Hele familien

Hele familien

lørdag den 7. januar 2017

Juleferie

Når man nu får mulighed for at gøre noget, som man med succes har prøvet før - så skal man ikke holde sig tilbage !

Så da vi igen i år fik mulighed for at leje Næstved Kommunes dejlige sommerhus i Saltum i juleferien, så gik vi "all in" og bookede fra 23. december til 2. januar. Sådan - nu skulle der holdes ferie, slappes af og hygges for alle pengene.

Jeg kunne skrive romaner om al det vi fik tiden til at gå med - men det er i bund og grund uinteressant. Så her kommer familiens juleferie i billeder - med lidt forklaring til. 

Vi plejer at have tapas med fra Næstved til aftensmad den 23. - men da vi gerne ville tidligt afsted, ja så blev det egne hjemmekreerede tapas. Det blev nu rigtig godt. 

Og den 24. om morgenen stod selvfølgelig på den første af mange ture til stranden. Hundene nød at få lov at løbe i det lave vand, og vi andre nød det smukke syn.

En mand og hans hunde på en strand ved Vesterhavet. Det er simpelthen balsam for sjælen. Faktisk stod vi op næsten i mørke, og så fik vi solopgangen fra stranden. Når altså der var sol. Og når vi så kom tilbage til sommerhuset havde Andreas lavet det store morgenbord klar. Det var lige til at holde ud.

Den 24. december måtte vi igen til julegodstjeneste i Saltum Kirke. En smuk stor kirke, med en præst der bare er så fornuftig at lytte til.

Og prøv så at få alle hundene til at gå pænt og se på fotografen, når de ved, at de er på vej til stranden. Nope!


Sådan så stranden ud juledag om morgenen. Jeg er så fascineret af alle de mønstre, som strømmen og blæsten kan lave i sandet. Stranden forandrer sig hele tiden. Det ene øjeblik er der intet vand, det næste øjeblik står man midt i 20cm. vand. Virkelig specielt.


Selv om det kun var 2. gang vi holdt jul på denne måde, så har vi allerede en masse "vi plejer"-ting. En tur til Rugbjerg Knude Fyr er en af dem. Juledag tog vi turen igen. Her ser fyret ikke så højt ud, men vi står på toppen af en kæmpe sand-bakke.


Og når man kigger ned er det fantastisk og overvældende.


I år var vi oppe i fyret - og det var noget grænseoverskridende for Bent, for trappen var lavet af metal-riste, som man kunne kigge igennem. Og hvis der er noget Bent ikke bryder sig om, så er det at gå på trapper, hvor man kan kigge ned.

Og selv i modlys er udsigten fra fyret ud over Vesterhavet fantastisk.



I nordjylland er der havtorn alle steder. Men Rugbjerg Knude er nok et af de steder, hvor vi har set flest. Jeg undrede mig over, at ingen plukkede dem, men så læste jeg, at de skal have frost først, og de er vandvittig svære at plukke. Så derfor få vi andre lov at nyde de smukke klynger af gule buske.


En anden tradition, som der bestemt ikke bliver slækket på - uanset hvor vi holder jul - det er at spise andeskrog. Derfor er vi også altid nødt til at have 2 ænder, så der er et skrog til Bent og et til Andreas. Bare jeg får ris á la mande om morgenen den 25., så må drengene godt beholde deres andeskrog.

Den 26. december var den dag, hvor stormen Urd havde meldt sin ankomst til Danmark. Men morgenen startede ualmindelig smukt og stille ud med en flot solopgang.



Men da radioavisen om eftermiddagen anbefalede folk at blive indendøre, så tog vi tøj på og gik en tur. Hold da op, hvor det var specielt. Vi fik virkelig øje for elementernes rasen. Der, hvor der plejede at  være 200-300 m. strand, ja der var nærmest ingenting. Flere steder måtte vi gå indenom første klitrække for at komme videre. 



Og skiltene, som plejer at stå midt ude på stranden, ja de stod pludselig midt i havet.

Og det her billede, ja det er bare fordi Bent og Andreas, som begge gik bag mig, hyggede sig over, at jeg var indklistret i skum fra havet. 😘

Nå, men så var det jo godt at komme hjem i sommerhuset og kaste sig i sofaen foran fjernsyn og brændeovn. 


Næste morgen var der igen helt ro på stranden. Ikke en vind - og den smukkeste solopgang. Og selv om vandet stadig var langt inde - så er det alligevel på vej ud på plads igen, så stranden kan få sit normale udseende igen.


En anden tradition i juleferien (1 gang = tradition) er, at vi besøger Bianca, Tough'Y og Fanta's opdrætter. Bianca havde fået en lille ny hvalp, som er efter Fanta's søster Tattoo - så vi måtte naturligvis, når man nu kender vores hang til opstillede billeder, have et familiebillede af onkel Fanta og hans lille niece. Hun var mega cute.

Resten af dagene i juleferien gik med det her:

og det her

Der er også mange interessante ting at finde på stranden. Vi finder aldrig det der stykke rav, som burde ligge der - især lige efter stormen. Men der er krabbekløer på størrelse med en halv hånd, og der er knivmuslinger, som er lige så lange som mine støvler.



Og nå ja, så er der sofahygge for alle pengene 💖

Den 30. december var jeg lige nødt til at køre på arbejde et par timer, men så er det jo smart, at jeg bare kan køre til vores afdeling i Brønderslev og logge ind på en computer og lave det, jeg lige skulle nå inden nytår. Så fik jeg også set den afdeling. Brønderslev er jo ikke lige sådan et sted vi kommer forbi med jævne mellemrum. 

Og om eftermiddagen var der igen tid til en tur på stranden, hvor vandet lavede forunderlige og foranderlige "floder" og mønstre i sandet.

Nytårsaften kom Andreas tilbage, efter et par dage hjemme på arbejde. Han havde været tidligt oppe for at komme med toget. Tak Pia, for at køre ham til stationen. Så en middagslur var på sin plads, og Hazel var solidarisk. 

Og om eftermiddagen kom Birgitte og Midni for at holde nytårsaften med os. Det var bare så super hyggeligt. Stille og roligt, god mad, masser af hygge. Og så måtte vi også lige vise dem Vesterhavet. 

Midni betragter vores flok som "sin" flok - og vores hunde har taget Midni til sig som en af flokken, så der blev rigtig leget og løbet på stranden den eftermiddag.

Og nå ja, så var den juleferie forbi. Og nu er der allerede gået en uge af 2017. Træningen er gået i gang rundt omkring, og jeg synes faktisk det er dejligt at komme i gang efter ferien. Nu kan vi bare kigge på alle de mange dejlige billeder, mens vi mindes en fantastisk juleferie.

tirsdag den 3. januar 2017

Fantastiske Fanta - 3 år

3 år er allerede gået, siden vores fantastiske Fanta blev født. 

En lille arbejdsbi, der er ligeglad hvad vi laver - bare vi laver noget! Han er noget af det smukkeste at se på, han er sund og rask, og han er sød med sødt på 💖💖💖


Tak til Bianca Rosenkilde, kennel Zarvo, for denne dejlige hund - og tak for det gode venskab vi har fået.

søndag den 4. december 2016

Vi er på rette kurs

Denne weekend har faktisk været en helt fantastisk weekend. Det kan jeg skrive med et smil og med ro i sindet - for jeg synes vi har været ude på en noget turbulent rejse det her efterår i 2016.

Hvor skal jeg begynde? Jo - det begyndte nok at gå galt hen over sommeren, hvor der ikke rigtig var noget for mig at lave på arbejde. Mit "gamle" arbejde - bogholderiet - blev flyttet til Århus. Jeg fik godt nok løbende forskellige opgaver, men ikke rigtig noget fast, og hver måned var jeg bange for at blive fyret når vi rundede månedsskiftet. Ikke nogen fed situation. Det har heldigvis ændret sig, så der nu er faste arbejdsopgaver til mig.

Samtidig havde vi rigtig meget arbejde op til DcH DM. Arbejde, som voksede og voksede, så til sidst gik vores dage med at stå op, gå på arbejde, komme hjem og sætte os ved  computeren, spise aftensmad og gå i seng. Det har ikke været noget fedt hus at være hund i hen over august og september. Faktisk må det have været temmelig kedeligt. Nu har vi så heldigvis verdens dejligste hunde, som tålmodigt har ventet på deres træning og gåture. Og som samtidig har været den bedste "medicin", når tingene ikke lige gik efter bogen.


Nogle personlige - og temmelig ubehagelige - oplevelser, under og lige efter DM, sendte så os begge helt ned i kulkælderen, og da der efter DM der stadig var meget arbejde med oprydning af forskellig slags, så var vi faktisk helt henne i slutningen af oktober, før vi kunne sige, at der var "lys for enden af tunellen". Dertil kom så Bent's problemer med hans knæ, som heldigvis nu er ordnet. Men alt i alt, så har det godt nok været et lidt anderledes og hårdt efterår.

Når jeg nu sidder her og tænker over de sidste par måneder, så kan jeg undre mig over, hvordan vi er kommet igennem. Men det skyldes helt klart 3 ting: vigtigst, at vi har hinanden. Og dertil vores hunde og nogle rigtig gode venner. Hundene er den bedste medicin mod alt dårligt - og gode venner, hvor man kan "læsse af" og blive hørt, ja de er uundværlige. Nu er vi faktisk nået til, at vi sover normalt om natten igen, og vi kan slappe af og hygge os med venner og familie uden at blive stressede og hektiske over alt det, vi nu ikke får lavet.

Jeg vil ALDRIG derud igen, hvor jeg har været i den periode. Nemt at sige - ja, men vi må prøve at passe på hinanden og sørge for at vi ikke sætter os selv i den slags situationer igen. Vi skal tænke over, hvad vi siger ja til (nej er et svært ord), og forsøge at prioritere vores fritid lidt anderledes, og især lidt mere egoistisk. Lige nu glæder vi os til juleferien om 3 uger, hvor vi bare skal hygge os med sønnen og hundene. Ingen faste planer, andet end masser af frisk luft, god mad og vin og afslapning. Og resten finder vi på hen ad vejen. Det bliver fantastisk.


Men der er heldigvis også sket dejlige ting i den periode. Og en af de bedste har helt klart været, at jeg har fået min lille Hazel. Min helt egen og højt elskede border collie, som indtil nu til fulde lever op til alt, hvad jeg havde ønsket mig. Hun har nu boet hos os i 7 uger, og for hver dag bliver jeg mere og mere forelsket i hende. Hun er stærk og viljefast, og rigtig glad for de andre af vores hunde (som nu heldigvis også alle sammen er glade for hende). Blitz har været den sidste, der har overgivet sig - men nu leger de! 

Vi har også været til løvfaldsstævne hos Ribe Hundevenner. Det gav ikke det store rent resultatmæssigt, men det var alligevel en hyggelig dag med alle hunderødderne. Hazel fik mødt en masse søde hunde og mennesker, og hun klarede både køretur og stævnedag uden problemer.

Hazel har gået til træning, både hos Johanna og i DcH. Det er totalt forskelligt - men begge dele har hun klaret i fin stil. Hun arbejder koncentreret og fornuftigt, uanset hvad hun laver, og hun er egentlig ret ligeglad med andre hunde. Cool hundehvalp.

Lørdag den 29. oktober havde vi det årlige klubmesterskab i DcH Næstved. Det blev som sædvanlig en rigtig hyggelig dag. Her havde jeg bl.a. fornøjelse af at udnævne Per med Panther til klubmester for de store hunde.


Tough'Y havde sin første stævnestart til DGI-stævne på Barthahus, bare 3 dage efter, at han var blevet gammel nok. Det klarede han bare så flot. Han løb 2 løb. I AG-løbet skred han af vippen, så den tog vi om igen - og blev disket. I spring-løbet løb han super flot og fejlfrit og vandt klassen. Blitz var også med på Barthahus, men det var helt klart, at Bents manglede evne til at løbe gjorde, at deres løb ikke blev optimale. Hazel var selvfølgelig også med på Bartahus, hvor vi øvede os i at træne under andre forhold end vi plejer. Og så så havde vi besøg af både Midni og Mille - Tough'Ys yngre søskende. Det var bare så hyggeligt. 



En stolt Tough'Y med sin præmie for at vinde springløbet.


Så har vi selvfølgelig passet vores hold og vores træning. Jeg plejer faktisk at sige, at hundetræning er sådan en slags euforiserende stof: man bliver afhængig af det og man kan blive totalt "høj".  

Og så er vi vel ved at  være fremme ved denne herlige weekend, som vi lige er færdige med. Jeg havde lokket Pia med til stævne i IEC-hallen i Viborg. Fredag efterlod vi Bent med 4 af vores egne hunde samt 2 af Pias. Så satte vi kursen mod Odder i første omgang, hvor vi havde fået lov til at overnatte hos Tina og hendes mand. Det med den overnatning, ja det er endnu en af de fantastiske ting ved hundefolk. Ikke at vi kendte Tina særligt godt, men alligevel kunne vi få lov at overnatte i opholdsrummet til hendes hundecenter, med optimale luftemuligheder lige uden for døren. 1000 tak Tina. Det var rigtig dejligt. 

Lørdag morgen satte vi så kursen mod Viborg. Pia skulle løbe med Uha og Zoomi, og Tough'Y og jeg skulle have vores debut i DKK-regi. Mine mål var, at han skulle have alle sine felter, og så gerne en pind i bogen. Og det lykkedes til fulde. Så jeg er stolt og glad over min lille søde hund, som er så nem at have med, som er så sød mod alle hunde og mennesker, og som trods sit lidt forsigtige væsen bare hele tiden vokser med de opgaver jeg giver ham. Hans tillid til mig er uforlignelig, og det kommer vi rigtig langt med. Jeg elsker min lille Tot - og jeg glæder mig til at sæsonen 2017 går i gang. Så skal vi ud og give den gas. Kæmpe tak Pia, for godt selskab og masser af god snak. Du er enestående til at lytte. Jeg er vild med at være på tur med dig. Men jeg er samtidig også taknemmelig for at være gift med en mand, der synes det er helt i orden, at jeg tager familiens eneste bil og forsvinder til Nord-Jylland, mens jeg efterlader ham herhjemme med resten af hundeflokken - henvist til at tage bussen, hvis han vil nogen steder. Det kan vist kaldes at være godt gift. 

Tough'Y og Zoomi afprøver, om min seng er god nok. 

Og Hazel trænede koncentreret, selv om der blev løbet agility.

Søndagen blev brugt på juleafslutning på Fanta's lydighedshold. En lidt vemodig træningstime, da jeg har besluttet at stoppe på holdet. Ikke på grund af hverken træner eller hold - men jeg er simpelthen nødt til at have en dag herhjemme, hvor jeg ikke skal op til vækkeur, men hvor jeg bare kan nulre rundt og forholde mig til, hvad dagen nu bringer, som f.eks. at se familien. 


Formationstræning :-)

Efter træningen kørte vi til Sorø for at spise frokost med farmor og Andreas. En rigtig hyggelig frokost med sild, øl og snaps. Sådan farmor. 92 år og still going strong. Bent og farmor tog bilen og kørte en tur på kirkegården, og Andreas, Hazel (som var eneste hund med) og jeg tog en tur ud i det gode vejr. Det resulterede i en serie dejlige billeder af min lille stjerne. Tak Andreas for at stille op med kameraet.





Og så er den weekend slut. I morgen er det arbejdsdag, og næste weekend er der andre nye planer, som vi glæder os til. 

Husk at passe godt på jer selv og hinanden. For mit eget vedkommende kan jeg mærke, at "træerne vokser stadig ikke ind i himlen". Der er et stykke vej endnu, før jeg ikke er så sårbar mere - men det bliver bedre og bedre hele tiden. 

søndag den 16. oktober 2016

Ja, det er længe siden jeg har blogget, men vi har gennem længere tid haft nogle ting i vores liv, der har gjort, at jeg ikke har haft lyst til at skrive. Så selv om der er sket mange ting, også gode og spændende ting, så nåede det aldrig til bloggen.

Nu er der imidlertid "kommet andre boller på suppen". Vi har sat en tyk streg og er i gang igen, og vi har udvidet familien med en ny lille hundehvalp. Det er en flere år gammel drøm for mig, der endelig går i opfyldelse. Ikke et øjeblik skal der herske tvivl om, at jeg elsker mine sheltiedrenge, men jeg har faktisk længe ønsket mig en border collie. Ikke bare en border collie, men min egen border collie. Og jeg har i årevis haft et "crush" for Anne Kew's Merry, så da Anne i februar fortalte, at hun havde planlagt at parre Merry - og da jeg opdagede, at jeg endda vældig godt kunne lide den udvalgte hanhund, ja - så var det nu, at min drøm skulle gå i opfyldelse.

Hvalpene blev født den 20. august - jeg var med til fødslen af de to sidste - og så var det bare at vente, og vente, og vente .....

Ventetiden blev brugt til bl.a. at gøre bilen klar, så der kunne være 6 hunde.

Efter store overvejelser og efter Anne's gode rådgivning endte vi med Kewstock Sweet Smile, som hos os kom til at hedde Hazel. Ja, det har hun faktisk heddet i mit hovede lige siden februar :o)

Og i fredags kom så endelig den store dag, hvor vi kørte op for at hente smuksakken hjem. Hun har det mest fantastiske direkte borende blik. Watch out, here I come! 


Inden vi kørte tog hun lige en ordentlig legetur med bror Andy (som nok længe vil hedde Basse inde i vores hoveder). Så hun var rigtig godt træt, da vi satte os i bilen med kursen sydpå, i "første-fredag-i-efterårsferien-trafikken".

Hun tog køreturen i "stiv pote". Med en enkelt lille tisse-pause på Fyn kom vi fint hjem, omend det tog lang tid. Hun fik hilst på vores andre hunde og blev installeret i sin lille hvalpegård. Spiste sin mad og gik en lille godnat-tisse-tur med Tough'Y i mørkt og blæsende vejr, fuldstændig uimponeret. Og sådan har hun faktisk taget alt, hvad vi har præsenteret hende for i denne weekend. Fuldstændig uimponeret. 

Lørdag er træningsdag i klubben, og Hazel er tilmeldt på et hvalpehold. Jeg deltager i det, som jeg mener er ok for hende (de andre har været i gang i et par uger), og i lørdags skulle vi bare mest hilse på og så ellers hygge. 

Hazel startede med at lære, at fiskefrikadelle er fantastisk :-) :-)

Derudover fik hun prøvet hvalpe-banen, som hun også tog fuldstændig uimponeret. Bare der var fiskefrikadelle i farvandet, så var hun med på det hele. Hun legede også gerne med sit legetøj, totalt uinteresseret i resten af holdet. Sej hundehvalp. 


Hun bliver totalt vild, når vi leger med legetøj, men hun kan godt stoppe og køre ned igen. Og i øvrigt, hvis hun ikke lige kan se legetøjet, så rusker hun lige så gerne i et ærme. Ny IPO-hund?

Så var det tid til at hvile lidt i bilen, inden hun selvfølgelig skulle ud og hilse på alle de søde folk på vores agility-hold. Så det blev en lang første dag i hendes nye liv, men hun charmerer alle med sit glade væsen, sin nysgerrighed og sit gå-på-mod. 

Vel hjemme igen var det tid til en lille lur.

I dag, søndag, fylder min søster 70 år, og vi var inviteret til fødselsdag. Så vi ville gerne starte dagen med at få gået en rigtig god lang tur med hundene. Det hænger jo ikke rigtig sammen med at have lille ny hvalp, så jeg har lånt en hunde-bære-taske af Pia. Den blev Hazel puttet ned i, og så gik det ellers afsted i morgendisen. 

Se så kan man snildt gå de lange ture. I hvert fald så længe hun ikke vejer meget mere, end hun gør. Hun fandt sig faktisk næsten pænt i at sidde i tasken. Et par gange undervejs kom hun ud og gå lidt. Så satte vi selvfølgelig tempoet efter hende, og det var ikke hurtigt, for hun skal jo undersøge ALT hun møder på sin vej.

Her har hun fået øje på en stor blomsterkrukke, men hun gik selv uopfordret hen og snusede til den.

Det var en rigtig fin måde at få luftet hele flokken på en gang. Senere må vi nok dele os op i korte og lange ture. Men foreløbig virker tasken.

Ved frokosttid puttede vi Hazel og Tough'Y i bilen og kørte til Jyllinge. Der fik vi fejret Ina med en rigtig hyggelig frokost. Heldigvis var der også tid til masser af små lufteture. Hundene fik også hilst på stort set alle gæster og på familiens børn.

I morgen starter hverdagen - d.v.s. det gør den jo ikke helt, for jeg har taget nogle halve fridage, så hun kan vænne sig langtsomt til at være herhjemme, mens vi er på arbejde. 

Kæmpe tak til Anne Kew for den smukkeste, sødeste, hidsigste, gladeste, modigste og mest uimponerede hundehvalp. Jeg glæder mig til at lære hende rigtig at kende og til mange gode oplevelser sammen med hende.