Vi havde haft en rigtig dejlig og afslappende weekend. Hyggelig træning i flot vejr lørdag. Søndag formiddag en smuk tur i Akademihaven med farmor og søndag eftermiddag en lang tur i skoven, hvor vi nød de sidste rester af efterårsfarverne.




Motoren er stoppet men radioen spiller stadig, så jeg drejer nøglen. Oppe ved vejen står en dame fra et nærliggende hus. Hun ser mest ud som om hun ikke rigtig har lyst til at gå ud til mig, så jeg åbner døren og råber til hende, at jeg er ok. Samtidig kommer en elektrikker forbi, og de kommer begge ud til mig. De spørger om jeg vil ud af bilen, men da jeg kan mærke at jeg har ondt i ryggen vælger jeg at blive siddende, og de ringer 112.

Mens vi venter på Falck, der i øvrigt kom lyn-hurtigt, får jeg ringet på arbejde og sagt, at jeg nok ikke kommer. Jeg får også ringet til Bent. Hvordan siger man lige til ham der elsker mig: hej, øh jeg holder med bilen inde på en mark, jeg har det nogenlunde, men bilen har det ikke så godt... Det var godt nok svært.

Falck kom med hele det store udstyr, og næsten inden han havde sagt goddag sad der en redder og holdt mit hovede. Så gav de mig krave og diverse afstivninger på, mens de vurderede på om de kunne få mig ud uden at skære taget af. de besluttede at prøve, så vupti kravlede der 3 grandvoksne Falck-reddere rundt i kabinen mens jeg blev vendt rundt og lagt ned på et spine-board. Rummelig bil, den Jumpy. Så blev jeg båret over til ambulancen. Først konstaterede han at jeg var helt klar og ikke i chock, og så begyndte han at tale om at klippe min næsten nye jakke itu. Hov hov, stop nu lige, den må da kunne reddes - så det klarede han. Og han fik også min ring af, inden mine fingre ændrede sig til medister-pølser. Dygtig! Så kørte vi mod Slagelse.

Desværre var min venstre lille-finger gået af led og brækket 2 steder, og der var jo også flængen i foden, så jeg fik en masse lokal-bedøvelse, foden blev syet, og fingeren forsøgt sat sammen. så afsted til røntgen igen for at se, om fingeren foreløbig sad rigtigt. Lægen var tilfreds, men fingeren skulle operes tirsdag for at blive ordentlig. Den blev fikseret på en slags pap-skinne, der var noget nyt de afprøvede, og så fik jeg valget mellem at blive eller komme hjem. Uh, det var svært, for på den ene side er det jo bedst at være hjemme, men jeg havde pokkers ondt i ryggen stadigvæk, især når jeg forsøgte at trække vejret dybt.
Jeg havde dog stort set bestemt mig for at tage hjem, da lægen kom og meddelte, at han gerne ville have mr-scannet min ryg for en sikkerheds skyld, og at han havde bestemt at jeg skulle blive natten over. Jamen så behøvede jeg jo ikke spekulere mere over det. Så sendte jeg Bent hjem! Han skulle jo også sørge for at få bilen fjernet of have fat i en taksator - og hjem til hyndene!
Jeg havde dog stort set bestemt mig for at tage hjem, da lægen kom og meddelte, at han gerne ville have mr-scannet min ryg for en sikkerheds skyld, og at han havde bestemt at jeg skulle blive natten over. Jamen så behøvede jeg jo ikke spekulere mere over det. Så sendte jeg Bent hjem! Han skulle jo også sørge for at få bilen fjernet of have fat i en taksator - og hjem til hyndene!
Nå men jeg kom på køretur igen til scanneren, fik sprøjtet kontrast-stof ind og blev scannet, men heldigvis var alt ok. Det var "bare" smerter fra slaget. Så jeg blev installeret i en seng på stue 8 sammen med Ulla, der havde ca lige så mange smerter som mig. Vi blev hurtigt til "stønnerne fra nr 8". Endelig der sidst på eftermiddagen fik jeg lidt at spise, og så var det jo bare at vente på morgendagen.

På kirurgisk blev man hånd igen lokal-bedøvet (har fået nåle nok for det næste år), hevet fra i brudene og sat sammen igen. Gips på og - igen - afsted til røntgen. Både personalet på røntgen og portørerne hilste nu som om jeg var en gammel bekendt. Hm..... På vej tilbage var jeg bare så spændt på om det nu sad riftigt. Alternativet var operation med metal-indlæg, men da je kom retur havde lægen allerede kigget på billederne og stod klar med "tommelfingrene opad". Yehaa, billederne var fine, så jeg blev igen transporteret retur til afdelingen, hvor jeg kunne ringe til Andreas og sige: kom og hent mig.
Nu sidder jeg så her og laver ingenting, hvilket jeg er rigtig dårlig til. Jeg skal til kontrol og røntgen i morgen fredag for at se, om alt stadig sidder som det skal. Indtil det tør jeg ikke bruge min venstre hånd til noget overhovedet. Hvis det holder, så er der kontrol hver uge indtil vi rejser, og hvis det stadig holder kan jeg måske få gipsen skiftet ud med en skinne jeg selv kan tage af, så venner: kryds fingre for mig! Alternativet: operation, og det vil jeg helst undgå lige inden vi skal rejse.
Jeg vil gerne rose Falck-folkene. Tænk hvis alle kunne samarbejde som de gør. Imponerende. Og personalet på Slagelse Sygehus, der var søde og professionelle, selv om de havde mega travlt.
Nu håber jeg bare jeg er klar til i et eller andet omfang at komme på arbejde igen på mandag på min dejlige arbejdsplads, som også har sendt en flot buket.
Nu håber jeg bare jeg er klar til i et eller andet omfang at komme på arbejde igen på mandag på min dejlige arbejdsplads, som også har sendt en flot buket.
Og lektien gentager vi lige: Husk at leve i nuet - vær glade sammen med dem I holder af, for der kan hurtigt ske noget. Der var heldigvis en engel der holdt hånden over mig denne gang - men det var sgu uhyggeligt tæt på!
1 kommentar:
Du er for sej Marianne. Og du har fuldstændig ret, vi skal leve i nuet samt nyde hver dag :-)
Rigitg god bedring til dig, pas på dig selv.
Knus susanne og CO.
Send en kommentar