Hele familien

Hele familien

fredag den 3. juni 2011

Roskilde Dyrskue

I dag har vi været med DcH på Roskilde Dyrskue og lave agility-opvisning. For os er det sjovt at være med til den slags arrangementer, hvor vi kan fortælle en masse mennesker om vores sport og sheltier - og for hundene er det en super ting at være med til. De oplever en masse, og får endda lov at lave det de elsker allermest - nemlig agility.
Vi var ca. 10 der skulle løbe, og vi havde fået en banetegning udleveret til en normal bane på 30 x 40 m. Men det indhegnede areal var ca. 20 x 20m. Hm..... Så måtte fantasien i gang, og vi fik lavet en fin og publikumsvenlig bane.
Selv om den første opvisning var allerede kl. 9, så var der en del publikum. Billederne her er fra denne opvisning. Den anden opvisning var 13.30, og der stod folk i en kødrand omkring ringen, så vi næsten ikke kunne komme ind med hundene.

Opvisningens absolut sødeste par var en lille pige på 10år med sin gamle labrador på - nå ja: 10år. Den tog tingene i sit eget tempo, og den måtte da indtil flere gange hen og lette ben op ad de bunker gran, der stod i den bagerste ende af banen. Men hun fik nok dagens største bifald alligevel.


Mellem opvisningerne var vi en tur rundt på dyrskuet. Vi så både køer, heste, geder og mange andre ting. Der var også boder, hvor man kunne købe stort set alt. Faktisk var jeg forbavset over, hvor mange boder der var med billigt importeret tøj fra østen, som blev solgt til nærmest foræringspris. Det har da ikke noget med dyrskuet at gøre!

På vej hjem var vi over Næstved for at hente Pia og vapserne på dyrehospitalet. Hvalpene er i dag blevet øjenlyst, og alle har fine øjne. Hurra. Så var det bare hjemover, for sidst på eftermiddagen skulle Nick komme med det telt vi har lejet til Bents lille havefest på søndag. Det var hårdt arbejde, når vi kun var 3 om at rejse det, men det er bare flot.

Vi har lavet en midlertidig opdeling af haven, så drengene ikke letter ben op ad teltet. Det kunne blive lækkert i løbet af et par dage. Teltet er et rigtigt beduintelt, og det er smukt mønstret indvendig. Det bliver fint at sidde og spise i. I morgen skal der handles til den store guldmedalje, og vejret er bestilt. Det skulle blive sol :-)


Ingen kommentarer: