Og så kører vi ind i Sverige.
Efter at have kørt de sidste kilometer ad en snoet og stenet grusvej, ankom vi til vores B&B på det mest idylliske sted, som taget ud af "Alle vi børn i Bulderby" (for os der er gamle nok til at huske den).
Vi blev indkvarteret i et værelse med udsigt over haven og elven, og vi kunne nærmest ikke få nok af udsigten. Det var ren afstresning og afslapning.
Vi tog dog en lille tur ned til elven, hvor Zippo var meget fornærmet over, at han ikke måtte komme i vandet - men våde hunde i et lille B&B-værelse var nok ikke nogen god ide.
Tilbage på værelset spiste vi vores medbragte aftensmad: hjemmebagte pølsehorn skyllet ned med en flaske mousserende vin, mens vi nød udsigten og roen.
Vi fodrede hundene og gik tidligt til ro - og vi sov faktisk så tungt, at vi ikke hørte, at der kom yderligere 2 beboere til huset i løbet af natten. Vi må have trængt til det.
Næste morgen var det op og i bad - og selvfølgelig, når nu vi er i Sverige, så er der blåbærsæbe på badeværelset.
Vi havde bestilt morgenmad, og der var simpelthen "det hele" bare til os to. Bemærk bl.a. de friske tomater fra eget drivhus. :o)
Det sidste af kaffen nød vi på terassen i morgensolen. Ah.... herligt med sådan en lille miniferie.
Inden vi helt forlader Älvbacken B&B kommer her lige en stribe stemningsbilleder:
Mættet af gode indtryk pakkede vi bilen igen og satte kursen mod Norge. Både Bent og jeg huskede noget med Svinesund og en bro med en stor parkeringsplads med butikker og cafeteria, men det var vist for mange år siden vi havde været i Norge sidst, for det var jo ved den gamle bro. Nu kørte vi jo på motorvejen, og vi kom bare over en kedelig bro uden mulighed for at stoppe, og så direkte ind i Norge. Hm......
Vi fandt uden problemer vores hotel, selv om vores gps ind imellem var lidt ustabil.Vi boede i en slags anneks til hotellet på første sal i et kæmpe værelse.
Vi fik pakket ud og fik taget et billede af Zippo med hans held&lykke-kort. Prøv lige at se, hvor stolt han ser ud.
Så trængte vi til at slappe lidt af, og hvad var der så i fjernsynet? Matador :o)
Lørdag var der almindeligt stævne - hvis man kan kalde det almindeligt, når hovedparten af deltagerne er fra de samlede nordiske landshold. Regnen stod ned i stænger, banen var i en elendig forfatning, bulet og skrå, og Zippo havde bestemt sig for, at det gad han simpelthen ikke. Så han rev konsekvent 1. pind i alle løb - plus et par pinde mere. Jeg endte med at være helt bekymret for, om der var noget galt med ham, men Ann-Britt tog et hurtigt check, og hun mente ikke der var noget fysisk, der kunne indikere, at han ikke kunne springe.
Til gengæld var Dazzler i hopla og endte i præmierækken i begge de individuelle løb og blev bedste danske mellemhund. Dygtig D - og dygtig Bent.
Her står forhindringerne pænt samlet og venter på, at nogen går i gang med at bygge bane. Bemærk især den flotte mur. Ingen af hundene reagerede dog på den.
Og her er det dommer Kees Stoel fra Holland, som også skal dømme VM, der har iført sig kasket og regntøj.
Lørdag aften var der lodtrækning om trænings- og startrækkefølge.
Og efter en hyggelig middag var det kun at gå i seng og vente på, om vejret som lovet ville blive bedre søndag.
Søndag morgen oprandt med gråt, men tørt vejr, og i løbet af dagen kom solen også frem. Banen, som var henlagt til Bjerke Travbane, bar dog meget præg af, at det havde regnet meget lørdag. Det var rigtig ærgerligt, og det gav nogle fejl, som ikke ville være kommet på et mere plant og tørt underlag.
Vi startede med et kvarters træning. Jeg var så spændt på, om Zippo stadig løb underligt, men det behøvede jeg ikke være nervøs for. Så snart han mærkede stemningen, så var han helt på dupperne og min sædvanlige dygtige og fokuserede hund. Hvad p..... gik der så galt lørdag? Her er det Susanne, der overvåger, at Zippo nu også tager feltet som han skal - og at han springer ordentligt.
Så var der indmarch. Til tonerne af "River Kwai March" og med fanerne fik vi landsholdene på banen. Først værtslandet Norge.
Så kom finnerne og bag dem svenskerne.
Og sidst - men ikke mindst - danskerne.
Efter indmarch, velkomst og taler, fik vi taget det obligatoriske billede af det samlede landshold med både fane og mascot.
Tændt og klar gav vi os i kast med første bane. Kees er virkelig en dommer, der forstår at udnytte hele banen. Hans baner begynder ofte med noget tæt køren rundt, men der er næsten altid også et langt løbestykke, hvor man starter med at være "bundet" i den ene ende, for så at skulle ud og hente en forhindring bagfra i den anden ende. Løøøøøøb!
Heldigvis fik mellemholdet 3 fejlfrie hunde igennem, og efter 1. rundes springbane lå vi som nr. 2 efter finnerne.
Banen så stadigvæk forfærdelig ud. Se bare, hvordan det var ved slalom:
Før vi skulle løbe agilityløbet var jeg temmelig spændt, men Zippo leverede igen en fejlfrit løb, selv om min indsats ikke var optimal. Den fugtige luft gjorde, at jeg havde rigtig svært ved at få vejret - men igen fik vi 3 fejlfrie hunde igennem. Så var det bare at vente på finnerne. De er jo som regel temmelig dygtige, så vi var begyndt at sige til hinanden, at sølv var da også flot! Til sidst manglede bare Frodo, en koiker, som har vundet stort set alt, hvad der er at vinde - Frodo plejer ikke at fejle! Men "plejer" var ikke taget med til Norge, for sørme' om ikke Frodo blev disket. Synd for dem, men fantastisk for os. Der gik dog lige lidt tid inden det officielt blev bekræftet - måske 5 minutter, der føltes som 5 timer, hvor vi faktisk ikke trak vejret. Endelig blev det dog annonceret, og efter en masse kram kunne vi storme ind på banen til æresrunde. Som noget af det første blev vi mødt af en række smilende danske ansigter. Det er bare en skøn fornemmelse. Her er vores superhold: fra venstre mig og Zippo, Pia og Lucky, Gitte og Zinnia, Ann-Britt og Diesel samt Christine og Breezy.
De små hunde endte på 4. pladsen , og de store endte med sølv. Finnerne vandt vist alt undtagen mellem hold. :-) Så kan de lære det!
Tilbage var så det individuelle løb. Efter holdløbene var vi sat til start efter resultaterne, og jeg skulle starte som 5. bedste hund. Jeg var bare totalt drænet, både af luftfugtigheden, rusen fra holdsejren og mine løb, så jeg regnede bare med at skulle ind og have det sjovt med Zippo. Men min lille hund ville det anderledes, og det lykkedes mig faktisk at forbedre min placering fra nr. 5 til nr. 4 - så tæt på, og dog så langt fra. Men hold da op, hvor jeg var tilfreds med min placering.
Susanne og Dweet blev nr. 2 hos de små, og Regin og Nike blev nr. 2 hos de store. Tillykke til dem.
Så var der indmarch igen - denne gang til præmieuddeling. Her har vi fået vores "fantastiske" præmier, og vi er i gang med "Der er et yndigt land". Fed fornemmelse!
De "fantastiske" præmier bestod af et krystal-glas med logo fra NKK samt inskriptionen "agility". Ikke noget med NM og ikke noget årstal. Ikke fordi det behøver at være stort og dyrt, men det var godt nok for sølle. Dertil fik vi én buket blomster (altså til deling til hele holdet) bestående af en malet birkegren, 3 solsikker og noget tørret lyng. Yeahaa! Holdet valgte at give Bent buketten for trofast hundeluftning og opbakning - og det skal siges, at på trods af hjemtransport stod den faktisk temmelig længe.
Så var der faktisk kun tilbage at pakke teltet ned og sætte kursen mod Danmark. Indtil det blev mørkt nød vi den smukke norske natur. Vi spiste noget aftensmad og holdt et par kaffe og strække-ben-pauser, og vi var hjemme 01.30 og kunne hoppe i vores egne senge.
Tak til Pia, Gitte, Ann-Britt og Christine for godt kammeratskab på holdet. I er bare de bedste at løbe hold med! Jeg glæder mig til vi skal til VM.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar