Hele familien

Hele familien

tirsdag den 13. juni 2017

God og dårlig weekend

Weekenden startede ellers helt fantastisk. Fredag aften var vi "tilsagt" for at indløse min mors-dags-gave. Det eneste jeg vidste var, at vi skulle møde på et sted i Næstved, som Bent havde fået oplyst. Stedet viste sig at være Næstved Arena, så der stod vi udenfor og kiggede - indtil Andreas dukkede op. Jeg kiggede lidt på klientellet og besluttede mig for, at det var nok ikke sport, vi skulle se, og det viste sig også at holde stik.

Vi skulle til koncert med Copenhagen Phil - hele Sjællands Synfoniorkester, og så med Michael Carøe som syngende konferencier. Wauw, for en flot oplevelse. En dejlig pose "blandede musikalske bolcher" med dejlig klassisk musik, selvfølgelig blandet med lidt Sinatra. Finalen var temaet fra Star Wars. Hold nu op, det var flot - lige til at få gåsehud af. 1000 tak Andreas for den dejlige gave.

Beklager den forringede billedkvalitet.

Lørdag var det tidligt op og afsted. Vi skulle til stævne hos DcH Faxe, og Bent skulle være dommer. Vi skulle også lige om Skelby og have Tikkie med. Men vi nåede det hele og kom på plads i god ro og orden.

Og denne weekend vil jeg gerne fremhæve (ikke kun fordi Bent var den ene dommer) nogle super gode baner, hvor sværhedsgraden efter min mening var passende i de forskellige klasser. Gode flydende baner med udfordringer ja, men ikke halsbrækkende klasse-1 baner, som vi har set de sidste par uger. Hvor var det dog befriende dejligt.


Som træner var det også en fornøjelse at se, at vores unge løbere fra Næstved, Signe og Tikkie begge to havde super flotte løb. Det er altid dejligt at opleve. Det blev desværre ikke til nogen DM-udtagelser til os, så vi må bare kæmpe videre. Men de skal nu nok komme.

På vej hjem købte vi nye kartofler og jordbær, og vel hjemme åbnede vi en flaske bobler for at fejre en rigtig dejlig lørdag. Vi slappede af, grillede og hyggede os med Matador i fjernsynet. Og glædede os til en søndag, hvor vi ikke skulle ud af døren på klokkeslet for første gang i lang tid. Der var masser af ting, vi gerne ville nå på vores "fri"-søndag, men alle muligheder var åbne.

Og så gik det galt 😔
Søndag morgen vågnede jeg op med bragende migræne. Øv øv øv. Mega ondt i hovedet, kvalme og opkast. Så Bent måtte køre alene på besøg hos sin mor og ud og handle. Og resten af dagen måtte han bare klare sig selv. Gæsterne, som skulle komme og fejre Bents fødselsdag om aftenen blev aflyst, og det blev bare en rigtig kedelig søndag, hvor jeg ikke bevægede mig mange skridt. Nu var det ikke første gang, så jeg vidste, at det nok "kostede" mandagen med. Dumme dumme migræne. Det er så anden gang i år, men heldigvis noget bedre at ligge hjemme i sin seng end i en stol på en stævneplads.


Ingen kommentarer: