Hele familien

Hele familien

tirsdag den 19. december 2017

Min 60-års fødselsdag

I dag er jeg fyldt 60 år. Det gør ikke ondt. Det føles faktisk heller ikke anderledes - og dog. For det er lang tid siden, jeg har følt mig omgivet at så meget kærlighed og har haft det så dejligt, som jeg har haft det de sidste dage. 

Vi holdt min fødselsdag i søndags. 40 glade gæster til brunch i klubhuset. Venner og familie - en del med relationer til hunde, børn og lidt ældre. Fantastisk stemning. Det blev en dag lige som jeg havde ønsket mig. 

En af Andreas' klassekammerater havde kreeret denne flotte kage til mig. Prøv at se de mange detaljer. Den var bare flot. Der var faktisk nogen der foreslog, at vi burde have haft en kage ved siden af til at spise, så den her bare kunne stå til pynt :-)



  

Jeg fik fantastiske gaver. Masser af dejlige ting, som havde stået på min ønskeseddel - og også noget jeg slet ikke vidste, at jeg havde ønsket mig.

Min søster havde lavet en sang, min gamle ven Knud holdt tale, og jeg tror, at alle hyggede sig. Jeg gjorde i hvert fald.

I dag var så dagen. Jeg havde planlagt at være på arbejde i formiddag - og der blev jeg fejret igen. Der var sat flag op, og der var flere dejlige gaver.

Til frokost kørte vi ud til farmor. Vi medbragte 3 stjerneskud, en flaske hvidvin og resten af kagen fra i søndags. Det var bare så hyggeligt.



Så blev der lige tid til at puste lidt ud, inden vi igen satte kursen mod Næstved. Denne gang for - traditionen tro - at spise middag på "Alt godt Tapas". Det er så hyggelig en måde at spise på, og vi fik mange lækre små anretninger. Det kan på det bestemteste anbefales.



Vi fik også tjeneren til at forevige den hyggelige middag.


Selv om jeg fik gave af Andreas og Signe i lørdags, så fik jeg flere gaver i dag. Bl.a. dette flotte "lys-skilt", som afslørede, at gaven var en tur i Tivoli og se "Chess" i januar 2018. Hold da op, hvor jeg glæder mig. Skiltet kan ændres med de medfølgende løse bogstaver, så det kan bruges til at fremhæve masser af kommende gode begivenheder.



Og som om det ikke var nok, så er det væltet ind med fødselsdagshilsner på Facebook. Det er simpelthen fantastisk at holde fødselsdag på Facebook. Jeg har nydt at læse hver eneste hilsen. Både dem, fra folk jeg kender godt og er tæt på i min hverdag, men også dem fra folk, som jeg måske ikke har set i flere år, men som jeg på et tidspunkt har haft et eller andet sammen med, og som stadig er et sted i mit liv - og jeg er et sted i deres. Tak for alle hilsnerne.

Lige nu sidder jeg her og føler mig så utrolig lykkelig og taknemmelig for mit liv. Og da jeg jo nok ikke kan få lov til at fylde 60 flere år, så er jeg så småt begyndt at glæde mig til at fylde 70!





Ingen kommentarer: