Jeg vil begynde med at rose Ribe Hundevenner, som stod for afviklingen af DKK DM i agility 2017. Jeres del af arrangementet fungerede - som sædvanligt - super flot.
Men for min egen del af DM, ja så har det været en weekend, der har haft fat i hele følelsesregistret. En weekend, som jeg på en gang har glædet mig til og gruet for.
Men for at starte med begyndelsen, så var både Blitz og Tough'Y udtaget til at deltage i DKK DM i agility. Blitz faktisk ret tidligt på sæsonen, og Bent var super glad, for det var første gang de skulle løbe individuelt, ud over at de skulle løbe for deres hold. At Tough'Y blev udtaget, ja det forstår jeg stadig ikke helt. Han er jo i den grad en lille ustabil charmetrold, som lever sit eget liv på konkurrencebanerne, men udtaget det var han, og jeg glædede mig til at skulle afsted og løbe både individuelt og hold.
Fredag aften ankom vi til Vejen idrætscenter, hvor vi fik slået lejr på et hjørne af campingpladsen. Vi fik også sat telt op, så alt var klar til lørdag morgen.
Lørdag startede vi med springklasserne, både for hold og individuelt. Men lørdag var også den dag jeg havde gruet lidt for, fordi jeg vidste, at jeg ville møde en masse mennesker, som havde et forhold til Zippo. Puha, det var hårdt. Men også fantastisk, at føle al den kærlighed og omsorg, som jeg fik. Jeg tudede en del - og det var der også andre, der gjorde. Det påvirkede mig desværre helt vildt meget. Og da Totten er en lille følsom fyr, ja så var han da godt klar over, at jeg var lidt ude af balance - så han hyggede sig på banen fuldstændig efter sit eget lille kønne hoved. Ikke nogen god kombination, når jeg nu synes, at man til DM bør kunne løbe noget seriøs agility. Vi endte med at lade Bent løbe med ham i for-sjov-løbet og i søndagens løb, og det gik meget bedre, undtagen det sidste løb, hvor han bare var super træt.
Samtidig gik jeg og undrede mig over, at midt oppe mellem standene var der en stor bar jævn græsplæne. Den blev brugt til en lille smule udstilling, dogdancing var i den ene ende, og så var der lidt lege for børn. Samtidig var agility "gemt væk" ned ad vejen og bag træerne. På en fugtig plads, hvor græsset ikke var slået på hele banen. Ja da, jeg ved godt, at det er fordi vi "larmer". Men derfor synes jeg alligevel, at der er ærgerligt, at vi bliver gemt væk, for agility er virkelig noget, der kan trække publikum til.
Nå, men vi havde købt lidt "lørdagsslik" til hundene. Kalkunfødder til tøserne og kalkunvingespidser til drengene. Det er altså et ordentligt dyr, sådan en kalkun.
Rent resultatmæssigt, så blev Tough'Y disket i alle 4 gældende løb - men blev til gengæld nr. 2 i for-sjov-klassen lørdag eftermiddag.
Blitz havde nogle rigtig gode løb og endte individuelt på en 15. plads. Blitz' hold endte på en femteplads. Banerne var rimelig svære. Der var dobbeltspring med drej lige efter i næsten alle baner - og felter, hvor man var bagud, hvis man var nødt til at blive ved hunden på feltet. Det gav rigtig rigtig mange disk generelt. Måske havde DM været sjovere at kigge på, hvis lidt flere var kommet igennem klasserne om lørdagen, og derfor havde haft mere at løbe for om søndagen. Hvem ved?
Jeg var dog rigtig stolt og glad over, at mit og Zippo's gamle hold, "Made by Monty" gik hen og snuppede guldet i hold-konkurrencen. På en eller anden måde, så vil de altid være "mit" hold. Jeg føler stadig et stærkt tilhørsforhold til de 5 gæve piger og deres hunde, og jeg er sikker på, at Zippo har heppet med, fra hvor han nu end er. Tillykke med guldet tøser - det er så velfortjent. I er 5 seje damer med nogle super hunde. Mit hold 💗 Jeg vil altid heppe på jer!
Jeg fik også lov at komme med på holdbilledet.
Og jeg vil aldrig glemme jer for, at jeg fik en af de røde buketter. Det betyder mere for mig, en I kan forestille jer. Tak Susanne, Kirsten, Pia, Louise og Hanne. Love you, girls 💓
Og så var det bare at hægte sneglehuset bag på bilen og køre hjem til Sjælland igen. Efter et DM, som jeg tog af sted til uden den sædvanlige "kriller" i maven, og det viste sig også at holde stik. Man skal aldrig kimse ad sin mavefornemmelse.
Jeg vil dog sige, at jeg lørdag aften fik et lille "spark" - som gav mig lidt mere ro i kroppen søndag, så jeg bedre kunne slappe af og og nyde at se på agility. Et lille spark, som jeg helt klart vil følge lidt op på. Zippo vil altid være i mit hjerte - og det var nok længe, før jeg kan tale og skrive om ham uden at få tårer i øjnene. Jeg vil aldrig glemme, hvad vi havde sammen - men nu bor han i mit hjerte, og jeg skal videre i mit liv. Forude venter flere stævner, og DcH DM, og det vil jeg forsøge at komme til at nyde lidt mere.
Tak Bent, for at bære over - støtte - trøste - sparke og hjælpe. Uden dig gik det slet ikke. Og tak til alle jer andre for knus og kram og omsorg. Fra mig og Zippo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar