Hele familien

Hele familien

tirsdag den 28. maj 2019

Klosterstævnet - et af årets absolutte højdepunkter

Men faktisk blev det til en weekend med masser af højdepunkter (og et par enkelte flops).



Stævnet hos DcH i Løgumkloster er uden sammenligning et af årets hyggeligste, og et stævne, vi gerne kører langt for at deltage i. I år var ingen undtagelse - og igen i år var Bent inviteret til at dømme. 

Fredag (hvor vi lige snuppede en fridag) hentede vi Pia og hendes hunde ved frokost-tid, og så gik turen ellers mod det sønderjyske, med sneglehuset på ryggen. Vi blev godt installeret og brugte fredag aften på at hygge med Pia, Majken og Vicki. God mad, godt selskab og et godt glas rødvin. What's not to like?


Lørdag var jeg for første gang siden min operation tilmeldt til 4 løb, så jeg var noget spændt. Men det gik over al forventning godt. 3 fine løb, og så var der ikke mere energi i ben og krop til det 4. Det kan jeg sagtens leve med. Bare fornemmelsen af, hvor meget det er blevet bedre siden stævnet i sidste weekend, er helt fantastisk. Nu skal jeg bare af med det sidste flimmer. Det trækker åbenbart lidt ud, men det er ikke så voldsomt som tidligere, og mit liv begynder langsomt at ligne noget, som jeg kan genkende fra for ca. et år siden. Hurra !!!!!!

I år havde de søde mennesker i Kloster fundet på noget nyt. Når man havde løbet et fejlfrit løb, så fik man fluks i hånden sådan en lille blå eller grøn "nullermand". På båndet stod "Fejlfrit løb i Løgumkloster. Tillykke". Og den her på billedet, den er jeg ekstra glad for - for den betyder, at den her smukke, søde, kloge og dejlige brune border collie nu er udtaget til DcH DM i agility sammen med mig. Wauw - det havde jeg ikke regnet med så tidligt på sæsonen, så jeg er totalt 
HAPPY



Det var Delta's første tur i campingvognen, og det gik super fint. Vi havde lige en lille snak om det der med at hoppe op på hegnet, men det skal nok komme. Hun oplevede så meget, og lørdag aften, mens jeg snuppede en lille lur, ja så krøllede hun sig sammen under en stol og sov. Hun er så sød, når hun sover 😍


Delta brugte også meget tid på at møde nye venner. Her er det Zoola, der må aflevere sit legetøj til den frække border collie. 


Og her er det søde Miss Money Penny, der hygger med Dellen. De blev ved længe. Vi mødte også en sød mallinois og masser af andre søde hunde og mennesker. Lige nu så æææææælsker Delta at være til stævne. Det er bare så hyggeligt. 


Vi bruger også tid mellem løbene til at træne vores små øvelser. Nogen gange er det svært - når der bliver løbet agility lige ved siden af, men det er super god træning. 

Kæmpe stor tak til team DcH Løgumkloster. I gør det år efter år. Et super velkørende stævne, dejlig hjemmelavet mad til overkommelige priser, fine præmier, god stemning. Vi kommer helt sikkert igen næste år.







søndag den 19. maj 2019

I gang igen med en lang dejlig weekend

Så kom vi rigtig i gang igen med normale aktiviteter efter min operation. Og den her weekend har jo pga Store Bededag været en rigtig lang en af slagsen. 


Fredag blev brugt fornuftigt: formiddagen gik med træning hos Channie. Den halvanden time vi har, den flyver så hurtigt af sted. Det er en af de bedste ting, Bent og jeg gør for os selv: når vi træner hos Channie, bare os og vores hunde. Vi griner, puster og arbejder seriøst, og det er en kæmpe fornøjelse. Channie kan - i hvert fald med os - lige finde den der balance mellem at presse og lokke det bedste ud af både hundene og os. Vi elsker vores egoist-timer. 

Fredag eftermiddag gik med at nusse rundt og lave "alt muligt og ingenting". Ikke noget, vi normalt bruger meget tid på, men måske noget vi skal prøve at blive lidt bedre til. 

Hundene nød en fri-eftermiddag i haven. Der blev leget igennem, og til aften var de trætte, både store og små. Og nå ja, Delta og Gimli elsker hinanden. De leger sammen og de sover gerne sammen. 


Lørdag sov vi længe - eller vi havde i hvert fald ikke vækkeur til kl. 5.00!!! Der skulle handles ind, og vi havde planlagt at træne lidt spor. Så fik vi begyndt at gøre campingvognen klar til næste weekend, og bunkerne med vasketøj flyttede sig fra vasketøjskurven, via gulvet, vaskemaskinen, tørretumbleren og tilbage i skabene. Kaffe i haven i solen. What's not to like. 

Søndag havde vi meldt os til agility-stævne hos DcH Nykøbing-Rørvig. De havde sørget for rigtig flot vejr, så de korte bukser og de hvide ben blev luftet. Alle hundene var selvfølgelig med i bilen, og alle undtagen de 2 "små" var i aktion. Vi droppede teltet og flyttede ind hos Anja, Tikkie og Ernst med vores stole. Tak for husly og hygge.  


Ikke fordi vi kan prale af de store resultater, men vi har deltaget. Hazel og jeg var tilmeldt 2 løb - og vi kørte hjem med 2 disk. Bent løb 2 springløb med Dazzler, som dog rev en pind i begge løb. Tough'Y løb de 2 åbne klasser, hvor han "som sædvanlig" sprang feltet på balancen i fin stil i ag-klassen, og hvor han havde glemt fart-piloten i spring-klassen, så der kom en del tidsfejl på. Pyt - han hygger alligevel. Blitz fik desværre ikke nogen af de manglende DM-udtagelser med hjem. Det blev til nogle fine løb, men i de to åbne klasser røg der en pind i hver. Det skal nu nok komme.

Og på trods af fejl, ja så var Bent da oppe flere gange til præmieoverrækkelse, både for Blitz og Totten, så vi fik lidt lækkerier fra præmiebordet med hjem.


Delta fulgte interesseret med i præmieoverrækkelserne, og hun fik endda tigget sig til en lækker tygge-ting fra Lis, som sad lige ved siden af os. Heldige Delta.


Og selv om det var en hyggelig dag, ja så er der ingen tvivl om, at hundene nyder at være retur i vores egen have. Jeg elsker vores flok og den måde vores hunde omgås med hinanden. Og de her 2 smukke piger har haft en dejlig dag. De er ligeglade med "pinde i bogen" og DM-udtagelser. En løbetur i haven i solen - så er de glade.


Der er nu gået næsten 2 uger efter min operation. Jeg har det fysisk fint, og det ser også ud som om det begynder at hjælpe. Jeg var blevet advaret om, at jeg efter operationen kunne få en periode, hvor det faktisk ville være værre end før operationen, og det skal jeg lige love for. Men heldigvis var det kun en enkelt nat, at det var rigtig slemt, og nu har jeg da haft indtil flere nætter uden flimmer. Så nu krydser vi fingre for at det lige så stille forsvinder helt, som forventet. 

Jeg er stadig ret påvirket af medicinen, så det at løbe en bane er hårdt. Men der er ingen risiko i det, og jeg VIL!! Så båret rundt af min stolthed skal jeg nok få kæmpet mig igennem i nogle måneder, indtil jeg forhåbentlig kan lægge medicinen (Betablokkerne) helt væk. Det håber jeg i hvert fald. 

søndag den 14. april 2019

Stævnesæsonen er startet på halv kraft


Egentlig er det en ”gammel” historie – altså hvorfor jeg kører på halv kraft. Men nu får I den alligevel, for det giver mening i forhold til det, der sker i mit liv lige nu.

I sommeren 2018 begyndte jeg at få hjerteflimren en gang imellem. Der gik lang tid imellem. 1 måned – 2 måneder. Men det var der. Jeg blev undersøgt i hoved og r.. – men meldingen var, at så længe lægerne ikke kunne måle noget konkret, så kunne de heller ikke gøre noget.

I juleferien gik det amok, både nat og dag. En aften forsøgte vi at køre til Hjørring Sygehus, men inden vi nåede derop, og inden vi kom ud af venteværelset og ind til lægen, så var det selvfølgelig holdt op. Der var dog ”bid” da vi var kommet hjem fra juleferien. Den 4. januar suste vi til Slagelse, hvor de kunne måle både flimmer, giga hurtig puls og alt alt for højt blodtryk. Hurra – endelig var der dokumentation for at det flimrede.


Januar, februar og marts er så gået med diverse prøver, tests, scanning af hjertet og forsøg på at få medicin og flimmer til at arbejde sammen. Det sidste er ikke lykkedes helt godt, desværre. 2 gange har vi doblet op på betablokkerne (det medicin, der burde kunne regulere flimmer), men uden held. Det flimrer stadig lystigt løs 2-3 gange om ugen. Det betyder dels, at der 2-3 gange om ugen smutter 2-4 timer af min nattesøvn, og dels at jeg efterhånden er temmelig påvirket af medicinen, som gør mig træt og dræner mine batterier.

Jeg prøver at leve helt normalt og gøre de ting, som jeg plejer at gøre, men det er ikke så nemt. F.eks. er det ikke nemt at løbe agility på flade batterier. Og derfor blev Vilhelmsborg sidste weekend en lidt flad oplevelse. Jeg er konkurrencemenneske helt ud til fingerspidserne, og der er ikke noget ved at løbe, når jeg på forhånd kan mærke, at benene er gummiagtige og drænet for energi, og jeg kan ikke få luft hele banen rundt. Øv med øv på. Jeg har jo verdens sødeste og dygtigste hund. Hun gør det bedste for at kompensere for mine manglende evner på banen, og vi kommer som regel også igennem dagens første løb – men så er det slut for mig.

Bent havde også en lidt pudsig weekend på Vilhelmsborg på den gode måde. Blitz havde desværre haft noget med ryggen og var derfor byttet ud med Tough’Y og Dazzler. Totten slog til med 3 DM-udtagelser og med at bliver udtaget til finalen, hvor de dog desværre blev disket. Og Dazzler havde som sædvanlig en fest på banen og løb det bedste han kunne i sine 2 daglige springløb.

 

Den største positive overraskelse på Vilhelmsborg-weekenden, det var dog Gimli. Gimli er normalt ret stresset, når han nærmer sig en agility-bane, men han kunne sagtens rumme at ligge afslappet i sit bur inde i hallen på Vilhelmsborg, og han var super nem at have på værelset. Dygtig lille Gimse.


Der er dog heldigvis lys forude. Den 6. maj skal jeg opereres i mit hjerte. Det er en operation (kaldet ablation), hvor man ”brænder” de steder i hjertet, der sætter flimmeren i gang. Det er en kikkertoperation, og det skulle være forholdsvis ”nemt” for patienten at komme igennem den, selv om det er en halvstor omgang på 2-3 timer. Og jeg glæder mig bare til at få det overstået.

Jeg har fået fortalt, at efter operationen kan der godt gå 2-3 måneder, før virkningen slår igennem, så nu skal tiden bare gå hurtigt, så jeg kan få mit ”normale” liv igen. Indtil det, ja så kører vi på ”halv skrue”. Bent bliver hjemme fra Gåsahoppet. Vi har fravalgt Hvalsø-stævnet, som ligger ugen efter min operation, og derudover tager vi en dag ad gangen.

Denne weekend har vi f.eks. været i Maxizoo og hygget med hvalpene, som er klar til at flytte hjemmefra på onsdag.


Vi har også været med ungerne i det nye tårn ved Gisselfeldt. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg kun kan anbefale. Det er nemt at gå derop, der er en fantastisk udsigt og tårnets konstruktion er super spændende.




Natten mellem lørdag og søndag røg der igen nogle vågne timer med flimmer, så jeg var rimelig flad, da vi mødte op til arbejdsdag i klubben i dag. Jeg synes dog, at jeg fik lavet lidt. Og sammen med Bent og et par stykker mere fik vi tømt agility-skuret og gjort rent, ryddet ud og sat pænt på plads igen.


Nu krydser jeg bare fingre for en rolig nat, så jeg er frisk på arbejdet i morgen. Og så glæder jeg mig rigtig meget til vi har passeret den 6. maj.



mandag den 25. marts 2019

Hundehvalp??? Hvad for en hundehvalp?


I dag bliver Gimli 1 år – og sikken en rejse vi allerede har haft.

For et par år siden begyndte vi at se os om efter en hund mere til Bent – og med den erfaring med hunde, vi efterhånden havde i bagagen, var Bent helt sikker på, at det skulle være en border collie. Vi så på mange kombinationer i ind- og udland – og var meget skarp på, hvad vi gik efter af type.


Pludselig dukkede kombinationen Halina og Jerry op – og det var en kombination, vi faldt for lige med det samme. Bent blev skrevet op til en han, og det er allerede et år siden, kuldet kom til verden.

Da Bent blev skrevet op, sagde Camilla blandt andet, at Gimli’s far Jerry er en rigtig dygtig lydighedshund, og at Gimli sikkert har gener for det også. "Lydighed" sagde Bent – no way. Han var agility-person.


Men ting kan ændre sig. Nu træner de både agility og lydighed – Gimli er god til begge dele og elsker bare at arbejde.

Gimli er en fantastisk hund. Det kan godt være, at han uden for træningspladserne er vældig begejstret og ikke altid helt nem at få kontakt med (det arbejdes der på) – men når han træner, så træner han koncentreret og der kan falde en bombe, uden at det generer ham.
.
Gimli har også et fantastisk sind. Han er glad for alle hunde, og er god til at vurdere, om det nu er en hvalp eller en voksen hund, han leger med. Gimli har prøvet at par gange at møde en anden hund, der har sagt bøh til ham – og det kan overhovedet ikke hidse ham op.


Så Bent har i Gimli fået opfyldt alle de drømme, han havde, da han blev skrevet op til en hvalp efter Halina og Jerry.

At Gimli så lige synes, han skulle en tur på Karlslunde Dyrehospital - kun lige hængende fast til livet med et par negle – det har vi næsten glemt. Gimli er i hvert fald helt over operationen igen.



Gimli har fejret sin fødselsdag med at nusse om sin far, der er hjemme med en kæmpe forkølelse, og i øvrigt med at gå et dejligt langt spor. 

Kæmpe stort tillykke med fødselsdagen til lille Gimse og hans søde søster Ilya. 💙💗



torsdag den 14. marts 2019

Bornholm, Bornholm, Bornholm

😏😏😏Egentlig havde vi ikke nogen planer om at skulle til stævne i Hønsehuset på Bornholm  her i foråret i år - men da vi blev lokket af et godt tilbud om at dele et feriehus - ja, så slog vi til. At Bent så efterfølgende blev inviteret til at dømme stævnet, det er jo en helt anden sag 😊

Vi sejlede over fredag morgen med den nye Færge "Express 1", som har fået en del skæld ud i pressen, da den gør folk mere søsyge end tidligere færger. Og oven i købet synes jeg ikke, at der var specielt rent, bl.a. på toiletterne. Men det var småting i forhold til vejret. Vi fulgte det med spænding de sidste par dage op til - men der var ikke noget at stille op. 14 m. i sekundet og næsten 3m høje bølger. Fy for føj, siger jeg bare. Det var ingen sjov oplevelse. 

Men over kom vi - og da vores afgang var blevet flyttet pga trussel om endnu dårligere vejr om eftermiddagen, så havde vi pludselig en formiddag på Bornholm. Det var dejligt. Vi satte kursen mod Nexø og endte på Balka Strand, hvor hundene fik lov til at komme ud og strække benene. Vejret var jo egentlig fantastisk, bortset fra blæsten. 


Da vi alle var luftet godt igennem satte vi os i bilen og nød solen, den smukke udsigt og en god kop kaffe.


Efter frokost og indkøb i Kvickly i Nexø (incl. sildesalat), så kørte vi ud til "vores" hus, hvor vi skulle bo sammen med Rune og Christian og deres hund Carla. Christian havde fundet huset, og vi vidste ikke andet end adressen.

Da vi ankom talte vi om, at udefra så det lidt slidt og ikke særlig "fint" ud - men det var jo helt ok, for så behøvede vi ikke have det skidt ved at slæbe vores 5 hunde ind.


Men hold da op, hvor blev vi overraskede, da vi kom indenfor. Det er det sjoveste og mest pusseløjerlige  hus, vi nogensinde har boet i. Masser af kitchet kunst(håndværk) og små snedige krinkelkroge. Ting, der kunne virke helt tilfældige, men som garanteret var placeret efter nøje overvejelser.


Der var et lækkert køkken, hvor der var masser af muligheder for at kreere dejlig mad (selv om vi holdt os til tapas og take-away-sushi).


En rigtig flot detalje var denne væg, der på afstand lignede et smukt maleri - men som i virkeligheden var en rusten jernplade. Genialt, og mega flot.


Lørdag morgen satte vi kursen mod Hønsehuset, som er Bornholmernes indendørs træningshal. Rent resultatmæssigt blev lørdagen ikke noget at skrive om. For mit vedkommende 3 disk og et løb med fejl. For Bent: ingen fejlfrie løb med Blitz og Tough'Y. Men gamle Dazzler - han redder familiens ære hver gang. Da stævnedagen var slut trængte vi alle til at få noget frisk luft, så vi kørte til Boderne, hvor hundene fik en ordentlig omgang strandræs. Det var så sjovt at se, hvordan lille Carla nød at suse af sted med spæne-borderne.


Vel tilbage i huset blev der hentet sushi og hygget. Hazel havde med sin løbetidshjerne kastet sin kærlighed på Carla, så der blev leget igennem. Phew, det er hårdt at skulle lege med de der bordere, mener Carla.


Søndag var det op og pakke sammen, og så af sted til Hønsehuset igen. Hazel havde totalt løbetidshjerne. Der var gode momenter i vores løb - men der var sandelig også det modsatte. Alligevel synes jeg det er fantastisk at løbe med hende, og jeg er så stolt over, hvad vi er nået til sammen, Hazel og jeg.

Blitz fik desværre ikke det agility-certifikat, vi havde håbet på. Der var masser af flot agility og masser af "lige-ved-og-næsten", men ikke lige det løb, der skulle til. Til gengæld tog Tough'Y fusen på os alle, og fik et agility-cert. Hvor kom den lige fra?


Faktisk blev der kun uddelt 2 ud af 24 mulige certer på de 2 dage. Det talte vi selvfølgelig meget om. Er det fordi, vi bare generelt var for dårlige, os der var til stede? Faktisk var klasse 3-løberne sådan et senior-hold, hvor Bent var den yngste, og der var indtil flere pensionister. Og pga hallens form (lang og smal), skulle der løbes godt igennem for at nå noget som helst. Selve banerne var ok - men gulvtæppet var meget glat, og jeg tror, at især de store hunde har brugt energi og muskler på at holde sig fast. Dazzler, som jo kun har et tempo, nemlig fuld skrue fremad, var flere gange helt nede og ligge fordi han skred på tæppet.

Men never mind - Bent er utrolig stolt og glad over Tottens fine løb. Faktisk var han også lørdag formiddag indenfor banetiden i AG, så det kommer måske lige pludselig :-)


Lyn-hurtigt var weekenden ved at være gået. Tak til Bornholmerne for endnu en gang at arrangere og afvikle et super hyggeligt stævne. Der er altid god stemning og super hyggeligt til Bornholmerstævnerne.

Og kæmpe stor tak til Rune og Christian for max hygge i huset og stor hjælp med at hente og bringe hunde fra bilen. Det kan godt gå hen og blive lidt akavet, når 4 mennesker, der ikke kender hinanden super godt, skal dele et hus med 1 toilet/bad - men det var på ingen måde tilfældet her. Både hunde og mennesker hyggede, og alt flaskede sig uden problemer. Og det var ren luxus at få hjælp til at hente hunde, når det var lidt presset i klasse 3. Sådan en tur må vi lave en anden gang! 💖💖

mandag den 18. februar 2019

Wauw for en weekend

Jeg elsker, at fredag er kort dag på arbejde. Jeg elsker også mit arbejde, men den der fredag eftermiddag, hvor der jo her - udenfor stævnesæsonen - som regel ikke er nogen planlagte aktiviteter, den er fantastisk. Ofte tager jeg min lille brune hund, og så går vi en tur - bare Hazel og jeg. 


Og sådan et syn som det herunder, det kan man da kun blive glad over. Der er helt ro - ikke en gang en lille krusning på vandet. Solen er på vej ned, og jeg får ro i sjælen og i hjertet. Det er en dejlig måde at afslutte en god og produktiv uge på arbejde. Det her er ca. 10 minutters gang fra vores gadedør. Sådan en fredag eftermiddag føler jeg mig som et meget priviligeret menneske.


Jeg er også sikker på, at Hazel føler sig som en meget priviligeret hund. Lige så meget som hun elsker sit liv sammen med vores andre hunde, så nyder hun vores alene-ture langs vandet, hvor der er mange spændende ting man kan snuse til, når man er hund.


Lørdag og søndag var Bent inviteret til at dømme agility hos VAS i hallen i Vallensbæk. Det er et stævne, som vi ellers plejer at vælge fra, da jeg godt kan blive tung i hovedet af en dag i den hal. Det skal dog siges til arrangørernes ros, at sådan som stævnet kører nu, så behøver man kun at være der en halv dag (med mindre man er gift med dommeren og kun har en bil).

Da vi skulle være væk mange timer, så var alle hundene med i bilen. Så havde jeg heldigvis også en grund til at gå ud i det dejlige vejr, når jeg skulle lufte hundebanden. Gimli mødte mor Halina og han fik lov til at kysse på Camilla. Det er altid hyggeligt.


Men nu var vi jo kommet for at løbe agility. Bent havde mulighed for at løbe 2 af de 4 løb. I AG-løbet tyvstartede Blitz. Det var lidt ærgerligt, for så fik Bent efterfølgende ikke placeret sig selv helt rigtigt, og så endte det i en disk. Til gengæld kørte de med klatten i springløbet, hvor de løb fejlfrit og blev nr. 5.

Hazel og  jeg skulle nu rigtig ud og prøve kræfter med klasse 3, og Hazel skulle for første gang løbe på gulvtæppe. Og begge dele gik over al forventning. Hun er stadig ikke den hurtigste hund i hallen, men hun er tæt på at være den høfligste. Hold nu op, hvor hun forsøger at gøre, hvad jeg beder hende om. Det blev til 3 fejlfri løb og et springløb der gik ret meget i kaos. 

Det vildeste var dog, at da jeg blev kaldt op til præmeioverrækkelse i ekstraløbet fik jeg besked på at tage Hazels bog med. Det kunne jo kun betyde en ting: 

Hold da op, hvor jeg blev overrasket og glad. Jeg kan bare se på alle billederne, at jeg smiler med hele hovedet og helt op til ørerne. Tænk, hvor er hun fantastisk min lille hund. At hun får et cert, det kom så meget bag på mig, og jeg blev både stolt og en lille smule tude-fjæs-agtig. Der er nu noget med det første cert. Og prøv lige at se hvor stolt hun ser ud.


Men hun har også al mulig grund til at være stolt. Hun klarer uden problemer både fysisk og mentalt 4 løb i en sportshal, hvor lys og lyd er noget anderledes end de hundehaller og ridehaller, hun er vandt til at færdes i. Totalt cool og med stor tillid til mig. Jeg er bare så meget "in looooooove" med den hund. 

Søndag var det kun Bent, der skulle til Vallensbæk, så for mit vedkommende var der dømt sofa og afslapning, kombineret med lidt vasketøj og den slags trivialiteter.

Og så sluttede Hazel og jeg i øvrigt weekenden som vi begyndte den - med en tur langs stranden i det forårsagtige vejr. Bare hende og jeg. Så kom der ro på, inden vi startede på en ny arbejdsuge. 





onsdag den 13. februar 2019

Stævne hos DcH Næstved

Nogen ting skal man kun gøre en gang, og så er det en tradition. 

Sådan er det vist blevet - efter at vi i DcH Næstved sidste år kastede os ud i at afholde et indendørs agility-stævne på Baunehøj Ridecenter i foråret. 

I hvert fald gjorde vi det igen i år. Kun for blå bog (vi orker ikke 2 dage) - men vi blev alligevel godt 70 hunde. Forberedelserne er lidt anderledes end vores sommerstævne. Vi køber alle præmier, og vi skal ikke bekymre os om køkken. Det betaler vi os fra. Så på mange måder er der knap så mange forberedelser. Der skal dog alligevel produceres "bling" til klasse-1-hundene. 


Lørdagen før stævnet aflyste vi træningen. Banen var våd og fedtet, og vi ønsker ikke, at hverken hunde eller mennesker kommer til skade. Til gengæld mødtes vi en lille flok om formiddagen og pakkede forhindringer på traileren.


Ved 18-tiden mødtes vi med endnu en flok engagerede hjælpere på rideskolen. Traileren blev tømt og banen blev bygget. Så var vi helt klar til søndag morgen.


De medlemmer af klubben, som stiller op til stævnet, ja de har automatisk vundet en hjælpertjans i løbet af dagen. Men jeg forsøger at få det til at gå op, så alle også har tid til at slappe af og se, hvad der foregår. Men ud over vores egne klubmedlemmer, så har vi en flok hjælpere, som ikke er medlem af DcH Næstved, men som alligevel bruger dagen på at hjælpe os. Det er bl.a. Søren, der bygger bane og slæber hele dagen, og ikke mindst Andreas og Signe, der trækker et stort læs. Andreas er indsender hele dagen, og Signe klarede indtastningen super flot. Det eneste Bent måtte hjælpe med var, når der skulle skrives i bøger. Faktisk lægges datoen ikke fast før vi ved, hvilke dage de kan. Børnearbejde er godt. 👼 Uanset hvad, så skal der lyde et kæmpe stort

TAK

til alle, der gav en hånd på dagen. Uden hjælpere - intet stævne. Så simpelt er det. 


Jeg er faktisk også begyndt at blive en lille smule bedre til at uddelegere nogen opgaver helt. Det gælder f.eks. præmieoverrækkelser, som de søde præmiepiger Jette og Lone klarer, helt uden at jeg blander mig. Jeg har så svært ved at give slip - men jeg øver mig, og det føles rigtig godt, når det lykkedes.


Når først stævnet går i gang, ja så er der heldigvis ikke så meget brug for Bent og mig. Vi skulle begge to løbe, og det gik rigtig fint.

Bent løb med Blitz,. Dazzler og Tough'Y. Blitz løb et fantastisk agility-3, som hun vandt. Det var et af den slags løb, hvor det hele bare spillede sammen, og det så let og flydende ud. Dazzler hyggede sig med sine 2 springløb (som han også vandt), og Totten fik sandelig en DM-udtagelse i den ene af sine 2 løb.

Jeg løb med min fantastiske brune, og det var en kæmpe fornøjelse. En lille vægring i AG3, men fejlfri i begge de åbne klasser, og 2 DM udtagelser på kontoen. Vi vandt AG åben i et løb, der bare føltes som en drøm. Og blev i øvrigt nr. 2 i spring åben. Wauw, siger jeg bare, hvor Hazel var fantastisk at løbe med. Bortset lige fra spring 3, men det var egentlig ikke Hazels skyld. Der var mine ben og mit hovede brugt op. Der var lukket og slukket og ikke noget at komme efter.


Som sidste år gik oprydningen lyn-hurtigt. En halv time efter sidste hund havde løbet, ja så var hallen og rytterstuen ryddet. Bent og Andreas mødtes med en flok for at tømme trailer og sætte forhindrigner på plads, og Signe og jeg vi sørgede for en anden tradition, nemlig at hente sushi til aftensmaden, ligesom vi altid gør, når vi har holdt stævne.


Nu glæder jeg mig allerede helt vildt til næste lørdag hos VAS. Der skal vi prøve at løbe på gulvtæppe. Det har Hazel ikke prøvet før.

torsdag den 3. januar 2019

Tilbageblik på 2018

Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der siger, at når forandringernes vinde blæser, så er der nogen der bygger læhegn, og andre der bygger vindmøller.

Det er et ordsprog, der vist meget fint kan beskrive mit 2018. Et år, der startede lige så fredeligt med juleferie og nytårsaften i sommerhuset i Saltum. Same procedure at last year, miss Sophie. 




Og 1. januar var det bare afsted mod Bisserup og hverdagen. En hverdag med job og fritid, der – synes jeg – hang fint sammen. Jobmæssigt havde jeg fundet min plads i alt det nye, der foregik, og jeg følte mig både kompetent og tilpas med hvad jeg lavede.


Første store fritids-begivenhed i 2018 var Hazels debut i agility. Pia og jeg tog på tøsetur til stævne i Sanne’s Hundecenter, og jeg var meget meget tilfreds med min brune hund. Ikke verdens hurtigste tider, men god selvtillid og sikkerhed på banen. Så skulle resten nok komme hen ad vejen.


Vi havde så i DcH Næstved lavet et indendørs-stævne i marts – ene og alene for at jeg kunne komme til at løbe med Hazel, men der brillerede jeg så ved at lægge mig med verdens største mande-influenza. Heldigvis fik Bent kæmpe stor hjælp og opbakning fra vores klubkammerater, så de manglede mig overhovedet ikke.



I slutningen af februar blev Fanta far til et kuld hvalpe hos Kennel Team Jappes. Desværre mistede vi en, men der var en lækker tæve og 2 fine hanner tilbage, som nu er ude i gode hjem. Jeg synes jo Fanta har så mange kvaliteter, bortset fra at hans hoved ikke kan rumme agility. Han er super bygget – gennemsund – har et fantastisk temperament -  og er en god arbejdshund. Så jeg er da over henrykt over, at Anja valgte at bruge ham til Diva, og jeg håber da, at der dukker nogle flere op, som kan se hans kvaliteter.



I løbet af marts måned kastede jeg mig ud i noget helt nyt, nemlig lydigheds-konkurrencer i DcH-regi i C-klassen (begynder-klassen). Ja – jeg er jo en agility-nørd, men mine hunde har nu altid kunnet basis lydighed. Da Hazel var 9 måneder gammel, var jeg figurant til vores egen klubs C-konkurrence, og da jeg stod der og kiggede på de hunde, der deltog, ja så tænkte jeg: det der – det kan Hazel og jeg da også! Så gik vi i gang med lidt mere målrettet træning. Jeg trak store veksler på mine trænere i klubben og søgte hjælp i mit netværk til det, jeg synes jeg manglede, og i marts måned 2018 var vi så klare, som vi kunne blive.



Det blev en super fin oplevelse. Dommerne i C-klassen var hele vejen igennem super søde og hjælpsomme. Vi klarede vores første konkurrence til en 3. plads og kørte hjem med den første halve oprykning til B-klassen i bagagen. Sammen med en masse nye bekendtskaber. Hazel fik hurtigt også den anden halve oprykning, og jeg fik nye venner. Hundeførere, som kunne inspirere mig og som jeg hyggede mig med, når vi var ude. Målsætningen blev ændret fra "vi skal bare have vores 2 halve oprykninger" til, at vi ville med til DM i C-klassen. Og det kom vi. Nu er vi så begyndt på B-øvelserne, og jeg satser da helt klart på at skulle ud til nogle B-konkurrencer i løbet af året. Derfor glæder jeg mig også til at starte på klubbens konkurrence-hold efter nytår.

I slutningen af marts blev Bent’s nye hund født. En lang og hård fødsel, som desværre resulterede i, at 5 ud af 7 hvalpe ikke klarede den. Så var der 2 tilbage: en tæve og en han. Vi vidste, at Camilla nok selv ville beholde tæven, men der gik lige et par dage, før Bent fik bekræftet, at hanhvalpen var hans. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor glad Bent blev. Gimli blev flittigt besøgt, og ligesom vi lærte ham at kende, ja så lærte han Bent at kende. Bent havde sådan en lille stille fløjten/hvislen, og når Gimli hørte den lyd, så vidste han godt, hvem der var på besøg. Og sammen med en ny hund fik vi også et dejligt venskab med Camilla og Martin i tilgift.




I løbet af foråret havde der været noget uro og underlige rygter på mit arbejde. Nogle funktioner skulle samles i Jylland, men umiddelbart lød det ikke som noget, jeg skulle bekymre mig om. Det viste sig ikke at holde stik, for en dag blev jeg ringet op og fik fortalt, at mit arbejde skulle flytte til Vejrup (lige nordøst for Esbjerg), men jeg var da velkommen til at flytte med. Øh, nej tak. Jeg kastede mig hurtigt ud i jobsøgningens ædle kunst. Ret hurtigt fik jeg et andet job, som ved første øjekast så rigtig lovende ud. Første april skiftede jeg så job, men det viste sig at være et totalt flop. Vi var gået helt forkert af hinanden. Allerede efter en uge følte jeg mig super dårligt tilpas, og efter knap 2 uger praktisk talt uden oplæring og hjælp, ja så blev jeg fyret. Jeg var for langsom og lavede for mange fejl!!!. Godt så – det var da lige et hak i selvtilliden jeg fik der. 

Det blev til ca. 2 måneder uden arbejde og med ca 30 ansøgninger uden en eneste lille bitte samtale. Det kunne mærkes. Det fik jeg faktisk stress af.

Men livet gik jo alligevel videre – og i april måned til stævnet hos DKK-Viby, fik jeg den aller sidste hædersbevisning til min Zuper Zeje Zippo. Selv om han døde i august 2017 så havde han samlet nok points til at få en 2.-placering i Sheltieklubbens konkurrence Om ”Årets senior agility-sheltie”. Endnu en markering af, at han var en helt fantastisk hund, som jeg stadig savner. Det gav den flotte blå roset - og den grønne er så fordi Dazzler i den samme konkurrence blev nr. 4. I øvrigt fik Zippo faktisk en hædersbevisning mere, da DcH valgte at afskaffe deres vandrepokaler for årets klasse-3 hund og årets senior. Den sidste hund, der havde vundet pokalen, fik tilbudt at beholde den, og da Zippo var den sidste, der vandt årets seniorpokal, ja så står den nu hos os og minder mig om en fantastisk hund.



I midten af juni blev jeg kontaktet af min tidligere chef. Uha, de havde lidt problemer, for alt det der udflytning var ikke gået helt efter bogen – om jeg havde lyst til at komme tilbage et par måneder eller 3 og være med til at rydde op i nogle bunker. Om jeg havde? Ja for pokker!!! Åh, hvilken lettelse, igen at have et arbejde. Også selv om det bare var for et par måneder. Jeg duer ikke til at gå hjemme. Jeg får ikke lavet noget som helst. Jeg så dygtig til at sidde i sofaen og kigge på dumme-fjernsyn hele formiddagen. Næh, det giver meget mere energi at gå på arbejde,  og kunne bruge sin FRI-tid til noget fornuftigt.

Og en af de dejlige ting ved at gå på arbejde er jo, at så kan man holde FERIE. Jeg vidste jo helt fra begyndelsen af året, at en del af min sommerferie skulle handle om Jutlandia Cup, så det blev til 2 uger med agility-kursus, afslapning og Cup. Perfekt ferie.



Afslapningen blev en uge på Syltemae Camping i det Sydfynske. En hyggelig lille campingplads nær Svendborg, hvor vi slappede af, badede og ladede op til Jutlandia Cup.


Bent var blevet inviteret som dommer til Jutlandia Cup. Faktisk har Bent været knap så meget ude i 2018 som i 2017, men der har stadig været mange dommerdage. Det er jo heldigvis sådan, at Bent er rigtig glad for at være dommer – og det er da ingen hemmelighed, at det altid er en ære at blive spurgt om at dømme til de store stævner. Jutlandia Cup 2018 var ingen undtagelse, og der var igen et fint sammenhold mellem dommerne.


Et ekstra plus ved Jutlandia Cup var, at Andreas var med som ringleder. Så jeg fik lov til at holde en uges sommerferie sammen med min søn. Det er ikke så ringe endda. Andreas hygger sig meget på disse ugestævner, hvor han har mange venner fra både ind- og udland. Sjovt, når man tænker på, hvor lidt han ellers færdes blandt hundefolkene.



I løbet af sommeren flyttede Fanta hjemmefra. I første omgang midlertidigt. Fanta er flyttet op til Birgitte og Midni i Fredensborg, da Midni kedede sig og havde brug for en legekammerat. Det går helt fantastisk. Birgitte har trænet en lille smule rally med ham og er nu begyndt på C-lydighed i en DcH-klub. Fanta er jo en arbejds-hest, så han nyder at få lov til at lave noget. Og så ser vi, hvad der sker hen over foråret. Om Fanta kommer hjem igen, eller om han ender med at blive hos Birgitte, som i hvert fald lige nu giver ham et helt fantastisk liv.


I august holdt vi vores eget klubstævne. Et stævne, som efterhånden kører super godt. Igen fik vi dejlig stor opbakning af mange af vores klubkammerater, og især kursisterne fra vores agility-hold. TAK. Uden hjælpere – intet stævne. Og selv om det er sk… hårdt og vi hvert år søndag aften siger, at nu gør vi det aldrig mere, ja så gør vi det jo alligevel igen.



I løbet af sommerferien blev jeg opmærksom på et ledigt job i en mindre maskinhandel på Falster. Egentlig havde jeg været i kontakt med dem tidligere, men blev ”nr. 2” i opløbet, så da jeg så, at det job var ledigt igen, så var det bare med at komme ud af starthullerne. I løbet af et par uger efter sommerferien faldt det på plads, og den 16. august startede jeg som bogholder hos FMR-Maskiner i Nykøbing F. Et drømmejob for mig. Et alsidigt job, hvor jeg får lov til at lave det, som jeg synes er sjovest: nemlig at holde i tøjlerne på bogholderiet samtidig med at jeg er rodet lidt ind i en masse andre ting. Når firmaet ikke er større, så er alle nødt til at give en hånd, hvor der er brug for det. Jeg ELSKER mit arbejde. Ja, jeg kører en time hver vej, men jeg har ikke en eneste morgen været ked af at skulle af sted. Jeg har endda fået super søde dejlige kolleger. What’s not to like?



Den 25. august blev Bent’s datter Heidi gift med sin Dennis ved en rigtig hyggelig og dejlig ceremoni i kirken, som i øvrigt også er Heidi’s og Dennis’ nabo. Efter vielsen var der spisning i det nye hus. Bent’s mor, som nu er blevet 94 og ikke ret tit tager ud til noget, havde insisteret på at komme med, og det klarede hun så flot. Det blev en dejlig dag.




I september havde vi så i øvrigt selv 30-års bryllupsdag. En dag som vi var enige om ikke at gøre noget stort ud af. Jeg havde dog nok forestillet mig, at der ville dukke en lille buket op i løbet af dagen. Men morgenen forløb fuldstændig uden tegn på noget som helst. Bent havde pokerfjæset på og så ud som om alt var helt normalt. Nå, tænkte jeg – det skal selvfølgelig helst være friske blomster – så den er der garanteret, når jeg kommer hjem fra arbejde, den der buket. Nope. Ingenting. Og stadig pokerfjæs. Hm… efterhånden var jeg sådan lidt irriteret over at Bent sådan totalt ignorerede vores 30 år sammen, men vi skulle jo til Næstved og undervise om aftenen, så der var ikke tid til diskussioner. Da vi drejede ind på parkeringspladsen ved klubben blev jeg mødt af dette syn:


30 røde roser sat i hegnet (tror der var en lille hjælper ind over). Det er da så romantisk som man overhovedet kan forestille sig. Og så det sødeste ”skriv” på Facebook. Søde søde Bent, tak for at gøre vores 30-års bryllupsdag fuldstændig uforglemmelig. Vi snupper lige 30 år mere.

