Hele familien

Hele familien

lørdag den 11. februar 2017

Februar - mest om Tough'Y og Zippo

Februar startede for mit vedkommende med stævne hos DcH Højme med Tough'Y. Det  var hans 3. stævne i alt (2 løb på Barthahus i november og 3 i In-Dog hallen i december) og det var hans første 2-dages stævne med 4 løb hver dag.

Generelt klarede han det rigtig flot. Der er stadig mange ting, vi skal arbejde på (heldigvis), men han var glad og hyggede sig. Det blev til en enkelt pind i bogen og et løb med fejl - og 6 fine disk-løb. De 2 sidste løb søndag var det tydeligt, at han var mega-træt. Træt i sit hoved af larm og nye indtryk. Og så havde han mig på slæb, sammen med resterne af min influenza. Det er ikke nogen god kombination. 


Tough'Y er en lille følsom fyr, Så det vigtigste for mig var, at uanset hvad der skete på banen, så skulle han være helt overbevist om, at han var verdens bedste Totte, når han kom ud - og det lykkedes heldigvis. Det skal nok blive en sjov sæson 2017. Han skal have lidt mere "hår på brystet" - og med det skal der nok komme lidt mere fart. Søde seje lille Tot 💖

Lørdag var jeg afsted sammen med Susanne, og søndag var Bent og alle hundene med. Zippo fik lov til at ligge i cafeteriet (der var varmt og ingen sand - tak Jim) og Hazel fik hilst på en masse mennesker, bl.a. Natalie 💓 Vi fik også prøvet at træne lidt mellem dem, der gik og gjorde klar til start. Det kunne da ikke rigtig distrahere Hazel. Hun er bare en stjerne at træne med.

Torsdagen før Højme-stævnet var Zippo så blevet opereret for sin brok på Faxe dyrehospital. Selve operationen forløb fint, omend området omkring den gamle brok fra juni 16 med dyrlægens ord var "noget rod". Men han fik fixet og syet sammen og ryddet op efter bedste evne, og så går vi i gang med rekonvalescens-periode og genoptræning igen igen. 

Jeg er dog lidt forvirret af, at hvor Svendborg foreskrev ca 4 måneders "ro" inden genoptræning, så siger Faxe 3 uger. Helt nøjagtigt citeret: "hvis det ikke holder efter 3 uger, så holder det heller ikke efter 3 måneder. Det er godt nok lidt svært at forholde sig til, så jeg tror jeg lander blødt sådan nogenlunde lige midt imellem. Såret er vokset fint sammen og Zippo synes selv, at han er en vældig karl, som ikke behøver at være spærret inde og ligge i bur. Det er jo ikke nemt at sige til sin gamle glade hund, at nu må han lige lade være med at være glad. Men vi har indrettet os efter omstændighederne - igen - og det går rigtig fint. 

Jeg er så heldig, at Zippo har kunne været med mig på arbejde hele ugen. Først iført sin badering - men fredag helt uden. Når der ikke har været så mange på kontoret har han fået lov at tulre lidt rundt. Det nyder han meget. F.eks. har han brugt rigtig meget tid på at kigge på bilerne udenfor. 



Så nu ser vi tiden an nogle uger endnu - og derefter med lidt mere frihed en måned eller 2, og så satser vi på, at det bare ikke var lavet godt nok i sommers og at nu holder det. Så skal Zippo have lov at komme med ud til stævnerne og få et par springløb en gang imellem. Det er jeg sikker på, at han vil nyde.

I dag har vi - som alle lørdage i vinterhalvåret - været til træning i DcH Næstved. Først var Hazel til lydighedstræning. Der var en del afbud - faktisk var vi kun 2 - så jeg fik lokket Bent til at deltage med Fanta. Det var så stor en succes (tak til Freddy) at Bent nu har meldt sig til at fortsætte på holdet sammen med Fanta. Hazel var overhovedet ikke påvirket af at far og Fanta lige pludselig også var der. Det var dejligt.

Desværre var forholdene ikke til agility. Banen var fuld af sne, og den blev hurtigt lidt smattet og glat. Så vi havde lavet små "stationer" med tricks og små øvelser. Det var rigtig sjovt og hyggeligt. Så må vi se, hvordan banen ser ud næste weekend. Efter træningen, da alle andre var kørt hjem, var det tid til den obligatoriske spæne-tur. Zippo var dog i snor, men han var med rundt. Vi havde også Izmoo med. Izmoo var i dagpleje idag, mens Pia og Uha var til udstilling i Fredericia. Men hun faldt bare ind i vores flok som det mest naturlige i verden. En sheltie fra eller til - det mærkes ikke 😆




mandag den 30. januar 2017

Januar - med godt og skidt

Januar. Gråt og trist og vådt. Ikke meget frost og sne. Godt nok, når vi skal køre – men rigtig kedeligt i mange andre henseender.

Vel hjemme fra juleferien fortsatte livet sin normale gang. Arbejde – træning – lidt weekendfrihed her inden stævnerne begynder.

Hazel fortsætter sin uddannelse. Hun er stadig en kæmpe fornøjelse at arbejde med. Hurtig til at lære – i hvert fald de ting, jeg er gode til at lære hende. Jeg kan se, at de øvelser, hvor jeg har kæmpet med tidligere hunde, der er det åbenbart mig, der har et problem. Apporten bliver aldrig min ven! Tricks og agility-foundation er sjovt, og hun arbejder med stor forståelse for de øvelser vi laver. Jeg elsker min lille chokkolade-knap! (nå ja – jeg elsker alle minde hunde, jo). Vi beklager den forringede billedkvalitet.


Agility

Eneste stævne i januar var DcH Højme’s weekend-stævne for store hunde. Bent og Blitz var af sted sammen Michael og Diva – og for at tage det sidste først, så havde Michael en kæmpe flot weekend. 7 fejlfrie løb ud af 8 mulige, bortset fra lidt tidsfejl hist og pist. Det var da noget af en sæsonstart. Jeg tror da helt klart, vi har en ny ekvipage med til DcH-DM i år.
For Bent’s vedkommende var det helt klart en overvindelse at turde bruge det opererede knæ. Og hvis vi så samtidig tænker på, at Bent ikke har kunnet løbe ordentlig siden midt på sommeren sidste år, så er han faktisk blevet lidt ”rusten” i sin reaktionsevne. Weekendens målsætning blev ikke helt indfriet – men til gengæld var det tydeligt, at søndag havde Bent meget større tiltro til sit knæ og kunne/turde løbe mere igennem. Det var en sejr i sig selv. Nu skal de to lige have pudset formen og samarbejdet lidt af her i foråret – så skal de nok komme igen i deres gamle fine form.

To flotte fyre med deres søde hundepiger 💕


Tanker om Zippo

I 2016, hvor Zippo blev 9 i juni, løb han stadigvæk fantastisk. Vi havde ikke meldt os til landshold, for hans fart var taget betydeligt af – men hans entusiasme og glæde blev ikke mindre med årene.

Desværre blev der sat brat punktum for hans karriere, da han midt i vores sommerferie pludselig måtte opereres for en temmelig stor brok. Dyrlægens ord – da vi hentede ham efter operationen var (sådan nogenlunde ordret): Zippo kan efter genoptræning leve et fuldstændig normalt liv, men han (altså dyrlægen) ville da nok overveje, hvis det havde været hans hund, om Zippo skulle løbe mere agility. Ellers skulle det i hvert fald kun være stille og roligt.


Hvordan reager man i sådan en situation? Ja, jeg gik da totalt i chok. Det var jo mit liv – altså at løbe agility med Zippo. Jeg tudede også en hel del, men da jeg fik hovedet oven vande igen, ja så lå beslutningen lige til højrebenet: Zippo skulle aldrig løbe agility mere. Det var det nemmeste at administrere – og i øvrigt har vi jo aftalt at han skal blive 100 år, så jeg må hellere passe på ham.

På forunderlig vis kom vi først igennem de første par uger, med krave (eller badering), fuldstændig ro, små ture i kort snor. Stingene kom ud, og efter et par dage mere kom også baderingen af. Det hjalp lidt på humøret, både hos Zippo og mig.


Så fulgte hårde måneder, hvor han ikke måtte løbe løs, han måtte ikke hoppe op (eller ned), og han måtte ikke lege med de andre hunde. Zippo, som altid har sovet i min fodende, måtte i bur om natten – og der kom hegn rundt om sofaen, så han ikke kom til at hoppe op i den, når vi ikke lige var der.

I begyndelsen af oktober nåede vi så langt, at vi gik over til ”normalt liv”. Sikke en forandring at se i Zippo’s øjne, da han første nat igen kunne hoppe op og krølle sig sammen i min fodende. Eller da han igen måtte løbe frit med de andre. Vi begyndte at træne ham langsomt op igen, så han kom tilbage til sin grundlæggende gode form. Lange ture i skoven er godt, både for sjæl og legeme.

I løbet af juleferien har vi set, hvordan han har drønet rundt på stranden ved Vesterhavet. Og hvordan han har leget med Hazel. Og hvordan han har hoppet op og ned ad alt muligt. Normalt liv????   Men hvordan er det lige, at det der normale liv adskiller sig fra at løbe bare en lille smule agility? Da først tanken var sået i mit hoved, så var den svær at slippe af med igen. Zippo er en fornuftig gammel hund på snart 10 år. Han kaster sig ikke ud i noget, der ikke er nødvendigt, og han passer på sig selv.



Så jeg besluttede, at Zippo får lov at løbe agility igen. Ikke på normalt plan, men en eller to senior springløb, når vi alligevel er af sted. Han skulle ikke træne fast på noget hold, men selvfølgelig holdes i sin sædvanlige gode grundform. Og så må det briste eller bære. Rablende åndsvag? Måske – men det kan jeg godt leve med.

Men inden vi nåede så langt, ja så bristede boblen igen. Søndag aften havde vi Pia på besøg. Zippo trængte til at få ordnet sin krusede pels, og det gøres lettest ved at bade ham og så tørre ham med Pia’s blower. Da vi var færdige ville vi lige kigge på hans ar – og så fik vi lige en mega mavepuster, for lige oven i det gamle operationsar var der en stor bule, fuldstændig som sidst. Vi var blevet advaret om, at der kunne komme en brok i den modsatte side, men ikke i samme side – lige oveni.

Så i dag har vi været hos dyrlægen. Brokken er scannet, og der er indtil videre ikke andet end fedt i den. Men fixes skal den jo – så Zippo skal opereres igen en af de nærmeste dage. Det var ikke det forår vi havde regnet med. Men iflg. dyrlægen er Zippo frisk og rask og i så fin form, så der er ikke nogen risiko (ud over, at det altid er en risiko at operere) ved at lappe ham sammen igen. Han ville dog lige konsultere en kollega på landbohøjskolen for at se, om de kunne gøre noget andet end at ”bare” sy sammen.

Øv øv med øv på !!!  Men med forhåbningen om at han har flere gode år sammen med os, så kaster vi os ud i et nyt langvarigt projekt med bur om natten og hegn om sofaen. Elsker jo min Zipzap.

Og livet går videre

Næste weekend er det så de små hunde og mellemhundene, der skal til Højme og løbe. Jeg er noget spændt på, hvor meget jeg kan løbe. I sidste uge var jeg nedlagt fra onsdag og resten af ugen med noget, som jeg var sikker på var en af-art af den virkelig farlige mandeinfluenza. Et besøg hos lægen fredag opklarede dog, at det bare var en lille bitte tøse-influenza, kombineret med voldsomt dårligt reguleret astma-medicin. Godt så! Nu går det fremad, men jeg hoster stadig meget og får gummi-ben hvis jeg går for meget. Men Tough’Y og jeg glæder os til at tage hul på stævnesæsonen. Og vi bekæmper ethvert tegn på forkølelse og influenza med alle forhåndenværende midler 😇





lørdag den 7. januar 2017

Juleferie

Når man nu får mulighed for at gøre noget, som man med succes har prøvet før - så skal man ikke holde sig tilbage !

Så da vi igen i år fik mulighed for at leje Næstved Kommunes dejlige sommerhus i Saltum i juleferien, så gik vi "all in" og bookede fra 23. december til 2. januar. Sådan - nu skulle der holdes ferie, slappes af og hygges for alle pengene.

Jeg kunne skrive romaner om al det vi fik tiden til at gå med - men det er i bund og grund uinteressant. Så her kommer familiens juleferie i billeder - med lidt forklaring til. 

Vi plejer at have tapas med fra Næstved til aftensmad den 23. - men da vi gerne ville tidligt afsted, ja så blev det egne hjemmekreerede tapas. Det blev nu rigtig godt. 

Og den 24. om morgenen stod selvfølgelig på den første af mange ture til stranden. Hundene nød at få lov at løbe i det lave vand, og vi andre nød det smukke syn.

En mand og hans hunde på en strand ved Vesterhavet. Det er simpelthen balsam for sjælen. Faktisk stod vi op næsten i mørke, og så fik vi solopgangen fra stranden. Når altså der var sol. Og når vi så kom tilbage til sommerhuset havde Andreas lavet det store morgenbord klar. Det var lige til at holde ud.

Den 24. december måtte vi igen til julegodstjeneste i Saltum Kirke. En smuk stor kirke, med en præst der bare er så fornuftig at lytte til.

Og prøv så at få alle hundene til at gå pænt og se på fotografen, når de ved, at de er på vej til stranden. Nope!


Sådan så stranden ud juledag om morgenen. Jeg er så fascineret af alle de mønstre, som strømmen og blæsten kan lave i sandet. Stranden forandrer sig hele tiden. Det ene øjeblik er der intet vand, det næste øjeblik står man midt i 20cm. vand. Virkelig specielt.


Selv om det kun var 2. gang vi holdt jul på denne måde, så har vi allerede en masse "vi plejer"-ting. En tur til Rugbjerg Knude Fyr er en af dem. Juledag tog vi turen igen. Her ser fyret ikke så højt ud, men vi står på toppen af en kæmpe sand-bakke.


Og når man kigger ned er det fantastisk og overvældende.


I år var vi oppe i fyret - og det var noget grænseoverskridende for Bent, for trappen var lavet af metal-riste, som man kunne kigge igennem. Og hvis der er noget Bent ikke bryder sig om, så er det at gå på trapper, hvor man kan kigge ned.

Og selv i modlys er udsigten fra fyret ud over Vesterhavet fantastisk.



I nordjylland er der havtorn alle steder. Men Rugbjerg Knude er nok et af de steder, hvor vi har set flest. Jeg undrede mig over, at ingen plukkede dem, men så læste jeg, at de skal have frost først, og de er vandvittig svære at plukke. Så derfor få vi andre lov at nyde de smukke klynger af gule buske.


En anden tradition, som der bestemt ikke bliver slækket på - uanset hvor vi holder jul - det er at spise andeskrog. Derfor er vi også altid nødt til at have 2 ænder, så der er et skrog til Bent og et til Andreas. Bare jeg får ris á la mande om morgenen den 25., så må drengene godt beholde deres andeskrog.

Den 26. december var den dag, hvor stormen Urd havde meldt sin ankomst til Danmark. Men morgenen startede ualmindelig smukt og stille ud med en flot solopgang.



Men da radioavisen om eftermiddagen anbefalede folk at blive indendøre, så tog vi tøj på og gik en tur. Hold da op, hvor det var specielt. Vi fik virkelig øje for elementernes rasen. Der, hvor der plejede at  være 200-300 m. strand, ja der var nærmest ingenting. Flere steder måtte vi gå indenom første klitrække for at komme videre. 



Og skiltene, som plejer at stå midt ude på stranden, ja de stod pludselig midt i havet.

Og det her billede, ja det er bare fordi Bent og Andreas, som begge gik bag mig, hyggede sig over, at jeg var indklistret i skum fra havet. 😘

Nå, men så var det jo godt at komme hjem i sommerhuset og kaste sig i sofaen foran fjernsyn og brændeovn. 


Næste morgen var der igen helt ro på stranden. Ikke en vind - og den smukkeste solopgang. Og selv om vandet stadig var langt inde - så er det alligevel på vej ud på plads igen, så stranden kan få sit normale udseende igen.


En anden tradition i juleferien (1 gang = tradition) er, at vi besøger Bianca, Tough'Y og Fanta's opdrætter. Bianca havde fået en lille ny hvalp, som er efter Fanta's søster Tattoo - så vi måtte naturligvis, når man nu kender vores hang til opstillede billeder, have et familiebillede af onkel Fanta og hans lille niece. Hun var mega cute.

Resten af dagene i juleferien gik med det her:

og det her

Der er også mange interessante ting at finde på stranden. Vi finder aldrig det der stykke rav, som burde ligge der - især lige efter stormen. Men der er krabbekløer på størrelse med en halv hånd, og der er knivmuslinger, som er lige så lange som mine støvler.



Og nå ja, så er der sofahygge for alle pengene 💖

Den 30. december var jeg lige nødt til at køre på arbejde et par timer, men så er det jo smart, at jeg bare kan køre til vores afdeling i Brønderslev og logge ind på en computer og lave det, jeg lige skulle nå inden nytår. Så fik jeg også set den afdeling. Brønderslev er jo ikke lige sådan et sted vi kommer forbi med jævne mellemrum. 

Og om eftermiddagen var der igen tid til en tur på stranden, hvor vandet lavede forunderlige og foranderlige "floder" og mønstre i sandet.

Nytårsaften kom Andreas tilbage, efter et par dage hjemme på arbejde. Han havde været tidligt oppe for at komme med toget. Tak Pia, for at køre ham til stationen. Så en middagslur var på sin plads, og Hazel var solidarisk. 

Og om eftermiddagen kom Birgitte og Midni for at holde nytårsaften med os. Det var bare så super hyggeligt. Stille og roligt, god mad, masser af hygge. Og så måtte vi også lige vise dem Vesterhavet. 

Midni betragter vores flok som "sin" flok - og vores hunde har taget Midni til sig som en af flokken, så der blev rigtig leget og løbet på stranden den eftermiddag.

Og nå ja, så var den juleferie forbi. Og nu er der allerede gået en uge af 2017. Træningen er gået i gang rundt omkring, og jeg synes faktisk det er dejligt at komme i gang efter ferien. Nu kan vi bare kigge på alle de mange dejlige billeder, mens vi mindes en fantastisk juleferie.

tirsdag den 3. januar 2017

Fantastiske Fanta - 3 år

3 år er allerede gået, siden vores fantastiske Fanta blev født. 

En lille arbejdsbi, der er ligeglad hvad vi laver - bare vi laver noget! Han er noget af det smukkeste at se på, han er sund og rask, og han er sød med sødt på 💖💖💖


Tak til Bianca Rosenkilde, kennel Zarvo, for denne dejlige hund - og tak for det gode venskab vi har fået.

søndag den 4. december 2016

Vi er på rette kurs

Denne weekend har faktisk været en helt fantastisk weekend. Det kan jeg skrive med et smil og med ro i sindet - for jeg synes vi har været ude på en noget turbulent rejse det her efterår i 2016.

Hvor skal jeg begynde? Jo - det begyndte nok at gå galt hen over sommeren, hvor der ikke rigtig var noget for mig at lave på arbejde. Mit "gamle" arbejde - bogholderiet - blev flyttet til Århus. Jeg fik godt nok løbende forskellige opgaver, men ikke rigtig noget fast, og hver måned var jeg bange for at blive fyret når vi rundede månedsskiftet. Ikke nogen fed situation. Det har heldigvis ændret sig, så der nu er faste arbejdsopgaver til mig.

Samtidig havde vi rigtig meget arbejde op til DcH DM. Arbejde, som voksede og voksede, så til sidst gik vores dage med at stå op, gå på arbejde, komme hjem og sætte os ved  computeren, spise aftensmad og gå i seng. Det har ikke været noget fedt hus at være hund i hen over august og september. Faktisk må det have været temmelig kedeligt. Nu har vi så heldigvis verdens dejligste hunde, som tålmodigt har ventet på deres træning og gåture. Og som samtidig har været den bedste "medicin", når tingene ikke lige gik efter bogen.


Nogle personlige - og temmelig ubehagelige - oplevelser, under og lige efter DM, sendte så os begge helt ned i kulkælderen, og da der efter DM der stadig var meget arbejde med oprydning af forskellig slags, så var vi faktisk helt henne i slutningen af oktober, før vi kunne sige, at der var "lys for enden af tunellen". Dertil kom så Bent's problemer med hans knæ, som heldigvis nu er ordnet. Men alt i alt, så har det godt nok været et lidt anderledes og hårdt efterår.

Når jeg nu sidder her og tænker over de sidste par måneder, så kan jeg undre mig over, hvordan vi er kommet igennem. Men det skyldes helt klart 3 ting: vigtigst, at vi har hinanden. Og dertil vores hunde og nogle rigtig gode venner. Hundene er den bedste medicin mod alt dårligt - og gode venner, hvor man kan "læsse af" og blive hørt, ja de er uundværlige. Nu er vi faktisk nået til, at vi sover normalt om natten igen, og vi kan slappe af og hygge os med venner og familie uden at blive stressede og hektiske over alt det, vi nu ikke får lavet.

Jeg vil ALDRIG derud igen, hvor jeg har været i den periode. Nemt at sige - ja, men vi må prøve at passe på hinanden og sørge for at vi ikke sætter os selv i den slags situationer igen. Vi skal tænke over, hvad vi siger ja til (nej er et svært ord), og forsøge at prioritere vores fritid lidt anderledes, og især lidt mere egoistisk. Lige nu glæder vi os til juleferien om 3 uger, hvor vi bare skal hygge os med sønnen og hundene. Ingen faste planer, andet end masser af frisk luft, god mad og vin og afslapning. Og resten finder vi på hen ad vejen. Det bliver fantastisk.


Men der er heldigvis også sket dejlige ting i den periode. Og en af de bedste har helt klart været, at jeg har fået min lille Hazel. Min helt egen og højt elskede border collie, som indtil nu til fulde lever op til alt, hvad jeg havde ønsket mig. Hun har nu boet hos os i 7 uger, og for hver dag bliver jeg mere og mere forelsket i hende. Hun er stærk og viljefast, og rigtig glad for de andre af vores hunde (som nu heldigvis også alle sammen er glade for hende). Blitz har været den sidste, der har overgivet sig - men nu leger de! 

Vi har også været til løvfaldsstævne hos Ribe Hundevenner. Det gav ikke det store rent resultatmæssigt, men det var alligevel en hyggelig dag med alle hunderødderne. Hazel fik mødt en masse søde hunde og mennesker, og hun klarede både køretur og stævnedag uden problemer.

Hazel har gået til træning, både hos Johanna og i DcH. Det er totalt forskelligt - men begge dele har hun klaret i fin stil. Hun arbejder koncentreret og fornuftigt, uanset hvad hun laver, og hun er egentlig ret ligeglad med andre hunde. Cool hundehvalp.

Lørdag den 29. oktober havde vi det årlige klubmesterskab i DcH Næstved. Det blev som sædvanlig en rigtig hyggelig dag. Her havde jeg bl.a. fornøjelse af at udnævne Per med Panther til klubmester for de store hunde.


Tough'Y havde sin første stævnestart til DGI-stævne på Barthahus, bare 3 dage efter, at han var blevet gammel nok. Det klarede han bare så flot. Han løb 2 løb. I AG-løbet skred han af vippen, så den tog vi om igen - og blev disket. I spring-løbet løb han super flot og fejlfrit og vandt klassen. Blitz var også med på Barthahus, men det var helt klart, at Bents manglede evne til at løbe gjorde, at deres løb ikke blev optimale. Hazel var selvfølgelig også med på Bartahus, hvor vi øvede os i at træne under andre forhold end vi plejer. Og så så havde vi besøg af både Midni og Mille - Tough'Ys yngre søskende. Det var bare så hyggeligt. 



En stolt Tough'Y med sin præmie for at vinde springløbet.


Så har vi selvfølgelig passet vores hold og vores træning. Jeg plejer faktisk at sige, at hundetræning er sådan en slags euforiserende stof: man bliver afhængig af det og man kan blive totalt "høj".  

Og så er vi vel ved at  være fremme ved denne herlige weekend, som vi lige er færdige med. Jeg havde lokket Pia med til stævne i IEC-hallen i Viborg. Fredag efterlod vi Bent med 4 af vores egne hunde samt 2 af Pias. Så satte vi kursen mod Odder i første omgang, hvor vi havde fået lov til at overnatte hos Tina og hendes mand. Det med den overnatning, ja det er endnu en af de fantastiske ting ved hundefolk. Ikke at vi kendte Tina særligt godt, men alligevel kunne vi få lov at overnatte i opholdsrummet til hendes hundecenter, med optimale luftemuligheder lige uden for døren. 1000 tak Tina. Det var rigtig dejligt. 

Lørdag morgen satte vi så kursen mod Viborg. Pia skulle løbe med Uha og Zoomi, og Tough'Y og jeg skulle have vores debut i DKK-regi. Mine mål var, at han skulle have alle sine felter, og så gerne en pind i bogen. Og det lykkedes til fulde. Så jeg er stolt og glad over min lille søde hund, som er så nem at have med, som er så sød mod alle hunde og mennesker, og som trods sit lidt forsigtige væsen bare hele tiden vokser med de opgaver jeg giver ham. Hans tillid til mig er uforlignelig, og det kommer vi rigtig langt med. Jeg elsker min lille Tot - og jeg glæder mig til at sæsonen 2017 går i gang. Så skal vi ud og give den gas. Kæmpe tak Pia, for godt selskab og masser af god snak. Du er enestående til at lytte. Jeg er vild med at være på tur med dig. Men jeg er samtidig også taknemmelig for at være gift med en mand, der synes det er helt i orden, at jeg tager familiens eneste bil og forsvinder til Nord-Jylland, mens jeg efterlader ham herhjemme med resten af hundeflokken - henvist til at tage bussen, hvis han vil nogen steder. Det kan vist kaldes at være godt gift. 

Tough'Y og Zoomi afprøver, om min seng er god nok. 

Og Hazel trænede koncentreret, selv om der blev løbet agility.

Søndagen blev brugt på juleafslutning på Fanta's lydighedshold. En lidt vemodig træningstime, da jeg har besluttet at stoppe på holdet. Ikke på grund af hverken træner eller hold - men jeg er simpelthen nødt til at have en dag herhjemme, hvor jeg ikke skal op til vækkeur, men hvor jeg bare kan nulre rundt og forholde mig til, hvad dagen nu bringer, som f.eks. at se familien. 


Formationstræning :-)

Efter træningen kørte vi til Sorø for at spise frokost med farmor og Andreas. En rigtig hyggelig frokost med sild, øl og snaps. Sådan farmor. 92 år og still going strong. Bent og farmor tog bilen og kørte en tur på kirkegården, og Andreas, Hazel (som var eneste hund med) og jeg tog en tur ud i det gode vejr. Det resulterede i en serie dejlige billeder af min lille stjerne. Tak Andreas for at stille op med kameraet.





Og så er den weekend slut. I morgen er det arbejdsdag, og næste weekend er der andre nye planer, som vi glæder os til. 

Husk at passe godt på jer selv og hinanden. For mit eget vedkommende kan jeg mærke, at "træerne vokser stadig ikke ind i himlen". Der er et stykke vej endnu, før jeg ikke er så sårbar mere - men det bliver bedre og bedre hele tiden.