet gik det hjem til os i Bisserup, hvor vi lukkede alle vores tilsammen 11 hunde ind i huset. Det gik over al forventning fint. Kun en måtte lidt i karantæne. De andre hyggede sig med hinanden. Så blev der ellers hygget videre og spist tapas til langt ud på natten. Tak til Christian, Rune og Birgitte for en fantastisk dejlig dag.

Søndag blev brugt til at slappe af og til en lang tur i skoven. Der er smukt ved Andemosen på alle årstider, men det er godt nok svært at fange hundenes opmærksomhed til et billede, når ænderne larmer lige bag dem.


Søndag aften blev brugt på besøg af familien, og i dag har vi shoppet de sidste julegaver og handlet ind til vores juleferieprojekt: renovation af køkken.

Rigtig glædelig jul og et godt og fredeligt nytår til jer alle sammen, og tak fordi I læser med på min blog.



torsdag den 12. december 2019

Når livet laver kolbøtter - et anderledes indlæg

Igennem hele 2019 - lige indtil den 5. november - har jeg lidt af hjerteflimmer.

Og "lidt af" er lige nøjagtig ordet. For flimmer og bivirkninger fra medicinen (især betablokkerne) gav mig tilsammen en voldsomt forringet livskvalitet. Jeg sov de fleste nætter mellem 3 og 4 timer, og p.g.a. medicinen kunne jeg ikke gå ret langt uden at få gummiben. For slet ikke at tale om at løbe agility - det var nærmest umuligt.

Ret hurtigt besluttede jeg mig for, at flimmeren skulle  ikke få mig ned med nakken, og jeg prøvede efter bedste evne at fortsætte mit liv, som om intet var hændt. Det har medført, at jeg i løbet af året stort set har haft dage, der ser sådan ud: arbejde, lidt hundetræning, sove! På mange stævnedage har jeg måtte have andre til at løbe med Hazel, for jeg kunne ikke slæbe mine ben gennem mere end et enkelt eller 2 løb.

Men ....... nu var det ved at være sådan, at jeg kunne skimte lyset for enden af tunnellen. Vi har styr på flimmer og blodtryk, og nu ventede jeg kun på, at vi skulle nå begyndelsen af februar, så jeg forhåbentlig kunne begynde at trappe ud af betablokkerne. Jeg var allerede begyndt at glæde mig til den kommende stævnesæson med Hazel og til at komme rigtig i gang med træningen med Delta.

Så kom mavepusteren!

En opringning i mandags fra Ringsted Sygehus, hvor en venlig dame forklarede mig, at da jeg var til mammografiscreening den 22. november, så  var der tilsyneladende et eller andet på billederne, de gerne ville have checket. Det behøvede ikke at være noget skidt - men det skulle i hvert fald undersøges. Hvis jeg altså ville? Og kunne komme torsdag?

Så stod jer der på mit kontor og flæbede. Tog mig sammen og fortalte mine kolleger, hvad det handlede om, og hvorfor jeg pludselig tudede - og tog en mega dyb indånding og ringede til Bent for at høre, om han kunne få fri torsdag formiddag.

Er I klar over, hvor langt der er fra mandag til torsdag????? Indkaldelsen kom lynhurtigt i min e-boks, og der stod det jo, det der skræmmende ord: brystkræft. Selv om de gør alt, hvad de kan for at forklare, at det ikke er sikkert, at der er noget - så står ordet der alligevel. Og når jeg gik ind og læste min journal på Sundhed.dk, så stod det der også: mistanke om brystkræft.

I de mellemliggende dage googlede jeg flittigt brystkræft, kræftpakker, ventetider, behandlinger .... you name it. Alt imens jeg tænkte på de kvinder jeg kendte i min omgangskreds, der havde haft eller var midt i noget med kræft.

Min første reaktion var, at det rent helbredsmæssige skulle jeg nok komme igennem. De er så dygtige i dag, lægerne, at det kan de garanteret fikse. Men shit, hvor jeg ikke magtede at skulle "ind i systemet" igen - nu hvor jeg endelig er begyndt at kunne se udgangen.

Og i nat har jeg ikke sovet meget. Mange tanker har flagret rundt i mit hoved, og vreden fyldte stadig meget. Jeg orker ikke mere sygehus!

I dag var så dagen! Og jeg startede med 3 omgange i noget, der lignede det sædvanlige torturapparat. Forskellen var dog, at det her tog et billede pr. millimeter bryst. Tja, sagde sygeplejersen, mens hun målte mig med sit trænede øje: det bliver 60 billeder til dig.
Efter at lægen havde  vurderet billederne var det så tid til scanning, og scanningen viste - heldigvis - at det bare var 2 små ufarlige og harmløse vandsyster. Hold nu op, jeg blev så lettet, at det var lige før jeg svævede oppe under loftet. Og stakkels Bent kunne igen får skuldrene ned på plads og slappe lidt af igen.

Det var blevet opdaget fordi man ved at sammenligne med mine tidligere billeder havde fundet en skygge, der ikke så "rigtig" ud. Tænk, hvor er vi priviligerede, at vi bor i et land, hvor det kan lade sig gøre. Og så helt gratis!

Moralen er: piger, kom så af sted til de der screeninger. Ja, det gør pi... ondt, men de holder altså øje med, om vi er ok indeni. Hvis det nu var noget grimt, så er det vigtigt, at det bliver opdaget hurtigt. Og selv om det nok har været de længste 2 døgn i mit liv i lang tid, så er jeg stadig taknemmelig over ikke at skulle ind i sygehus-systemet igen. Og jeg sender mange tanker til alle dem jeg kender, der er i gang med en eller anden form for behandling.





mandag den 18. november 2019

Status på flimmer

For lige at slå det fast fra starten af: Det går godt!

Men af skræk for at blive forfulgt af Nemesis, så har jeg haft meget svært ved at få ordene helt klokkeklart ud. Jeg har hele tiden haft den der "vi venter lige en dag mere" - og "jeg skal også lige teste". Men nu har jeg snart prøvet det meste af det, der plejer at sætte flimmeren i gang: jeg har trænet agility hos Channie, været en lille smule stresset på mit arbejde, drukket rødvin og bobler, været træt, spist for meget og for fed mad ........ og der er stadig ingen flimmer. Jeg får også sovet om natten igen - det er simpelthen utroligt, hvad en god nats søvn kan gøre for min dag.

Jeg er så dybt taknemmelig for, at det tilsyneladende virker denne gang. Igen gik operationen jo super fint. Et ophold på Mølholm er ren luxus. Dejlig mad, fantastisk personale og ikke mindst en super dygtig læge. At der så kommer andre ting at kæmpe med undervejs, det tager jeg som en udfordring.

F.eks. er det sådan, at hver aften, når jeg skal i seng, så laver jeg en masse overspringshandlinger, for flimmer plejer at komme når jeg går i seng. Jeg ordner lige lidt vasketøj, tømmer opvaskemaskinen, rydder lidt op eller ....... Alt muligt, bare jeg ikke skal gå i seng, så flimmeren kommer tilbage. Det kan jeg godt mærke, at det er noget, jeg kommer til at arbejde med. Men jeg tænker, at tiden er en væsentlig faktor i den sammenhæng. Heldigvis falder jeg i søvn uden problemer, så snart mit hoved rammer puden.

En anden ting er, at mit blodtryk åbenbart undervejs i det her forløb er spadseret opad og er landet på et helt urimeligt sted. Så nu er denne lille måler + piller mod forhøjet blodtryk blevet min følgesvend. Foreløbig er det sådan, at blodtrykket stadig er højt, så vi har lige sat antal piller op, men jeg kan mærke gode ændringer i min krop. Min hovedpine, som ellers var en rimelig trofast følgesvend, er væk. Og de ekstraslag, som mit hjerte flittigt producerede, ja de er også stort set væk nu, sammen med den der fornemmelse af uro i min krop. Så mon ikke også vi får styr på det der blodtryk inden længe? 


Så her sidder jeg på en helt almindelig mandag aften og føler mig som et rigtig priviligeret menneske. Det har været en rigtig dejlig weekend, også selv om vejret ikke var fantastisk lørdag.
Det blev til en ordentlig omgang hundetræning og rigtig meget hygge med de bedste hundevenner. Birgitte's lille Noah fik hilst på "stoooooore" Gimli, der heldigvis er verdens sødeste store hund, og som heldigvis elsker hvalpe.


Søndag blev det til 2 timer hos Channie med en Hazel, der var tændt og glad (og en lille smule fræk 😉). Men prøv lige at se hvor meget hun smiler, mens hun venter på at det skal blive hendes tur igen.

Og i dag skulle jeg til kontrol hos lægen 13.45, så jeg kunne nå hjem og gå en tur i dagslys med tøserne. Det endte så med at blive en noget længere tur end planlagt, for da jeg var kommet hele vejen langs stranden opdagede jeg, at jeg havde tabt Hazels snor. Så var jeg jo nødt til at gå tilbage efter den, og den lå selvfølgelig næsten i den anden ende af strandstykket. Phew!




Men jeg kan ikke andet end at blive i godt humør af en dejlig tur med de to tøser. De hygger, løber, leger, snuser, og Delta vader op i alle vandpytterne.

God uge til jer alle!



onsdag den 23. oktober 2019

Gimli's debutstævne - og lidt tanker om mit liv lige nu





Når man er en agility-nørd, som både Bent og jeg nok er, så er en af de store milepæle altid, når ens unge hund bliver gammel nok (og i øvrigt klar nok i hovedet og i uddannelsesforløbet) til at starte i sit første stævne. Dette var nu tilfældet for Gimli, og derfor havde vi tilmeldt os Ribe Hundevenners Løvfaldsstævne sidste weekend. Vi stod op kl. 4 😱😱😱😱😱😱 og jeg indrømmer gerne - min krop er ikke bygget til at stå op, når der står noget som helst med 4 på vækkeuret. Men op kom vi, og ud af døren med kurs mod Jylland. Heldigvis er der jo ikke så meget trafik kl. 5 om morgenen, og det er endnu ikke glat. Jeg ved, at Bent havde en mindre sommerfuglefarm i sin mave den morgen, men det gik bare så flot. Gimli er jo meget tændt på alt, hvad der bevæger sig, men han håndterede faktisk både at være i hallen og ikke mindst sine 3 løb super flot. Han arbejde dejligt koncentreret (bortset fra at han blev lidt "kæk" i løb nr. 2) og klarede f.eks. slalom i alle 3 klasser fuldstændig fejlfrit. Phew, det var en lettelse for Bent at nå dertil.

 At nå dertil, hvor endnu en ung hund kommer godt i gang med sin agility-karriere, det er en god ting at kunne sætte "check" ved.

 

Ud over at løbe med Gimli, ja så løb Bent også seniorklasserne med Blitz. Det er jo altid godt at have de "gamle travere" med. Blitz elsker sin senior-tilværelse, og hun har i hvert fald ikke sat farten ned.



Jeg selv havde taget Hazel med, men kombinationen af Beta-blokkere og løb på ridehusbund, det var ikke nogen succes. Vi kom i gennem det første løb, og Hazel er jo mega sej til at klare sig selv, når jeg nu ikke kan nå at være dér, hvor jeg burde være. Men løb nr. 2, der var mine ben gummiagtige og slatne. Så derfor valgte jeg at spørge Anne (Hazels opdrætter) om hun havde overskud til at løbe med Hazel i springløbet, for jeg var flad. Anne og Hazel blev desværre disket, men de klarede mange af de svære passager.

Derfor valgte jeg ikke at løbe  det sidste løb lørdag.

Fra stævnet kørte vi en tur til Fredericia, hvor vi havde en spise- og overnatningsdate med Anne og Henrik. Det havde vi længe haft planlagt. Det, at vi kunne sidde roligt og nyde maden og drikke et glas vin, uden at tænke på at vi skulle ud og køre bagefter. Det var simpelthen fantastisk. Og det blev en super hyggelig aften, selv om vi nok alle var lidt "matte i betrækket" af at have været rigtig tidligt oppe. 

Søndag formiddag gik det så hjem igen over broen. 


Søndag eftermiddag havde vi lavet endnu en spiseaftale, men den her gang med "vores" børn. Konceptet hed: I handler ind og laver maden - men ingen kvaler, mor betaler. Tilmed nåede vi en dejlig tur i efterårsskoven med alle hundene.


🍁🍁🍁🍁🍁🍁🍁🍁🍁


Selv om jeg kørte hjem fra stævnet i Ribe uden nævneværdige resultater - så føler jeg mig stadig som et priviligeret menneske. Jeg tænker i øjeblikket en del over mit liv. Måske fordi det ikke er så fedt, som jeg kunne ønske mig, at det skulle være. Men alligevel har jeg mange gode oplevelser. Det skyldes blandet andet, at jeg har en masse dejlige venner. Venner som vi bruger tid på at være sammen med, men som også er der for os, hvis vi har brug for hjælp. Gamle venskaber består, og nye kommer til. Der er såmænd også nogen, der dør ud indimellem. Sådan må det være. Men til alle dem, som er der for mig vil jeg bare sige: TAK! I gør mit liv fantastisk.

Og nu er der lys forude. Den 5. november skal jeg have min anden ablation. Iflg. statistikken er 90% anfaldsfri efter ablation nr. 2, så det satser vi også på at jeg er. Jeg har skrevet sammen med søde og dygtige Peter Steen Hansen, som opererede mig sidst, og som også skal operere mig næste gang. Så jeg er helt tryg og klar. 

Rytmedoktor – Peter Steen Hansen"Rytmedoktor" Peter Steen Hansen

Hvis nogen i øvrigt vil vide mere om hjerteflimmer, så kan jeg kun anbefale at læse Peter Steen Hansens blog "Rytmedoktor" Peter er er Danmarks førende specialist på området, og han har skrevet en masse om hjerterytmeforstyrrelser i et sprog, så alle kan forstå, hvad det går ud på. 


mandag den 14. oktober 2019

DcH DM 2019

Selv om det nu allerede er nogle uger siden, at DcH's danmarksmesterskaber blev afholdt, så skal I ikke snydes for en lille beretning derfra.

Grunden til at det har taget så lang tid er, at jeg stadig bøvler meget med hjerteflimmer. Jeg bliver træt, både af at have flimmer og af den medicin jeg får, så mit energiniveau er ikke særlig højt for tiden. Jeg prioriterer at forsøge at passe mit arbejde så godt som muligt uden fravær, og så at passe min hundetræning - og resten, ja det må komme stille og roligt, når der er tid og overskud til det. Forhåbentlig er der dog lys forude. Jeg har gået med en Holter-monitor (måleapperat, der måler puls og hjerterytme) og der var heldigvis udslag mens jeg havde den på. I morgen skal jeg på hjerte-ambulatoriet, og så er næste step forhåbentlig endnu en ablation, som vi satser på virker bedre end sidst. 

Men tilbage til DM - så var det også rigtig dejligt, at vores sponsor - Kingsmoor Pet Food - også var hovedsponsor for DM. Og vi fik hilst på vores nye kontaktpersoner, som var på Kingsmoor's stand. Det er altid nemmere, når man har fået "sat et hovede på". 


DM foregik i år i Langeskov på Fyn, så vi kørte fredag lige omkring frokost, og det måtte selvfølgelig udløse yndlingsfrokosten, som er fiskefrikadeller fra fiskehandleren i Korsør. Der er garanteret masser af gode fiskefrikadeller til salg i det ganske danske land, men dem fra Korsør er bare fantastiske. Så 2 deller og et stykke groft rugbrød, så er vi godt kørende. Og så kan det jo i øvrigt spises i bilen. 

Først gik turen til DM-pladsen, hvor der skulle måles ud til bane og sættes telte op. Og derefter til hotellet, hvor vi skulle overnattte. Det var kun Hazel, der skulle i kamp, så resten blev hjemme i Bisserup, hvor Andreas var så sød at komme og bo hos dem i weekenden. Bortset fra Dellen, der var med som selskabsdame. Det var da lidt spændende, hvordan hun ville tage det med at bo på hotel og f.eks. være på værelser, når vi gik til spisning, men det var ikke nogen problem. Det var 2 gode og velopdragne hotelhunde, vi havde med os.


Hotellet lå lige ned til Storebælt, så der var en fantastisk udsigt fra stranden ud mod broen.

Lørdag gik med de 2 indledende løb, som afgør, om du kvalificerer dig direkte til A-finalen, eller om du skal videre til B-finalen. Men lørdagen gik også med en masse socialisering. F.eks. mødte Delta sin søde og smukke bror Yankee. De 2 hyggede sig vældig godt sammen.

Og det lykkedes - i et heldigt splitsekund - at få et billede, hvor de sidder næsten stille ved siden af hinanden.

Jeg elsker DcH DM. Det er festligt, folkelig og fornøjeligt, og der er alle muligheder for at se masser af flot hundearbejde i mange forskellige discipliner. Udover det er der garder, faner og god stemning. Garden i år var dejligt velspillende, og vi nød at kreds 6 lørdag til indmarchen gik så langt fremme, at vi rent faktisk kunne høre musikken.

Rent resultatmæssigt havde jeg indstillet mig på 2 disk lørdag og en søndag, da jeg i øjeblikket er temmelig flad - men sandelig om vi ikke kom igennem begge løb lørdag uden disk, og springløbet endda fejlfrit og med en placering som nummer 6. Hvem havde set det komme? I hvert fald ikke mig! Men det gjorde da, at jeg ændrede mine ambitioner for søndagens løb fra "en disk" til "jeg skal ikke diskes" - og det holdt vi fast i, Hazel og jeg. Jeg ved godt, at mine løb set med andres øjne ikke var fantastiske - men for mig var det fantastisk at deltage!

Og så at slutte kørdagen af med at lufte tøserne en tur på stranden i det smukke vejr. Så kan man næsten ikke ønske sig mere. Næsten!



Hotellet vi boede på gik meget op i økologi. Det fremgik selvfølgelig af deres mad, men sandelig også af deres skiltning, hvor disse 2 lækre grønne bløde personer viste vej til toiletterne.


Søndag morgen var det voldsomt tåget. Det var så tåget, at IGP (der tidligere hed IPO), som var lige ved siden af agilitybanen, de skubbede starten en time, for dommeren i den ene ende af banen kunne ikke se figuranten i den anden ende af banen. 


Jeg fik løbet min B-finale - uden at blive disket! Og så gik resten af dagen med at hygge, se på diverse shops, snakke med  Kignsmoor-folkene på deres stand og ups - modtage pokalen for bedste kreds til agility. Så her er lige en flok af "de smukke unge mennesker" fra kreds 6, med pokalen, som vi fluks skulle aflevere, for den skulle graveres. 


Inden vi får set os om, ja så er weekenden gået. Vi fik sluttet af med præmieoverrækkelser, de obligatoriske taler og det mindst lige så obligatoriske "DcH længe leve - hurra, hurra, hurra og vov vov vov". Men det er da et flot syn, med alle fanerne linet op. Jeg er faktisk stolt af at være medlem i en forening, hvor den gode gamle foreningsånd stadig lever i bedste velgående. Og jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste års DM. 


Tilbage er så kun at pakke sammen og sætte næsen mod øst. Og jeg fik da her bevis for, at Delta var træt, for hun blev bedt om at lægge sig - og hun blev liggende!!! Længe !!! Det er ellers ikke en disciplin hun holder af. 


Tak for endnu et godt DM til arrangører og hjælpere.
Tak for super god kreds-6-ånd. Det er dejligt, når vi på den måde bakker hinanden op og hepper på hinanden. På det punkt tror jeg, at vi i vores kreds er bedre end de fleste. 
Og tak til Kingsmoor Petfood for at sørge for at vores hunde er i stand til at yde deres bedste. 

Det obligatoriske billede foran faneborgen