Meget af vores "hunde-tid" foregår i øvrigt her. Hos DcH Næstved. Vores klub, hvor vi føler os godt tilpas, og hvor vi både "nyder" og "yder".



I september blev det også tid til at skrifte vores ellers meget afholdte Citroen Jumpy ud. Når man som jeg er afhængig af sin bil hver dag, så er det saftsusemig vigtigt, at skidtet virker. Jumpy’en fik ondt i gearkassen, og det blev til et ”farvel Jumpy” og ”goddag Expert” – som i øvrigt er stort set identisk med Jumpyen, bortset fra, at den er lidt længere.


I slutningen af sommeren fik vi også deltaget i både DKK og DcH DM. D.v.s. DKK DM var det kun Bent der deltog. Jeg kørte lige til endnu en lydighedskonkurrence. Til DcH DM var Bent med til agility, og Hazel og jeg deltog i C-klassen i lydighed.





Det blev til en flot 12. plads ud af 40 deltagere i klassen. Og det var en rigtig god oplevelse. Masser af opbakning fra de øvrige deltagere, og også fra nogle af dem, jeg havde konkurreret med i løbet af året, og som var taget af sted for at kigge. Søde Trine med Tesla, som jeg har konkurreret med/mod hele året blev en flot nummer 2. Sejt gået.



Vi har deltaget i rigtig mange konkurrencer i årets løb. Både Hazel og jeg i lydighed og hele familien i agililty. Det er blevet til mange flotte resultater og rigtig mange gode oplevelser. Vores netværk er efterhånden kæmpe stort, og vi elsker at komme ud og møde agility-familien. Så bliver der hygget og snakket,som her i Nykøbing/Rørvig. 



En af de sjove ting der næsten altid forekommer, når Dazzler’s (og Zippo’s) opdrætter Pia er med ude er, at vi tager familiebilleder. Både af hele familien Foula og af de enkelte kuld, som nu må være repræsenteret den dag. Her er Dazzler fotograferet med familien i Hvalsø i foråret, hvor han jo må siges at være flokkens ”grand old man” fra den første generation Foula-hunde. Det er altid sjovt, at få de mange hunde til at sidde stille – men det er en super god ide, Pia har fået der.



I midten af december blev Gimli syg. D.v.s. vi kom hjem og konstaterede, at han havde kastet op i løbet af dagen. Det er han jo ikke den første hund i verdenshistorien, der har gjort, så i første omgang, tog vi det ikke så alvorligt. Men i løbet af kort tid blev han rigtig dårlig. Et besøg hos vores egen dyrlæge gjorde ikke den store forskel, så onsdag den 12. december om natten hastede vi til Karlslunde Dyrehospital, hvor Gimli blev opereret. 



De fjernede en stor klump frotté, som han havde spist, og som havde sat sig fast i hans mave og tarme. Gimli, altså. Heldigvis var det en vellykket operation, og til juleferien var Gimli atter frisk som en havørn. Det havde hverken vi eller vores lokale dyrlæge satset på. Det er nu dejligt, når man en gang imellem kan slå skæbnen tilbage.

Her sidst på året har vi sagt ja til at være ambassadører for Kingsmoor Petfood endnu et år. Vores hunde har spist Kingsmoor i mange år, før vi blev sponseret af dem. Vores hunde trives fint, har masser af energi og fin pels. Så det er et fodermærke, vi rigtig gerne vil reklamere for. Tak til alle jer hos Kingsmoor for at vise os den tillid. Det er vi stolte over.


Sidste rigtige begivenhed i 2018 var Andreas’ 30-års fødselsdag. Tænk, at han allerede er 30. Jeg husker hele forløbet omkring hans fødsel så tydeligt, som om det var i går. Gad vide, om man nogensinde som mor glemmer den slags? Da jeg havde kreeret en sang, bladrede jeg i gamle billeder, for at finde noget til illustration. Her sidder lille søde Andreas sammen med vores 2 første fælles hunde: blandingshunden Siffer og vores første border collie Bessie.


Andreas havde valgt at fejre dagen med familien om formiddagen og med ”de unge venner” om aftenen. Det hele foregik i en spejderhytte nord for Sorø, og den del af det, som vi var med til, var rigtig hyggeligt. Og nå ja, den sang, jeg havde lavet - der havde jeg skrevet forkert årstal! Flot Marianne. 

Det var også en dag, hvor Andreas’ familie mødte en del af Signes familie. Sjovt at tænke på, at til min egen 30 års fødselsdag var det dagen, hvor min familie mødte Bents familie.

Og så slutter ringen – og året – som det begyndte. I sommerhuset i Saltum.



Vi har holdt jul og været i Saltum Kirke og hørt deres fantastiske præst, som til juleprædiken nåde rundt om både ”den unge blonde pige”, underslæb, Danske Bank og Lindholm. Jo, han forstår at tryllebinde sit publikum.


Hundene (og vi andre) har fået gode lufteture på stranden. 




Og der blev også tid til shopping og hygge med god mad. 





At vi så havde en lidt for spændende hjemtur – se det er en helt anden sag. Men på den anden side, så slap vi jo heldigt med blæsevejr og en bro, der er lukket p.g.a. uheld. I hvert fald set i forhold til dem, der var med toget næste morgen. Mine tanker går til alle dem, der har været en del af den grimme tur. 

Rigtig godt nytår.