Hele familien

Hele familien

tirsdag den 22. maj 2018

Kingsmoor Cup i Ribe - med den store gevinst



Det var ikke helt uden en lille smule kildren i maven, at vi fredag frokost satte kursen mod Ribe og det årlige pinse-stævne hos Ribe Hundevenner i Jernvedlund. For vi vidste, at når vi kørte hjem igen mandag, så havde vi Bents lille nye hvalp, Gimli, med hjem. 

Men vi startede i fin stil med frokost i bilen. Verdens bedste fiskefrikadeller fra fiskehandleren i Korsør - og en skive godt rugbrød fra bageren. Så bliver det ikke meget bedre. 😃


Turen derover gik over al forventning fint. Ikke meget kø og ingen trafikuheld undervejs, så det var rigtig dejligt. Vi vik slået campingvognen op og kom på plads, lige ved siden af Camilla og Martin, som jo medbragte "guldet" - de to små lækre tvillinger Ilya og Gimli. Det var helt perfekt at bo på denne måde. Gimli kunne være lidt på begge sider af hegnet, og han kunne stadig lege vildt med sin søster ind imellem. 


Resultatmæssigt kan vi heller ikke klage. Blitz lænede sig igen - endda 2 gange - op ad det agility-cert, som hun mangler. Desværre blev Bent og Blitz disket i begge de åbne klasser, så der var ingen finaleplads til dem. Til gengæld elsker jeg jo altid at se, hvordan Blitz smiler når hun løber agility.


Tough'Y var den der måtte redde familiens ære m.h.t. finalepladser. Han rykkede ret vildt de første par dage, men han kan simpelthen ikke kan holde til 3 dage i den varme vi havde. Lille forsigtige søde Totte rykkede sandelig op i klasse 3, men til finalen var han flad. Nu ser vi lige, hvordan det går i klasse 3, og så tager vi stilling til, hvad vi skal. Hans fart er jo ikke ligefrem klasse-3-fart, og det der med at vinde et cert med en langsom hund, bare fordi alle de hurtige laver fejl - den er vi ikke helt vilde med. Og så er det ikke mindst vigtigt, at han bevarer glæden ved det han laver. Ellers kan det jo være lige meget. Han skal ikke løbe agility for enhver pris.


Og når jeg nu skriver om, at Blitz smiler på billeder, så er jeg faktisk rigtig glad for dette billede af Hazel og jeg. Det er - som de andre billeder fra løbene - taget af Tanja Olsen. Tak for flotte billeder. Men billedet viser en Marianne, der smiler mens hun løber. Nogle gange har der været billeder af mig, hvor jeg ser helt knyttet ud i hovedet. Af koncentration ja, men derfor kan jeg nu alligevel rigtig godt lide, at jeg smiler. Hazel og jeg er ved at finde hinanden på konkurrence-banerne. Der er rigtig mange ting hun er fantastisk til. 


Vores starter fungerer perfekt. Efter at jeg lige sparkede mig selv bagi, så fungerer vores felter også . Hun er fantastisk til at løbe frem/ud og klare en opgave selv. Hun kan så meget teknik. Hun er lydhør og prøver næsten altid at gøre, hvad jeg forsøger at bede hende om. Jeg elsker at løbe med hende.
Der er også stadig mange ting vi ikke kan: vippen er stadig lidt farlig, men det bliver bedre - og slalom "ud i ingeting" og også svært, men hun bliver hele tiden dygtigere. Og så synes jeg jo selvfølgelig, at hun er verdens smukkeste chokoladeknap. 💖


Hazel fik 3 "pinde" i bogen i denne weekend, så min plan om at blive i klasse 1 i hvert fald til efter Jutlandia Cup, den hænger nu i en tynd tråd. Ja ja, så ved jeg godt, at mange siger, at jeg bare kan sparke til det sidste spring. Men det er jeg altså ikke god til. Jeg duer kun til at gøre mit bedste i den sammenhæng.



Hazel har et problem med at jeg rører/piller ved hende. Hun kan simpelthen ikke lide det - og det er f.eks. en kamp at få løbetidsbukser på hende om vinteren, når vi skal træne indendørs. Til DcH DM sidste år var der en hundemassør, der prøvede at give hende lidt massage, men det var total katastrofe. Han turde slet ikke røre hende (hun gør ingenting - trækker sig bare væk) og så mente han, at det skulle jeg vist gå hjem i træne. Det har vi så arbejdet med i mellemtiden. Ikke med den store succes, men i Ribe vidste jeg imidlertid, at dygtige Kirsten Watts var på pladsen, så efter at have forklaret Kirsten mit problem, så fik jeg løftet Hazel op på bordet. Og efter ca. 5 minutter i hænderne på Kirsten, så lå hun sådan her og fik massage. Det var en rigtig dejlig oplevelse.


Jeg skyndte mig at bestille en tid mere til mandag efter vi var færdige med at løbe, så jeg blev jo glad, da jeg fandt denne præmie på præmiebordet.


Og så flyttede Gimli ind. Foreløbig har han mødt Hazel, Blitz og Tough'Y. Dazzler er på weekend hos Pia og Fanta er på ferie hos Birgitte og Midni. Det er gået rigtig fint. Selv Hazel, som ellers ikke elsker hvalpe, synes faktisk at han er meget sød. 


Der blev lavet plads til ham i stævneteltet - så er det spændende punkt bare, om han bliver i stofburet eller om vi skal ud og investere i metal igen. Hans mor er jo ikke god til at sidde i bur på stævnepladsen, men det håber vi ikke han har arvet. Det er i hvert fald noget vi er opmærksomme på og arbejder med helt fra starten. Og foreløbig så det ud som om han tog det hele i stiv pote.


Alt det formelle blev klaret med Dorthe søndag, og nu glæder Bent sig til at lære sin lille hvalp at kende, sådan rigtigt. Jeg er jo den heldige i den sammenhæng, for selv om det er Bent, der har vundet den store gevinst og fået hundehvalp, så bliver det mig, der går hjemme med ham, indtil jeg forhåbentlig får et arbejde igen.

Inden vi kørte hjem mandag fik vi (med stort besvær og meget grin) taget familiebillede af tvillingerne med mor og mormor. Fra venstre er det Ilya, mor Halina, mormor Nala og lille Gimli. Verdens sødeste tvillinger. 💖💙


Første nat hos os er gået fint. Mæt af mange oplevelser tog han køreturen uden problemer, spiste sin aftensmad og som fint til kl. 04.40. I morges var han med på tur. Det foregår sådan hos os, når vi har hvalpe, at den ene af os går den normale tur med de voksne hunde, og den anden går modsat med hundehvalpen. Så mødes vi et eller andet steds undervejs og følges tilbage. Så er alle med ude, men hvalpen går som regel ikke ret langt.

Da Bent kørte på arbejde faldt Gimli i søvn, og så smuttede Hazel og jeg lige en lille tur ned over engen. Langs vandet kommer strand-malurten nu frem, og det får mig altid til at tænke på min far, som lavede malurt-bitter. Jeg synes det både lugtede og smagte grimt, men mange (incl. Bent) påstår, at det smager dejligt. Sådan har vi hver vores fornøjelser 😋


Ingen kommentarer: