Stævnedebut for Hazel og tøsetur til Hedensted

Tirsdag i sidste uge – altså tirsdag den 20. februar – nåede vi endelig til den dag, som jeg har set frem til i laaaaang tid: den dag, hvor Hazel blev gammel nok til at måtte løbe agility-konkurrencer.

Det har været en fantastisk rejse at nå hertil, hvor vi er nu, men jeg har nydt hvert eneste skridt på den tur, og jeg følte, at både Hazel og jeg var SÅ klar til vores første konkurrence. For at få afprøvet, om min mavefornemmelse nu var rigtig, så måtte vi lige et smut til Hedensted, hvor DcH Vejle afholdt konkurrence på Sannes Hundecenter. Men det er jo ingen sag, når vi samtidig kunne lave det til en super hyggelig tur sammen med Izmoo, Zoomi, Uha, Waboo og Pia.

 

Vi havde booket os ind på B&B hos Dannevangs Hesteri. Super hyggeligt sted med masser af islandske heste lige uden for vinduerne. Fine værelser, fint opholdsrum, pænt og rent. Helt klart et sted jeg kan anbefale, og perfekt, hvis man skal på Sanne’s Hundecenter. Der var ca. 5 minutters transport i bil.

Fredag aften hyggede vi med Pia’s medbragte lækre salat og X-factor på I-pad’en. Og det var ikke meget jeg sov den nat. Selv en gammel ”agility-rotte” kan altså blive nervøs. For selv om jeg var helt sikker på, at Hazel var på alle måder klar, ja så er det stadig et levende væsen, der er i den anden ende af snoren, og indtil man har prøvet det af, så ved man jo ikke, hvad der sker. Heldigvis synes Izmoo, at det var helt ok, at jeg var vågen, for så blev hun rigtig meget nusset den nat.

Solopgangen lørdag morgen.

Lørdag morgen var det op og afsted, og hurtigt var vi i gang med det første løb. Agility klasse 1! Vores aller første rigtige konkurrenceløb. Og selv om jeg havde forventet, at Hazel ville være cool og arbejde fornuftigt som hun plejer, så var det så sjovt at opleve, hvordan hun var. Mens vi ventede på at starte var der lidt knas med højttalerne, og der var en port som larmede, når den gik op og i, så hun var en lille smule trykket. Men så snart hun sad ved start og jeg gik fra hende – ja, så var hun helt som forventet. Arbejde koncentreret og fornuftigt. Ikke verdens hurtigste debutløb, men det skal nok komme. Det er jeg slet ikke nervøs for. Blev siddende i starten – fik alle sine felter – forstod mine anvisning er og min handling. Af en eller anden grund trak hun ud og løb forbi sidste spring (jeg har måske trukket hende ud), hvilket gav en vægring. Resten var fejlfrit. Det blev til en 9. plads, og det debutløb kan jeg kun være super tilfreds med.

Video af AG1: https://youtu.be/1UX46TT8VzU

Phew, så faldt nerverne så småt ned på plads, og jeg begyndte at trække vejret og sige andre sætninger end ”ej, hvor er jeg nervøs”. Pia var en uvurderlig hjælper! Jeg startede temmelig tidligt i de fleste klasser, og når jeg havde gået bane, ja så stod Pia med Hazel, så jeg kunne være klar til at løbe. Kæmpe TAK for det !!!

Næste klasse var Agility åben. Så var sværhedsgraden jo hævet, og så hævede mine nerver sig igen en smule. Dog på ingen måde i nærheden af, hvor de havde været om morgenen. Og Hazel kvitterede igen med et smukt løb. Røg forkert i en tunnel – shit happens. Alt andet sad lige i skabet. Alt det handlingsmæssige gik så smukt. De ting jeg forventede, at hun ville kunne – ja dem kunne hun. Så begyndte jeg allerede at glæde mig til næste løb, som var spring åben.

Video af AG åben: https://youtu.be/MRhvThYL8PE

Ind imellem blev der også tid til lidt leg med yndlingsveninde Waboo. 

Spring åben blev til et rigtig fint løb med en enkelt vægring fordi Hazel løb under et spring. Hvorfor? Ja, det er ikke til at vide. Det vigtigste for mig er, at alt det handlingsmæssige igen fungerede. Og vi blev endda stadig nr. 23 ud af ca. 60 hunde. Jeg kan se, at på de billeder, der er taget af mig den dag, så gik jeg rundt med sådan et fjollet/saligt smil på hele dagen. Hold nu op, hvor var jeg glad – og stolt af min hund. Nå ja, og også lidt stolt af mig selv.

Video af spring åben: https://youtu.be/PRFbnQA1Mu0

Vi sluttede dagen med spring 1, og jeg kunne godt se på Hazel, at hun var begyndt at skrue lidt ned på batterierne, så jeg havde besluttet mig for, at gik det i koks, ja så skulle vi bare fjolle lidt rundt og have en fest. Men vup vup – så løb vi et fint fejlfrit løb og blev nr. 2. Nå ja, så blev jeg nok sådan lidt tudefjæs-agtig-glad. Hazel viste virkelig i løbet af lørdagen, at hun har forstået opgaven. Og jeg er så mega stolt af hende, at Pia burde have en medalje for at kunne holde ud at være sammen med mig – først nervøs fredag, og så glad med fjolle-glad lørdag.

Video af spring 1: https://youtube.com/watch?v=RlBVlCG5pg0

Nu glæder jeg mig helt vildt til stævnet i Næstved på søndag.

4 venner på tur: Waboo, Izmoo, Zoomi og Hazel.

Så gik det ellers tilbage til det lille B&B. Det blev til en lille hyggelig luftetur, hvor vi alle sammen fik kigget lidt på heste. 

Og så var det ellers ind i varmen. Hazel og Waboo, som på turen blev bedste-veninder, tog en ordentlig lege-tur. Og endte med at falde om ved siden af hinanden på gulvet. Vi hentede mad på det lokale pizzeria, og kl. 21.15 var der lukket og slukket. Kulde, oplevelser og frisk luft havde pillet den sidste energi ud af os.

Søndag var for mig bare afslapningsdag. Jeg skulle hjælpe Pia og filme, men jeg havde også masser af tid til at gå ud og lægge nogle ting ind mellem træerne, som Hazel kunne finde. 

Hazel og jeg slapper af i stolen, mens jeg ser på agility. 

Vi fik også trænet lidt almindelige lydighedsøvelser, både udenfor og inde i hallen, mens der blev løbet på banen, og igen viste hun sit kæmpe format. For når vi træner, ja så træner vi. Og så er det ok, at de løber agility lige ved liden af.

Da Pia var færdig med at løbe sine løb, ja så ringede vi til Bent og bestilte aftensmad, pakkede sammen og satte kursen mod Sjælland igen. Vel ankommet til Bisserup lukkede vi de 5 hunde vi havde i bilen sammen med de 5, Bent havde haft derhjemme. Fuldstændig problemløst. Det er altså bare så dejligt, når det kan lade sig gøre. Bent havde tryllet dejlig mørbradgryde, og med god varm mad i maven, ja så kom trætheden krybende.

Efter sådan en weekend føler jeg mig som verdens mest privilligerede og taknemmelige menneske. Tak til Pia for en dejlig tur. Du er fantastisk at være på tur med. Vi er som et gammelt ægtepar (på den gode måde). Tingene glider nemt, ingen diskussion, masser af hygge og god snak. Tak fordi du er som du er. Den bedste ven man kan ønske sig.

Denne weekend har været kulminationen på og bekræftelsen af alt det jeg har drømt om siden Anne Kew i februar 2016 kom og fortalte mig, at hun agtede at lave hvalpe på Merry Hoppins, som jeg jo har været fan af lige siden hun var en lille hvalp. Tak Anne for at Hazel blev min. Som vi talte om i weekenden, så er hun den hund, jeg har ventet på i flere år. Jeg elsker hende til månen og tilbage igen. Og jeg glæder mig til alle de oplevelser vi skal have sammen.