Sommeren 2026

 Nu, hvor sommeren "synger på sidste vers" kommer der lige lidt om, hvad vi har foretaget os de sidste par måneder. 

Først og fremmest har vi udvidet familien med endnu en border collie hvalp. Bent savnede at have en border collie dreng, og da jeg helt tilfældigt faldt over det her kuld på Facebook, ja - så var det bare at slå til. Mor var efter linjer, som vi kendte lidt til, og far var den meget lækre Quince Tree Just Do It (Jeff). Der var en han ledig, og da Malene godt ville sælge en hvalp til os, skyndte vi os at sige ja tak. 

Valget faldt på lille lækre Duncan, og indtil nu har han til fulde indfriet Bents forventninger. Han er fræk som bare p....., flytter rundt på sko, gnaver i alt, hvad der kan gnaves i, spiser alt: tøj, sko, ledninger, lort .....  You name it - han har smagt det! Men han er sød og charmerende, og forhåbentlig bliver han en god træningsmakker for Bent. I hvert fald starter han på hvalpehold på onsdag, og så ser vi, hvad der sker hen ad vejen.

Flokken har taget imod ham fuldstændig som forventet. Hazel og Keeper ignorerer ham, og han har godt luret, at dem skal man bare lade være. Liam elskede ham på ingen måde i starten, men det er Duncan lidt ligeglad med, og det har heldigvis ændret sig. Og Ayra er på en gang bedste legekammerat men også lidt "prügelknabe", for hun siger ikke fra, selv når han virkelig tager fat i hende. Så må vi hjælpe hende lidt, og forhåbentlig bliver det bedre med tiden. 

Vi hentede Duncan fredag den 10. juli, kørte hjem til Bisserup, pakkede campingvognen, og lørdag formiddag kørte vi til Sdr. Felding for at deltage i DAW-cup (Danish Agility Week). Vi havde sagt ja til at være ringledere, Bent og jeg, og vi glædede os til en uge i godt selskab. Og det blev på alle fronter en uge i rigtig godt selskab. Både på banen med nye og gamle agility-bekendtskaber fra ind- og udland, og på campingen i vores pensionist-hjørne. 

Duncan tog det hele med ophøjet ro, som om han havde deltaget i den slags masser af gange tidligere. Han deltog også ubekymret i præmieoverrækkelser med musik, flag, klap og tilråb, uden at bekymre sig om andet end sit legetøj og snørebåndene i fars sko.

Duncan fik hurtigt et tæt forhold til Bents camping-sutsko. De fulgte ham, hvor han gik hen. Og når Bent synes han skulle have dem på, så måtte en større eftersøgning iværksættes. 

Som de fleste ugestævner, så havde DAW også en hviledag midt i ugen. Vi brugte den på at besøge vores sponsor, Henne Pet Food, og på at spise dejlig mad hos Bea og Jürgen. Det blev også til en lille skovtur i det dejlige vejr. Dejligt at komme ud og være lidt "alene", når man nu var så mange mennesker sammen i øvrigt. 

En rigtig stor del af det, der gjorde DAW-ugen til en fantastisk uge, var vores team, både i ring 3 og på campingen. Siver og Bent, Ilse og Madsen plus Hanne (og også Henrik i teltet) - tak til jer, fordi I er som I er. Hold nu op, I var seje til det arbejde i ringen. I knoklede - og løste, hvad der dukkede op undervejs. Alt sammen med et smil - især, når ringlederen kom til at falde i søvn i sin stol! Tak for jer. I er fantastiske.

Her er vi i vores fine tøj. Det var simpelthen i fremragende ide, med farvekoderne. Ingen var i tvivl om, hvem der lavede hvad. Eller for den sags skyld, hvad vi hed. 

Fredag i DAW-ugen fik vi den triste besked, at Bente var død. Bente var gift med Bents bror, og hun var sådan et dejligt menneske, der altid gjorde alt for alle andre end sig selv. Men hun kæmpede i 5 år med den lorte-kræft, og til sidst gik det ikke længere. Jeg har haft mange snakke med Bente det sidste års tid, når jeg sad i bilen på vej hjem. Hun vidste godt, hvad vej det gik, men hun kæmpede til det sidste. Tak for alt, Bente. For at du var, som du var. En ener med et kæmpe stort hjerte for din familie og dine venner. Du er SÅ savnet. 💔

Vel hjemme fra DAW brugte vi et par dage på at tømme campingvogn, rydde op, vaske tøj og den slags. Onsdag aften brugte vi på at indløse Bents fødselsdagsgave fra Andreas, som var billetter til Nyborg Voldspil's opsætning af musical'en Spamalot. Det var Monty Python for fuld udblæsning, udført af amatører, men hold nu op, hvor er de dygtige. Vi grinede, så jeg havde helt ondt i maven, da vi kørte hjem. Tak for den oplevelse, Andreas. 

Og så blev det tid til den årlige tur til Järnavik. Det er en ting, som på ingen måde kan aflyses - den årlige ferie sammen med Hanne og Ivan. Men p.g.a. Duncan's ankomst i familien blev vi nødt til at twiste Järnavik-turen en smule, da han jo ikke var gammel nok til at blive rabies-vaccineret. Og p.g.a. Bentes bisættelse, så måtte vi også afkorte turen lidt, men afsted kom vi - eller rettere sagt mest "jeg". Vi strikkede det sammen sådan her: Lørdag kørte Bent og Liam  mig, campingvognen og hundepigerne til Sverige, og da vi havde spist aftensmad kørte de hjem igen. Og onsdag i ugen efter blev det hele gentaget, bare med modsat fortegn. 
Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville fungere alene med hundepigerne i campingvognen, men det gik rigtig fint. Eneste irriterende ting var, at Hazel ikke synes hun behøvede at lægge sig i Bents tomme seng. Hun sover i min fodende. Basta!

Og nå ja, så var der blæsevejret, hvor forteltet var ved at lette og forlade os, men heldigvis fik vi sikret det hele med Ivans hjælp.

Vi lavede vores egne rutiner, der ikke helt var som de plejer at være, når vi er afsted alle sammen. Men hver morgen gik vi op på klippen og brugte lidt tid på bare at trække vejret og nyde udsigten. Det kan man godt blive lidt "høj" af. Og hver morgen havde sit billede af 3 hunde på en bænk. 💖💖💖

En anden daglig ting, når vi er på Järnavik, er, at Ivan og jeg skal i vandet. Det var ikke alle dage, der var lige fornøjelige. Det var faktisk temmelig koldt de første dage, og det blæste en del, men i vandet, det skal vi! Den sidste dag var det til gengæld så varmt, at vi måtte i 2 gange. 🐟🐟

Dagene gik med hygge og snak hos Ivan og Hanne, hækletøj og læsning. Og små ture med hundepigerne. Det var såååååå hyggeligt, selv om vi selvfølgelig manglede Bent og Liam (og også lidt Duncan, selv om han er fræk). Og hundepigerne sørgede for, at både Ivan og Hanne fik en stor dosis "hund", så de kunne klare sig et stykke tid. 

Aftenrutinerne blev til, at når de 2-benede havde spist, så fik de 4-benede mad, og så gik vi aftentur, hvor vi hver aften endte på bænken på badebroen, så vi kunne snuppe det daglige aftenbillede. De 3, de er så tålmodige. De var verdens nemmeste hundepiger at have med på ferie. De opførte sig pænt på campingpladsen, altså bortset fra Hazel var jo stadig var  politibetjent, hvis der kom nogen i nærheden med en hund.

Og bortset fra det, så er det ikke nemt at tage billeder af 3 mørke hunde i halvmørke. Men her er de alligevel:

Og når der var "ro i lejren" så satte jeg mig med min bog og en lille G&T og sluttede dagen af i god ro og orden.

Alt for hurtigt var dagene i Järnavik væk, og så var der bare et punkt tilbage på vores ferie-to-do-liste: vores årlige agility-stævne hos DcH Næstved. Vores campingvogn var booket til Hans Peter, så Bent besluttede sig for at han og Duncan skulle sove i telt. Det gik nu bare så fint. Hundepigerne, Liam og jeg kørte hjem til Bisserup og sov.  

Selv om det bare var et lille stævne med godt 60 deltagere, så skal der jo stadig mange hjælpere til sådan 2 dage, og vi er dybt taknemmelige for, at Andreas stadig gider hjælpe. 

Duncan var jo også med, og han brugte tid på små ture rundt på stævnepladsen og på at hilse på en masse mennesker og hunde. Han prøvede også at hugge et legetøj ud af Leon's lomme. Den lille lommetyv! 😉

Og selv om vi var arrangører og havde "1000 jern i ilden", så havde vi jo også en fantastisk hjælpertrup, så jeg fik også løbet lidt selv. Keeper er inde i en rigtig god stime for tiden, hvor vi løber "sammen" - og det gav også lidt på resultat-kontoen. Lørdag kom vi fejlfrit gennem spring åben, og dermed er Keeper og jeg også kvalificeret til DcH DM. Det bliver mit 17. DcH-DM i streg (bortset fra corona-året 2020), og jeg glæder mig som sædvanligt helt vildt. Jeg elsker DcH DM. Festligt, folkeligt og fornøjeligt.Faner og hornmusik. Masser af flot hundearbejde. Og så har vi 5 agility-hunde med fra klubben i år, bl.a. Ilse og Skyfall, som skal til deres første DcH DM. Det bliver en fantastisk weekend. 

Da vi jo var gået lidt "retro" i forhold til hvordan der er afholdt stævner i Næstved de sidste år, så valgte vi også at spørge 2 dommere af "de gode gamle". Heldigvis sagde både Annette og Hans Peter ja, og det blev en weekend med fede baner i en sværhedsgrad, der passede til klasserne. Det var en kæmpe fornøjelse at se. 

Og søndag kl. 17 så pladsen igen sådan ud. Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi alle løftede i flok. Der var masser af hjælp til oprydning, og i løbet af ingen tid var banen pakket sammen og alt udenoms var fjernet igen. Det gør mig umådelig stolt at være en del af DcH Næstved. Det kan godt  være, at vi ikke var så mange denne gang, men vi kan noget med hygge og god stævneafvikling i Næstved. 

Og så var det tilbage til hamsterhjulet igen. Ikke at det er noget problem. Jeg elsker mit arbejde og glædede mig til at komme i gang igen. 

Fredag den 7. august var det så tid til at indløse endnu en af Andreas' gode gaver, nemlig min mors-dags-gave, som var en tur på Sorø Sø med "Lille Claus" incl. en ginsmagning. Det var det lille lokale Lindenskov Destillery, der diskede op med smagsprøver på 5 slags gin og 2 likører. Plus masser af gode historier og spændende informationer om gin. Tak for den tur, Andreas. 

På vej tilbage til bilen gennem Akademi-haven måtte vi lige ind og se deres fuchsia-have, hvor de meget gamle og kæmpe store fuchsia står ude om sommeren. Wauw, hvor er de flotte og imponerende. Og jeg måtte lige have Bent hen og stå ved siden af, så man rigtig kan se, hvor store de er.

Dagen efter gin-smagningen tog vi til stævne hos DcH Guldborgsund. I Keepers første løb fik vi noget af en forskrækkelse, da hun rev stort set alle pinde ned. Det var virkelig underligt, især set i lyset af, at hun havde løbet helt (for hende) normalt en uge tidligere i Næstved. Kæmpe stort tak til Susanne, der tog sig tid til at checke hende igennem, heldigvis uden at finde noget alvorligt. Jeg trak hende i løb nr. 2, og efter et hvil, ja så løb hun fuldstændig, som hun plejer igen. Meget meget mystisk. Hazel var også en stjerne i begge sine senior-løb med Bent. 

Og så passerede Duncan de 12 uger, så han kunne få sin rabies-vaccine. 3 uger mere, så er han klar til at indtage verden. Han var i øvrigt en stjerne hos dyrlægen, men der var også lækkerier på bordet. 

Og så er den sommer sådan set stort set over. Det er heldigvis stadig badevejr, og der er masser af gode weekender endnu forud, med spændende oplevelser. Næste weekend står den f.eks. på en rallyprøve om lørdagen og lydighedskonkurrence i klubben søndag, hvor jeg skal være i køkkenet. Så vi fortsætter aktiviteterne. 😍

Ostsee Cup 2026

Der poseres på diget med stævnepladsen i baggrunden

I nogle år havde vi hørt om Ostsee Cup, som er et agilitystævne i den lille tyske badeby Kellenhusen, og som foregår nærmest på stranden. I år havde vi besluttet, at vi ville holde vores tyske venner med selskab, så vi tilmeldte os stævnet og bookede plads på campingpladsen lige ved siden af stævnepladsen. Det var også muligt at bo på pladsen, men vi foretrak campingpladsens lidt mere luxoriøse strømforsyning og bademulighed. Og det tog max 5 minutter at gå over diget og hen til stævnepladsen.

Vores normale luft-fortelt besluttede sig for at være utæt, så vi måtte hurtigt ud og investere i dette, der hed en markise, og som fungerede ok for en weekend.

Aftenluftetur på diget.

Vi kørte af sted fredag, fluks efter arbejde. Lidt matte i koderne efter aftenens flotte koncert med Andre Rieu var vi fremme ved 17.tiden, og heldigvis havde vores venner holdt teltplads til os, så vi fik god plads i første række ved klasse-3-banen. Der var 2 baner: en til klasse 3, og en til klasse 0, 1 og 2.

Vi sad i den røde ring. På første parket.

Stævnet var super godt afviklet. I Tyskland er der ofte ikke nogen indsender (kun i klasse 0 og 1), men alligevel forløb det hele uden fejl. Man løber i den samme rækkefølge hele weekenden, så man lærer hurtigt, hvem man skal holde øje med. En anden god ting er, at der er speaker på i begge ringe. Speakeren annoncer hvem der starter og kommenterer ofte også undervejs. Der spilles musik, når man bliver disket, men det er ikke som i Danmark ”Cotton Eye Joe” hver gang. Det er oven i købet ofte musik, der relaterer til den, der løber. F.eks. spillede de Shubidua’s Danmarks-sang for mig, en af de gange, jeg blev disket. Det føltes simpelthen super fedt og meget betænksomt.

Bent og Liam i øs pøs regnvejr. 

Stævnet sluttede med en finale, hvor der også var en lille sjov ting: den til en hver tid førende ekvipage blev hentet hen til en strandstol, hvor de fik serveret en øl eller vand. Så kunne de sidde der og ”trone” indtil de eventuelt blev slået af en ny ekvipage. Det var faktisk ret underholdende.

Keeper for fuld speed på vej ind i en tunnel.

Vejret var ikke noget at skrive hjem om. Regn, blæst, sol og mere regn. Men det blev alt sammen taget med godt humør alligevel. Underlaget var sådan nogenlunde. Der var en del spots med løst sand, men det gik. Banerne var rigtig fine. Jeg kørte dog hjem med 4 disk. 3 ”gode” – altså hvor vi havde haft gode løb, men blev disket på et eller andet ligegyldigt, og 1 af de dumme, hvor Keeper kørte sit eget show. Bent havde mere held i sprøjten og blev vist kun disket i 1 ud af 4 løb, men Liam var ret overbevist om, at det der med felter, det gælder ikke i Tyskland.

Ayra og Get'it (som er en MAS) hygger.

Hazel hyggede med små gåture, og det virkede ikke som om hun var ked af, ikke at løbe. Ayra voksede rent mentalt denne weekend. Hun mødte flere søde hunde, og især Louisa’s lille lækre Get’it fik hende til at lege. Hun fungerer fint på campingpladsen. Det er som om hun nyder at ligge udenfor og kigge på dem, der går forbi. Hun er faktisk begyndt at ”tænde” en lille smule på at kigge på agility. Men stadig er hun meget meget nem at have med.

Pizza med lufttørret skinke, hvide asparges og hollandaise. Virkelig lækker.

Aftnerne blev brugt med Sabine, Sabine, Martina, Louise og Dirk + nogle flere. Vi spiste italiensk, græsk (det var ikke nogen fornøjelse – virkelig dårligt tillavet) og så en tur på fiskerestaurant. Snakken gik som sædvanlig, fuldstændig som om vi havde været sammen for 2 dage siden.

Årets første badetur for mig - men kun fødderne. 

Hundene synes til gengæld, det var fantastisk. Her er det Hazel, Ayra, Mystic og Malou.

Det er stadig en af de uforklarlige ting i livet – hvordan Sabine og jeg, dengang vi hentede Keeper, bare lynhurtigt fandt ud af, at vi måtte lære hinanden mere at kende. Men vores venskab er noget helt specielt. Og det involverer nu også en Sabine mere, Martina og ikke mindst Louisa, som er Sabines datter. Vi nyder de 2-3 gange om året, hvor vi mødes. Der snakkes hund, men der snakkes sandelig også om meget andet. Og vi har allerede afsat den sædvanlige weekend i december til et besøg.

Det obligatoriske søsterbillede af Mystic og Keeper. De accepterer at sidde ved siden af hinanden, men derudover har de ikke noget behov for hinanden. 😉

Vi sov på pladsen til mandag, hyggede med morgenmaden og pakkede sammen. Friske og glade satte vi kursen mod Danmark. Ja, det blæste, men vi havde da ikke tænkt, at det kunne genere os på vores vej. Der blev vi klogere. Ca. en kilometer før Femern-broen nåede jeg lige at se et skilt, hvor der stod, at broen var lukket for campingvogne. Og vi fik kastet os ind på en parkeringsplads. Og der holdt vi så i 7,5 timer. Det er nok noget af det mest åndsvage, vi nogensinde har prøvet. I løbet af de næste timer fik vi selskab af godt 100 campingvogne mere. De holdt på kryds og tværs. Folk gik ture, luftede hunde, købte kaffe på tanken, snakkede …… Men de så alle sammen ud til at tage det helt roligt. Så det gjorde vi også. Heldigvis havde vi et par bøger i campingvognen. Og rugbrød og ost. Så vi led ingen nød. Men det var da totalt spild af tid.

Ikke i vores vildeste fantasi havde vi forestillet os, at den lille bro kunne give os problemer, for så havde vi da checket vinden inden vi kørte, og muligvis taget den lange vej over Jylland. Men så lærte vi det. Plus vi lærte, at vi skal også skal have powerbanks med til at lade telefonerne. Nu klarede vi os med at slukke den ene og så have den anden klar, hvis den første løb tør for strøm.

Biler og campingvogne på kryds og tværs. 

Iflg. vejrudsigterne ville vinden først lægge sig omkring kl. 2 om natten, så vi forberedte os på at slumre nogle timer. Ved 19-tiden fodrede vi hundene og begyndte at gøre klar til en gåtur. Pludselig sagde Bent: så kan du godt hænge snoren tilbage, for broen er åben. Wup wup, så var vi inde i bilen og kom ud af parkeringpladsen som en af de første. Så var det bare et spørgsmål om ventetid ved færgen, men den var heller ikke slem. 22.30 var vi hjemme. Sent ja, når der også skal tømmes bil og det mest nødvendige ud af campingvognen. Men dejligt set i forhold til, at vi først ville være kørt fra parkeringspladsen ved 2-tiden om natten.

Hundene har taget det fantastisk. De har gået et par ture. Ayra har løbet rundt om nogle træer og leget med legetøj. Så det gik. Men det er da pi… ærgerligt at bruge 7,5 timer på en kedelig parkeringsplads i nord-Tyskland. Nå, men ”learning by doing” blev lektien på vores hjemtur fra en ellers dejlig weekend.

Påskeferie

Kender I det, når man har venner, som man ikke ser mere end måske et par gange om året eller 3, men når man så mødes, så er det fuldstændig som om vi slap en samtale i går, og nu fortsætter vi? Sådan er det med vores lille tyske vennegruppe, som er udsprunget af et møde, da vi hentede Keeper for godt 4 år siden. Sabine, der har Keepers søster Mystic, og jeg - vi klikkede bare med det samme, og vi holdt kontakt via Facebook i begyndelsen, men det stod hurtigt klart for os, at her var noget, som vi ville værne om og bygge videre på. 

Bent, mig, Martine, Sabine og Sabine

Og derfor var vi - igen - i Tyskland i påsken for at mødes med Sabine, Sabine og Martina i vores lille gruppe, hvor der bliver snakket rigtig meget hund, men hvor der også er plads til masser af kærligt drilleri, som ofte går ud over Bent, der er ene hane i den her hønsegård. 

Ayra foran HAW-hallen

Igen i år gik turen til kursus og stævne hos Hundesport Akademie Westfalen i Nettelstedt mellem Osnabrück og Hannover. Og igen i år havde Sabine sørget for fin indkvartering i B&B ca. et kvarter fra hallen, der, hvor vi også boede sidste år. 

Huset, hvor vores lejlighed er i kælderen. Men typiske påskeæg i træerne. 

Fredag var vi tilmeldt 2 træningspas med henholdsvis Marlon Boogk og Thomas Behrendt. Sjovt nok, så har vi næsten lige været til kursus med Marlon i Danmark, og vi skal igen om en uge. Og Thomas kendte vi også fra sidste år. Fede baner, sjove udfordringer, mega lange afstande (godt for Keeper - mindre godt for Liam). Alt i alt 2 gode træningspas. 

Bent træner med Thomas Behrendt

Keeper og jeg trækker lige vejret, inden vi løber videre. 

Vel tilbage i lejligheden, hvor resten af gruppen boede blev der lavet hjemmelavet pizza, og så var det ellers på hovedet i seng. Jeg kunne i hvert fald godt mærke, at en lang biltur torsdag plus masser af træning fredag gjorde, at jeg var træt. 

Hyggetid med Ayra

Lørdag var der stævne med tyske Mario Weidner som dommer. Jeg var noget spændt, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gennemført en klasse 3-bane uden at blive disket. Men det var super fine baner, der lå godt til Keeper. Lørdag løb vi en AG klasse, hvor eneste fejl var, at hun rev sidste pind. Og en springbane, der var fejlfri. Ikke nogen placeringer, men jeg var super tilfreds med vores præstationer. 

Et par stolte "drenge" - Bent og Liam

Liam reddede familiens ære med en 2. plads i den ene klasse om lørdagen og en 1. plads i den ene klasse om søndagen (selv om han var en felt-nisse). Faktisk er det noget af det bedste, Bent og Liam har lavet sammen. Det var virkelig dejligt at se, og vores tyske venner var også enige om, at de kunne se masser af fremgang i forhold til sidste år. Det er jo altid godt, når andre kan se, at man har rykket sig. 

Liams præmier

Det traditionelle søster-billede: Keeper og Mystic

Hazel brillierede med at komme i løbetid en uges tid før vi skulle afsted, så det blev mest til ophold i bilen og så masser af gåture i løbet af dagen. 

Ayra øver sig på at ligge roligt i sit bur ved siden af Keeper

For Ayra var det første gang, at hun skulle prøve et stævne på den måde, så hun øvede sig i bare at være der, at ligge roligt i sit bur og at træne - selv om der var larm og forstyrrelser. Hun klarede det hele så flot. Det var tydeligt, at hun blev træt af alle de oplevelser hun fik i løbet af dagen, men hun tog det hele fuldstændig cool. Seje hundepige. Hvor er jeg stolt af hende. 

Ayra træner "næsedut" på dåsen. Shit, hun er sej.

Da vi var 3 timer forsinket om lørdagen, valgte vi søndag, at da Bent havde løbet sine klasse 1-løb, så kørte vi mod Danmark. Jeg magtede ikke at skulle køre mange timer i mørke, så det var fantastisk at køre hjem i dagslys. Og jeg var stadig helt "høj" over mine 2 gode løb fra lørdag, så det gjorde mig egentlig ikke noget at springe over om søndagen. Så vi var hjemme i Bisserup ved 20-tiden til sushi og et glas hvidvin. 

Lækker sushi fra OMY sushi i Skælskør

Det er fantastisk at  være afsted, men det er også rigtig dejligt at være hjemme igen. 

Mandagen, 2. påskedag, blev som sædvanlig brugt på påskefrokost med familien Blom. Min søster, hendes mand, børn, svigerbørn og børnebørn, samt Bent, Andreas og mig. En tradition, vi snart har holdt fast i nogle år. Kim og Janne lægger hus til, og maden er på sammenskuds-basis. Og jeg har det sådan, at der er masser af ting, jeg uden at ærgre mig melder afbud til - men påskefrokosten, den SKAL vi have. 

Andreas havde overtaget tjansen med at lave cheesecake, og det slap han rigtig flot fra.

Så i morgen er det tilbage til arbejdet. Der er super travlt for mig lige nu. Jeg glæder mig, til revisionen er overstået og jeg igen skal tilbage på 23 timer og fri om onsdagen. Jeg elsker mit arbejde, men årsafslutningen er altid en travl omgang at komme igennem.