Min 60-års fødselsdag

I dag er jeg fyldt 60 år. Det gør ikke ondt. Det føles faktisk heller ikke anderledes - og dog. For det er lang tid siden, jeg har følt mig omgivet at så meget kærlighed og har haft det så dejligt, som jeg har haft det de sidste dage. 

Vi holdt min fødselsdag i søndags. 40 glade gæster til brunch i klubhuset. Venner og familie - en del med relationer til hunde, børn og lidt ældre. Fantastisk stemning. Det blev en dag lige som jeg havde ønsket mig. 

En af Andreas' klassekammerater havde kreeret denne flotte kage til mig. Prøv at se de mange detaljer. Den var bare flot. Der var faktisk nogen der foreslog, at vi burde have haft en kage ved siden af til at spise, så den her bare kunne stå til pynt :-)

  

Jeg fik fantastiske gaver. Masser af dejlige ting, som havde stået på min ønskeseddel - og også noget jeg slet ikke vidste, at jeg havde ønsket mig.

Min søster havde lavet en sang, min gamle ven Knud holdt tale, og jeg tror, at alle hyggede sig. Jeg gjorde i hvert fald.

I dag var så dagen. Jeg havde planlagt at være på arbejde i formiddag - og der blev jeg fejret igen. Der var sat flag op, og der var flere dejlige gaver.

Til frokost kørte vi ud til farmor. Vi medbragte 3 stjerneskud, en flaske hvidvin og resten af kagen fra i søndags. Det var bare så hyggeligt.

Så blev der lige tid til at puste lidt ud, inden vi igen satte kursen mod Næstved. Denne gang for - traditionen tro - at spise middag på "Alt godt Tapas". Det er så hyggelig en måde at spise på, og vi fik mange lækre små anretninger. Det kan på det bestemteste anbefales.

Vi fik også tjeneren til at forevige den hyggelige middag.

Selv om jeg fik gave af Andreas og Signe i lørdags, så fik jeg flere gaver i dag. Bl.a. dette flotte "lys-skilt", som afslørede, at gaven var en tur i Tivoli og se "Chess" i januar 2018. Hold da op, hvor jeg glæder mig. Skiltet kan ændres med de medfølgende løse bogstaver, så det kan bruges til at fremhæve masser af kommende gode begivenheder.

Og som om det ikke var nok, så er det væltet ind med fødselsdagshilsner på Facebook. Det er simpelthen fantastisk at holde fødselsdag på Facebook. Jeg har nydt at læse hver eneste hilsen. Både dem, fra folk jeg kender godt og er tæt på i min hverdag, men også dem fra folk, som jeg måske ikke har set i flere år, men som jeg på et tidspunkt har haft et eller andet sammen med, og som stadig er et sted i mit liv - og jeg er et sted i deres. Tak for alle hilsnerne.

Lige nu sidder jeg her og føler mig så utrolig lykkelig og taknemmelig for mit liv. Og da jeg jo nok ikke kan få lov til at fylde 60 flere år, så er jeg så småt begyndt at glæde mig til at fylde 70!

En rutschetur med Blitz

Ja, som overskriften antyder, så har vi i de sidste par uger været uden på en ikke særlig rar følelsesmæssig rutchetur med Blitzepigen.

Det hele startede med, at vi onsdag den 29/11 om aftenen pludselig fandt en lille "dut" på Blitz' venstre bagben. En lille knude, på størrelse med en lillefingernegl, ikke hård, men heller ikke blød. Hun var ikke specielt øm eller generet, men alligevel ringede alarmklokkerne lynhurtigt og højt hos os begge.

Bare en uge tidligere havde vi været igennem den helt store tur hos dyrlægen, fordi vi ikke kunne få hende ned i vægt. Stort set alt var forsøgt, så nu måtte vi være sikre på, at der ikke var noget andet galt. Så vi vidste, at blodprøver, urinprøve og røntgenbilleder af alle organer var helt tip-top.

Torsdag ringede vi til dyrlægen og fik en tid fredag eftermiddag. Phew, tiden gik langsomt, og vi var begge mega bekymrede. Vores søde dyrlæge Peter så da også temmelig bekymret ud, da han havde undersøgt Blitzen. Han tog derfor en kanyleprøve af indholdet i knuden, som han kiggede på i mikroskob. Der kunne han se, at prøven indeholdt noget, han kaldte mast-celler. Når der er mast-celler til stede i sådan en knude, så er det som regel tegn på kræft (kaldet mastcelletumor) - så er det kun et spørgsmål om, hvor alvorlig en grad, og om det evt. har bredt sig.

Så selvfølgelig skulle den væk, og det skulle gå rimelig hurtigt, så tirsdag den 5/12 blev knuden fjernet. Nu var det jo et lidt komplekst problem for den gode dyrlæge, for han ville jo gerne fjerne så meget så han var sikker på at få alt indholdet med - men der skulle jo også være noget at sy i bagefter. Der er jo ikke meget hud at tage af, på sådan et bagben. Men han fik det da til dels syet sammen, og vi fik Blitzepigen hjem med benet bundet ind, og med smertestillende piller og antibiotika. Så begyndte den rigtig lange ventetid. 

Torsdag den 7 var det så kontroltid, og vi var da nok alle 3: dyrlægen, Bent og jeg, lige spændte på, hvad vi ville se, når der blev "pakket ud". Heldigvis var det meget pænere end dyrlægen havde forventet. Enderne, hvor han havde kunnet sy, voksede pænt sammen, og det midterste stykke, hvor huden ikke kunne nå sammen, så ud til at hele pænt. Poten var stadig en del hævet, men ikke noget alarmerende. Så faldt der i hvert fald en lille bitte sten fra  vores hjerter, men der var stadig ventetiden på svar fra laboratoriet i England. 

Mandag den 11/12 var det tid til kontrol igen. Og allerede der kunne vi se, at det heler fint. Poten var ikke længere så hævet, og selve benet så jævnt og pænt ud. Helingen af såret var også tilfredsstillende, så indtil videre var dyrlægen meget tilfreds. Men vi ventede stadig.

I dag, den 14/12 fik vi så endelig svar, og det var heldigvis ikke en mastcelletumor. Der var små celleforandringer i prøven, men det er forandringer, som er almindelige i hundes hud, og de kan være kommet fra en rift eller et slag, som også kan have udløst dannelsen af selve knuden. Phew, hvor blev vi glade - og det samme var dyrlægen. 

Ja, jeg har da nærmest gået rundt med en klump i halsen det meste af dagen, af bare taknemmelighed over, at det heldigvis ikke var noget alvorligt. 

I dag blev så dagen, hvor jeg skulle bestå min prøve som veterinærsygeplejerske og selv skifte forbindingen. Nu ved jeg jo, at Bent ikke er nogen helt, når det kommer til at kigge på sår, men heldigvis var det ok for ham at holde Blitz, så jeg kunne få lov til at arbejde med benet.

Det ser heldigvis stadig rigtig pænt ud, så jeg fik lagt en ny fin forbinding, som så kan sidde et par dage, inden vi skifter igen. Måske skulle jeg overveje at skifte karriere. 

Nu kan vi se frem til at nyde julen med fred i sindet. Verdens bedste Blitzepige er heldigvis sund og rask. 

Dazzler's fødselsdag og endnu en rigtig fantastisk weekend

Weekenden starter jo fredag - og for mig blev den markeret med en helt speciel hændelse. Hazel har nemlig besluttet, at hun godt kan være i sofaen sammen med mig, og jeg kan ovenikøbet godt røre hende, uden hun hopper ned. Tidligere har hun altid lagt sig i haven eller i kurven ude i gangen - aldrig sammen med os andre. Men pludselig er der sket en ændring. Måske er hun ved at blive voksen? Det er i hvert fald dejligt. Jeg elsker hende jo for hendes arbejdsiver og glæde, men det er nu hyggeligt at få lov at nusse lidt en gang imellem. 

Lørdag morgen gik det løs. I det smukke frostklare solskin startede vi ud med lydighed kl. 8.30. Som sædvanlig. Og Hazel var - nå ja - en stjerne, som sædvanlig. Jeg bliver helt høj af at træne med hende. Og jeg er faktisk kommet til at tilmelde mig til min første lydighedsprøve i DcH-regi i dag. Yeaha! Det bliver grænseoverskridende, for jeg er så afgjort ude af min komfort-zone i den sammenhæng. 

Men en ting er jeg sikker på, og det er at min lille glade brune pige, hun vil være begejstret. 

Efter træningen var der gløgg og æbleskiver i klubhuset, fordi det var sidste træning inden jul. Vores træner havde lavet små poser til alle på holdet med lidt guf til hundene og en håndskrevet hilsen. Det er bare så sødt, og jeg blev helt vildt glad. Oveni det havde holdet skramlet til en fødselsdagsgave til mig, selv om der stadig er 14 dage til den "store" dag, og så var der dømt "tude-Sidse". Det kom totalt bag på mig, og jeg blev meget rørt og glad. Tak for en god sæson til vores holdkammerater. Selv om vi er noget fraværende i agility-stævnesæsonen, så er det fantastisk at træne med jer resten af året.

Fra lydighedstræningen var det hurtigt videre til agility. Vi havde slået alle 3 hold sammen og lavet lidt julespas. Det var rigtig hyggeligt og sjovt. Andreas og Signe kom og var hjælpere sammen med træner-Hanne og en kæreste til en af deltagerne, så Bent og jeg kunne også få lov til at deltage. 
Vinderholdet blev udstyret med flotte vindernisse-nissehuer med indbyggede gnaveben, og jeg tror, at alle havde en hyggelig formiddag, der selvfølgelig sluttede med mere gløgg og endnu flere æbleskiver. 

Og hvis vi så troede, at festlighederne var slut - ja så tog vi helt fejl. Først kom Jytte, som har trænet hos os i mange år med sin Jack Russel "Peter". Peter er ved at være en ældre herre, og Jytte havde efter svære overvejelser besluttet at stoppe med agility. Som tak for mange gode timer fik vi chokolade og portvin. Uhm... Og Jytte, du er altid velkommen til en kop kaffe på bænken. Lidt senere fik vi en flot pakke fra holdene, med boblevand og den flotteste hvide julestjerne. Og med masser af pæne ord med på vejen fra Hans Christian. Til jer, der går på vores agility-hold vil jeg bare sigt, at I er de dejligste mennesker. I er flittige, søde, empatiske, enormt søde med hinanden og jeres hunde. I sørger for, at vi kører hjem lørdag efter lørdag med et kæmpe smil klistret på vores ansigter. Tak for det - og tak for gaven.

Efter træning havde jeg lovet at køre ud til Pia og sidde nogle timer hos hendes hunde, mens hun lige var et smut i Holland for at hente en hundehvalp. Så Birgitte og jeg kørte ud til Pia's hus, lavede kaffe og placerede os hos de her 5 små skønheder. Det er så hyggeligt at sidde ved hvalpene og hyggesnakke, så der sad vi faktisk et par timer, mens Pia's hunde fik løbet lidt ude i haven. 

Søndagen blev brugt på at træne lydighed med Hazel, et lille hurtigt besøg hos farmor, og så selvfølgelig på at fejre Dazzler, som blev 9 i dag. Han holder sig så fint. Er smuk og blank i pelsen og i fin form. Tillykke med fødselsdagen min ven - og tillykke med fødselsdagen til Dweet, Dixie og Dreamy i hundehimlen. Et fantastisk kuld.

I morgen venter hverdagen igen, men nu er der kun 2 små hurtige uger til juleferie. Juhu :o)

En dejlig weekend med hygge og gode resultater

Lørdagen startede faktisk i rigtig kedeligt vejr. 2 timers lydighedstræning i rusk og småregn kan nok sætte humørbarometeret nedad. Men hen omkring frokost ændrede vejret totalt, og vi endte med agility-træning i det mest fantastiske vejr. Som sædvanlig med de sødeste mennesker og hunde - så det blev en helt fantastisk eftermiddag, hvor vi fik tanket godt med D-vitamin fra solen. 

Da Bent søndag skulle dømme og løbe på Garbogård, havde vi indlogeret os hos Birgitte og Midni, så der ikke var så langt at køre søndag morgen. 

Vi sov på første sal, og vores hunde er jo ikke vandt til trapper. - og nå ja, Midni havde faktisk aldrig været op ad trappen. Men Hazel og Midni, de er et par værre bøller, så pludselig stod de to små ovenfor trappen. Det havde de fundet ud af helt selv. Og jeg tror ikke, at Hazel har lokket ham ret meget 😇 Det sjoveste var at se, hvordan de spekulerede som vilde på, hvordan de nu skulle komme ned igen. Det havde de ikke lige gennemskuet. 

På et tidspunkt, hvor der lignede opholdsvejr, gik vi en dejlig lang tur. Det var nu ikke tørvejr hele tiden, så vi var faktisk både lidt våde og lidt kolde, da vi kom hjem igen.

Og når der så ligger sådan en dekorativ sten i Birgittes have, så så måtte vi lige have et Zarvo-familiebillede 😍

Phew, synes Hazel, det er mega hårdt at være på weekend hos Midni. Godt der er en stor seng, vi kan flade ud på. 

Mens vi andre hyggede - ja så knoklede Bent på Garbogård. Først med at dømme - og sidst med at løbe 4 klasse-3-løb med Blitz. Og da først resultaterne begyndte at komme ind, ja så blev vi rigtig glade. 4 løb - 3 fejlfrie - 2 førstepladser, en tredie- og en 7. plads - og vigtigst: et agilitycertifikat. Så flot gået - og så dejligt at se, at al den gode træning virkelig bærer frugt. Kæmpe stort tillykke - jeg er stå stolt af jer.

Klubmesterskab i DcH Næstved

Lørdag den 28. oktober lukkede og slukkede vi endeligt for stævnesæson 2017 med klubmesterskab hos DcH Næstved. Kingsmoor-bluserne blev luftet for sidste gang i år, og  nu må de hygge sig på hylden i klædeskabet indtil foråret. 

Jeg stillede med Hazel i lydighed i C-klassen (tillempet klasse, uden frit søg) og i agility (lærlingeklassen). Bent løb agility med Tough'Y, Dazzler og Blitz i svendeklassen, og det blev en rigtig dejlig dag, på trods af lidt overskyet og kedeligt vejr.

Indrømmet - jeg var p.... nervøs for den der lydighedsprøve. Jeg er så meget udenfor min komfortzone. Jeg elsker jo at træne med Hazel, men derfra og så at gå til en prøve, der er langt. Og så gik det over al forventning godt. 95,25 points ud af 120 mulige og en 6. plads. 3 øvelser med max-points, lidt midt i mellem og et totalt flop. Men jeg er så stolt af min unge hund på bare 14 måneder, som bare klarede det hele så flot. Og som endda klarede bagefter at løbe 2 agility-baner. Godt nok med 2 disk - men hun havde en fest, fik alle sine felter, og opdagede slet ikke, at hun havde løbet forkert bane. Jeg glæder mig bare SÅ meget til stævnesæsonen 2018.

Blitz løb sig til en flot andenplads med Bent. 

Desværre tabte Bent pusten i løbet med Dazzler, så de fik en disk i det ene løb. Det blev dog samlet til en femteplads.

Men lille Totte reddede familiens ære og gik hen og blev klubmester i klassen for de små hunde. Han løber meget bedre med Bent end han nogensinde har gjort med mig. Han sætter mere fart på, og så bliver han også af og til en lille smule fræk. Dygtig Tough'Y. 

Og her er et billede af 3 glade og smilende klubmestre i agility: Bent og Tough'Y i lille, Tikkie og Falcor i mellem og Michael og Diva i stor. Stort tillykke til alle 3. Det er SÅ velfortjent.

Birgitte og Midni var i Næstved for at være med til klubmesterskabet. og da vi var færdige kørte vi hjem til Bisserup, snuppede lidt frokost og så en lang tur i blæsevejret. Desværre var det ikke til at gå langs stranden hjem fra Kristiansholms Plantage, men hundene nød at få en spænetur i tangbunkerne.

Midni og Birgitte overnattede i campingvognen, og næste morgen blev der lige tid til en omgang morgenhygge for Midni og Bent. 

Ud på eftermiddagen, da stormen var taget lidt af og regnbygerne var næste stoppet, nåede vi lige en tur i solen i den smukke efterårsskov. Det er ren balsam for sjælen med sådan en tur. 

Så står den ellers på træning de næste mange weekender. Jeg ved, hvad der skal arbejdes på, og jeg glæder mig til at komme i gang.

Dem, der spiller på to heste, kommer også frem - eller .......

Når man nu gerne vil løbe agility, så er problemer med benene jo ikke det bedste, man kan have.

Og jeg er ikke nem at få til lægen. Jeg går hellere lææææænge med noget, som godt kan gøre rigtig meget ondt.

Hele sæsonen har jeg bøvlet med "ondt" i hæl/senefæste på venstre ben. I foråret gik jeg til min læge og fik en Ibumetin-kur (mod evt. betændelse) og en henvisning til en fysioterapeut - og så skulle den ged sådan set være barberet. Men sådan gik det ikke rigtig.

Efter ferien, da vi gik i gang med at løbe agility igen, ja så fik jeg bare mere og mere ondt. På en skala fra 0 til 10 var det ca. 8-9 stykker 24 timer i døgnet. Og efter at have ømmet mig og haltet rundt meget længe, ja så gik jeg til lægen. Hun gjorde (som forventet) det, at hun henviste mig til røntgen plus ortopædkirurgisk undersøgelse. Drop ind-røntgen på Næstved sygehus. Halvanden times ventetid - plus 17 arbejdsdage før resultatet kom. Godt jeg ikke fejlede noget, jeg kunne dø af!

Endelig kom svaret på røntgen, og det var "bare", at der var en hælspore. Og der var ikke en lyd fra ortopæderne. Efter at have rykket kom der sørme' en indkaldelse til forundersøgelse den 30. oktober. Igen - godt jeg ikke fejlede noget, jeg kunne dø af.

Men så var min tålmodighed også brugt op, og "hest nr. 2" (sundhedsforsikringen) blev sat i spil. På bare 14 dage havde jeg kontakt med forsikringen, en henvisning til og en henvendelse fra Nørmark Privathospital i Ishøj, en forundersøgelse, en MR-scanning og så resultatet i dag. Hvor der stadig er 11 dage til datoen for den første undersøgelse i det offentlige system. Jeg håber en eller anden er blevet glad for mit afbud. 

At så resultatet i dag ikke var helt som forventet, ja det er en ganske anden sag. Den læge der undersøgte mig i fredags mente, at hælsporen var gammel og harmløs. Godt så! Til gengæld mente han nok, at mit senefæste var godt og vel irriteret, så han mente at jeg bare skulle have en blokade, og så var den fjong. Han skulle bare bruge en scanning, så han kunne se, hvor han skulle stikke.

Den læge, der tog imod os i dag, så meget alvorlig ud, da Bent og jeg kom ind i hans klinik. Han fortalte, at min achillessene var delvis revet over. Det var godt nok noget tid siden, for der var voldsomt meget arvæv rundt omkring, men hvis de gav mig en blokade, så kunne de gøre skaden værre, og det ville de ikke. Bum bum ...... der blev stille. Hvad så?

Ja, så gjorde de ingenting. Men jeg skulle ud og købe nogle højhælede sko, så jeg kunne aflaste mit senefæste. Hæle på 3-5 cm. Ja ja - det er da også lige det jeg plejer at gå rundt i. Eller noget! Og så i gang med vippeøvelserne. Aflastning og vippeøvelser - måske 3-4 måneder, så skulle det hjælpe. 

Meget underlig fornemmelse, at tage ind til hospitalet fuldt overbevist om, at jeg lige skulle igennem en lidt ubehagelig ting (blokaden), og så køre hjem uden at det ubehagelige var sket, men med en noget grim diagnose. 

Nå, men så kunne jeg da køre ud og købe nye sko og støvler 😊 Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for nogen andet.

Og jeg må godt løbe agility. Jeg skal bare tænke over, hvordan jeg løber. Ingen problemer i hallerne og på helt plan grund, men jeg skal passe på ujævne baner. Det tænker jeg, at jeg godt lige kan klare. Og så vippeøvelser.  

Så kunne vi da sætte os i bilen og køre retur mod Næstved. Via Storcentret, hvor jeg fik investeret i nyt fodtøj. Og så hjem, til en lidt forlænget eftermiddag sammen med hundene. 

Det er jo herligt at få sådan en halv eftermiddag foræret. Ud over lidt kontorarbejde blev det til en herlig gang slalomtræning med Hazel. Hun har nu temmelig godt styr på både indgang og udgang, og hun har fræset en hel vej rundt om buskene. Seje hundepige.

Det blev også til en lille gåtur. Undervejs legede vi en anden af vores yndlingslege: Finde !!!  Der er vist ingen tvivl om, at Hazel synes det er en sjov leg.

Men vi har også et rigtig dejligt sted at træne den slags - 5 minutter fra vores gadedør. Nå, men jeg vil gå ind og lave nogen flere vippeøvelser 😅

Hazel

I dag - den 15. oktober 2017 - er det nøjagtig et år siden, vi kørte mod Jylland for at hente min aller bedste Hazel.

Gemmen nogle år havde jeg mest "gjort det" i shelties, men inde i bunden af mit hjerte har der hele tiden siddet en lille border collie og ventet, og nu - nu skulle det være.

Siden Anne Kew i februar 2016 fortalte mig, at hun ville lave hvalpe på Merry Hoppins, en af mine absolut yndlings border collies, ja, så vidste jeg, at nu var det på tide at komme tilbage.

Søde Hazel - jeg har set dig blive født, og selv om jeg i virkeligheden først havde kastet min kærlighed på din søster, ja - så tror jeg der har været noget "ment to be" mellem dig og mig. Du opfylder alle mine drømme. Du har været min største glæde og opmuntring gennem et år, hvor jeg ellers har fået et par "dask" af tilværelsen. Nå ja, du er ikke nogen hygge og nusse-hund, men du er min bedste træningsmakker. Dine smukke ravgule øjne gløder aller mest, når vi arbejder - uanset om vi går spor, laver lydighed eller løber agility. 

Jeg er så dybt taknemmelig og ydmyg over, at du blev min. Jeg elsker den rejse vi har givet os ud på, og jeg er spændt på, hvor den fører os hen. Og jeg takker alle dem, der er en del af denne rejse. 

Wauw, siger jeg bare.  💖

En dejlig weekend, et lille reklamefremstød og det aller sidste farvel til Zippo

Så er en lang og dejlig weekend ved at være slut, og hold da op, hvor har vi nået meget. Stævnesæsonen er stort set slut, så det har været "hjemmeweekend" med masser af gode projekter.

Først og fremmest, så nåede vi en dejlig lang tur i skoven fredag eftermiddag, da vi kom hjem fra arbejde. 

Lørdag kørte Bent til møde i Jylland, og jeg startede dagen med at køre til lydighedstræning med Hazel. En ting, som jeg virkelig har savnet hen over sommeren. Hun er min stjerne, uanset hvad vi træner. 
Bagefter var der arbejdsdag i klubben. Der blev slået græs, klippet hæk og skåret buske ned, spredt grus og ryddet op, Ca. 15 mennesker kom og gav lidt af deres tid og energi, så vi igen har et klubområde, der er pænt at se på. 

Søndag var "minus-vækkeur-dag". Og da vi stod op, var der dømt hygge med morgenbrød og afslapning - og blomster fra manden i mit liv.

Mens vi gjorde os klar til at tage en tur til Sorø og besøge farmor, så kom der sms, at min pakke fra Hjertedyr var klar til afhentning hos købmanden i Menstrup. 

Hjertedyr er et smykkefirma, der laver smykker med aske og hår fra dyr. Smykkekunstneren hedder Sacha og bor i Helsinge, og hende havde jeg fundet via nettet. Jeg besøgte hende i hendes showroom da vi var til stævne hos KAF. Sacha er super sød og meget empatisk. Hun brugte en hel time af sin fredag eftermiddag til at høre om min fantastiske Zippo, se billeder og filmklip og snakke muligheder. Vi endte med både halskæde og ørestikker, og resultatet blev, som I kan se her - et meget meget smukt sæt. Jeg kan på det varmeste anbefale Sacha, hvis nogen ønsker et helt særligt minde om en hund (eller hest - eller kat). Kig evt. på hendes hjemmeside: www.hjertedyr.dk. Ud over askesmykkerne har hun masser af andre spændende ting.

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at få mit smykkesæt, som er lavet med lidt af Zippo's aske, lidt af hans hår og bladkobber. Farver der minder mig om Zippo's farver. og jeg må sige, at jeg blev ikke skuffet. Det er et sæt, jeg kommer til være meget meget glad for.

Vi fik besøgt farmor, og derefter kørte vi en tur til Fensmark, for at se Lone Sommer's små Pizza-slices, inden de flytter hjemmefra. Her er det Bent, der bliver overfaldet, af 8 lækre hvalpe. 

Da vi nåede hjem til Bisserup var det faktisk blevet rigtig dejligt vejr, og vi besluttede os for, at det nu var tid til at skille os af med Zippo's aske. Det har på intet tidspunkt været min intention, at jeg skulle have hans urne stående. Vi fik ham kun hjem for at få lidt af asken til mine smykker. Og nu havde vi fået det overskydende aske tilbage fra Sacha, som lavede smykkerne. 
Så vi gik ned til Skovkrogen, hvor Zippo så mange gange har svømmet og leget i vandet. Hundene nød at lege i vandkanten, mens jeg gik ud i vandet for at komme lidt væk fra kysten.

Da jeg var kommet så langt ud i vandet, som gummistøvlerne tillod, så kastede jeg asken i vandet, hvor den lagde sig fint på bunden. Det føltes helt rigtigt, og var for mig den eneste måde, jeg kunne afslutte det projekt, vi havde sat i gang. Zippo elskede vandet, så selvfølgelig var det der, hans aske skulle hen.

De største stykker lagde sig som et fint hvidt tæppe på bunden. Det var en meget smuk måde at sige det sidste farvel til min elskede Zippo.

Hundene hyggede sig i vandkanten, men de kom ikke helt ud til os. Det var som om de forstod, at der var noget, vi skullle. Kloge dyr.

På vej ind igen mødte vi den her lille grønne fyr. Eller lille og lille - han var nok ca. på størrelse med min håndflade, og han pilede sidelæns gennem  vandet. 

Sikke en fantastisk dag til at få sat dette punktum. Det blev en rigtig flot tur, og heldigvis ikke så hårdt som jeg havde frygtet.