2. adventsweekend

Så gik der endnu en dejlig aktiv weekend, fyldt med glade hunde og mennesker.

Torsdag efter arbejde hentede jeg på vej hjem fra arbejde 4 af Pia's hunde, da Pia var smuttet en tur til stævne i Sverige. Tænk, der var faktisk en gang, hvor vi selv havde 8 hunde - det skal vi godt nok aldrig have igen - men det kan sagtens lade sig gøre for nogle dage. Vores hunde og de 4 af Pia's kan sagtens gå sammen. Her er det f.eks. Gimli og Livi, der sagtens kan dele sofa og ligge tæt. 

Alle 4 kan også gå ud og ind ad klaplemmen, så de klarer selv at smutte ud, når de skal noget - eller når de bare har lyst til at fjolle lidt rundt ude i haven. 

Når vi skal ud og gå morgentur, så er der dog en lille smule for lidt plads i entreen, mens alle 8 hunde venter på at blive iført halsbånd, seler og snore. Det foregår nu stadig fuldstændig roligt. Alle venter pænt på at Bent og jeg kommer i tøjet, så vi kan komme afsted. Selv om Uha nok mener, at det tangerer dyreplageri, at hun skal ud og gå i mørket kl. 05.05 om morgenen, så kommer vi rundt på vores morgentur, fuldstændig som vi plejer. Og når vi kommer hjem nusser de rundt ude i haven og får overstået det sidste "morgentoilette", så de kan klare sig til vi kommer hjem fra arbejde. Fredag er jo kort dag, så det klarede alle fint.

Fredag skulle der også laves forberedelser til juleafslutningen for agility-holdene hos DcH Næstved. Det indebærer bl.a. produktion af vindernissehuer.

Og så selvfølgelig indkøb og indsamling af diverse underlige remedier, som i år var en masse sort sytråd, en ske, en pose pølsestykker og 6 æg. Jeg skal helst finde på lidt nyt hvert år, og det lykkedes også i år. 

24 deltagere mødte frem for at deltage i løjerne, og vi fik delt alle deltagere op på hold i en skøn blanding. Let the game begind! 

Første post var en lille tunnelbane med indbygget taktik. Deltagerne kunne vælge mellem en kort tunnel og en slalom, og derved måske opnå en fordel - men ingen vidste, hvad fordelen var. Så der blev gamblet på mange niveauer.

Anden post var 4-delt, så alle skulle i aktion, og man kunne fordele opgaverne efter hvem, der var bedst til hvad: Lineføring med sytråd som line, transport af æg på ske med hund i den anden hånd, slalom for hunde og mennesker samt selvfølgelig et pølseindkald, altså indkald mellem spande med store pølsestykker på.

Gitte og Coco klarede lineføringen fint, selv om Gitte må have haft ondt i ryggen bagefter.

  

Anne og Bella suste gennem slalommen.

Og Cuba klarede pølseindkaldet til max points. Han suste bare forbi.

Mens andre hundeførere måtte sande, at selv om de var helt sikre på, at deres hunde ikke tog pølserne, så var det lidt anderledes i det virkelige liv. Fyyyyyy, Alba Madsen 😍

Sidste post var spillet "Klodsmajor" i overstørrelse - stadig med hund i den ene hånd. Luca følger meget interesseret med i, hvad Torben nu laver med de der underlige træpinde. 

Points og tider blev omhyggeligt og retfærdigt noteret af de 3 overnisser, således at vi kunne kåre årets vindernisser.

Og her er de så: vindernisserne årgang 2021: Lone med Chillie, Anja med Blaze og Charlotte med Zappa. Tillykke med titlen. Godt arbejdet, piger!

Så var det tid til gløgg og æbleskiver, og vi blev begavet med en dejlig kurv med bobler og godter til både 2- og 4-benede. Tak for den alle sammen, og tak fordi I gider lege med mig hver år til jul! Jeg elsker det!

Efter at alle andre var kørt hjem var der tid til at vi lige kunne lufte vores egne hunde. Tunnelbanen stod der stadig, så der var lige tid til en omgang tunnel- og slalom-fræs. Det var lige noget, de kunne bruge. Selv Totten synes faktik, at det var lidt sjovt.

Prøv lige at se slalompindene, når Gimli løber slalom. Det er da nærmest et mirakel, at de ikke knækker alle sammen.

Birgitte var kommet for at deltage, og hun havde selvfølgelig Fanta med. Så jeg fik lige taget et par billeder af de 2 smukke Zarvo-hunde.

Så blev det 2. søndag i advent, og lysene blev tændt i adventsdekorationen. 

Bent havde tulipaner med hjem fra Brugsen. Tulipaner om vinteren får mig altid til at tænke på min ældste storesøster, Hun elskede tulipaner, og hun synes det var vild luksus at få tulipaner om vinteren. Så jeg sender en tanke til Gunver, hver gang jeg går forbi min buket, der står så flot.

Midt på dagen blev det tid til årets juleafslutning nr. 2 - denne gang med lydighedsholdet. Vi startede med gløggen og æbleskiverne, og bagefter gik vi ud og trænede. En dejlig blanding af sjov og alvor, og som sædvanlig med masser af guldkorn og nye ting at tænke over og træne på. 

Og så var den weekend næsten forbi. Andreas kom til aftensmad og for at snuppe lidt julepynt fra mit lager. Der er nok af det. Meget af det har en historie eller en affektionsværdi, så det er svært at give slip. Men han fik da lidt med hjem.

I dag har jeg så aflyst min deltagelse i firmaets julefrokost på Wallmans på fredag og vores koncert på lørdag med Queen Machine. Jeg tør simpelthen ikke lige nu udsætte mig selv for risikoen for at blive smittet. Så næste weekend bliver noget anderledes end oprindelig planlagt. Men så må vi bare selv sørge for at gøre den hyggelig.

Klubmesterskab i DcH Næstved

I weekenden har vi afholdt klubmesterskab i DcH Næstved. Det blev - som det plejer - en super hyggelig dag, hvor vi mødes på tværs af hold og discipliner og dyster - lidt for sjov, men også lidt for alvor. Dommerne er vores trænere og klubkammerater, og vi gør meget ud af, at det skal være en god dag for alle medlemmer.

I år var det Minna og Christian, der som vores aktivitetsudvalg stod for planlægningen og meget af afviklingen - og jeg kan kun sige, at det klarede de to til UG med pil opad. Christian havde oven i købet lavet dejlig mad til os alle, så vi kunne spise sammen, når konkurrencerne var færdige.

Nå, men vi må hellere begynde med begyndelsen.

Minna byder velkommen

Til klubmesterskabet kan man stille op i DcH-programmet og i agility, og samtidig uddeler vi præmier til årets hunde og årets hundeven.

Så er der linet op på præmiebordet

Og vi er jo nogen, der har svært ved at begrænse os, så Bent og jeg (plus nogle stykker mere) skulle deltage i begge discipliner. Bent i C-klassen og jeg i B-klassen, og os begge i agility. Så det er noget af et logistik-arbejde at få startlisterne til at gå op. Men alle tog ventetiden pænt, selv om det begyndte at regne. Der var masser af kaffe på kanden og nylavet gulerodskage, og så gik snakken lystigt mens vi ventede.

Bent og Gimli er klar til spring i C-klassen

I agility havde vi fået Susanne, som normalt går på vores hold, men som desværre p.t. har en skadet hund, til at være dommer, og det klarede hun super flot. Vi fik afviklet lærlingeklassen (med Christian som dommer) og en springklasse og en agility-klasse, så vi kunne finde en klubmester i hver størrelse. Klubmestre i agility blev: Rune med Hipster for små hunde, Pia med Zoola for mellemhunde og Anne med Bella for store hunde. Desværre fik vi ikke noget billede, da nogen af dem var kørt hjem. Hazel løb fejlfrit i agility, men havde desværre et par fejl i springklassen, og både Gimli og Blitz havde også lidt fejl med sig, så det blev ikke til præmiering til os i klubmesterskabet.

Susanne dømmer agility

Til klubmesterskabet uddeler vi også titlen som "årets hundeven". Årets hundeven er en person, som på en eller anden måde har gjort noget særligt for klubben, og årets hundeven vælges af de 3 seneste års hundevenner. I år havde vi besluttet, at vores træner på hvalpeholdet og agility-puslingeholdet Torben, skulle være årets hundeven. Torben kom for nogle år siden og mente, at han da sagtens kunne læse sig til at blive agility-træner. Men der måtte vi sige stop - han måtte lære at løbe agility selv først. Torben havde ikke lige en hund, der var klar til det, så vi lånte ham Dazzler. På 2 år lærte Torben at løbe så flot agility, at han kunne tage en træner-uddannelse, og Dazzler var ikke en nem hund at løbe med. Han gør kun, hvad du beder ham om - hverken mere eller mindre! Til gengæld elskede Dazzler Torben resten af hans liv. Ud over at undervise på agility-puslingeholdet, så er Torben også en afholdt hvalpetræner, og elsket af alle hunde, der kommer i nærheden af ham. Og derfor var det så dejligt for mig at kunne give titlen som årets hundeven videre til Torben. Tillykke med den - det er så fortjent.

Præmieoverrækkelserne blev på nogen punkter rent "surprise-party". Både Louise, som vandt C-klassen, og jeg selv blev meget meget overraskede over at vinde vores klasser. Jeg især fordi Hazel valgte ikke at samle genstandene op i søgefeltet. Hun søgte - men hun samlede ikke noget op. Mystisk - men never mind. Resten af prøven gik super godt, og vi lavede den flotteste fremadsendelse ever !!! Kæmpe stort tillykke også til Louise (C) og Thomas (A).

Klubmestre i C, B og A

Så er der årets hunde. I agility er det de 2 bedste resultater i åben agility og åben spring, der tæller. Og seniorhundene er med i konkurrencen på lige fod med "ikke-seniorer". Og i DcH-programmet er det resultatet fra de sidste 3 konkurrencer, der tæller. Og det var en meget rørt Bent, der med Blitz modtog præmien for årets agility-hund. Det er simpelthen godt gået af en hund på 10 år. Vagn løb med prisen for årets A-hund, Jette med prisen for årets C-hund og Per (som desværre var kørt hjem) med prisen som årets B-hund. Stort tillykke til alle - og et kæmpe tak fordi I ved at gå ud i konkurrence er med til at sætte DcH Næstved på landkortet som en aktiv klub!

Årets hunde(førere): Bent, Vagn og Jette

Dagen slutte af med Christian's lækre Chilli con carne i klubhuset, inden vi kørte hjem for at få tørt tøj på.

Præmier for årets agility-hund og klubmester i B-klassen.

Hazel synes også, det havde været en lang dag, så hun krøllede sig sammen i sofaen ved mine fødder. Så bliver livet da ikke meget bedre.

Hazel putter i sofaen

Søndagen blev brugt med familien, da vi fejrede Bent's bror, som fyldte 70 i 2020, men som ikke holdt fødselsdag pga Corona. Men vi startede dagen med en tur i skoven inden morgenmaden. 

Hele flokken 💖

Skoven er fantastisk smuk lige nu, og vi føler os vældig privilegerede ved at bo et sted, hvor vi har skoven 7 minutters gang fra vores gadedør. 

Smukke farver i skoven lige nu

Og hundene fik rendt det værste krudt af sig i vandkanten, inden vi gik hjem til morgenmaden og fødselsdagsfejring senere på dagen. Sikke en dejlig weekend - igen!
 

Borderbanden på tur

En Vild weekend

Vi havde rigtig mange planer for denne weekend, men heldigvis havde vi tid til at starte i fred og ro med en dejlig tur i skoven. Farverne er ikke endnu helt på deres højeste, men der er smukt alligevel. Og der er nu ikke noget som at gå og sparke i de nedfaldne blade.

Der er også mange spændende ting at se på. Bl.a. fandt vi de her skrig-gule svampe på nogle gamle grene. jeg ved ikke, hvad det er for en fyr, men den er godt nok hidsig i farven.

Selvfølgelig måtte hundene også stå model til det sædvanlige opstllingsfoto. Men det var lige ved at gå galt, for da vi lige havde fået dem sat op, så kom der en dame gående rundt om et hjørne - og det tog deres opmærksomhed. Da jeg så lige forsigtigt kaldte på Gimli, ja så sprang han da ned og kom hen til mig. Hm...... 

Efter turen fik jeg i en fart pakket, og så kørte vi ud til Rune og Christian. Christian og jeg skulle til stævne i Viborg lørdag, og vi skulle op

03.15!

Så vi havde vurderet, at vi kunne spare lidt tid, hvis jeg sov hos Dem. Det er godt nok ikke sjov at stå så tidligt op, men vi var faktisk gode til at få nusset os færdige og komme ud af døren.

Vel ankomne fik vi fundet en plads til vores grej, og så gik dagen ellers i gang. Jeg skulle være hjælper fra morgenen og til ca. kl. 14.00, og først derefter lå mine 4 løb. Jeg var indsender på springbanen, og der skulle godt nok arbejdes for sagen. Støjniveauet i hallen er enormt, og det var virkelig svært at råbe folk op. Tilmed stod rigtig mange udenfor indtil lige før, det var deres tur. Så jeg fik brugt min stemme og gået mange skridt allerede der. Men alligevel er det altid sjov at være en del af et godt hjælperteam, og ud over nogle it-problemer om morgenen, så fungerede hjælperne godt, og der var en dejlig stemning.

Der var 4 udenlandske dommere på, og jeg tror jeg taler for de fleste, når jeg siger, at banerne var meget udfordrende. Men det var simpelthen så sjovt, anderledes og spændende. Jeg tænder på de der svære baner, Den ene fik jeg ikke rigtig ind under huden, men de 3 andre var super sjove at løbe. Der var flere ting, vi ikke var vant til i Danmark. Bl.a. havde den sidste AG3 en lille tricky ting i slutningen, hvor vi havde 4 spring næsten lige ud, og så i øvrigt skulle udenom det sidste (nr. 22). Billedet viser slutningen set inde fra banen og udefra.

Jeg kørte hjem med 4 disk, men mange mange erfaringer rigere. Hazel løb rigtig godt. Mange af de ting, vi har trænet på, fungerede. Vores felter var ok (ikke noget med at kravle langsomt ned). Og hun løb i et ok tempo. Jeg elsker simpelthen, når samarbejdet er, som det var i de 3 løb i går. Det 4. skynder vi os at glemme! 
Det blev til 22.960 skridt på tælleren, inden jeg ramte dynen i Bisserup lørdag aften.

Søndag var der planlagt en B-prøve til mig og Hazel og en C-prøve til Bent og Gimli, men da jeg vågnede søndag morgen kunne jeg godt mærke, at min krop var gået i udu. Hovedpine, kvalme, ondt i halsen, røde øjne. Ikke godt, så jeg endte med at tage en alvorlig date med min dyne og en sofa i stedet for. og det var der nogen, der synes var en rigtig god ide.

Men den her flotte fyr, han tog til sit livs 2. C-prøve med sin far - og de var rocker-seje.

113 points og en halv oprykning til B-klassen. Der var ikke noget uventet i de ting, de blev trukket for, men det var en dejlig bekræftelse af, at Bent og Gimli er på rette vej, og de ved helt klart, hvad der skal arbejdes på i vinter. Jeg er så stolt af min agility-mand og hans agility-hund, der også kan andet end agility. 

Ud på eftermiddagen tog jeg mig sammen, tog et bad og kom ud på en travetur. Markerne så helt forårsagtigt lysegrønne ud. Vinterafgrøderne titter op. Desværre løb telefonen tør for strøm, så mit omhyggeligt opstillede strandbillede med 3 hunde gik i vasken.

Hundene og jeg kom hjem samtidig med at Bent og Gimli kom tilbage, og da det var sol og lunt stadigvæk, blev det til en kop kaffe på en solfyldt plet i haven, mens vi ladede op til en ny uge på jobbet.

 

En stille og rolig weekend ..... eller .....

 

De der dybe brune øjne ..... de kan altså noget! Og denne weekend startede med at jeg fik lov til at fordybe mig i Sif's dejlige brune øjne - og ikke mindst ride en tur i skoven på hende, sammen med Gitte.

Der er noget helt fantastisk ved at sidde på en hesteryg og lige så stille skridte gennem skoven. Der var ikke en vind, der rørte på sig. Og der fredag eftermiddag var regnen ikke begyndt. Og mens vi red gennem skoven fik Gitte og jeg ordnet verdenssituationen. Det er en helt fantastisk måde at slutte (endnu) en lidt stresset arbejdsuge. Du kan ikke være stresset, når du sidder på ryggen af en islandsk hest. 

Da vi kom tilbage og fik sat hestene ud på folden, så havde Claus og Bent lavet mad, og der duftede fantastisk. Vi satte os til bords - kiggede ud af vinduet - og så kom regnen. Hvor heldig har man lov til at være. Det var en rigtig dejlig start på weekenden. 

Lørdag var Bent afsted for at være med til eksamen for nye agility-dommere. Kæmpe stort tillykke til jer, der bestod eksamen. 

Jeg tog til gængæld til lokalkonkurrence i klubben. Det var længe siden jeg havde været ude til en prøve i DcH-programmet, og jeg trængte nok lige til at finde ud af, hvor vi stod. Jeg vidste godt, at vi havde et problem med spor og ikke mindst knæk på sporet - men fuld af fortrøstning tog jeg afsted. 

Jeg er jo et kæmpe konkurrence-menneske, så at blive nr. 4 ..... ud af 4! Det passer mig ikke rigtig godt. Til gengæld kan jeg jo ikke tillade mig at være utilfreds, når jeg ser på mit pointark. Hvis man altså lige ser bort fra det med sporet!!!!

Så jeg sad bagefter med en noget ambivalent følelse. På den ene side var jeg vildt stolt over Hazels flotte karakterer. Hun kan sgu noget - min brune hund. Eller - vi kan noget sammen, Hazel og jeg. På den anden side, så kan vi bare ikke finde ud af gå spor! Nu går jeg i skarp træning inden B-C-konkurrencen i oktober, og så må vi se, hvordan det går. 

I øvrigt fik Hazel lov til at deltage i A-hundenes fællesdæk, og det klarede hun selvfølgelig til UG!

Søndag var sat af til hjemlige og huslige sysler. Vi har jo i et stykke tid haft Andreas' seng, men den ville han faktisk godt have tilbage, så vi har købt en anden brugt seng, som vi skulle hente ude i sommerhusområdet. 

Åh nej, en seng fra Ikea, spillet til atomer! Mon det går godt? Selvfølgelig går det godt! Der er en stor handyman gemt i Bent, og bortset fra at vi tabte topmadrassen fra traileren på vej hjem med sengen, så står den nu fiks og færdig lige til at hoppe i.

Andreas' seng røg på traileren og blev kørt til Slagelse. Puha, op på 2. sal, men det gik.

Til gengæld fik vi 2 orkideer med hjem til genoplivning på Marianne's orkide-skadestue, og et mini-drivhus, som fluks blev til vinterhjem for Bent's figentræ. Så må vi se, om figentræet overlever til foråret. Nu kan vi i hvert fald bare køre kassen ind på terassen, når der kommer frost og sne. 

Næste weekend står den på DcH DM. Hold nu op, hvor jeg glæder mig. Andreas flytter ind og passer Gimli og Blitz, og Hazel og jeg skal til Vejen og give den fuld gas!

Wauw for en weekend

Vi sidder her søndag aften og er egentlig lidt flade. Benene er trætte og tunge, og hovederne er fyldt op til randen med gode oplevelser. Vi har været til stævne både lørdag og søndag, og Bent blev temmelig overmodig, så han har løbet med både Gimli, Blitz og Totten. Jeg holder mig til Hazel.

Lørdag var det DcH Vordingborg, der lagde bane til – og det inkluderede det årlige Sjællandsmesterskab. Det betød 10 løb til Bent og 5 løb til mig.

Bent havde besluttet at teste Totten, efter han var blevet kastreret i forbindelse med sine prostataproblemer. Men det har ikke gjort nogen forskel på Totten. Han løber stadig i sit eget tempo, og ikke mindst skal han holde øje med sit publikum undervejs, hvilket tærer lidt på koncentrationen i forhold til banen.

Blitz er jo den der gode gamle sweater, man tager på, og så føles det såååååå dejligt. Når Bent og Blitz løber ser det legende let ud, og der er ingen der kan se på Blitzepigen, at hun er blevet 10 i år. Der er kun et tempo, og det er hurtigt! Blitz blev Sjællandsmester for seniorhundene.

Med Gimli kan man godt mærke, at han kun havde haft 2 stævner, da Corona satte ind. Han mangler i den grad stævneerfaring. Han kan så mange fine ting, men når han kommer til konkurrence, så bliver han lidt ”uartig”. Han kan ikke blive i start, og han glemmer alt om at blive på felterne. Men det er godt at vide, at der er noget at træne på, og det bliver helt klart bedre og bedre for hver gang. I dag har han f.eks. gennemført 3 ud af 4 løb – med fejl, ja – men det er helt klart en forbedring. Og den disk i dag, den valgte Bent selv, for at kunne rose Gimli på balancefeltet. Pas på derude – i 2022 kommer Gimli!

Og Hazel, hun er jo bare inde i en god stime. I Vordingborg havde vi 2 disk p.g.a. små fjollede ting, og 3 fejlfrie løb, heraf Sjællandsmesterskabs-finalen. Finalebanen var en super fed bane at løbe med godt flow og gode linier. Tak for den, Annette Thøgersen.

Og ja, jeg er da helt klar over, at Hazel og jeg ikke er den hurtigste ekvipage i feltet, og selvfølgelig var vi hjulpet af, at nogen af vores konkurrenter var i Hvalsø og løbe DKK-stævne, og nogen vil måske mene vi fedtspillede for at komme fejlfrit igennem – men for mig ser det nu sådan ud: Jeg skulle løbe næstsidst, 2 af mine konkurrenter løb før mig og lavede fejl, den sidste vidste jeg, at jeg med garanti ikke kunne slå på tiden, så jeg ville rigtig gerne fejlfrit igennem banen, for dog at sikre mig en 2. plads. Så ja, jeg løb taktisk – og kom fejlfrit igennem. Og desværre fik den sidste hund en fejl, hvilket gjorde Hazel til bedste hund på dagen. Sådan er spillets regler – og jeg er sgu stolt af mit Sjællandsmesterskab, selv om jeg er fuldstændig klar over, at der er nogen der synes, at de fortjente at vinde mere end mig!

I dag i Højme fortsatte Hazel sin gode stime. 3 fejlfri løb og et med en vægring, fordi Hazel åbenbart synes, at det var for mystisk med 2 tunneller lige efter hinanden. Så dagen i dag er også i den grad godkendt.

Når weekenden så slutter af med, at Andreas kommer hjem og laver aftensmad til os, så bliver det ikke meget bedre. Så mangler bare en god nats søvn, så vi er klare til en ny uge i morgen.

10. september 2021 - en meget speciel dag

Først og fremmest fordi det er vores 33 års bryllupsdag. 33år - det er slet ikke til at forstå, hvor tiden bliver af, for vi bliver jo ikke ældre! .......  33 fantastiske år med ups and downs, men først og fremmest 33 år med os to. Vi lever vores tossede hundeliv, og vi elsker det begge to.
Og Bent havde jo selvfølgelig (med gode venners hjælp) sørget for den smukkeste buket med 33 fine roser. Tak for roser - og tak for 33 fantastiske år. Jeg er klar til mange flere. 

Men dagen i dag er også speciel fordi Say i dag er rejst videre mod Norge, sammen med sin retmæssige ejer. Lise kom i går, og jeg tror, Say har taget hende med storm - selv om hun synes det var svært at komme hen til Lise, når jeg også var der. Selvfølgelig er det sådan fordi jeg har været hendes base de sidste 6 uger, men jeg er sikker på, at i løbet af kort tid, så er hun faldet fint til sammén med Lise, Gosh, Babe og Mr. X. Tak til Miriam og Lise-Irene fordi I har vist os den tillid, at betro os at passe på Say, indtil hun blev gammel nok til at rejse til Norge. Vi har elsket hende højt i 6 uger, og hun vil altid have en lille bitte plads inde i vores hjerter. Nu er resten op til hendes nye familie - og det skal nok blive godt. Held og lykke med Say - vi glæder os til at følge jer i fremtiden.

En af de mere specielle weekender

I et stykke tid har jeg jagtet den sidste udtagelse til DcH DM. Jeg elsker DcH DM, og jeg ville være rigtig ked af ikke at skulle deltage. Hvis ikke jeg fik den sidste udtagelse, så ville det være første gang i en ubrudt række siden 2009 (bortset fra Corona-pausen sidste år), at jeg ikke deltog – og det kunne jeg næsten ikke bære at tænke på. Så jeg lod mig derfor nemt lokke af Christian til at køre med til stævne hos DcH Ribe i lørdags (og vi er i øvrigt tilmeldt DcH-stævner både lørdag og søndag næste weekend).

Zippo's og mit første DcH DM i 2009 i Vejen, hvor vi i øvrigt stillede op for Aabenraa.

Jeg har haft svært ved at holde mig indenfor tidsgrænserne, når vi har været oppe mod meget hurtige hunde til stævnerne, og jeg har i øvrigt i et stykke tid haft svært ved at gennemføre banerne uden at blive disket. Hazel har udviklet sådan nogle underlige vaner med pludselig at tage spring bagfra på eget (uønskede) initiativ, så alt i alt synes jeg mit DM 2021 hang i en noget tynd tråd.

Men jeg tog af sted lørdag morgen sammen med Christian med en målsætning om bare at bevise for mig selv, at jeg rent faktisk godt kunne løbe en fejlfri åben bane – og så kunne jeg altid tidsmæssigt presse den næste weekend og få den sidste udtagelse der.

DcH DM i 2015. Nu er Bent og Dazzler også kommet med, og nu har vi lært, at man skal have taget det traditionelle billede foran faneborgen. 

Dagen bød på både ag-baner og springbaner med godt flow og rigtig meget i Hazel-stil, så vi lagde ud med en fejlfri AG3 og en andenplads efter Wicki. Totalt godkendt. Og egentlig en rar fornemmelse. Vi kan åbenbart godt.

Næste løb var AG åben, og det var jo her, der var mulighed for den der famøse DM-udtagelse. Banen var god, og der var rigtig mange ting, som jeg vidste vi kunne. Mine værste konkurrenter fik fejl (ja ja – det må man ikke fryde sig over, men det gav mig nu lidt mere ro), og jeg havde skubbet alle Hazels mærkelige ”nu-gør-jeg-lige-pludselig”-ting ud af mit hoved. Og så var det der pludselig – det der fejlfri løb indenfor tidsrammen! Jeg turde ikke rigtig tro på det, før klassen var færdig, men joooo, den var god nok, og Hazel og jeg er nu udtaget til DcH DM 2021. Mit 12. DcH DM!

DcH DM i 2019, hvor jeg var så dopet af betablokkere, så jeg nærmest gik bane rundt. Men vi var der - og Delta var med som support. 

Og som om det ikke var nok, ja så var hun også fejlfri i spring åben. Så var der bare spring 3 tilbage. Vi var kun 3 i klassen, og banen havde reelt kun 1 sted med lidt sværhedsgrad. Jeg løb sidst, og begge mine konkurrenter blev disket – i øvrigt det samme sted. Så blev jeg sådan lidt stædig, og selv om mine ben næsten ikke kunne flytte sig, så gik jeg på banen fuldt besluttet på at gennemføre uden disk. Vi fik en lille bitte vægring i starten, fordi jeg ikke lige løb med Hazel i den rigtige retning, men resten af banen sad bare lige i skabet.

Hold nu op. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har løbet 4 løb uden disk, og heraf 3 fejlfri. Det var en dejlig fornemmelse, og jeg glæder mig nu til at skulle løbe næste weekend, fuldstændig uden andet formål end at have det hyggeligt med min yndlings-brune-hund!

Say har øvet sig på at kigge på agility og stå øverst på præmieskamlen.

Say har selvfølgelig været med. Hun har hygget, leget, mødt søde hunde og mennesker, bidt i spaniel-ører, fræset rundt og snust til og smagt på mange underlige ting. Hun rejser hjem til Norge på fredag. Så bliver der stille på Skovvænget igen.

Bent var i løbet af dagen blevet færdig med sit møde i Kolding og var kommet til Ribe, så da stævnet var færdigt satte vi kursen mod Skærbæk, hvor vi for længe siden havde aftalt at overnatte og hygge hos Anne og Henrik. Men Anne og Henrik har i torsdags mistet deres eneste søn, så verden så pludselig noget anderledes ud. De ville dog stadig gerne have besøg, så selvfølgelig kom vi, og det blev en rigtig hyggelig aften, hvor der blev snakket om mange ting.

Søndag morgen tog jeg mig sammen og gik med Henrik og Anne ned og morgenbade i Lillebælt. Jo, den er god nok - den der lille sorte prik mellem badebroen og båden, det er Marianne, der er i vandet. Og jeg kom helt under!

Som forældre må det være det værste man kan forestille sig – at miste sine børn. Jeg indrømmer gerne, at det slog mig som en kæmpe hammer, da jeg begyndte at tænke over, hvordan man reagerer i den situation. Og jeg indrømmer gerne, at der røg et par sms’er afsted til min egen søn, bare for at høre, at han var ok. Vi sender masser af kærlighed efter Anne og Henrik, som står midt i deres livs værste mareridt. Jeg håber, at I finder styrke til at hjælpe hinanden igennem den svære tid, der kommer.