søndag den 12. september 2021

Wauw for en weekend

Vi sidder her søndag aften og er egentlig lidt flade. Benene er trætte og tunge, og hovederne er fyldt op til randen med gode oplevelser. Vi har været til stævne både lørdag og søndag, og Bent blev temmelig overmodig, så han har løbet med både Gimli, Blitz og Totten. Jeg holder mig til Hazel.

Lørdag var det DcH Vordingborg, der lagde bane til – og det inkluderede det årlige Sjællandsmesterskab. Det betød 10 løb til Bent og 5 løb til mig.

Bent havde besluttet at teste Totten, efter han var blevet kastreret i forbindelse med sine prostataproblemer. Men det har ikke gjort nogen forskel på Totten. Han løber stadig i sit eget tempo, og ikke mindst skal han holde øje med sit publikum undervejs, hvilket tærer lidt på koncentrationen i forhold til banen.

Blitz er jo den der gode gamle sweater, man tager på, og så føles det såååååå dejligt. Når Bent og Blitz løber ser det legende let ud, og der er ingen der kan se på Blitzepigen, at hun er blevet 10 i år. Der er kun et tempo, og det er hurtigt! Blitz blev Sjællandsmester for seniorhundene.

Med Gimli kan man godt mærke, at han kun havde haft 2 stævner, da Corona satte ind. Han mangler i den grad stævneerfaring. Han kan så mange fine ting, men når han kommer til konkurrence, så bliver han lidt ”uartig”. Han kan ikke blive i start, og han glemmer alt om at blive på felterne. Men det er godt at vide, at der er noget at træne på, og det bliver helt klart bedre og bedre for hver gang. I dag har han f.eks. gennemført 3 ud af 4 løb – med fejl, ja – men det er helt klart en forbedring. Og den disk i dag, den valgte Bent selv, for at kunne rose Gimli på balancefeltet. Pas på derude – i 2022 kommer Gimli!

Og Hazel, hun er jo bare inde i en god stime. I Vordingborg havde vi 2 disk p.g.a. små fjollede ting, og 3 fejlfrie løb, heraf Sjællandsmesterskabs-finalen. Finalebanen var en super fed bane at løbe med godt flow og gode linier. Tak for den, Annette Thøgersen.

Og ja, jeg er da helt klar over, at Hazel og jeg ikke er den hurtigste ekvipage i feltet, og selvfølgelig var vi hjulpet af, at nogen af vores konkurrenter var i Hvalsø og løbe DKK-stævne, og nogen vil måske mene vi fedtspillede for at komme fejlfrit igennem – men for mig ser det nu sådan ud: Jeg skulle løbe næstsidst, 2 af mine konkurrenter løb før mig og lavede fejl, den sidste vidste jeg, at jeg med garanti ikke kunne slå på tiden, så jeg ville rigtig gerne fejlfrit igennem banen, for dog at sikre mig en 2. plads. Så ja, jeg løb taktisk – og kom fejlfrit igennem. Og desværre fik den sidste hund en fejl, hvilket gjorde Hazel til bedste hund på dagen. Sådan er spillets regler – og jeg er sgu stolt af mit Sjællandsmesterskab, selv om jeg er fuldstændig klar over, at der er nogen der synes, at de fortjente at vinde mere end mig!

I dag i Højme fortsatte Hazel sin gode stime. 3 fejlfri løb og et med en vægring, fordi Hazel åbenbart synes, at det var for mystisk med 2 tunneller lige efter hinanden. Så dagen i dag er også i den grad godkendt.

Når weekenden så slutter af med, at Andreas kommer hjem og laver aftensmad til os, så bliver det ikke meget bedre. Så mangler bare en god nats søvn, så vi er klare til en ny uge i morgen.

fredag den 10. september 2021

10. september 2021 - en meget speciel dag

Først og fremmest fordi det er vores 33 års bryllupsdag. 33år - det er slet ikke til at forstå, hvor tiden bliver af, for vi bliver jo ikke ældre! .......  33 fantastiske år med ups and downs, men først og fremmest 33 år med os to. Vi lever vores tossede hundeliv, og vi elsker det begge to.
Og Bent havde jo selvfølgelig (med gode venners hjælp) sørget for den smukkeste buket med 33 fine roser. Tak for roser - og tak for 33 fantastiske år. Jeg er klar til mange flere. 

Men dagen i dag er også speciel fordi Say i dag er rejst videre mod Norge, sammen med sin retmæssige ejer. Lise kom i går, og jeg tror, Say har taget hende med storm - selv om hun synes det var svært at komme hen til Lise, når jeg også var der. Selvfølgelig er det sådan fordi jeg har været hendes base de sidste 6 uger, men jeg er sikker på, at i løbet af kort tid, så er hun faldet fint til sammén med Lise, Gosh, Babe og Mr. X. Tak til Miriam og Lise-Irene fordi I har vist os den tillid, at betro os at passe på Say, indtil hun blev gammel nok til at rejse til Norge. Vi har elsket hende højt i 6 uger, og hun vil altid have en lille bitte plads inde i vores hjerter. Nu er resten op til hendes nye familie - og det skal nok blive godt. Held og lykke med Say - vi glæder os til at følge jer i fremtiden.


tirsdag den 7. september 2021

En af de mere specielle weekender

I et stykke tid har jeg jagtet den sidste udtagelse til DcH DM. Jeg elsker DcH DM, og jeg ville være rigtig ked af ikke at skulle deltage. Hvis ikke jeg fik den sidste udtagelse, så ville det være første gang i en ubrudt række siden 2009 (bortset fra Corona-pausen sidste år), at jeg ikke deltog – og det kunne jeg næsten ikke bære at tænke på. Så jeg lod mig derfor nemt lokke af Christian til at køre med til stævne hos DcH Ribe i lørdags (og vi er i øvrigt tilmeldt DcH-stævner både lørdag og søndag næste weekend).

Zippo's og mit første DcH DM i 2009 i Vejen, hvor vi i øvrigt stillede op for Aabenraa.

Jeg har haft svært ved at holde mig indenfor tidsgrænserne, når vi har været oppe mod meget hurtige hunde til stævnerne, og jeg har i øvrigt i et stykke tid haft svært ved at gennemføre banerne uden at blive disket. Hazel har udviklet sådan nogle underlige vaner med pludselig at tage spring bagfra på eget (uønskede) initiativ, så alt i alt synes jeg mit DM 2021 hang i en noget tynd tråd.

Men jeg tog af sted lørdag morgen sammen med Christian med en målsætning om bare at bevise for mig selv, at jeg rent faktisk godt kunne løbe en fejlfri åben bane – og så kunne jeg altid tidsmæssigt presse den næste weekend og få den sidste udtagelse der.

DcH DM i 2015. Nu er Bent og Dazzler også kommet med, og nu har vi lært, at man skal have taget det traditionelle billede foran faneborgen. 

Dagen bød på både ag-baner og springbaner med godt flow og rigtig meget i Hazel-stil, så vi lagde ud med en fejlfri AG3 og en andenplads efter Wicki. Totalt godkendt. Og egentlig en rar fornemmelse. Vi kan åbenbart godt.

Næste løb var AG åben, og det var jo her, der var mulighed for den der famøse DM-udtagelse. Banen var god, og der var rigtig mange ting, som jeg vidste vi kunne. Mine værste konkurrenter fik fejl (ja ja – det må man ikke fryde sig over, men det gav mig nu lidt mere ro), og jeg havde skubbet alle Hazels mærkelige ”nu-gør-jeg-lige-pludselig”-ting ud af mit hoved. Og så var det der pludselig – det der fejlfri løb indenfor tidsrammen! Jeg turde ikke rigtig tro på det, før klassen var færdig, men joooo, den var god nok, og Hazel og jeg er nu udtaget til DcH DM 2021. Mit 12. DcH DM!

DcH DM i 2019, hvor jeg var så dopet af betablokkere, så jeg nærmest gik bane rundt. Men vi var der - og Delta var med som support. 

Og som om det ikke var nok, ja så var hun også fejlfri i spring åben. Så var der bare spring 3 tilbage. Vi var kun 3 i klassen, og banen havde reelt kun 1 sted med lidt sværhedsgrad. Jeg løb sidst, og begge mine konkurrenter blev disket – i øvrigt det samme sted. Så blev jeg sådan lidt stædig, og selv om mine ben næsten ikke kunne flytte sig, så gik jeg på banen fuldt besluttet på at gennemføre uden disk. Vi fik en lille bitte vægring i starten, fordi jeg ikke lige løb med Hazel i den rigtige retning, men resten af banen sad bare lige i skabet.

Hold nu op. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har løbet 4 løb uden disk, og heraf 3 fejlfri. Det var en dejlig fornemmelse, og jeg glæder mig nu til at skulle løbe næste weekend, fuldstændig uden andet formål end at have det hyggeligt med min yndlings-brune-hund!

Say har øvet sig på at kigge på agility og stå øverst på præmieskamlen.

Say har selvfølgelig været med. Hun har hygget, leget, mødt søde hunde og mennesker, bidt i spaniel-ører, fræset rundt og snust til og smagt på mange underlige ting. Hun rejser hjem til Norge på fredag. Så bliver der stille på Skovvænget igen.

Bent var i løbet af dagen blevet færdig med sit møde i Kolding og var kommet til Ribe, så da stævnet var færdigt satte vi kursen mod Skærbæk, hvor vi for længe siden havde aftalt at overnatte og hygge hos Anne og Henrik. Men Anne og Henrik har i torsdags mistet deres eneste søn, så verden så pludselig noget anderledes ud. De ville dog stadig gerne have besøg, så selvfølgelig kom vi, og det blev en rigtig hyggelig aften, hvor der blev snakket om mange ting.

Søndag morgen tog jeg mig sammen og gik med Henrik og Anne ned og morgenbade i Lillebælt. Jo, den er god nok - den der lille sorte prik mellem badebroen og båden, det er Marianne, der er i vandet. Og jeg kom helt under!

Som forældre må det være det værste man kan forestille sig – at miste sine børn. Jeg indrømmer gerne, at det slog mig som en kæmpe hammer, da jeg begyndte at tænke over, hvordan man reagerer i den situation. Og jeg indrømmer gerne, at der røg et par sms’er afsted til min egen søn, bare for at høre, at han var ok. Vi sender masser af kærlighed efter Anne og Henrik, som står midt i deres livs værste mareridt. Jeg håber, at I finder styrke til at hjælpe hinanden igennem den svære tid, der kommer.

 







tirsdag den 24. august 2021

Stævner på stribe - og lidt andet

Så kører stævnesæsonen for fuld udblæsning, og træningen er startet op alle vegne, så jeg er glad for, at vores hunde får et foder, der gør, at de kan holde energien til familiens program: agility mandag, agility hveranden tirsdag, i øjeblikket hvalpetræning onsdag, lydighed og agility torsdag - og stævne i weekenden. Det levner ikke meget tid til at hvile - ud over i dagtimerne - men vores hunde ser ud som om de elsker vores/deres liv, de er smukke i pelsen og de klarer dagligdagen uden problemer og uden at tabe energien. Tak for Henne Pet Food's dejlige mad!


Første stævne efter sommerferien var vores eget i DcH Næstved. Og i år havde vi rekord mange deltagere. 96 tilmeldte hunde, som både lørdag og søndag løb hver 4 løb. Dertil var der dommeraspirant på, så det blev nogle lange dage. Men hold da op, hvor er jeg stolt af vores hjælpere! De har efterfølgende fået masser af (velfortjent) ros, og jeg er så glad for den måde, vores stævne bliver afviklet. 


Nyt i år var rosetter til nr. 1, 2 og 3 i klasse 1 og åben (god idé Christian). De blev super flotte og deltagerne var glade for dem. 

Ud over at være stolt over vores hjælpere, så er jeg ikke mindre stolt over vores klubmedlemmer og kursister, som deltager i stævnet. Det er en fornøjelse at se, hvordan i kommer gennem banerne, og der var godt nok mange Næstved-folk på vores fine præmiepodie i løbet af weekenden.


Vi deltog selvfølgelig også selv. Her er det Gimli fanget på endnu et af Tina Hindsgaul's flotte billeder. Men det bliver altid sådan lidt la-la, for jeg har i hvert fald hele tiden antennerne ude, og det snupper nok lidt af løbs-koncentrationen.
Det blev dog også til et par gange på podiet for mig - her sammen  med Lone, som garanteret har sagt noget uartigt, sådan som vi griner! 


Og søndag aften var vi giga trætte, men der var ryddet op og alt var klaret. Til gengæld glædede jeg mig allerede til weekenden efter, hvor vi skulle til Nykøbing Rørvig. Første stævne efter vores eget er altid helt specielt for mig, for der slapper jeg rigtig meget af.

Say øver sig på at være med til stævne. Det går rigtig fint! Hun kan sagtens hyggetræne lige ved siden af banen, og hun snupper gerne en lur i teltet ind imellem. 


Bent og Gimli jagter stadig den sidste pind i klasse 1 - og det blev heller ikke i Nykøbing, de fik den, men de fik dog en fin pokal.


Ugen efter var det blevet tid til at Say skulle have sin 12-ugers vaccination og sin rabies, så hun kan komme med sin nye ejer til Norge. Dyrlægen lagde sprøjterne klar og forberedte det gamle trick med at lægge noget dåsemad på en tallerken, og så satse på, at han kunne stikke, mens Say havde hovedet nedad.


Men der skal man nærmest være hurtigere end Zorro, for Say hyggespiser ikke - hun inhalerer. 

Det lykkedes dog at få det hele puttet i hende, så hun nu er klar til at drage nordpå.

Vi har ikke fået mange restriktioner fra hendes nye ejer, men en af dem vi har fået er, at vi ikke må træne tuneller med hende. Det gør vi sandelig heller ikke......... Eller noget!


I lørdags var det så DcH Jyderup, der lagde plads til, og Bent  var igen dommer. Jeg sørgede dog for ind imellem at huske og slappe lidt af.


På præmiebordet var der også mulighed for at vinde smukke buketter. Så vi havde denne fine lyserøde ting med hjem. Den står nu og ser fin ud og dufter dejligt på vores spisebord.


Eftersom Rune (og Christian) var på dommeruddannelse havde Bent besluttet sig for at løbe de 2 åbne løb med Blitz. Når Bent løber med Blitz er det lige som at tage den der gamle sweater på, som man har haft i mange år. Den sidder godt, og man ved lige præcis, hvor den folder. Og Blitz smiler over hele hovedet, mens hun løber.


Søndagen tilbragte vi i Vejen til DcH's landsmøde. Say var sendt i dagpleje hos Pia og alle sheltierne. Tak for hjælpen Pia. Det havde været en kedelig dag for hende ellers. 


Og Bent og jeg deltog med vores respektive udvalg: Bent sammen med agilityudvalget og jeg sammen med redaktionen af DcH bladet. Selv om mødet trak ud, og der var nogen deltagere, der elskede at høre sig selv tale, så synes jeg, det er sjovt at "være med hvor det sner". Og jeg synes det er fascinerende at se, hvordan landsmødet afvikles. Samtidig møder man der en masse mennesker, som man ikke ser så ofte. 


Næste weekend er stævne-fri-weekend. Puha, det plejer at betyde masser af jobs i hus og have der skal passes, så vi kommer garanteret ikke til at kede os. 

onsdag den 4. august 2021

Agility kan føre til mange ting

 

Agility kan føre til mange ting - det er helt sikkert. Og en af de ting vi i hvert fald har fået ud af at løbe agility i mange år, er rigtig mange gode venskaber, som vi aldrig ville have fået uden agilityen.
Til en del stævner de sidste år før Corona lukkede alting ned har vi mødt Hanne og Ivan. Det blev efterhånden til mange snakke om aftnerne i forteltet (og måske også et enkelt glas vin eller 2), og vi glædede os altid til at skulle mødes et eller andet sted.

For dem, der ikke kender dem, så er Hanne og Ivan er danske, men bor i Sverige, og da Corona lukkede alting ned, så kunne vi godt fornemme, at det ville vare længe før vi så hinanden igen. Så det besluttede vi at gøre noget ved. 

En gang om måneden "mødtes vi til kaffe" via Facetime. Så sad vi i hver vores hjemlige sofa og fortalte hinanden om stort og småt, der skete i vores liv. Og sådan blev vores venskab ikke bare bevaret men også udviklet til noget rigtig dejligt, som vi følte at vi måtte afprøve ved at holde ferie sammen.

Hanne og Ivan testede campingpladser, og vi endte i uge 30 at sætte kursen - først mod Perstorp - og dernæst mod Järnaviks Camping. Vi drog af sted med en lille smule sommerfugle i maven p.g.a. alt skriveriet om stenkasteri mod danske biler, også selv om vi slet ikke skulle på den strækning.


Men heldigvis landede vi i Perstorp uden uheld. Undervejs nørklede jeg et nyt halsbånd til Hazel, da jeg synes det gamle var blevet lige lovlig løst i det. Det blev så fint - og der var oven i købet paracord nok til en line også. Man skal aldrig gå ned på udstyr.


Efter at have parkeret campingvognen i Hanne og Ivan's indkørsel trængte vi til at få rørt benene, så vi tog alle 6 hunde med på tur til en sø, hvor vores vandhunde kunne få sig en svømmetur.


Hundene var allerede ved at finde deres plads i den nye store flok, og det gik bare så fint. Gimli var vældig forelsket i lille Puck, som ikke værdigede ham et blik - men som til gengæld var vældig forelsket i Totte. Kærligheden går underlige veje. 😍



Næste formiddagen satte vi næserne mod øst, og da vi først havde fået campingvognene placeret og benene ned, så måtte vi have en kop kaffe. Ivan var over-kaffe-brygmester, og sørgede alle dagene for at vi fik masser af god kaffe.


Campingpladsen var bygget på et rimelig kuperet område, men den var på bedste måde lagt så naturen stadig var meget synlig. Både køkken, toiletter og baderum var dejlige og rene. Det var absolut et godt sted at være. Der var også rigtig hundevenligt, og man skulle ikke mange skridt udenfor pladsen før der var gode luftemuligheder. Hazel og jeg fik prøvet badestranden den ene morgen, men det var rimelig koldt de næste dage, så det blev kun til den ene gang.


Da vejrudsigten ikke var alt for lovende sidst på ugen, så benyttede vi tirsdag til en tur med den lille båd M/S Tjärö (medtager 51 passagerer pr. gang) ud til - ja selvfølgelig: Tjärö. En lille ø ude skærgården, hvor der ikke var ret meget andet end nogle huse, en restaurant og en havn. Og så ikke mindst nogen virkelig smukt natur.


Vores hunde opførte sig eksemplarisk på båden, selv om der var en del mennesker med. 


Og Hazel skulle lige kigge ud over rælingen og ned på vandet. 


Der var 2 afmærkede ruter, og vi valgte den korte, men sørgede så ret hurtigt for at gå så meget forkert, at vi vist fik gået noget mere end den afmærkede rute var sat til. Men vi skulle jo se det hele! 


På vej ud til øen kom vi forbi den her lille stenknold ude i vandet. De får da næppe problemer med naboerne, dem der bor i det fine røde hus. Til gengæld har de langt til købmanden.


Vi vakte en del opsigt, når vi kom gående med vores 6 hunde. Især mange børn fik travlt med at tælle.


Kaffen og kager blev indtaget på en stor klippe med udsigt over vandet. Det var så hyggeligt, og meget fredfyldt.

Efter kaffen gik turen videre ud i den smukke natur.


Og så blev det tid til bådturen hjem igen gennem den hyggelige skærgård med fugle, små sten-øer og masser af smuk natur.




De næste par dage var vejret meget afvekslende. Vi fik virkelig meget vand indimellem, sammen med torden og blæst. Men ud over lidt små søer i forteltet, så skete der ikke noget med nogen ting.


Og så kan man jo altid sidde indendøre i tørvejr og spise en god isvaffel med en kugle blåbæris (vi er jo i Sverige) og en kugle med hindbæris med lakrids.


Efter et par dage med virkelig udstadigt vejr benyttede vi den sidste eftermiddag til en dejlig tur sammen med Ivan. Vi havde nogenlunde planlagt hvor vi ville hen, og vi startede oppe på klipperne over campingpladsen. Det var så smukt, at vi lige måtte nyde udsigten et øjeblik.



Og så gik vi ellers ud ad de fint afmærkede stier ........ eller - pludselig var mærkerne væk. Så fulgte vi nogle dyrestier og et hegn, og endte med at forcere hegnet, som var forynet med pigtråd for oven. Det var en større operation at få 3 personer og 5 hunde over og under. Men ud kom vi, og så var vi faktisk på kendte stier igen og hurtigt hjemme på campingpladsen. Tak for en dejlig, sjov og udfordrende tur Ivan 😍
Puck fik vist trådt på et eller andet, så hun ikke støttede på det ene ben, men så er det godt at man bare er en lille bitte sheltie og at far har en stor rygsæk på nakken. Så klarede Puck hjemturen i fin stil.


Hjemme igen kastede hundene sig i skyggen. De var godt trætte.


Og vi andre placerede os ved hegnet og det lille bord til en kop kaffe. Der sad vi rigtig meget og ordnede verdenssituationen. 


Lørdag formiddag var det tid til at pakke sammen og sætte kursen mod Danmark igen. Det har været en fantastisk ferie i Sverige. Vi har hygget, grinet, snakket og grinet endnu mere. Når man alligevel aldrig har prøvet at være sammen på den måde før, så må vi bare konstatere: det kunne vi godt! Og heldigvis ses vi i Danmark næste weekend, så vi undgik de store tudescener!


Tak for en dejlig tur sammen med jer, Hanne og Ivan. Vi har nydt hvert et øjeblik, og vi er så glade for at vi alle sammen turde kaste os ud i det.

Og nå ja, for så lige at vende tilbage til begyndelsen, og til det med, at agility kan føre til mange ting, så er vi blevet plejeforældre igen for nogle uger. Dette er Say. Hun er opdrættet af Miriam Søndergaard og skal bo i Norge hos Lise-Irene Hansen. Men indtil hun bliver gammel nok til at flytte til Norge, så bor hun hos os. Hun er sød og fræk, hun er faldet ind i vores flok fuldstændig problemfrit, og nu skal hun bare ud og opleve en masse gode ting de næste uger.