Ja, som overskriften antyder, så har vi i de sidste par uger været uden på en ikke særlig rar følelsesmæssig rutchetur med Blitzepigen.
Det hele startede med, at vi onsdag den 29/11 om aftenen pludselig fandt en lille "dut" på Blitz' venstre bagben. En lille knude, på størrelse med en lillefingernegl, ikke hård, men heller ikke blød. Hun var ikke specielt øm eller generet, men alligevel ringede alarmklokkerne lynhurtigt og højt hos os begge.
Bare en uge tidligere havde vi været igennem den helt store tur hos dyrlægen, fordi vi ikke kunne få hende ned i vægt. Stort set alt var forsøgt, så nu måtte vi være sikre på, at der ikke var noget andet galt. Så vi vidste, at blodprøver, urinprøve og røntgenbilleder af alle organer var helt tip-top.
Torsdag ringede vi til dyrlægen og fik en tid fredag eftermiddag. Phew, tiden gik langsomt, og vi var begge mega bekymrede. Vores søde dyrlæge Peter så da også temmelig bekymret ud, da han havde undersøgt Blitzen. Han tog derfor en kanyleprøve af indholdet i knuden, som han kiggede på i mikroskob. Der kunne han se, at prøven indeholdt noget, han kaldte mast-celler. Når der er mast-celler til stede i sådan en knude, så er det som regel tegn på kræft (kaldet mastcelletumor) - så er det kun et spørgsmål om, hvor alvorlig en grad, og om det evt. har bredt sig.
Så selvfølgelig skulle den væk, og det skulle gå rimelig hurtigt, så tirsdag den 5/12 blev knuden fjernet. Nu var det jo et lidt komplekst problem for den gode dyrlæge, for han ville jo gerne fjerne så meget så han var sikker på at få alt indholdet med - men der skulle jo også være noget at sy i bagefter. Der er jo ikke meget hud at tage af, på sådan et bagben. Men han fik det da til dels syet sammen, og vi fik Blitzepigen hjem med benet bundet ind, og med smertestillende piller og antibiotika. Så begyndte den rigtig lange ventetid.
Torsdag den 7 var det så kontroltid, og vi var da nok alle 3: dyrlægen, Bent og jeg, lige spændte på, hvad vi ville se, når der blev "pakket ud". Heldigvis var det meget pænere end dyrlægen havde forventet. Enderne, hvor han havde kunnet sy, voksede pænt sammen, og det midterste stykke, hvor huden ikke kunne nå sammen, så ud til at hele pænt. Poten var stadig en del hævet, men ikke noget alarmerende. Så faldt der i hvert fald en lille bitte sten fra vores hjerter, men der var stadig ventetiden på svar fra laboratoriet i England.
Mandag den 11/12 var det tid til kontrol igen. Og allerede der kunne vi se, at det heler fint. Poten var ikke længere så hævet, og selve benet så jævnt og pænt ud. Helingen af såret var også tilfredsstillende, så indtil videre var dyrlægen meget tilfreds. Men vi ventede stadig.
I dag, den 14/12 fik vi så endelig svar, og det var heldigvis ikke en mastcelletumor. Der var små celleforandringer i prøven, men det er forandringer, som er almindelige i hundes hud, og de kan være kommet fra en rift eller et slag, som også kan have udløst dannelsen af selve knuden. Phew, hvor blev vi glade - og det samme var dyrlægen.
Ja, jeg har da nærmest gået rundt med en klump i halsen det meste af dagen, af bare taknemmelighed over, at det heldigvis ikke var noget alvorligt.
I dag blev så dagen, hvor jeg skulle bestå min prøve som veterinærsygeplejerske og selv skifte forbindingen. Nu ved jeg jo, at Bent ikke er nogen helt, når det kommer til at kigge på sår, men heldigvis var det ok for ham at holde Blitz, så jeg kunne få lov til at arbejde med benet.
Det ser heldigvis stadig rigtig pænt ud, så jeg fik lagt en ny fin forbinding, som så kan sidde et par dage, inden vi skifter igen. Måske skulle jeg overveje at skifte karriere.
Nu kan vi se frem til at nyde julen med fred i sindet. Verdens bedste Blitzepige er heldigvis sund og rask.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar