mandag den 2. april 2018

Aktiv påskeferie

Påskeferie - jubii !!!  Hvor jeg jo ellers havde planlagt at arbejde de 3 dage før påske, ja så gav mit jobskifte mig pludselig mulighed for at holde lang påskeferie. 10 dage, hvis man tæller weekenden med. Det var en fantastisk mulighed for at få koblet det gamle job helt ud af hovedet og gøre klar til det nye. 

Efter weekendens lydighedsprøver og dommeruddannelse, ja så brugte vi mandagen til at slappe af. Der blev hygget på sofaen med masser af fjernsyn, god mad, en lille middagslur og en tur ud med hundene i luften. Tirsdagen startede nogenlunde på samme måde - og hundene blev faktisk rigtig dygtige til at sove "længe" (= længere end kl. 7 😁). Tirsdag eftermiddag og aften blev brugt på en af vores yndlingsbeskæftigelser: agility. Først hos Channie med Blitz og Hazel og så Tough'Y og også lidt Hazel i hallen i Ringsted, sammen med de bedste trænings-buddies. 

Onsdag indløste jeg endnu en fødselsdagsgave, da jeg var i Slagelse og få massage. Det var rigtig dejligt, men hold da op, hvor var jeg øm flere dage efter. Bagefter var vi på besøg hos min "gamle" kollega Knud og hans kone Marianne. De har netop fået hund. En sød lille Shih tzu, der hedder Tilla. En sød lille dame, der passer perfekt til Knud og Marianne. Jeg håber, de får et rigtig dejligt hundeliv sammen.

Og alle de her dage gik Bent og forberedte, at han skulle til Sverige og løbe til Gåsahoppet. Mens vejret bare blev dårligere og dårligere. Torsdag, hvor Bent skulle køre med campingvognen til Sverige, sneede det ret meget her, og det lignede også en del sne i Skurup, så efter store overvejelser meldte Bent afbud og blev hjemme. Øv for Bent, men super hyggeligt for mig. Så blev Bent jo også pludselig en del af alle mine påskeplaner. 

Første plan jeg havde var et besøg hos Anja og Fanta's lækre små hvalpe om torsdagen. Hold nu op, hvor er de smukke og søde og kære og lækre og ...... uimodståelig dejlige. Desværre er der nogle af dem, der var skrevet op, som nu er hoppet fra - så hvis man ønsker sig en sød og glad livsledsager med godt sind, ja så er det bare at tage fat i Anja eller mig. Kom frisk 😍


Ja, hvem kan stå for sådan et blik, spørger jeg bare. 

Fredag var planen den sidste afpudsning af formen inden C-konkurrencen i Faxe om søndagen. Hazel var som sædvanlig veloplagt og glad. Så jeg var fortrøstningsfuld og følte mig klar efter træningen. Hazel er ikke vild med at få sne i munden, når hun samler genstande eller apport op, med derudover har hun ingen problemer med at arbejde i snevejr. 

Vi trænede både på det vi ikke er så gode til og ind imellem på det vi kan - bare fordi vi kan. Springet er af en eller anden årsag blevet en af Hazel's absolutte yndlingsøvelser. Det er for hende god motivation mellem 2 lidt "tungere" øvelser.  

Efter træning kørte vi til Pia. Vi gik en lille tur i skoven og måtte naturligvis have det traditionelle opstillingsbillede. Øverst fra venstre: Waboo, Livi, Zoomi, Tough'Y, Hazel og Fanta - og for neden Blitz og Dazzler.

Efter skovturen var det tid til lidt havefræs 😜😜

Det er så dejligt, at vores 2 flokke bare uden videre kan lukkes sammen. Dem, der ikke gider de andre, de går bare for sig selv. Og dem, der vil hygge og lege, ja de finder hurtigt sammen. Som her Hazel og Waboo, der er rigtig gode venner. 

Tak for en hyggelig eftermiddag og rigtig dejlig mad, Pia. 😍

Lørdag havde jeg en trænings- og frokost-aftale med Birgitte og Midni - og igen fik Bent lov til komme med. 😄
Vi havde lejet hallen i Ringsted et par timer og fik alle 3 løbet en del. Det er rigtig sjovt at se, hvordan Midni bare bliver bedre og bedre. Og jeg satte Hazel på et par prøver i forhold til slalom, som hun bare klarede så flot. Efter god træning, ja så måtte vi have god mad. Og da både Birgitte og jeg har en svaghed for sushi, ja så var menuen sat på forhånd. 

Oishii Sushi i Ringsted blev udset som "stedet", og vi blev ikke skuffede. Frisk og lækker velduftende sushi. Uhm, hvor var det godt. Og så havde vi jo motioneret, så der måtte også lige en lille dessert til. Hvid chokoladekage og passionsfrugt-is. Yammie, det var godt. Og ud over at det smagte godt, så var det også smukt anrettet. Man spiser jo også lidt med øjnene - og det her var helt klart også øjenguf.
 

Men som tiden skred frem, ja så sad Bent mere og mere uroligt på sin stol. Hvorfor? Jamen det var jo fordi i løbet af de første dage i påske, så blev Bent forhåbentlig nye stjerne-hund født, og lørdag havde vi fået lov til at komme ud og kigge og nusse. Egentlig kan man jo sige, at der er ikke meget at kigge på med 6 dage gamle hvalpe, men da det har været en lidt turbulent "tur", ja så havde Bent stort behov for at komme ud og mærke, at hans lille nye hvalp, som skal hedde Gimli, virkelig var til. 

Gimli er opdrættet af kennel "The Charmed Ones", som jo egentlig er Dorthe Kierulff og Poul Lerche, men Gimli's mor Halina bor hos Camilla og Martin, som heldigvis bor lige på den anden side af Fuglebjerg. Hvor heldig har man lov at være? 

Desværre mistede Gimli og hans søster en del af deres søskende under fødslen, så det er 2 små fede basser, der nu hygger sig i baren hos Mama Halina. De får i hvert fald mad nok! 

Gimli's farve hedder "brindle" og er sådan lidt brunmeleret. Han bliver måske lidt lysere, når han bliver voksen, men det bliver spændende at se. Og så er det så pudsigt, at Bent - som er så fuldstændig ligeglad med farven på hans hund - får en så sjælden farvevariant.  

Bent er super glad og meget taknemmelig for, at han bliver den lykkelige ejer af Gimli, og vi glæder os begge til at skulle have hvalp i huset igen. 

Tak for kaffe og hyggelig snak Camilla og Martin. Vi kommer nok til at se en del til hinanden de næste 7-8 uger 😜

Søndag var det så - for 3. søndag i streg - lydighedskonkurrence, denne gang i Faxe. Der var ikke så mange C-hunde tilmeldt, og dertil en del mandefald, så vi var vel 7 tilbage. Hazel gik det bedste hun har gået i de 3 prøver. Vores lineføring føltes bare godt, bortset fra 2 stk. Fejl-40. Dumme mig. Hun fandt hurtigt genstanden i søget, men syntes lige hun skulle lege lidt med den, og så var der lidt småting hist og pist, men igen 5 10-taller, hvoraf den største sejr for mig var 10 i rundering. Den har vi kæmpet noget med, da Hazel synes det er lidt grænseoverskridende at gø af fremmede mennesker. 

Kæmpe stort tak til dem, der har hjulpet mig i træningen. Det er jeg jer dybt taknemmelig for. 

Og kæmpe stort tak til Bent, der altid er der til at støtte og bakke op om mine mærkelige ideer, som f.eks. at begynde at gå til lydighedskonkurrencer - og ikke mindst til at tage dejlige billeder. 

Vov - vov - vov - jeg har fundet ham, mor 

Jeg havde håbet på en lille forøgelse af pointsene i forhold til sidst, men sandelig om vi ikke rykkede helt til 133,25 og en flot andenplads. Hold nu op, hvor er jeg stolt af min lille chokoladeknap. Hun var superfrisk i dag og leverede flot arbejde. Jeg er bare så vild med den hund - og taknemmelig for, at hun er min.


Sidste dag i påskeferien blev brugt på familien 💗
Tilbage til min fødselsdag i december havde Janne og jeg aftalt, at vi skulle forsøge at samles hos Kim og Janne 2. påskedag. Og sandelig om ikke det lykkedes at samle hele den Blom'ske del af familien i Kim og Janne's dejlige hus. Der blev både leget, spist og hygget. Her er det Nicoline og Ludvig, der spiller spil, mens Bent og Signe ser til, at det går rigtigt for sig og Kim sørger for lydeffekter. 

Tak for en super hyggelig dag med alt for meget dejlig mad. Og det er da indlysende, at vi her har skabt en ny tradition, ikke Janne?

I morgen venter første dag på det nye job. Jeg glæder mig helt vildt, men jeg er også spændt og nervøs og glad. Det bliver godt at komme i gang. 

Ingen kommentarer: