Ostsee Cup 2026

Der poseres på diget med stævnepladsen i baggrunden

I nogle år havde vi hørt om Ostsee Cup, som er et agilitystævne i den lille tyske badeby Kellenhusen, og som foregår nærmest på stranden. I år havde vi besluttet, at vi ville holde vores tyske venner med selskab, så vi tilmeldte os stævnet og bookede plads på campingpladsen lige ved siden af stævnepladsen. Det var også muligt at bo på pladsen, men vi foretrak campingpladsens lidt mere luxoriøse strømforsyning og bademulighed. Og det tog max 5 minutter at gå over diget og hen til stævnepladsen.

Vores normale luft-fortelt besluttede sig for at være utæt, så vi måtte hurtigt ud og investere i dette, der hed en markise, og som fungerede ok for en weekend.

Aftenluftetur på diget.

Vi kørte af sted fredag, fluks efter arbejde. Lidt matte i koderne efter aftenens flotte koncert med Andre Rieu var vi fremme ved 17.tiden, og heldigvis havde vores venner holdt teltplads til os, så vi fik god plads i første række ved klasse-3-banen. Der var 2 baner: en til klasse 3, og en til klasse 0, 1 og 2.

Vi sad i den røde ring. På første parket.

Stævnet var super godt afviklet. I Tyskland er der ofte ikke nogen indsender (kun i klasse 0 og 1), men alligevel forløb det hele uden fejl. Man løber i den samme rækkefølge hele weekenden, så man lærer hurtigt, hvem man skal holde øje med. En anden god ting er, at der er speaker på i begge ringe. Speakeren annoncer hvem der starter og kommenterer ofte også undervejs. Der spilles musik, når man bliver disket, men det er ikke som i Danmark ”Cotton Eye Joe” hver gang. Det er oven i købet ofte musik, der relaterer til den, der løber. F.eks. spillede de Shubidua’s Danmarks-sang for mig, en af de gange, jeg blev disket. Det føltes simpelthen super fedt og meget betænksomt.

Bent og Liam i øs pøs regnvejr. 

Stævnet sluttede med en finale, hvor der også var en lille sjov ting: den til en hver tid førende ekvipage blev hentet hen til en strandstol, hvor de fik serveret en øl eller vand. Så kunne de sidde der og ”trone” indtil de eventuelt blev slået af en ny ekvipage. Det var faktisk ret underholdende.

Keeper for fuld speed på vej ind i en tunnel.

Vejret var ikke noget at skrive hjem om. Regn, blæst, sol og mere regn. Men det blev alt sammen taget med godt humør alligevel. Underlaget var sådan nogenlunde. Der var en del spots med løst sand, men det gik. Banerne var rigtig fine. Jeg kørte dog hjem med 4 disk. 3 ”gode” – altså hvor vi havde haft gode løb, men blev disket på et eller andet ligegyldigt, og 1 af de dumme, hvor Keeper kørte sit eget show. Bent havde mere held i sprøjten og blev vist kun disket i 1 ud af 4 løb, men Liam var ret overbevist om, at det der med felter, det gælder ikke i Tyskland.

Ayra og Get'it (som er en MAS) hygger.

Hazel hyggede med små gåture, og det virkede ikke som om hun var ked af, ikke at løbe. Ayra voksede rent mentalt denne weekend. Hun mødte flere søde hunde, og især Louisa’s lille lækre Get’it fik hende til at lege. Hun fungerer fint på campingpladsen. Det er som om hun nyder at ligge udenfor og kigge på dem, der går forbi. Hun er faktisk begyndt at ”tænde” en lille smule på at kigge på agility. Men stadig er hun meget meget nem at have med.

Pizza med lufttørret skinke, hvide asparges og hollandaise. Virkelig lækker.

Aftnerne blev brugt med Sabine, Sabine, Martina, Louise og Dirk + nogle flere. Vi spiste italiensk, græsk (det var ikke nogen fornøjelse – virkelig dårligt tillavet) og så en tur på fiskerestaurant. Snakken gik som sædvanlig, fuldstændig som om vi havde været sammen for 2 dage siden.

Årets første badetur for mig - men kun fødderne. 

Hundene synes til gengæld, det var fantastisk. Her er det Hazel, Ayra, Mystic og Malou.

Det er stadig en af de uforklarlige ting i livet – hvordan Sabine og jeg, dengang vi hentede Keeper, bare lynhurtigt fandt ud af, at vi måtte lære hinanden mere at kende. Men vores venskab er noget helt specielt. Og det involverer nu også en Sabine mere, Martina og ikke mindst Louisa, som er Sabines datter. Vi nyder de 2-3 gange om året, hvor vi mødes. Der snakkes hund, men der snakkes sandelig også om meget andet. Og vi har allerede afsat den sædvanlige weekend i december til et besøg.

Det obligatoriske søsterbillede af Mystic og Keeper. De accepterer at sidde ved siden af hinanden, men derudover har de ikke noget behov for hinanden. 😉

Vi sov på pladsen til mandag, hyggede med morgenmaden og pakkede sammen. Friske og glade satte vi kursen mod Danmark. Ja, det blæste, men vi havde da ikke tænkt, at det kunne genere os på vores vej. Der blev vi klogere. Ca. en kilometer før Femern-broen nåede jeg lige at se et skilt, hvor der stod, at broen var lukket for campingvogne. Og vi fik kastet os ind på en parkeringsplads. Og der holdt vi så i 7,5 timer. Det er nok noget af det mest åndsvage, vi nogensinde har prøvet. I løbet af de næste timer fik vi selskab af godt 100 campingvogne mere. De holdt på kryds og tværs. Folk gik ture, luftede hunde, købte kaffe på tanken, snakkede …… Men de så alle sammen ud til at tage det helt roligt. Så det gjorde vi også. Heldigvis havde vi et par bøger i campingvognen. Og rugbrød og ost. Så vi led ingen nød. Men det var da totalt spild af tid.

Ikke i vores vildeste fantasi havde vi forestillet os, at den lille bro kunne give os problemer, for så havde vi da checket vinden inden vi kørte, og muligvis taget den lange vej over Jylland. Men så lærte vi det. Plus vi lærte, at vi skal også skal have powerbanks med til at lade telefonerne. Nu klarede vi os med at slukke den ene og så have den anden klar, hvis den første løb tør for strøm.

Biler og campingvogne på kryds og tværs. 

Iflg. vejrudsigterne ville vinden først lægge sig omkring kl. 2 om natten, så vi forberedte os på at slumre nogle timer. Ved 19-tiden fodrede vi hundene og begyndte at gøre klar til en gåtur. Pludselig sagde Bent: så kan du godt hænge snoren tilbage, for broen er åben. Wup wup, så var vi inde i bilen og kom ud af parkeringpladsen som en af de første. Så var det bare et spørgsmål om ventetid ved færgen, men den var heller ikke slem. 22.30 var vi hjemme. Sent ja, når der også skal tømmes bil og det mest nødvendige ud af campingvognen. Men dejligt set i forhold til, at vi først ville være kørt fra parkeringspladsen ved 2-tiden om natten.

Hundene har taget det fantastisk. De har gået et par ture. Ayra har løbet rundt om nogle træer og leget med legetøj. Så det gik. Men det er da pi… ærgerligt at bruge 7,5 timer på en kedelig parkeringsplads i nord-Tyskland. Nå, men ”learning by doing” blev lektien på vores hjemtur fra en ellers dejlig weekend.

Påskeferie

Kender I det, når man har venner, som man ikke ser mere end måske et par gange om året eller 3, men når man så mødes, så er det fuldstændig som om vi slap en samtale i går, og nu fortsætter vi? Sådan er det med vores lille tyske vennegruppe, som er udsprunget af et møde, da vi hentede Keeper for godt 4 år siden. Sabine, der har Keepers søster Mystic, og jeg - vi klikkede bare med det samme, og vi holdt kontakt via Facebook i begyndelsen, men det stod hurtigt klart for os, at her var noget, som vi ville værne om og bygge videre på. 

Bent, mig, Martine, Sabine og Sabine

Og derfor var vi - igen - i Tyskland i påsken for at mødes med Sabine, Sabine og Martina i vores lille gruppe, hvor der bliver snakket rigtig meget hund, men hvor der også er plads til masser af kærligt drilleri, som ofte går ud over Bent, der er ene hane i den her hønsegård. 

Ayra foran HAW-hallen

Igen i år gik turen til kursus og stævne hos Hundesport Akademie Westfalen i Nettelstedt mellem Osnabrück og Hannover. Og igen i år havde Sabine sørget for fin indkvartering i B&B ca. et kvarter fra hallen, der, hvor vi også boede sidste år. 

Huset, hvor vores lejlighed er i kælderen. Men typiske påskeæg i træerne. 

Fredag var vi tilmeldt 2 træningspas med henholdsvis Marlon Boogk og Thomas Behrendt. Sjovt nok, så har vi næsten lige været til kursus med Marlon i Danmark, og vi skal igen om en uge. Og Thomas kendte vi også fra sidste år. Fede baner, sjove udfordringer, mega lange afstande (godt for Keeper - mindre godt for Liam). Alt i alt 2 gode træningspas. 

Bent træner med Thomas Behrendt

Keeper og jeg trækker lige vejret, inden vi løber videre. 

Vel tilbage i lejligheden, hvor resten af gruppen boede blev der lavet hjemmelavet pizza, og så var det ellers på hovedet i seng. Jeg kunne i hvert fald godt mærke, at en lang biltur torsdag plus masser af træning fredag gjorde, at jeg var træt. 

Hyggetid med Ayra

Lørdag var der stævne med tyske Mario Weidner som dommer. Jeg var noget spændt, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gennemført en klasse 3-bane uden at blive disket. Men det var super fine baner, der lå godt til Keeper. Lørdag løb vi en AG klasse, hvor eneste fejl var, at hun rev sidste pind. Og en springbane, der var fejlfri. Ikke nogen placeringer, men jeg var super tilfreds med vores præstationer. 

Et par stolte "drenge" - Bent og Liam

Liam reddede familiens ære med en 2. plads i den ene klasse om lørdagen og en 1. plads i den ene klasse om søndagen (selv om han var en felt-nisse). Faktisk er det noget af det bedste, Bent og Liam har lavet sammen. Det var virkelig dejligt at se, og vores tyske venner var også enige om, at de kunne se masser af fremgang i forhold til sidste år. Det er jo altid godt, når andre kan se, at man har rykket sig. 

Liams præmier

Det traditionelle søster-billede: Keeper og Mystic

Hazel brillierede med at komme i løbetid en uges tid før vi skulle afsted, så det blev mest til ophold i bilen og så masser af gåture i løbet af dagen. 

Ayra øver sig på at ligge roligt i sit bur ved siden af Keeper

For Ayra var det første gang, at hun skulle prøve et stævne på den måde, så hun øvede sig i bare at være der, at ligge roligt i sit bur og at træne - selv om der var larm og forstyrrelser. Hun klarede det hele så flot. Det var tydeligt, at hun blev træt af alle de oplevelser hun fik i løbet af dagen, men hun tog det hele fuldstændig cool. Seje hundepige. Hvor er jeg stolt af hende. 

Ayra træner "næsedut" på dåsen. Shit, hun er sej.

Da vi var 3 timer forsinket om lørdagen, valgte vi søndag, at da Bent havde løbet sine klasse 1-løb, så kørte vi mod Danmark. Jeg magtede ikke at skulle køre mange timer i mørke, så det var fantastisk at køre hjem i dagslys. Og jeg var stadig helt "høj" over mine 2 gode løb fra lørdag, så det gjorde mig egentlig ikke noget at springe over om søndagen. Så vi var hjemme i Bisserup ved 20-tiden til sushi og et glas hvidvin. 

Lækker sushi fra OMY sushi i Skælskør

Det er fantastisk at  være afsted, men det er også rigtig dejligt at være hjemme igen. 

Mandagen, 2. påskedag, blev som sædvanlig brugt på påskefrokost med familien Blom. Min søster, hendes mand, børn, svigerbørn og børnebørn, samt Bent, Andreas og mig. En tradition, vi snart har holdt fast i nogle år. Kim og Janne lægger hus til, og maden er på sammenskuds-basis. Og jeg har det sådan, at der er masser af ting, jeg uden at ærgre mig melder afbud til - men påskefrokosten, den SKAL vi have. 

Andreas havde overtaget tjansen med at lave cheesecake, og det slap han rigtig flot fra.

Så i morgen er det tilbage til arbejdet. Der er super travlt for mig lige nu. Jeg glæder mig, til revisionen er overstået og jeg igen skal tilbage på 23 timer og fri om onsdagen. Jeg elsker mit arbejde, men årsafslutningen er altid en travl omgang at komme igennem. 

En helt almindelig ualmindelig dejlig weekend

Der er gode weekender, og så er der de rigtig gode! Den vi nu er på vej ud af har været en rigtig dejlig en af slagsen. 

Den startede faktisk allerede fredag, hvor dette fine skilt dukkede op på mit og direktørens fælles kontor. Vi har vedtaget, at fremover, hvis der kommer sure eller negative mennesker, så bliver de bare bedt om at læse kontorets regler, som står her: 

Lørdag havde vi lovet at stå på en DcH-stand på Hundesportens dag, som var et arrangement med løb og cykling. Det blev Bent, der tog turen til Vemmetofte, hvor han havde en hyggelig formiddag, mens jeg blev i klubben og tog de 2 agility-hold. 

Jeg havde Ayra og Keeper med. Ayra har haft lidt svært ved at kigge på, når vores egne hunde er på banen, men i lørdags puttede jeg hende ind i et af de små hundehuse, med hendes eget tæppe i bunden. Og der sad hun faktisk rigtig pænt. Måske hjalp det, at hendes nye veninde Nala sad lige udenfor og holdt hende med selskab. Hun kunne i hvert fald sagtens rumme, at jeg løb med Keeper.

Mens vi efter træningen ventede på Bent gik vi tur på pladsen, og så måtte der selvfølgelig poseres i det hule træ. 

Og da vi endelig ramte Bisserup midt på eftermiddagen, ja så var hundehvalpen så træt, at den måtte ind under sofaen for at snuppe en lur. 😍

Søndag skulle Bent på rally-instruktør overbygning, og jeg havde - sammen med det meste af vores rally-hold - lovet at være "prøvekanin" for de kommende instruktører. Det foregik hos DcH Haslev, og mens jeg og hundene ventede på at vi skulle i gang, så besøgte vi den fine natur-hundelegeplads, der er lige ved siden af klubben. Der var masser af ting, man kunne kravle og balancere på. 

Træningen i dag for aspiranterne gik ud på, at de skulle prøve at være dommere. Her er det Bent der holder øje med Pia og Norma på banen. 

Og Ayra var selvfølgelig også med, så hun kunne opleve en masse. Vi fik også trænet en del ind imellem. Hun er bare så nem og sød at have med. Hun elsker alle mennesker, og hun fik charmet sig til en del godbidder. 

Tak for godt selskab til mine klubkammerater, som havde valgt at bruge en dag på at de nye aspiranter kunne få noget at øve sig på. Det var en dejlig søndag sammen med jer.

Og så venter hverdagen igen i morgen. 

Endlich ist sie richtig dänisch

Nå nej, nu kan hun jo forstå dansk – så: endelig, så er Ayra helt igennem dansk. Ayra vom Rehgebirge. Hendes stamtavle er kommet retur fra den danske kennel klub med de rigtige stempler og mærker.



Og det er faktisk sjovt med den stamtavle og ”mine” hundepiger, for Hazels far er faktisk også oldefar til Ayra – og mellem Keeper’s stamtavle og Ayra’s stamtavle er der 8 gengangere. Så jeg har rigtig fået bundet en sløjfe på mit hundehold.  

Hun er fræk, sød, smuk (virkelig smuk), dygtig, lærenem og ……. Ja, hun er alt det, jeg kunne ønske mig af en hundehvalp. Jeg havde jo de vildeste overvejelser i forbindelse med at få en 15-ugers hvalp hjem. Jeg har spurgt mange, og talt med mange, og hørt for og imod. Men stadig, så vejede det, at få en Coyote-hvalp så tungt, at jeg heldigvis hold fast og tog hende hjem. Jeg skal dog indrømme, at så sent, som da vi kørte de 16 timer sydpå i snestormen, var jeg i tvivl.

Men jeg har også været heldig. Den familie, hun har været hos de første 15 uger af sit liv, har elsket hende og passet på hende. De har lært hende de mest basale ting som f.eks. kom, når vi kalder på dig. De har lært hende at være renlig. Og de har taget hende med rundt, som var hun deres egen hvalp.

Nå ja, de har vist også lært hende at grave, for aldrig har vores græsplæne været så hullet, som efter vi fik Ayra. Men det må vi tage os af, når det bliver rigtig forår.

Allerede nu elsker jeg hende til månen og tilbage igen, og jeg glæder mig til vores liv sammen. Og selv om vores voksne hunde nok nogle gange ønsker hende hen, ”hvor peberet gror”, så er hun faldet fint til i flokken. Vores flok. 💗💗💗💙

Kæmpe stort tak til Sigrid, Line og Kai for at forme Ayra til den, hun er. Det har været helt perfekt.

Så fik vi hentet Ayra

Endelig var det blevet den tid, hvor jeg kunne hente min Ayra hjem fra Tyskland, og da Bent jo skulle starte nyt job mandag den 5/1, ja så måtte Pia igen agere turmakker og co-pilot.

Charme, selvtillid og lækkert hår. Pause på rasteplads på vej hjem.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget spændt på at købe en hvalp på 15 uger. Jeg følte nok, at jeg gik glip af nogle meget vigtige uger i hendes liv. Ville det være svært at ”finde hinanden”? Hvordan tager flokken imod en hvalp på 15 uger contra en hvalp på 8 uger? Hvad kan hun? Masser af spørgsmål vrimlede rundt i mit hoved.

Men lørdag morgen, den 3/1 kl. 6.30 kom Pia kørende med sine hunde. Hundene kom ind til Bent, og vi pakkede bilen med kaffe, nybagte boller, slik, frugt og – heldigvis – masser af godt humør, for det fik vi brug for. Iflg. gps ville turen tage et sted mellem 10 og 11 timer, så vi plussede med lidt tid til tissepauser og påfyldning af diesel, og satte i gang, med en forventning om at kunne spise vores aftensmad i restauranten på Hotel Becher, Donzdorf. Altså de lukkede først kl. 21.00, så der skulle være gode muligheder.

Men det er da pænt at se på

Det første stykke – faktisk helt til Hamborg fik super fint, men så begyndte det. Sne! Masser af sne! Først prøvede vi med ja-hatten godt ned om ørerne. Ej, det var flot at se på. Meeeeen, som timerne gik, ja så kneb det lidt med humøret. Vi lå en lang periode på en hastighed mellem 10 og 60 km pr. time. Det var ikke sjovt at regne på, hvornår vi var fremme, og middagen i restauranten var for længe siden taget af bordet. Der var nok et par hundrede kilometer der midt i det hele, der kostede os nogle ekstra timer. Heldigvis blev det bedre igen, men aldrig rigtig godt. Jeg ringede til hotellet og fik dem til at lægge nøglen ud, da forventet ankomst var omkring kl. 23.00. Phew.

I det tempo tager det lang tid at komme til Donzdorf

Vi kørte ind på en cafe/restaurant/kiosk og fik noget aftensmad, og købte en flaske rødvin i kiosken, som vi planlagde at indtage siddende i vores senge med dyner und alles. Og ganske rigtigt – ca. kl. 23 kunne jeg pille nøglekortet ud af en skuffe på hotellets terrasse, og vi kunne låse os ind på værelset. Vi indtog et par glas af den anskaffede rødvin, også selv om den duftede lidt eddike-agtigt, for vi havde brug for virkningen.

16½ time tog det. Godt, at Pia og jeg altid har noget at snakke om - og godt, at vi begge er i besiddelse af en god portion ”syg” humor, for ellers var det aldrig gået. Og vi begyndte allerede at forberede os mentalt på 16½ time hjem igen.

Her har Ayra boet de første 15 uger af sit liv

Efter morgenmaden satte vi kursen mod Ayra’s opdrætter Sigrid samt hendes datter Line og svigersøn Kai. Jeg var super spændt, både fordi jeg glædede mig vanvittigt meget – men også fordi jeg vidste, at det blev hårdt for dem, at skulle af med Ayra efter 15 uger. Ayra har boet hos Line og Kai sammen med sin mor Mellow og ”tante” Maddie. Hun har være elsket, som var hun deres egen. Og hun har fået en fin portion opdragelse, både af hundemor og menneskemor.

Der blev skrevet papirer, betalt og udvekslet gaver. Så gik vi en lille tur, for at Ayra kunne være lidt træt til turen, og så græd vi vist nok lidt, de fleste af os. Men uundgåeligt måtte vi af sted, og vi satte kursen nordpå.

Til vores store forbavselse viste det sig, at vejene var bare og der var praktisk talt ingen sne, bortset fra lige en lille periode før Hamburg. Og tjuhej det gik, og inden vi fik set os om, var vi hjemme i Bisserup. Hvor heldig har man lov til at være?

Hvordan er det så gået? Jamen det er gået helt fantastisk. Ayra er super sød og meget meget cool. Hun har været med til træning i en ridehal og i Hund 360-hallen. Hun vil gerne arbejde, men hun synes også, at det der agility så helt vildt sjovt ud. Herhjemme er hun gået ind i flokken så fint, at vi ind imellem glemmer, at vi har en hvalp i huset. Hun lærte at gå ud og ind ad klaplemmen på ingen tid, og hun har helt styr på at gå ud i haven og tisse. Hun holder sig, når hun er alene hjemme og om natten, undtagen den første nat, hvor hun græd og måtte ud 2 gange.

Den der dame har guffer i lommen ;-)

Jeg er jublende lykkelig for min hundehvalp, og jeg glæder mig til at se, hvor vores rejse sammen fører hen.

Kæmpe tak til min søde mand for at holde skansen herhjemme og passe hunde – igen. Og endnu større tak til Pia. Vores ture har være ret fede, også den sidste - på trods af vejret. Jeg er helt rolig og tryg, når jeg kører med dig. 

2025 – et anderledes år

Januar og februar gik stille og roligt. Et par indendørs stævner, opstart på træning og ellers bare, som Dan Turell ville have sagt: ”Jeg holder af hverdagen”.

I marts var vi en tur på Bornholm. Bent skulle dømme agility i Hønsehuset, og som sædvanlig tog vi et par dage ekstra. Den uundværlige tur til Opalsøen, som stadig er mit absolut ynglings-sted på Bornholm. Især udenfor sæsonen, hvor der ikke er fyldt med badegæster. Denne gang fik vi dog et lidt anderledes selskab på en del af turen rundt.

April

I april indløste vi min fødselsdagsgave fra Bent. En intim-koncert med Bryan Rice incl. middag og overnatning på Sabro Kro. Det var en helt fantastisk oplevelse med lækker mad, fin håndtering af hotellet i forhold til at vi medbragte 2 hunde og en koncert, der virkelig var fantastisk. Bryan + 2 musikere, hvoraf især ham på guitar var fantastisk. Fortællinger fra Bryans karriere, og så selvfølgelig musikken, ikke mindst storhittet ”No promises”. En del af det var så rørende, at tårerne trillede ned ad kinderne på publikum. Vi sluttede weekenden af med et besøg hos en flok lækre sheltiehvalpe, hvor vi havde sagt ja til at passe en af dem, indtil den blev 15 uger og kunne flytte til England. En helt igennem dejlig weekend.

 

Og så blev Bent fyret. Onsdag den 16. april var Bent kaldt til et møde med sin chef. Om morgenen sagde Bent: ”Jeg tror, jeg skal fyres i dag”. Jeg slog det hen med, at man fyrer ikke nogen den 16. Det gør man den 30. eller den 31. Men den var ”god nok” – Tak for mere end 15 år med en fritstilling, 6 måneders løn + fratrædelsesgodtgørelse. Ikke fordi Bent havde gjort noget forkert – men de havde bare ikke brug for ham mere. Den var hård at sluge. Lige så stille fik vi en ny hverdag til at fungere, og jeg blev privilegeret med både at have rengøringshjælp og havemand. Men vi ville hellere have et arbejde til Bent, og det viste sig ikke at være nemt.  

 

Både påske og pinse var vi i Tyskland, sammen med vores faste gruppe omkring Sabine, som har Keepers kuldsøster. Det blev til masser af god træning og 2 fede stævner. Indendørs i påsken, hvor Keeper så havde brillieret med at flå sin trædepude op lige inden vi skulle af sted, og i pinsen var det Nordseeturnier, hvor vi har været flere gange tidligere. Det var nogle helt vildt hyggelige weekender. Tænk, at alt det kom af at vi mødte hinanden, da vi hentede Keeper. Sabine og jeg kiggede på hinanden og vidste bare, at vi måtte se mere til hinanden – og det har vi holdt fast i – og udvidet med en gruppe af dejlige mennesker. Så vores Tysklandsture er helt specielle, og der er allerede gang i planlægningen af påsken i år.

Maj

Igen i år var vi i maj måned på Himmerlandsgården. Der var kun brug for 1 agility-instruktør denne gang, så Bent fik lov at knokle, mens jeg fik lov at deltage på et rally-hold med eminent undervisning af Heidi Kaarup Johansen. Rally med nye øjne, bl.a. alt det, der sker mellem skiltene. Godt, at jeg havde 2 hunde med, så jeg kunne skifte, for de blev godt nok brugt i deres hoveder. Ud over undervisningen brugte vi tid sammen med de søde mennesker, som vi har kendt fra agility holdet i snart nogle år. Det er bare en god gruppe, og der blev hygget max.

 

I midten af maj flyttede Hihi ind. Hun var en lille sheltie med det sødeste sind og alt alt for høj cutefaktor. Hun snørede uden problemer vores flok, og alle elskede hende. Hun charmede sig i øvrigt også ind hos alle mennesker, hun mødte. I 7 uger boede hun hos os, inden hun var klar til at flyve til Brussel og møde sin nye ”for-ever” mor, Marilyn. Hihi bor nu i England og er blevet en meget smuk næsten voksen sheltie, og hun er stadig både smuk og sød. Det med Hihi er endnu et eksempel på, hvordan vi gennem vores hunde møder mennesker, der pludselig bliver til venner. Igen en kæmpe bonus ved vores tossede hundeliv.

 

I maj måned kører stævnesæsonen på fuldt blus. Et af de hyggeligste plejer at være stævnet hos DcH Herrestrup. Det er velorganiseret, og der er styr på tingene. Plus det er 2 dage, så vi flytter ind fredag og kører hjem lørdag. I Herrestrup var vi sidste år del af en gruppe, der spiste sammen lørdag aften. Et stort sammenskudsgilde med masser af lækker mad. Og så blev der ellers hygget, snakket, grinet og fortalt historier. De der weekendstævner, de kan altså noget.

I maj måned deltog vi også i DcH Kreds 6 Hundeførerweekend i Jyderup. Vi havde prøvet konceptet et par gange tidligere både som deltagere og som undervisere, og vi glædede os til god træning og masser af hygge. Denne gang havde vi begge meldt os til rally. Et hold med søde mennesker, fin undervisning og masser af hygge. Kæmpe tak til Slagelses rally-slæng for at tage os med i jeres kreds. Det var vildt sjovt, givende og hyggeligt. I er nogle fantastiske mennesker.

Juni

I juni måned var Bent inviteret til at dømme hos DcH Vejen, men jeg havde andre planer den weekend. Vi har nu i nogle år været så heldige at være sponseret af Henne Pet Food. Sådan et sponsorat er jo et samarbejde, der kan udmønte sig på mange måder. Men vi har nu et par gange hjulpet med at stå på deres stand. Og den weekend, hvor Bent skulle dømme agility i Vejen, ja der skulle jeg stå på stand med verdens sødeste Beatrix på den store DKK udstilling i – nå ja, det var da praktisk – Vejen. Det er hårdt arbejde, men det er også mega sjovt. Man får virkelig snakket med mange forskellige mennesker, og når dagen er slut er man blæst i hovedet og træt i fødderne. Vi elsker det begge to, og det er en fed oplevelse at være med til at sælge rigtig gode produkter. Foreløbig har vi lovet at hjælpe et par gange mere i år, og det glæder vi os til.

Juli

I 2025 var ugestævnet kommet til Fyn, og vi havde sagt ja til at være ringledere ved Fionia Cup. Det var en kæmpe opgave, da ringlederne ud over ringleder-tjansen også er indsendere. Indimellem ville vi jo også gerne løbe med vores egne hunde – plus vi havde vores tyske venner på pladsen, og dem ville vi jo også gerne se ind imellem. Men – når vi selv skal sige det – så løste vi faktisk opgaven flot, vi 2 ”gamle”. Vi forsøgte at få det til at glide, at være venlige, smilende og fleksible. Vi kom gennem ugen uden at blive uvenner, og vi havde en fantastisk uge. Søde deltagere, gode og dejlige dommere, fantastiske hjælpere. Det gør vi igen en anden gang.

I 2025 var vi selvfølgelig også på ferie med Hanne og Ivan på Järnavik camping i Sverige. Det var vores 5-års jubilæum, og det var igen en dejlig, afslappende og hyggelig ferie. Vejret var meget varmt den uge, så der blev ikke travet så meget. Til gengæld blev der badet en del. Det er bare så fantastisk at være der på campingpladsen midt i naturen. Vi har lavet vores rutiner, og vi hygger og spiser sammen med Hanne og Ivan. Vi glæder os allerede til ferien i 2026.

 

August

 

Midt i august tog vi sneglehuset på ryggen og kørte til Nordjylland, for Bent skulle dømme hos DcH Brønderslev. Vi indlogerede os på en hyggelig campingplads tæt på Vesterhavet, og så var der ellers dømt stævne-hygge. Brønderslev er et af de der hyggelige stævner med 1 bane, man kan overskue det hele, der er gode præmier og vi kender en masse søde mennesker. Bl.a. var vi på besøg hos Betty og hendes mand og jeg fik det årlige bad med Morgenbadeklubben Søstjernen. Det blev stævnet, hvor Keeper endelig sikrede sig den sidste manglende DM-udtagelse til DcH DM, og det blev også Bent’s sidste stævne som agility-dommer. Bent valgte at stoppe ”mens legen var god” – inden han kørte helt træt af det. Det blev til 17 gode år med masser af dommer-opgaver både herhjemme, men også et par i udlandet. Og der kom også flotte hilsner fra både DKK og DcH med tak for mange års indsats.

September

I september er ferietiden for alvor forbi, og stævnesæsonen kører igen for fuldt tryk. Vi startede med at stå på stand med Henne Pet Food til Store Hestedag i Roskilde. Det var 2. år vi var med der, og det er så sjovt, for der dukker masser af ”gamle” hundevenner op. Rigtig mange hundefolk har også hest. Eller er det omvendt?

Vi var også i Randers og holde kursus for 3. gang. Det er et fantastisk sted med de bedste mennesker, utrolig lækker mad og masser af hygge. Det er også sjovt at få lov at komme igen, så man kan følge udviklingen af deltagerne og deres hunde, og måske have været en del af den udvikling.

Og så er der selvfølgelig stævnet over dem alle: DcH DM. Jeg elsker DcH DM. Det er fest, farver, masser af fedt hundearbejde. Det var mit DcH DM nr. 16 i streg (bortset fra det år med Corona, hvor det var aflyst), og jeg satser på et par år mere. Vi kom ikke hjem med store resultater selv, men DcH Næstved havde da 2 hunde på podiet i agility i år. Det var stort!  

Oktober

I oktober startede jeg et hold op på agility-overbygningen i kreds 5 (på Fyn). Det blev en rigtig god oplevelse. 8 meget forskellige mennesker, og deres agility-kundskaber var også rigtig meget forskellige, men alle knoklede på, det bedste de kunne, og heldigvis (også for mig) så bestod de alle deres eksamen i starten af december.

Vi holdt også klubmesterskab i DcH Næstved. Klubmesterskabet er en af de bedste dage i klubben. Der blev i år konkurreret i DcH programmet, rally og agility. Alle vores hunde deltog i mindst en disciplin – så vi havde en lidt hektisk dag. Men også en dag med gode resultater. Hazel blev årets rally-hund, Keeper blev årets agilityhund for de store hunde og Liam blev agility klubmester for mellemhunde.

I oktober startede Bent på uddannelsen som rally-instruktør. I løbet af sommeren stod vores rally-hold uden instruktør. Bent og jeg overtog holdet, som blev til et delvis selvtræningshold, men vi har brug for en ”rigtig” instruktør, så Bent tog udfordringen op.

 
November

Min nye hundehvalp var født i september, og jeg valgte at køre hele den lange vej til Syd-Tyskland for at besøge hvalpene, da de var 6 uger gamle. Pia viste sig som verdens bedste veninde og kørte med, så Bent ikke skulle ud i rod med dagpenge og ferie. Vi havde en fed tur, og jeg er mega taknemmelig for, at Pia gad køre med, også fordi hun som erfaren opdrætter måske så nogle ting, som jeg ikke lagde mærke til. Jeg havde behov for at møde de mennesker, der havde hvalpene, og jeg havde behov for at se hvalpene – rigtigt – altså ikke bare på billeder og video. Opdrætteren viste sig at være super sød og fornuftig, og hvalpene endnu sødere. Deres måde at holde hund på svarede meget godt overens med vores. Så jeg kørte hjem igen med ro i maven.

I november skete der også det forfærdelige, at vi mistede Gimli. Gimli blev syg med dårlig mave. Rigtig syg. Han blev scannet i Rude, og de anbefalede, at vi kørte til Københavns Dyrehospital med ham. De beholdt ham over natten, og fik heldigvis rettet ham op igen. Han blev scannet i København næste formiddag, men de fandt ikke noget alarmerende, så vi hentede Gimsen hjem igen. I løbet af de næste dage kom han sig fuldstændigt, og så blev han pludselig syg igen. Rigtig syg. Vi kiggede hinanden dybt ind i øjnene og var enige om, at hvis der var noget grimt, så skulle han ikke holdes i live for vores skyld, og en fornyet scanning viste desværre en stor kræftsvulst. Vi sendte Gimli over regnbuebroen – for hans skyld. Han skulle ikke trækkes gennem mere. Efterfølgende bad dyrlægen om lov til at obducere ham, så de også kunne lære af det – hvad ser vi på scanningen, og hvad er der i virkeligheden. Det viste sig, at der var en stor svulst i hans tyndtarm og der var kræft i hans lymfer. Sødeste blideste Gimli, der har givet os så meget – tak for dig. Du er vildt savnet, både af os og af flokken. Liam mangler dig!

 
December

Med hele flokken, der nu pludselig var skrumpet ind til 3, tog vi i midten af december på besøg hos Sabine. Det blev igen til masser af hygge, god mad og vin, træning og snak. Og, da vi nu alligevel var halvvejs nede gennem Tyskland, ja så tog vi lige turen til Donzdorf, 600 km. længere sydpå. Så kunne Bent også møde Sigrid – og ikke mindst Ayra, da de andre hvalpe nu var flyttet hjemmefra. Ayra var bestemt ikke blevet mindre sød. Hold nu op, det var svært at køre derfra uden hende. På det tidspunkt var hun 12 uger, men vi turde simpelthen ikke smugle hende med hjem. Og nå ja, når vi nu var så tæt på Stuttgart, så valgte vi lige at besøge mine kolleger på Ensingers hovedkontor på vejen hjem. Min søde kollega Ute havde fået arrangeret en sær-rundvisning på fabrikken, bare for Bent. Og det var bare så hyggeligt igen at møde flere af dem, jeg arbejder sammen med i hverdagen, men mest snakker med over Teams. Og pyt, de der ca. 1100 km hjem om natten, det gik jo.

 

Det bedste, der er sket i december, er dog, at Bent igen har fået arbejde. Mandag den 5. januar starter han i VKST i Sorø, og det tegner indtil videre rigtig rigtig godt. Så mister jeg min rengøringshjælp og min havemand – men PYT!!!!!  For nu skal Bent igen ud og føle, at der er nogen, der har brug for det han kan.

Og ud over alt det her, ja så passer vi selvfølgelig vores træning hos Channie ca. hver anden uge, og de modsatte uger kører vi i hundesvømmehallen. Bent er stadig i DcH’s aglity-udvalg, og jeg er stadig i redaktionen på DcH bladet. Vi har også været til en del rally-stævner i løbet af året, og det sidste nye på den front er, at Bent nu går rally med Hazel, så han stadig har en rally-hund. Det skal nok blive godt.

I ”vores” klub, som jo er DcH Næstved har der været en del træner-afgang i løbet af året af forskellige grunde, så vi har nu igen skruet lidt op for undervisningstimerne. Men det giver jo så meget retur på mange måder. Der er ikke meget, der kan måle sig med 4-5 timer en formiddag i solen med glade mennesker og hunde, kaffe på kanden, og måske har nogen medbragt en kage. Jeg elsker det sociale sammenhold, vi har i DcH Næstved.

Jeg arbejder stadig, selv om jeg nu reelt set kunne gå på folkepension. Men jeg elsker mit arbejde, udfordringerne, kollegerne og hverdagen. Jeg arbejder 23,5 timer om ugen, og jeg er ret hurtigt kommet til at elske mine fri-onsdage.

Og så kom vi igennem 2025. Stille og roligt, selv om de skød som bare ………. udenfor. Vi spiste lækker mad fra Skagenfood.dk. Og nu er vi klar til at Pia og jeg i overmorgen kører til Donzdorf igen (1100 km hver vej) og henter Ayra.

Så 2026, bring it on – vi er SÅ klare.