Hele familien

Hele familien

tirsdag den 25. august 2009

Frijsenborg Explorer 2009

Sidste weekend tog Zippo og jeg alene på udflugt - d.v.s. alene er nu så meget sagt, for vi kørte sammen med Anni og hendes 3 sheltier - og vi boede sammen med Karin og Søren og deres hunde. Vi kørte til Frijsenborg Slot tæt på Århus for at løbe agility. Zip og jeg havde lånt Andreas' telt og luftmadras, og vi arrangerede vores bolig mellem Anni's bil og Karin og Søren's campingvogn. Bemærk lige, hvor lille teltet ser ud - det er meget meget lille!!Stævnet var arrangeret af DcH Risskov, og både lørdag og søndag kunne man via sine løb i de åbne klasser kvalificere sig til en finale. Lørdag kom vi med i finalen på en disk og en 2. plads (ikke særlig fremragende). Vi startede som den 5. sidste hund, og endte med at vinde. Super Zip! Han tænder rigtig meget på publikum, klappen, råben, højttaler-speakning og den slags. Altså tænder på den gode måde, så vores samarbejde bliver meget meget intenst.

Søndag havde vi "strammet ballerne" lidt mere, så der kom vi i finalen med en 1. og en 2. plads, og skulle starte sidst. Cool! Det generer mig ikke - tvært imod, så bliver jeg meget meget koncentreret af det. Og sandelig om ikke super-Zippo gjorde det igen: vandt finalen. Det er helt vildt! Jeg er bare så stolt af den lille hund. Så glemmer vi lige, at jeg ikke kan få den sidste sk... pind i AG2 - ikke?

Som I kan se, var omgivelserne flotte, men der var mange ting, der kiksede. Der havde stået i indbydelsen, at der ikke var bademulighed. Well - der var ikke noget vand eller mulighed for at vaske sig i en håndvask. Kun kemiske toiletter, meget meget meget langt væk. Og teltene var flyttet rundt om et hjørne, bag en busk, ned i et hul, så man kunne faktisk ikke følge med i konkurrencen fra teltområdet. Det var dårligt.

Da jeg jo var afsted uden Bent, havde Zippo og jeg adopteret en rigtig god erstatningsfamilie. Maden var fremragende og stemningen super. Vi havde hunde fra 3 flokke, som bare gik og hyggede sig mellem hinanden. Her er hele slænget: Jaffa, Marquis, Dronning Trille, Zippo, Zalia, Cherie og Blueye.
Som dronning af campingvognen nød Trille at ligge hos Anni og skue ud over alle de der tåbelige sheltier, hun er omgivet af.

Det tærer på kræfterne at være afsted og skulle passe på mor helt alene, så lørdag eftermiddag måtte Zippo lige have en lille lur.

Men så var han også klar til at lege med Blueye bagefter. Hold da op, hvor de 2 hyggede sig.

Tak til Anni fordi jeg måtte køre med og tak til Anni, Søren og Karin for at være søde, hjælpsomme, kærlige og dejlige mennesker. Det var en rigtig hyggelig weekend.

1 kommentar:

Sanne sagde ...

Kæmpe Kæmpe stort tilykke med de kanon gode løb. Den lille hund er jo bare formidabel.

Nu mangler i bare lige titlen som DANMARKSMESTER - den nupper i jo selvfølgelig også. Jeg tror på jer og holder øje med jer.

Knus
Sanne og Coco (Skøtt Hansen)