mandag den 26. juni 2017

Hundeførerweekend i DcH kreds 6

For længe siden - en gang i vinters - læste vi på Facebook om noget, der hed Hundeførerweekend i kreds 6. Jeg havde egentlig godt hørt om det, men det var vist mest sådan noget lydigheds-noget, som jo ikke var interessant for os hard-core agility-folk .........

Nå, men i mellemtiden er jeg jo begyndt at træne lydighed med Hazel, og det er faktisk så tilpas sjovt, at jeg havde lyst til at snuse noget mere til det. Hazel, som nu er 10 måneder, er en kæmpe fornøjelse at træne med, uanset om vi træner agility eller noget andet, og hun har faktisk givet mig blod på tanden til at prøve at dyrke det der DcH-lydighed lidt mere. Så for at gøre en lang historie kort, så meldte jeg mig til hundeførerweekenden på et C-hold (begynderhunde) hos en underviser, som jeg kun havde hørt godt om. Bent besluttede sig så for at deltage på et agility-hold, så vi tog begge afsted i forventning om en rigtig god og lærerig weekend.

Vi mødtes fredag aften til aftensmad og foredrag om mental-træning af Iben fra Mind-Dog. Super spændende, og Iben fik virkelig sat gang i nogle gode diskussioner tværs over bordet, og på tværs af forskellige hold.

Men lørdag morgen var det op og i gang. Vi startede dog med det store fælles billede af de ca. 100 deltagere, som skulle deltage på hold i lydighed på flere niveauer, et konkurrencehold, nosework, rally, agility, eftersøgning, ja - der var mange spændende muligheder.

Jeg er jo en gammel garvet kursus-rotte, når vi taler agility, men jeg har aldrig været på et kursus i lydighed, og så helt alene mellem 9 andre mennesker, som jeg overhovedet ikke kendte. Men halvanden dag med Peter Knudsen fløj afsted. Peter har en kæmpe viden om hunde og træning, og han øste glad og gerne ud af sin viden, både i relation til de aktuelle opgaver, men også bare, hvis der ploppede spørgsmål op om alt vedr. hund. 

Hazel brillerede så med at komme i løbetid for første gang lørdag morgen. Nå, men det gjorde ikke så meget, for ud af 9 hunde på holdet var der 4 tæver, hvoraf de 3 var i løbetid. Det gav lidt udfordringer til hanhundeejerne, men de klarede det nu flot. På nær 2 var alle hunde på holdet meget unge, men de arbejdede alle sammen super flot.

Lørdagen brugte vi på kontaktøvelserne. Lineføring, sid/dæk/stå, apport o.s.v. Vi gik også et lille spor. Vores hunde blev i den grad udfordret, (og det gjorde vi nu også), og da vi kom tilbage til campingvognen lørdag eftermiddag, så gik der ikke ret lang tid før Hazel gik omkuld.

Lørdag aften var der festmiddag med helstegt pattegris, kage med is og pakkespil. Vildt - og vildt sjovt.

Der var mange pakker.

Både lørdag og søndag var der de store morgenbord. Og tingene var ikke bare "kastet" på bordet. Nej, der var stil over det.

Søndagen gik så med rundering og frit søg. Hvor var det sjovt at se Hazels udvikling på de to gange, vi var på til rundering. Første gang synes hun det var meget underligt med den der mand, der stod inde i skoven. Også selv om han prøvede at lokke hende til et lille bitte vuf. Hun lavede masser af overspringshandlinger, men fik dog sat lidt lyd på. Anden gang var det en helt anden snak. Da trak hun mig ind i skoven, og hun gøede indtil flere gange. Fuldstændig fokuseret og koncentreret på figuranten. Seje Hazel.
Her sidder pigerne med de løbske tæver og venter på, at det bliver vores tur.

Vi sluttede af med et frit søg. En af de øvelser, hvor jeg har meget svært ved at beherske mig i forhold til, hvor meget jeg synes jeg skal hjælpe min hund. Men der var jeg faktisk rigtig god til at lade hende arbejde selv, og hun fandt snildt "verdens bedste handske" i skovbunden. Hold nu lige op, jeg havde både gåsehud og sommerfugle i maven af begejstring, da jeg gik derfra. Sikke en rus, det gav.


Kæmpe tak til Peter Knudsen for at øse ud af sin enorme viden. Jeg gik derfra med en forvisning om, at vi nok skal til en lydighedskonkurrence på et tidspunkt. Og det skal vi nok klare. Hazel og jeg 💓

Mens jeg trænede lydighed, så holdt Bent sig til kendte græsgange, nemlig agility-banen. Og der løb han både med Blitz og Tough'Y. De hyggede sig og havde det sjovt. Søndag prøvede de bl.a. disciplinen Snooker, som løbes til WAO.


Kæmpe stor tak til DcH Jyderup for at stable dette flotte arrangement på benene. Jeg tænker, I må være trætte i dag. Alt klappede, maden var fantastisk, regnen - nå pyt, underviserne var engagerede, medkursisterne søde, Ja, der kan ikke sættes en finger på noget. Vi kommer igen i 2019.

Og så her til sidst må vi da lige fejre, at min fantastiske dejlige Zippo fylder 10 år i dag. På trods af 2 store operationer det sidste år og deraf følgende pelstab, ja så er han ufortrødent glad. Han elsker stadig at løbe agility, og han hygger sig med Hazel hjemme i haven. Tillykke med fødselsdagen, Zuper Zeje Zippo. 


Ingen kommentarer: