Stolt, glad, ydmyg, en lille smule tudefjæsagtig, begejstret, træt.......
Jeg har været hele registret igennem i den weekend, vi lige er gået ud af. Det har været den årlige stævneweekend i vores egen klub, og selv om vi ikke længere er med til at arrangere, så er vi jo alligevel med, Bent denne gang som dommer og mig som hjælper - plus jeg har løbet med mine hundepiger.
Henne Pet Food's mini-stand er klar til at udlevere lækre smagsprøver |
Rent resultatmæssigt havde jeg ikke sat næsen op efter den ene magiske manglende DM-udtagelse, for de åbne klasser lå sidst på dagen, og på det tidspunkt er der som regel ikke mere krudt tilbage i mine ben. Jeg havde håbet på nogle gode løb med begge hunde, men ingen som helst forventninger om resultater. Der var jo stadig 5 stævnedage efterfølgende, hvor jeg havde mulighed for at få den der udtagelse.
Keeper var meldt til i klasse 1-løbene, og Hazel i hele striben. D.v.s. 6 løb om dagen til mig. Måske var det nok at spænde buen lidt rigeligt, men det gik faktisk rigtig godt.
Lørdag holdt jeg til 5½ løb: De 2 med Keeper og 3½ med Hazel. Så var det slut med batterierne. Søndag valgte jeg at spare mig selv lidt, så jeg løb de 2 løb med Keeper, mens Hazel hyggede sig med alle andre end mig: AG3 med Pia, Spring 3 med Bent og Spring åben med Anne. Så da vi nåede til Ag åben var der lige præcis nok krudt tilbage i mig, til at jeg kom banen rundt.
Selvfølgelig var jeg helt vildt spændt på, om min tid holdt, så jeg blæste det bedste jeg kunne over til sekretariatet og fiskede efter min placering og min tid - og der var jeg lige ved at tabe sutten! Jeg førte klassen - fejlfri! Og den placering holdt. Tænk, at trætte jeg med slatne ben vandt AG åben. Og ikke nok med det, ja så var den jo i hus, den der dumme sidste DM-udtagelse. Så var det, at jeg blev en lille smule tudefjæsagtig.
Præmieoverrækkelse i agility åben søndag |
Det bliver mit 14. DcH-DM i streg (bortset fra corona-året), og her er lige lidt fakta:
* 2009 i Vejen deltog jeg med Zippo i aglity
* 2010 i Frederikssund deltog jeg med Zippo i agility
* 2011 i Odder deltog jeg med Zippo og Bent med Dazzler i agility og vi blev henholdsvis nr. 1 og 2
* 2012 i Grindsted/Billund deltog jeg med Zippo og Bent med Dazzler i agility
* 2013 i Sydfyn deltog jeg med Zippo og Bent med Dazzler i agility. Jeg blev nr. 2.
* 2014 i Dronninglund deltog jeg med Zippo og Bent med Dazzler i agility
* 2015 i Ribe deltog jeg med Zippo og Bent med Dazzler i agility
* 2016 i Næstved deltog jeg med Blitz og Bent var dommer
* 2017 i Horsens deltog med med Tough'Y og Bent med Blitz
* 2018 i Herning deltog jeg med Hazel i C-lydighed og Bent løb agility med Blitz
* 2019 i Langeskov deltog jeg med Hazel i agility
* 2020 - DcH DM blev aflyst p.g.a. corona
* 2021 i Vejen deltog jeg med Hazel i agility
* 2022 i Haslev deltog jeg med Hazel i agility (med en fibersprængning i venstre balle), og Bent var dommer
DcH DM 2011 - Zippo og jeg nr. 1, Dazzler og Bent nr. 2 og Susanne nr. 3 |
Tilbage til nutiden, så blev jeg faktisk også mega stolt over min hund, der kan håndtere at løbe 3 løb med 3 forskellige handlere, og så løbe med mig og forstå helt ned til den mindste detalje, hvad jeg gerne vil have hende til. For hun måtte klare i hvert fald den sidste halvdel af banen selv.
Og som om det ikke var nok, så var hendes sammenlagte resultat i Spring åben og AG åben gode nok til at vinde "bedst i 2 åbne klasser". Så var det lige før jeg ikke kunne være i min krop af begejstring.
Vi har de flotteste rosetter i DcH Næstved |
Hazel og jeg løb også Sjællandsmesterskabsklassen. Vi kom igennem banen med et par vægringer (tror jeg), og blev måske placeret som omkring nr. 5-6-7 stykker, men der var jeg færdig. Så det var kun for at kunne sige, at "vi deltog".
Hundepigerne med deres fine rosetter |
Keeper vokser med opgaven. Vi blev disket i begge AG-løbene, men placeret som henholdsvis nr. 2 og 3 i springløbene. Hun løber (synes jeg) sindssygt hurtigt, og jeg kan slet ikke nå at tænke i løbet af sådan et løb. Så det er en læringsproces får både Keeps og mig, men vi øver os og bliver bedre hele tiden. Heldigvis har hun ikke tendens til at rive ned, så det skal nok blive godt på et tidspunkt. Jeg kan mærke, at hver gang jeg kommer ud af banen med hende, så smiler jeg fra det ene øre til det andet, for det er så sjovt at løbe med hende.
Keeper på balancen. Foto: Tina Hindsgaul. |
Mellem sine "dømmerier" nåede Bent et par løb med Gimli hver dag. Det blev ikke til de store resultater, men det allerbedste var, at Gimli's felter sad lige der, hvor de skulle sidde! Hurra!
Godt og vel 50.000 skridt til mig og godt og vel 60.000 til Bent - så er det vist ok at være træt i benene!
Kæmpe ros til Rune og Christian for deres planlægning og afvikling af stævnet - og ikke mindst til mine seje klubkammerater, der knoklede en vis legemsdel ud af bukserne. Det er en fornøjelse af være en del af DcH Næstved sådan en weekend.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar