onsdag den 12. april 2023

En lidt anderledes påskeferie

I mange år har vores påskeferie på en eller anden måde været fyldt op med noget "hund", og i mange tilfælde har det været noget agility. Sådan var det ikke i år. Vi havde fravalgt Gåsahoppet i Sverige, og vi havde faktisk ikke rigtig nogen planer, og så alligevel.....

Men her er en lille billedkavalkade fra vores påskeferie.

Middagssøvn i solen i en læ-krog i haven var fantastisk. Skærtorsdag var det bare min plan, lige at slappe lidt af - men inden jeg vågnede igen, var der gået 2 timer. 


Det blev til en del gåture med 1, 2 eller flere hunde. Vi slæber ikke gerne hele flokken forbi Brugsen midt på dagen, hvor der er masser af mennesker på p-pladsen, for vi behøver ikke at reklamere med, hvor mange hunde vi egentlig har. Men de 2 "små" synes også, at det er fantastisk at komme en tur i skoven alene.


Vi passede 4 af Pia's hunde et par dage. D.v.s. vi havde 10 hunde i huset. Var det stressende? Vi lader lige billedet stå et øjeblik. 


Vores lokale fiskemand havde reklameret med stenbider-rogn. Køen var lang, og da Hazel og jeg hørte, at der var udsolgt af den lækre delikatesse, ja så cyklede vi hjem igen. 


Bent fik vasket campingvognen af, så nu er den næsten klar til forårets stævner og ikke mindst til sommer ferie i Sverige. Øj, hvor jeg glæder mig. 


Chinook (vores sheltie, som bor hos Bent's bror og hans kone) fyldte 12 den dag, vi var ude og rydde op i farmors hus. Så vi fik lige hilst og sagt tillykke. Han er en smule tyk, og hans tænder har det ikke særlig godt, men bortset fra det, så er han en glad og tilfreds lille fyr. 


Farmors hus er solgt pr. 1. juni, så der skulle ryddes ud. Det blev til mange sække tøj til genbrug og en del affald til genbrugsstationen. Her er det Marianne's lille affalds-sorterings-station: glas, små husholdningsapparater (vi fandt vist 4 eller 5 hårtørrere), hård plast, pap o.s.v.


Og 2. påskedag er der jo altid familien's dejlige tradition med sammenskuds-frokost hos Kim og Janne. Det betyder som regel også en dejlig gå-tur, som i år gik til Smør-mosen. Det meget lækkert sted. Her er det Cornelius og Ludvig, der viser vej. 


Cornelius var meget opsat på at vise os hulen i skoven, og den var da også et fantastisk "bygningsværk". 


Som "Queen of cheese-cake" var en del af mit bidrag til årets frokost selvfølgelig en lækker cheese-cake. I år en gul version med citron, og pyntet med påskeæg og timian. Jeg fik ros af min bager-nevø, så jeg er meget stolt af resultatet. 


Tak for en god påske til alle, der var en del af den. 

Ingen kommentarer: