Hele familien

Hele familien

søndag den 30. maj 2021

Sikke en weekend

Vi havde længe glædet os til stævneweekend hos DcH Nykøbing-Rørvig. Dels var det for os den første rigtige stævneweekend efter Corona – og dels skulle vi af sted sammen med en flok rigtig gode venner.

 

I torsdags sagde jeg faktisk til træning: Egentlig er jeg ligeglad med, hvordan vores løb går, men hold da op, hvor jeg glæder mig til hyggen. Og det kom faktisk til at holde stik 100%.

 

Vi kørte op fredag sidst på eftermiddagen og etablerede vores lille ”Camp-DcH-Næstved” sammen med Pia og Maiken, Rune og Christian. Vi lavede vores hegn sammen med Rune og Christian som vi tidligere har prøvet det: så vi kan have 2 adskildte ”haver” eller en stor. Alle vores hunde går fint sammen. Pia medbragte den sejeste lille hundehvalp, som  uforfærdet tullede rundt mellem alle de store fremmede hunde uden problemer. Det var bare super se.

 

Vejret var næsten lidt for godt med fuld sol og over 20 grader søndag. Men vores hunde klarede det super godt. Selvfølgelig var de unge og urutinerede hunde præget af, at det var første stævneweekend og det var varmt, men alle klarede det flot.

 

Min egen status på løbene var ikke særlig fremragende. Lørdag havde jeg et løb gennemført med fejl og 3 disk – søndag 2 af hvert. Så Bent og Gimli forsvarede familiens ære med nogle super flotte løb.

 

Det er også fantastisk at være af sted som en del af en klub. Vi kender alle hinandens drømme, svagheder og problemer. Til gengæld så jubler vi med hinanden, når store eller små drømme går i opfyldelse. Da Pia og Zoomi fik deres oprykning til klasse 3 jublede vi vildt – men vi jublede lige så meget da Helle og Doobi fik en flot og fejlfri slalom. Det er bare klubånd og sammenhold, når det er bedst.

 

Det blev også weekenden, hvor vi offentliggjorde, at Delta er flyttet ud til Rune og Christian og skal være Runes nye træningsmakker. Det har været en fornøjelse at se, hvordan Delta trives i deres flok, lige på den anden side af hegnet – også selv om vi var så tæt på. Delta var sådan set ligeglad med os. Jeg ved, at hun får det fantastisk hos Rune og Christian, og Rune har allerede masser af spændende træningsplaner med Delta.

 

Det sjove er, at det har givet harmoni både i deres flok og i vores. Rune og Christian har nu 2 cockere og 2 bordere, og det har givet en god og velfungerende flok med 2 af hver. Og i vores flok er der kommet en helt anden ro. Så det er en situation, hvor man kan sige, at det har været ren win-win.

 

Nu er vi på vej i seng med hovedet og kroppen fulde af sol og gode oplevelser. I aften kom Andreas og spiste, så vi nåede lige at tømme det værste fra campingvognen inden vi satte os og sluttede weekenden med en pizza og et godt glas vin.


 





















lørdag den 15. maj 2021

Stakkels Totte

Lille Tough'Y (a.k.a. Flotte-Totte, Totte-Lotte eller bare Tot) har været rigtig voldsomt syg! Men heldigvis er der nu ved at være styr på det og ro på.

Egentlig begyndte det helt tilbage i vintermånederne i slutningen af 2020, hvor vi oplevede, at når vi gik tur med ham, så skulle han jævnligt af med sin afføring. Det var som om at gåturene fik gang i noget i hans krop, som ham måtte af med, men der kom ikke rigtig noget ud af alle hans anstrengelser.

På andre tiden kom der dog helt normal afføring, så egentlig anså vi det på det tidspunkt ikke som noget problem. Bare noget, som vi holdt øje med og var en lille smule irriteret over.

I løbet af forårsmånederne tog det til, og da vi alligevel var oppe at få hele banden vaccineret i midten af april tog vi det op med vores søde dyrlæge, Peter. Peter mærkede efter i Tottens endetarm, og der var (ud over en masse gammel lort) ingen tvivl om, at hans prostata var forstørret. Prostata var fin og glat og havde den rigtige facon, men ingen tvivl om, at den var for stor.

Umiddelbart var det ikke noget stort problem. Vi fik nogle piller, som Totte skulle spise i 7 dage. Så skulle der gå 4 uger før de havde gjort deres virkning, og så skulle skideriet gerne være normaliseret. Men så nemt gik det ikke. 

Da der var gået 3 uger var det så slemt, at han slet ikke kunne gå med på selv en lille tur, fordi lige så snart han begyndte at gå, så skulle han presse - men der kom ikke noget ud. Vi ventede jo stadig på virkningen af pillerne, men efter 3 uger slog vi bremsen i og sagde stop - og heldigvis for det.

Det viste sig nemlig, da han hos dyrlægen blev barberet i rumpen, at han havde udviklet et hønseæg-stort brok i højre side. Pu-ha. Følte jeg mig lige som verdens dårligste hundemor? Oh ja!

Vi blev sendt videre til Faxe, og heldigvis kunne de tage ham allerede i går fredag. Totten blev checket af dyrlæger, som begge var enige om, at det var brok, og den skulle opereres. Så jeg efterlod ham i Faxe og kørte hjem - og klamrede mig til min telefon de næste mange timer.

Sidst på eftermiddagen kørte Bent til Faxe og hentede ham. Det havde været en ordentlig omgang, faktisk større end de havde forventet. De havde ikke kunnet sy muskulaturen sammen, så de havde været nødt til at lægge net ind, lige som man gør på mennesker. Og samtidig var han blevet kastreret, for at forhindre, at hormonerne gav ham problemer i den anden side. 


Hold nu op, hvor så han ynkelig ud, da han stod der i buret i bilen med den åndsvage skærm på. Heldigvis havde vi derhjemme en "badering" tilbage fra Zippo's operationer, og det fungerer udmærket. 

Vi har lavet en lille indhegning til ham i stuen, og når vi er hos ham tager vi baderingen af. Han har endnu ikke været interesseret i at slikke i sårene, så vi håber, at det holder ved.

Nu står den så på ro, dåsemad, medicin og masser af omsorg og kærlighed de næste par uger, og så håber vi, at vi har vores "gamle" frække sjove og glade Tot tilbage. Vi er dog noget spændte på, om vi kan mærke på ham mentalt, at han er blevet kastreret. Men det vil tiden vise!



















søndag den 9. maj 2021

Der er forår i luften og mere normale tider på vej

 

Hold nu op - det er lige gået op for mig, at det er 2 måneder siden, at jeg sidst har haft en indlæg på bloggen. Så nu, hvor vi nærmer os noget, der ligner "normalt liv" må jeg vist hellere komme i gang igen. 

Torsdag eftermiddag på vej til træning smuttede jeg ned og fik det første stik med Pfizer-vaccinen. Det var ikke slemt. Det slemme kom først i løbet af aftenen, hvor min arm blev helt vildt øm inde i musklen. Natten var rædselsfuld. Jeg kunne kun ligge på højre side, og bare dynen gled lidt på armen, ja så vågnede jeg fordi det gjorde ondt. Men heldigvis var det helt væk i løbet af lørdagen. Så nu glæder jeg mig bare til næste stik den 10. juni (ville have været min mors 105-års fødselsdag). Så fejrer vi begge dele.

Vi fejrede nu også lidt i fredags. Jeg har haft sindsygt travlt på arbejde denne uge, og det bliver ikke bedre næste uge - så jeg besluttede, at vi fortjente noget lækkert til aften. Og jeg undskylder på forhånd til alle vegetarerne og veganerne, men den bøf........ Den var simpelthen fantastisk. Og det blev med en god flaske rødvin til. 

Først gik jeg dog en tur i skoven for at få arbejdet rystet ud af hovedet og komme lidt ned i tempo. Det regnede, og de smukkeste regnbuer stod over Bisserup. Måske fordi skatten ligger begravet et sted her i byen? 


Og skoven er fantastisk nu. Anemonerne er faktisk ved at være færdige, men skovbunden er helt grøn, og bøgen springer ud i den der helt sart-lysegrønne farve, som den kun har lige de første par uger. Da det lige havde regnet var alle dufte forstærket, og det gav ro i sjælen og energi til weekenden at gå den lille tur. Jeg føler mig dybt taknemmelig over, at vi har den slags bare 5 minutter fra vores gadedør.


Lørdag morgen var det op og afsted til endnu en aktivitet, der vidner om, at vi er på vej mod mere normale tider: Et agilitystævne. Godt nok et lille et af slagsen, men dog - et stævne. Eller faktisk 2 stævner, for der var klasse 1 om formiddagen, og dobbelt klasse 2 om eftermiddagen. 

Bent skulle deltage med Gimli i klasse 1 og være dommer i klasse 2. Jeg havde tilmeldt Blitz til et senior-løb i klasse 2, bare for dog at få lov til at genopleve lugten i manegen. 


Klasse 1 hundene løb 2 løb, og det første af Bent og Gimli's løb gik fuldstændig op i "begejstring". Så det blev til en disk.
Til gengæld gik det super godt i agility-løbet, som de vandt. Jeg ved ikke, hvem der er mest stolt: Bent, Gimli eller mig? Jeg bliver i hvert fald altid meget meget glad på Bents vegne, når det går ham godt med hans hunde. Men jeg synes nu også, at han ser ret glad ud. 


Jeg var hjælper om formiddagen, og havde mere tid fri om eftermiddagen, så da jeg fandt en flot klump guld blomster så jeg straks for mig, at det kunne der blive et godt billede ud af. Meeeeeeennnnn.....

Blitz: Hold nu op med at skabe dig, Hazel. Og med de ører og smil.
Hazel: Det gider jeg ikke. Jeg hader at blive fotograferet.
Blitz: Hvorfor skal du altid være så sær?
Hazel: mig? jeg er da ikke sær. Jeg kan da overveje, om jeg vil være med
Blitz: Fedt, så smiler jeg til fotografen. 

Jeg er da vild med de 2 tøser. De har deres egen mening om hvad de stiller op til! 😍

Lørdag aften fik vi besøg af vores gode venner Anne og Henrik fra Skærbæk. De havde været til kenneldag i Sorø og kom så hos os til spisning, hygge, snak og overnatning i campingvognen. 

Søndag morgen kørte jeg hjemmefra kl. 9 for at køre ud til Lone, der havde inviteret til rally-intro. Jeg har gået rally for mange mange år siden, næsten lige da det kom frem. Men der er kommet mange nye regler og nye skilte, så det var fedt, at få det genopfrisket. Hvis mine lunger og ben ikke bliver bedre kan jeg jo ikke regne med at løbe agility forever, selv om det er det jeg elsker. I bund og grund elsker jeg jo bare at lave noget med mine hunde - uanset disciplinen.

Lone er en meget inspirerende underviser, og jeg tror vi alle fik en lille smule lyst til at udfordre os selv med en rally-prøve i den nærmeste fremtid. 


Her ligger søde velopdragne Bombay og Hazel og venter på at Lone skal blive færdig med at forklare, så de kan komme i aktion selv. 
Og vi tre "tøser" blev grundigt udfordret med nye ting. Nå ja, det gjorde vores hunde også, men de klarede det fantastisk.


Eftermiddagen fløj hurtigt, men vi fik dog slået græs og nusset lidt i haven inden regnen kom. 


Og nå ja, så nåede Bent da lige op i Brugsen efter en flot buket tulipaner til mig. Så vi ikke helt ignorerede, at det jo er mors dag i dag. 


Og således ladet op med masser af sol, gode oplevelser, god snak og hygge med gode venner, ja så er jeg klar til en ny og ikke mindre udfordrende uge på arbejde. Jeg elsker mit arbejde, men det er godt nok udfordrende i de her uger. Jeg håber, at vi også der snart kommer i nærheden af noget, der ligner en mere normal hverdag. 

søndag den 28. februar 2021

..... og væk var februar

Tiden flyver af sted, og det er som regel gode tegn. Tegn på, at livet går videre og at der sker noget. Uanset Corona og nedlukninger, så sker der en masse i vores liv, og her får I lidt løst og fast fra februar.

Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det! Og I februar har der været masser at tale om. Vi har haft alt lige fra dyb sne til sol og 15graders varme.

I de dage, hvor der var sne, havde vi fantastiske ture i skoven. Det var hårdt, både fordi vi skulle løfte fødderne højt, men også fordi der var glat, så jeg spændte i hele kroppen, når jeg gik. Mest fordi jeg er panisk bange for at falde og komme til skade. Jeg har ikke lyst til at skulle melde mig syg lige nu. Der sker alt for meget på arbejde.


Og apropos arbejde, så har jeg da kørt frem og tilbage hver dag, stort set uden problemer. Jeg har jo min egen private vejr-tjeneste, som de værste morgener har advaret mig om, hvor der lå driver og meget sne på vejen. Tak Pia!

På vores ture har vi undret os over de mange underlige ting, naturen kan skabe. Vind, der smyger sig rundt om et hjørne kan lave store driver af sne, men nærmest lige ved siden af er der ingenting. Spændende og flot.

Og prøv at se, hvordan sneen kan blive hængende på kanten af kanalen. Underligt, at den ikke bare falder ned.

Næsten alle har et forhold til sneen, og Dazzler elsker den. Han kan ligge sig ud i haven (billede taget gennem stuevinduet) og sove i sneen. Ja ja, bare rolig, han fik selvfølgelig ikke lov at ligge der i længere tid! Men han synes, at det er dejligt. 

Siden jeg startede i Ensinger den 1. januar, så har jeg forsøgt hver dag at komme ud og gå en tur, når jeg kommer hjem. Det har givet mig nogle fantastisk flotte ture i solnedgangen.


Jeg elsker at bo ved havet. Jeg skal aldrig mere bo nogen steder, hvor jeg ikke kan gå til stranden. Og lige nu er vi så privilegerede, at vi kan gå til den nærmeste strand på 10 minutter. Jeg tror, at det er noget, jeg har fået ind fra min barndom. Havet er altid anderledes, og udsigten kan ændre sig fra minut til minut. Det kan være dramatisk og vildt, og det kan være stille og smukt som her.

I februar har vi virkelig nydt godt af vores brændebunke. Bent har flittigt savet, så vi har kunnet supplere varmen i huset med brændeovnen. Alt det her affaldstræ giver hurtig og intens varme, men det holder ikke længe. 

Men der er nok at tage fat på for Bent, som på fornuftig vis er iført skærebukser, hjelm og høreværn. 

En stor begivenhed i februar var, at Delta, aka Dellen, fyldte 2 år. Hun har endelig fået overstået sin første løbetid, og er nu en smuk voksen border collie. Super godt bygget og med et dejligt temperement. Søde Delle, som elsker alle mennesker, men mest - ud over os - sin bedste ven Christian. Så selvfølgelig havde hun inviteret Rune og Christian til sin fødselsdag.

De medragte en fin lagkage med leverpostej, tyggepinde og Kronch - og den fik Dellen lov til at spise helt selv. Det var en rigtig hyggelig fødselsdag. 


Ham her - altså lille Tough'Y, aka Totte, blandt venner Flotte Totte, han kan charmere alle mennesker. Han er verdens sødeste lille hund. Ikke nogen stor arbejdshund, men garanteret verdens sødeste og smukkeste. Basta!


Selv om sneen nu er væk, så er der stadig is i/på vandet. Det ser smukt ud i solnedgangen.

På tidspunkt synes jeg faktisk, at mine billeder var begyndt at blive rigtig kedelige at se på. Nå, men måske skulle jeg pudse linsen en gang. Det kunne jo nok ikke gøre nogen skade. 
Hold da op, det gjorde en kæmpe forskel. Prøv bare at se de to billeder herunder, taget før og efter jeg pudsede linsen. Hvor dumt, at jeg ikke har gjort det for længe siden. 

I lørdag startede vi så træningen op igen i DcH Næstved. På bedste Coronavis i små hold med 3 kursister på hvert hold. Så var der plads til træner og en hjælpetræner, uden at træde nogen lovinstanser over tæerne. Det var så dejligt, og både mennesker og hunde var glade. Da vi på ca. 3 timer havde fået undervist alle kursister, så var det vores egen tur, og vores hunde var også begejstrede. Men hvem kan undgå at være glad, når der er sol, græs under poterne og agility? Og næste lørdag må vi være op til 25 samlet, så der kan vi træne helt normalt. 


Efter træning var det tid til noget, som vi faktisk har brugt en del tid på siden jul. Vi spiller "Ticket to ride" sammen med vores gode venner. Et sjovt spil, hvor det er lige dele held og strategi der afgør, hvem der vinder. 


Og væk var februar. Væk er sneen  og isen, og nu er der forår i luften. 


Vi sluttede weekenden af med en tur i skoven og med den mest fantastiske solnedgang på hjemvejen. Så føler jeg mig som et privilegeret menneske. At bo sådan et dejligt sted. At få¨lov til alt opleve det jeg gør, sammen med de mennesker, jeg holder af. Så kan man næsten ikke ønske sig mere. I morgen er det tilbage på jobbet, hvilket jeg også glæder mig til. Så kom bare an, marts måned. Jeg er SÅ klar!




 

mandag den 25. januar 2021

Fortsættelser og ændringer

Hvis der er noget, der ikke virker - så lav det om! Og modsat - hvis det virker, så bare fortsæt.
Det er egentlig et meget godt mantra at leve sit liv efter. Og det handler dette blogindlæg om.


Først og fremmest glæder vi os over, at vi igen i 2021 har kontrakt med Henne Pet Food. Det vil sige, at vi er en del af "Hennes Helte", og det er vi rigtig stolte over.
Vores hunde stor-trives på Henne's Kronch. I hverdagen fodrer vi med den kornfrie udgave, og når der skal lidt ekstra til, så supplerer vi med højenergi-udgaven. Vi skifter uden problemer mellem fodertyperne, og vores hunde har alle sammen flot og blank pels. 
Tak til Henne for at fortsætte samarbejdet i en tid, hvor det ikke er nemt rent fysisk at komme ud og vise vores hunde frem. Vi håber snart vi skal ud og lufte "arbejdstøjet" igen. Vi er klar!


Det næste punkt handler om Hazel. Hazel er en fantastisk hund. Hun har godt temperament, hun er super godt bygget og hun er en fantastisk arbejdshund, så i efteråret, hvor jeg var arbejdsløs, og helt ærligt ikke troede på, at jeg ville få job igen, så tænkte jeg: hvorfor ikke lave et kuld hvalpe. Jeg vidste med det samme, hvem der skulle være far til hvalpene, og de indledende ting gik i gang: gentest og øjenundersøgelse, som selvfølgelig begge var ok.
Nu har Hazel aldrig elsket, at man "piller" ved hende. Hun vil gerne klappes, men det skal ikke være sådan noget blidt fedteri. Og hun har aldrig brudt sig om at blive børstet, få klippet negle og den slags. Men til hverdag var det ikke noget problem.
På det tidspunkt, hvor Hazel efter kalenderen burde være kommet i løbetid (medio december 20) begyndte vi at checke hende regelmæssigt. Vi skulle jo være klar til progesterontest og turen til Nordjylland. Og det blev snart en hade-rutine for Hazel. Vi forsøgte at skifte tidspunkt, sted, tid, lokke med godbidder, men resultatet var alligevel, at til sidst listede hun rundt i huset og forsøgte at gemme sig. Hvis jeg rakte hånden ud for at klappe hende, så kastede hun sig væk. Og i hendes øjne kunne jeg se, hvor stresset hun var. Det kunne jeg simpelthen ikke bære. Og da jeg så begyndte at tænke på dyrlægebesøg, progesterontest, temperaturmålinger ........ så var det egentlig indlysende for mig: det skulle hun ikke igennem for at jeg skulle kunne glæde mig over et kuld hvalpe, hvor det sandsynlgivis ikke en gang var sådan, at jeg skulle have en selv.
Så Hazels hvalpeplaner er aflyst! Jeg forstår godt, hvis nogen af dem, der var skrevet op til hvalpe, blev skuffede - men de har nu alle taget det pænt. Og nu skal Hazel og jeg bare arbejde på at blive gode venner igen, også herhjemme!


Når man har mange hunde, så er der også meget støv. I vores stue har vi haft en væg, hvor der ovenpå bogreolerne var en masse pokaler og på væggen hang så mange rosetter, at man ikke kunne se tapetet. Men i disse corona-tider, så har vi jo god tid til at sætte gang i forskellige projekter, og det var noget af et projekt, vi fik taget fat i denne weekend.


Det startede egentlig med, at skabet til venstre i billedet herover blev sat i "Bisserup køb og salg" - til gratis afhentning. Vores stil herhjemme er nok mest karakteriseret på "ingen stil" - og jeg tænkte at det skab ville passe godt ind i vores blandede rodebutik. Så forrige weekend hentede vi skabet, placerede det midt i stuen og gik i gang med at tømme bogreoler, fjerne rosetter og pokaler. Fy for po.... siger jeg bare, hvor der var meget støv. Mange af de pokaler har stået der i flere år! Så med 2 astmatikere i huset, så var det nok på høje tid.


3 bogreoler blev reduceret til 2 og flyttet ind på kontoret. Bøger blev sorteret, kørt til genbrug eller foræret væk. Og så kom skabet på plads. Godt jeg er gift med en handymand 💖


Med hård hånd (og lidt nostalgisk hjerte) blev der sorteret ud i pokalerne, så dem, der nu er gemt i det fine "nye pokalskab" det er dem, der har en historie og som virkelig betyder noget. Hold da op, hvor vi mange gange den her weekend har sagt: "kan du huske ......."


De rosetter, der var i stuen, blev sorteret og støvsuget, og hængt op i kontoret. De sidder på 2 komposthegn hængt op på væggen, og der kan sagtens hænge flere. Ideen er hugget fra en eller anden (Jane, tror jeg), der havde lagt et billede op på Facebook. Og det fungerer fint.


Og med sådan et projekt, så flyver tiden alt for hurtigt sådan en weekend. Vi nåede dog heldigvis en tur ud i luften sammen med Rune og Christian, hvor hundene fik spænet og leget. Her er det Delta og Selfie, der hygger.


Heller ikke  denne weekend fik vi nået dagens ønskede antal skridt. Men næste weekend, så ...........