tirsdag den 6. september 2011

DKK-DM i agility 2011

Åh ja - hvor skal jeg ende - og hvor skal jeg begynde? Jeg tror, jeg begynder med slutningen, nemlig det helt fantasitske faktum, at vi havde 2 danmarksmestre med hjem i bilen søndag aften. Hold da op, det var overvældende. Men begyndelsen....

Ja den var jo som den plejer - jeg hentede Bent på arbejde fredag ved 13-tiden. Så gik turen via fiskemanden i Korsør efter de gode deller og lidt laks til grillen, og videre til Odense, hvor campingvognen stod hos Susanne og Tommy. Det blev lige til en times hyggelig snak og en kop kaffe, før vi satte næsen mod Ribe Hundevenners fine plads i Jernvedlund. Denne gang var der masser af plads til campingvognene, så vi lagde os temmelig tæt på banen og fik sat telt, hegn og hvad der nu ellers hører til. Vi fik også sat vores, Pias og Susannes stævnetelte op. Så puttede vi laksen på grillen og spiste den med nye kartofler, friske asparges og en god pesto. Uhm.... så kan man da ikke forlange mere!


Lørdag startede DM med springløb. Vi fik først muligheden for at løbe en "for-sjov" klasse. Det var herligt, for så kunne vi lige få rystet musklerne i gang og nerverne på plads. Zippo lagde hårdt ud og vandt sin klasse, med Dazzler på en flot 4. plads. Sådan drenge! Derefter gik selve DM i gang, og der blev lagt ud med hold-spring. Bent deltager på holdet "Wowchesky" som har været godt placeret til DM de sidste par år, og jeg deltager på holdet "Made by Monty", som består af 4 fantastiske hunde, nemlig Godis, Lucky, Breezy og Zippo. D.v.s. hver for sig er de fantastiske, men det er aldrig rigtig lykkes for os at slå igennem som hold, hvilket i og for sig er ret pudsigt.

Efter dagens springløb lå Bent's hold på 2. pladsen, som det ene af kun 2 hold med 3 gennemførende hunde (krav for at blive Danmarksmestre). Mit hold lå på 4. pladsen, desværre med 2 disk i bagagen. Zippo præsterede dog at være hurtigste fejlfri hund i mellemklassen for hold. Bent deltog også på et hold med Ticket, og de klarede også at komme igennem med 3 hunde. Det rakte dog desværre ikke til en top-placering.


Derefter var det individuelle springløb. Dazzler løb et super løb, som desværre endte i en disk. Banen havde en - synes jeg - lidt kedelig passage, hvor hundene kommer ud af posen 3 m. foran et spring, som de skal have bagfra. Ikke at det ikke kan lade sig gøre - men det bliver ikke kønt agility. Der var mange variationer af råb, skrig og kropssprog lige på det sted. Zippo kom fejlfrit gennem banen og endte på en 3. plads, efter Gitte og Zinnia som nr. 2 og ca. 1 sekund hurtigere end os Pia og Lucky på første pladsen. 2 skræmmende gode konkurrenter at løbe mod. Phew....




Sidste løb lørdag var et for-sjov ag-løb, som de fleste inkl. mig selv brugte på at skærpe deres hundes opmærksomhed på felterne. For mig blev det til en disk, men Zippo fik alle sine felter, så jeg var på den måde ikke nervøs for søndagens løb. Kun spændt på den gode måde.


Lørdag aften stod på lækker mad i klubhuset, et godt glas vin og lidt afslapning i campingvognen. Zippo er jo en ret fornuftig hund, så han rullede sig sammen i et hjørne af forteltet og samlede kræfter til søndagen.


Og Bent og Ticket tog sig en lille hyggesnak i døren til campingvognen.
Søndag morgen startede med morgensamling. Vi fik alle udleveret en pose med lidt lækkerier til hunden, en lille lygte, den obligatoriske nøglering og et par flag. Da rigtig mange deltagere samtidig havde iført sig den nye flotte røde landsholds-støtte-bluse, så det rigtig festligt ud.


Ulla og HP gav en lille en til halsen, og vi fik sunget "Der er et yndigt land" - både med og uden musikledsagelse. Vi var helt klart bedst uden musik!


Flagene blev sat på teltene, så det så festligt ud hele vejen rundt om banen, og så var det bare at gå i gang med dagens konkurrencer.


Men som ved enhver større konkurrence, var der ved DM selvfølgelig også en "hvid hund", der lige skulle igennem banen først, og det var i hvert fald for mig en helt fantastisk rørende oplevelse. Det var Thorleif's søde datter Maria, der løb banen med sin søster Sophies border collie Teitur. Maria er ikke helt som andre børn, men hun er det sødeste og mest kærlige man kan forestille sig, og hun elsker dyr - ikke mindst heste og hunde. Og jeg tror kærligheden er gengældt fra Teitur's side. I hvert fald opførte han sig rigtig flot banen rundt med Maria. Der var måske lige et par misforståelser undervejs, men det sker jo også for os andre. Jeg tror vi var mange, der lige stod med en lille klump i halsen mens Maria løb med Teitur.


Som i et ethvert andet vigtigt løb er der naturligvis både dommer og feltdommer!

Som om lørdagen startede vi med hold-konkurrencen. Hos de små hunde havde et hold bestående af 4 landsholdsløbere: Jesper med Emsi, Susanne med Unique, Julie med Chillie og Lilian med Mille lagt sig sikkert i spidsen om lørdagen, og de holdt stilen og kørte sikkert en flot førsteplads hjem til deres hold - som det eneste hold med 2 x 4 fejlfrie løb. Det er jo godt at vide, at det er dem vi sender til VM om en måneds tid.

Hos mellem-hundene kan man virkelig tale om at stå med guldet inden for rækkevidde og så kaste det hele over bords. Kromi-holdet "Prinsessen og de 3 musketerer", der om lørdagen lå til en førsteplads havde desværre ikke god karma, og de rutchede helt ned på en 6. plads. Øv for dem. Det betød, at Wowchesky bestående af Bent og Dazzler, Gitte og Zinnia, Dorthe og Baresi samt Ann-Britt med Diesel blev danmarksmestre for mellem-hold. Mit hold havde for første gang i holdets historie 4 gennemførte løb, og det gav os en 2. plads, hvilket vi kun kunne være vældig begejstrede for.


Jeg har desværre ikke noget billede af det store vinder-hold, men det blev Border Treasure family. Bent og Ticket's hold kom også fint gennem agility-banen, og det blev til en samlet 6. plads. Her er Bent og Ticket på vej gennem AG-banen.

Søndag var også store besøgsdag. Først kom min søde tidligere kollega Kim, hans kone Edla og deres drenge Lau og Pelle. Lau brugte rigtig meget tid på at lege med Chinook, og det kan i hvert fald ikke ses, at vores hunde ikke er vandt til børn. Hold da op, hvor de hyggede. Her er Chinook ved at "mule" Lau.

Og her er det lille Pelle og hans mor. Sådan et smil kan jeg ikke stå for.


Da Kim og Edla var kørt gik der ikke lang tid før næste besøgende dukkede op, nemlig Mette - og med Mette kom ikke mindst Upsi! Så var Chinook beskæftiget de næste mange timer. De 2 gutter muntrede sig i indhegningen ved campingvognen, og det er virkelig sjovt at se dem sammen. De er stadig vældig ens. Godt at der er lidt forskel i deres aftegninger.


Her har gutterne lige fået selskab af mor Woogi, men det er næsten ikke til at se, hvem der er hvem.


Well - endelig gik de individuelle ag-løb i gang. Efter lørdagens springløb, var det Jesper og Emsi der førte hos de små hunde, skarpt forfulgt af Susanne og Dweet. Unique havde desværre haft en nedrivning om lørdagen og lå noget længere nede i feltet. Susanne og Dweet leverede et vildt løb med et par feber-redninger undervejs, og så alligevel i en fantastisk tid, så der var lagt maks pres på Jesper. Desværre er det jo sådan med de super hurtige hunde, at der skal ikke ret meget til, før det går galt, og det skete også for Jesper og Emsi. En lille misforståelse undervejs, og Jesper og Emsi forlod banen med 10 fejl, hvilket bragte Susanne og Dweet på førstepladsen, Julie og Chillie på andenpladsen og Lillian og Mille på trediepladsen. Super flot af unge Dweet - han skal nok blive til noget stort!


Som vi nærmede os mellem-hundenes ag-løb kunne jeg mærke, at Zippo var helt tunet ind på, at det her var noget stort. Og da vi gik til start var jeg ikke nervøs - kun spændt på den gode måde. Zippo løb fantastisk. Og for mig føltes det nærmest som en rus. Yeaha, jeg kunne næsten ikke trække vejret af bare ophidselse, da jeg kom ud af banen. Var godt nok lidt spændt på, om han fik feltet på balancen (3. sidste forhindring) hvor jeg havde ryggen til ham, men da publikum ikke reagerede, gik jeg ud fra, at jeg var fejlfri, hvilket Allen også bekræftede i mikrofonen hurtigt efter. Tiden var super, så nu var det bare at vente på, hvordan Gitte og Pia løb. Det er rædselsfuldt. Man kan ikke gøre noget - kun vente. Åh, hvor tog det lang tid. Gitte fik desværre en disk, og så var der bare Pia tilbage. Jeg turde næsten ikke kigge. Gik bare rundt i små cirkler med Zippo, der var helt oppe og ringe af ophidselse. Pia og Lucky kom fejlfrit gennem banen, og jeg havde ingen anelse om, hvordan det så ud med tiden. Det føltes som 10 minutter, men i virkeligheden var det nok bare 10 sekunder, før Allan annoncerede, at Zippo og jeg var Danmarksmestre. Kaos i mit hovede! Ind på banen og løbe æresrunde, men en hund, der flippede helt ud af begejstring. Det er noget af det mest fantastiske - at løbe banen rundt og se ind i alle de smilende ansigter og klappe i de fremstrakte hænder. Det kan jeg aldrig får for meget af. Undervejs blev det også til kram til Pia og Bent - og vist nok nogen flere, men mit hovede kogte af begejstring.


Tænkt at det skulle lykkes i år, hvor jeg ikke har trænet så meget på grund af mit dårlige knæ, og hvor min kondition er så ringe som aldrig før. Det må være fordi jeg til sådan et løb alligevel kan mobilisere nogen reserver fra et ukendt lager. Fantastisk. Og indrømmet - jeg så faktisk ikke nogen af de store hunde løbe. Bagefter fandt jeg ud af, at Lone Sommer blev både nr. 1 og 3 med Panik og DuDer. Superflot gået. Men jeg gik bare rundt med et saligt smil - fik en masse kram og lykønskninger, mens jeg prøvede at forstå, at det virkelig var sandt.


Næste punkt på dagsordenen var præmieoverrækkelsen. Her er Bjarne, Ulla, HP og Arne ved at være klar. Og flot ser det ud, med alle pokalerne, flaskerne og blomsterne.


Præmieoverrækkelserne startede med, at Maria fik en præmie for sit fine løb med Teitur. og hun opførte sig selvfølgelig som en rigtig stjerne på podiet.


Det endelige resultat for mellem-hundene blev, at Pia og Lucky blev nr. 2 og Louise og Sunny nr. 3. Det giver mig lyst til at se lidt statistisk på DM.

Først lidt Monty-statistik:

Små hold: På vinderholdet, 1 Monty søn - på 2.pladsen 2 Monty døtre.

Mellem hold: På vinderholdet, 1 Monty søn - på 2.pladsen 2 Monty sønner og 2 Monty børnebørn.

Individuelt lille: nr. 1 Dweet, Monty søn

Individuelt mellem: nr. 1 Zippo, Monty søn

Jeg tror Monty fortjener en ekstra guf :-)



Og så lidt NOA-gård-statistik:
Små hold: På vinderholdet, 1 NOA-kursist
Mellem hold: På vinderholdet, 2 NOA-kursister - på 2.pladsen, 1 NOA-kursist
Individuelt blev både lille og mellem vundet af NOA-kursister.
Det må vist give en kagemand til træning onsdag aften :-)

Her er de flotte blomsterbuketter vi fik - rød til førstepladser og blå til andenpladser. Især den blå er meget spændende med både kål og kirsebær i buketten.


Og her er jeg med min lille Zuper Zeje Zippo. Tænk, et fantastisk tilfælde, at jeg fik lov at eje sådan en hund. Hvor er jeg stadig taknemmelig over det.


Vel hjemkommet blev drengene linet up på spisebordet med alle deres præmier. Hvis de ser lidt betuttede ud, så er det nok fordi de ikke ved, om det virkelig er i orden at sidde på spisebordet.


Tak til alle, der var med til at gøre det til en fantastisk DM-weekend: Sophie og Ann, Ulla og Bjarne, Hans Peter og alle Ribe's Hundevenner. Det er en weekend vi sent vil glemme.

2 kommentarer:

Susanne Rødtness sagde ...

Kæmpe stort tillykke til jer begge to og tak for en skøn weekend :-)

Knus Susanne og Co.

Lone Sommer sagde ...

Smadder god artikel, dejlig lang :-) og god læsning.
Ærgerligt, at der ikke er plads til så meget i "Hunden", men så er det jo godt, at du blogger.