mandag den 5. februar 2018

2 gode vinterweekender

Til min fødseldag i december fik jeg sådan et fint lys-skilt som symboliserede, at vi - d.v.s. Bent, Andreas, Signe og mig, skulle ind og se musicalen Chess fredag den 19. januar. Det har jeg glædet mig rigtig meget til, og det blev en super fantastisk aften.


Vi startede med at spise i Tivoli Food Hall - en slags marked, med masser af boder/restauranter og så lidt primitive bord/bænke midt i det hele. Vi fik lækker sushi mens vi hyggede os med at betragte menneske-virvar'et. Københavns hjerte fredag aften - der er godt nok mange sjove mennesker.

Efter maden satte vi kursen mod Tivoli's hovedindgang. Der var lavet en oplyst allé gennem Tivoli ind til koncertsalen, så det var en flot tur ind gennem Tivoli. Og det var jo også premiere-aften, så ud over os, ja så var der også alle de andre kendisser, som skulle fotograferes til Billedbladet.

Chess handler jo om den kolde krig og striden mellem USA og USSR. Musikken er skrevet af de gode ABBA-drenge, og enhver musical-fan kan synge "Anthem" - om end nok ikke lige så flot som Stig Rossen. Det var nemlig ham, der havde hovedrollen, og han passede perfekt til den rolle. Anthem kom lige før pausen, og jeg tror der må have været mange, der havde gåsehud under den sang.

I øvrigt var alle roller super godt besat, og så var det hele selvfølgelig krydret med et flot kor, der kunne både danse og synge. Derudover var scenen et kunstværk i sig selv. Lavet som et stort skakbræt, med glasvægge, der kunne laves om og lukkes op og i, så var det hele utrolig facinerende, med ganske få virkemidler.

Den kvindelige hovedrolle havde Xenia Lach Nielsen. Hende havde jeg ikke hørt før - men hold da lige op, hvor hun kunne synge. Fantastisk flot. Det var en kæmpe oplevelse at se og høre.


Det er jo dejligt, at have børn som deler ens musiksmag. Tak Andreas og Signe for en fantastisk aften.

Lørdag  var det tidligt op. Bent skulle til årets første DcH-agility-stævne i Højme, og han skulle køre med Rune denne weekend, hvor det var små- og mellem-hunde. Det var Tough'Ys tur denne weekend, og Totten kvitterede for turen med 2 DM-udtagelser, en i spring og en i agility. Dygtig lille Tot. I øvrigt var DcH Næstved fint repræsenteret på Fyn, og der kom et par DM-udtagelser mere ud af den weekend. Det bliver spændende, hvor mange vi skal af sted til DM i år.

Søndag kørte jeg med til Fyn. Jeg havde fået nogle penge i fødselsdagsgave, og dem havde jeg brugt på at leje Active-Dogs hallen og Ann-Britt i et par timer. For ikke at køre Hazel alt for træt, så delte jeg mit lille mini-kursus med Anne (kennelmutter), og det var rigtig sjovt at få lov at vise, hvad Hazel har lært. Nu glæder jeg mig sååååååå meget til stævnestart og til Dong Summercamp og til lydighedskonkurrencer og  masser af andre gode oplevelser med min lille brune stjerne.

Så var der lige en afslapnings-weekend i mellem, med normal træning og hygge, og denne weekend gik det så løs igen i Højme. Denne gang var det de store hunde, og Bent kørte sammen med Michael (så havde jeg stadig bil herhjemme). Også denne gang var DcH Næstved godt repræsenteret med hele 6 hunde den ene dag og 4 den anden dag. Det er rigtig dejligt, at der efterhånden er flere, der har lyst til at tage ud til stævner.

Blitz testede denne weekend Kingsmoor's nye energi-pølser. Det har nok været en kombination af den og de "minus 1,5 kg" der gav hende noget mere speed på end der plejer at være - så Bent's og Blitz' koordination var ikke helt i vinkel. Der blev desværre ikke nogen DM-udtagelser til dem, men til gengæld en masse flotte "lige-ved-og-næsten"-løb.


Jeg holdt skansen herhjemme. D.v.s. Hazel og jeg var til træning lørdag formiddag, hvor vi gik spor. Der var vi nok lidt rustne i mælet, så den skal lige graves frem igen. Agility var aflyst, da banen er for glat, så det blev til hyggesnak og kaffe hos Pia, og så hjem og slappe af i sofaen. Søndag brugte jeg på at træne lydighed i sneen med Hazel og nogle gode venner. Jeg bliver aldrig træt af at træne med den hund!!!  Efterhånden har vi styr på de fleste øvelser i C-programmet. Det bliver spændende at komme ud og få det testet af.


Næste weekend står den på agility-kursus i Ringsted. Det skal nok blive sjovt.

Ingen kommentarer: