mandag den 16. maj 2016

Kingsmoor Cup i Ribe

Traditionen tro blev pinsen tilbragt hos Ribe Hundevenner i Jernvedlund. Heldigvis var campingvognen blevet rask igen, så vi med lovlig lyssætning kunne køre mod Ribe fredag eftermiddag. Vejret var egentlig ok, de lovede godt nok ikke det bedste, men det plejer jo ikke at holde stik, så .....


Lørdag kom der en pæn regnbyge, men ellers var det ok - søndag gik det helt galt! Se videoen herunder med lyd på!


Det var jo ikke lige det, vi havde regnet med i pinsen :-)

Løbsmæssigt har vi igen haft en super god weekend. Dazzler løb 2 springløb, og dem vandt han begge to. Det er bare så dejligt at se den fart og glæde, han igen har fået på, når han løber. Jeg kan da godt forstå, at dem der løber med seniorhunde på 11-12 år synes det er irriterende, når Dazzler på 7½ kommer susende, men hold da op, det er det bedste Bent længe har gjort for ham. Og det er det vigtigste i vores verden - at vores hunde er glade for det, de laver.

Blitz havde igen rigtig mange fine løb, hvor der bare lige var en lille bitte kikser. Flotteste resultat var en fin fejlfri 7. plads i en ag åben med ca. 80 deltagere. Det skal nok komme - det sidste lille nøk.

Og Zippo, ja han fortsatte stimen fra Viby med masser af flotte løb. Lørdag aften virkede han godt nok lidt træt - men så fik han en god gang massage, og så var han på toppen igen. Det gav os den fedeste startposition i mandagens finaleløb i Kingsmoor cup, nemlig sidstepladsen.


I løbet af mandag morgen sørgede Zippo for at lade godt op til dagens finale.


Pia og Lucky løb næstsidst og havde et super løb, så der skulle bare presses, men også passes på felterne. Som sædvanlig gav Zippo den fuld gas med 200% opmærksomhed på mig, men vi kunne alligevel ikke nå Pia og Lucky. Det blev dog til en flot andenplads.


Og en æresrunde - selv om jeg var helt "flad".


Egentlig synes jeg jo, at det er lidt sjovt at filosofere over, at finalen for mellemhunde nr. 1 og 2 er et par +50 piger med 2 hunde på næsten 10 år. "Still going strong" må vist være overskriften for finale-vinder-billedet.

Stort tak til Ribe Hundevenner for et arrangement, der som sædvanlig bare klappede. I er efterhånden super professionelle til at afholde stævner, og det er en fornøjelse at være med som deltager. Vi glæder os allerede til næste år.

Ingen kommentarer: