En stille og rolig weekend ..... eller .....

 

De der dybe brune øjne ..... de kan altså noget! Og denne weekend startede med at jeg fik lov til at fordybe mig i Sif's dejlige brune øjne - og ikke mindst ride en tur i skoven på hende, sammen med Gitte.

Der er noget helt fantastisk ved at sidde på en hesteryg og lige så stille skridte gennem skoven. Der var ikke en vind, der rørte på sig. Og der fredag eftermiddag var regnen ikke begyndt. Og mens vi red gennem skoven fik Gitte og jeg ordnet verdenssituationen. Det er en helt fantastisk måde at slutte (endnu) en lidt stresset arbejdsuge. Du kan ikke være stresset, når du sidder på ryggen af en islandsk hest. 

Da vi kom tilbage og fik sat hestene ud på folden, så havde Claus og Bent lavet mad, og der duftede fantastisk. Vi satte os til bords - kiggede ud af vinduet - og så kom regnen. Hvor heldig har man lov til at være. Det var en rigtig dejlig start på weekenden. 

Lørdag var Bent afsted for at være med til eksamen for nye agility-dommere. Kæmpe stort tillykke til jer, der bestod eksamen. 

Jeg tog til gængæld til lokalkonkurrence i klubben. Det var længe siden jeg havde været ude til en prøve i DcH-programmet, og jeg trængte nok lige til at finde ud af, hvor vi stod. Jeg vidste godt, at vi havde et problem med spor og ikke mindst knæk på sporet - men fuld af fortrøstning tog jeg afsted. 

Jeg er jo et kæmpe konkurrence-menneske, så at blive nr. 4 ..... ud af 4! Det passer mig ikke rigtig godt. Til gengæld kan jeg jo ikke tillade mig at være utilfreds, når jeg ser på mit pointark. Hvis man altså lige ser bort fra det med sporet!!!!

Så jeg sad bagefter med en noget ambivalent følelse. På den ene side var jeg vildt stolt over Hazels flotte karakterer. Hun kan sgu noget - min brune hund. Eller - vi kan noget sammen, Hazel og jeg. På den anden side, så kan vi bare ikke finde ud af gå spor! Nu går jeg i skarp træning inden B-C-konkurrencen i oktober, og så må vi se, hvordan det går. 

I øvrigt fik Hazel lov til at deltage i A-hundenes fællesdæk, og det klarede hun selvfølgelig til UG!

Søndag var sat af til hjemlige og huslige sysler. Vi har jo i et stykke tid haft Andreas' seng, men den ville han faktisk godt have tilbage, så vi har købt en anden brugt seng, som vi skulle hente ude i sommerhusområdet. 

Åh nej, en seng fra Ikea, spillet til atomer! Mon det går godt? Selvfølgelig går det godt! Der er en stor handyman gemt i Bent, og bortset fra at vi tabte topmadrassen fra traileren på vej hjem med sengen, så står den nu fiks og færdig lige til at hoppe i.

Andreas' seng røg på traileren og blev kørt til Slagelse. Puha, op på 2. sal, men det gik.

Til gengæld fik vi 2 orkideer med hjem til genoplivning på Marianne's orkide-skadestue, og et mini-drivhus, som fluks blev til vinterhjem for Bent's figentræ. Så må vi se, om figentræet overlever til foråret. Nu kan vi i hvert fald bare køre kassen ind på terassen, når der kommer frost og sne. 

Næste weekend står den på DcH DM. Hold nu op, hvor jeg glæder mig. Andreas flytter ind og passer Gimli og Blitz, og Hazel og jeg skal til Vejen og give den fuld gas!

Wauw for en weekend

Vi sidder her søndag aften og er egentlig lidt flade. Benene er trætte og tunge, og hovederne er fyldt op til randen med gode oplevelser. Vi har været til stævne både lørdag og søndag, og Bent blev temmelig overmodig, så han har løbet med både Gimli, Blitz og Totten. Jeg holder mig til Hazel.

Lørdag var det DcH Vordingborg, der lagde bane til – og det inkluderede det årlige Sjællandsmesterskab. Det betød 10 løb til Bent og 5 løb til mig.

Bent havde besluttet at teste Totten, efter han var blevet kastreret i forbindelse med sine prostataproblemer. Men det har ikke gjort nogen forskel på Totten. Han løber stadig i sit eget tempo, og ikke mindst skal han holde øje med sit publikum undervejs, hvilket tærer lidt på koncentrationen i forhold til banen.

Blitz er jo den der gode gamle sweater, man tager på, og så føles det såååååå dejligt. Når Bent og Blitz løber ser det legende let ud, og der er ingen der kan se på Blitzepigen, at hun er blevet 10 i år. Der er kun et tempo, og det er hurtigt! Blitz blev Sjællandsmester for seniorhundene.

Med Gimli kan man godt mærke, at han kun havde haft 2 stævner, da Corona satte ind. Han mangler i den grad stævneerfaring. Han kan så mange fine ting, men når han kommer til konkurrence, så bliver han lidt ”uartig”. Han kan ikke blive i start, og han glemmer alt om at blive på felterne. Men det er godt at vide, at der er noget at træne på, og det bliver helt klart bedre og bedre for hver gang. I dag har han f.eks. gennemført 3 ud af 4 løb – med fejl, ja – men det er helt klart en forbedring. Og den disk i dag, den valgte Bent selv, for at kunne rose Gimli på balancefeltet. Pas på derude – i 2022 kommer Gimli!

Og Hazel, hun er jo bare inde i en god stime. I Vordingborg havde vi 2 disk p.g.a. små fjollede ting, og 3 fejlfrie løb, heraf Sjællandsmesterskabs-finalen. Finalebanen var en super fed bane at løbe med godt flow og gode linier. Tak for den, Annette Thøgersen.

Og ja, jeg er da helt klar over, at Hazel og jeg ikke er den hurtigste ekvipage i feltet, og selvfølgelig var vi hjulpet af, at nogen af vores konkurrenter var i Hvalsø og løbe DKK-stævne, og nogen vil måske mene vi fedtspillede for at komme fejlfrit igennem – men for mig ser det nu sådan ud: Jeg skulle løbe næstsidst, 2 af mine konkurrenter løb før mig og lavede fejl, den sidste vidste jeg, at jeg med garanti ikke kunne slå på tiden, så jeg ville rigtig gerne fejlfrit igennem banen, for dog at sikre mig en 2. plads. Så ja, jeg løb taktisk – og kom fejlfrit igennem. Og desværre fik den sidste hund en fejl, hvilket gjorde Hazel til bedste hund på dagen. Sådan er spillets regler – og jeg er sgu stolt af mit Sjællandsmesterskab, selv om jeg er fuldstændig klar over, at der er nogen der synes, at de fortjente at vinde mere end mig!

I dag i Højme fortsatte Hazel sin gode stime. 3 fejlfri løb og et med en vægring, fordi Hazel åbenbart synes, at det var for mystisk med 2 tunneller lige efter hinanden. Så dagen i dag er også i den grad godkendt.

Når weekenden så slutter af med, at Andreas kommer hjem og laver aftensmad til os, så bliver det ikke meget bedre. Så mangler bare en god nats søvn, så vi er klare til en ny uge i morgen.

10. september 2021 - en meget speciel dag

Først og fremmest fordi det er vores 33 års bryllupsdag. 33år - det er slet ikke til at forstå, hvor tiden bliver af, for vi bliver jo ikke ældre! .......  33 fantastiske år med ups and downs, men først og fremmest 33 år med os to. Vi lever vores tossede hundeliv, og vi elsker det begge to.
Og Bent havde jo selvfølgelig (med gode venners hjælp) sørget for den smukkeste buket med 33 fine roser. Tak for roser - og tak for 33 fantastiske år. Jeg er klar til mange flere. 

Men dagen i dag er også speciel fordi Say i dag er rejst videre mod Norge, sammen med sin retmæssige ejer. Lise kom i går, og jeg tror, Say har taget hende med storm - selv om hun synes det var svært at komme hen til Lise, når jeg også var der. Selvfølgelig er det sådan fordi jeg har været hendes base de sidste 6 uger, men jeg er sikker på, at i løbet af kort tid, så er hun faldet fint til sammén med Lise, Gosh, Babe og Mr. X. Tak til Miriam og Lise-Irene fordi I har vist os den tillid, at betro os at passe på Say, indtil hun blev gammel nok til at rejse til Norge. Vi har elsket hende højt i 6 uger, og hun vil altid have en lille bitte plads inde i vores hjerter. Nu er resten op til hendes nye familie - og det skal nok blive godt. Held og lykke med Say - vi glæder os til at følge jer i fremtiden.

En af de mere specielle weekender

I et stykke tid har jeg jagtet den sidste udtagelse til DcH DM. Jeg elsker DcH DM, og jeg ville være rigtig ked af ikke at skulle deltage. Hvis ikke jeg fik den sidste udtagelse, så ville det være første gang i en ubrudt række siden 2009 (bortset fra Corona-pausen sidste år), at jeg ikke deltog – og det kunne jeg næsten ikke bære at tænke på. Så jeg lod mig derfor nemt lokke af Christian til at køre med til stævne hos DcH Ribe i lørdags (og vi er i øvrigt tilmeldt DcH-stævner både lørdag og søndag næste weekend).

Zippo's og mit første DcH DM i 2009 i Vejen, hvor vi i øvrigt stillede op for Aabenraa.

Jeg har haft svært ved at holde mig indenfor tidsgrænserne, når vi har været oppe mod meget hurtige hunde til stævnerne, og jeg har i øvrigt i et stykke tid haft svært ved at gennemføre banerne uden at blive disket. Hazel har udviklet sådan nogle underlige vaner med pludselig at tage spring bagfra på eget (uønskede) initiativ, så alt i alt synes jeg mit DM 2021 hang i en noget tynd tråd.

Men jeg tog af sted lørdag morgen sammen med Christian med en målsætning om bare at bevise for mig selv, at jeg rent faktisk godt kunne løbe en fejlfri åben bane – og så kunne jeg altid tidsmæssigt presse den næste weekend og få den sidste udtagelse der.

DcH DM i 2015. Nu er Bent og Dazzler også kommet med, og nu har vi lært, at man skal have taget det traditionelle billede foran faneborgen. 

Dagen bød på både ag-baner og springbaner med godt flow og rigtig meget i Hazel-stil, så vi lagde ud med en fejlfri AG3 og en andenplads efter Wicki. Totalt godkendt. Og egentlig en rar fornemmelse. Vi kan åbenbart godt.

Næste løb var AG åben, og det var jo her, der var mulighed for den der famøse DM-udtagelse. Banen var god, og der var rigtig mange ting, som jeg vidste vi kunne. Mine værste konkurrenter fik fejl (ja ja – det må man ikke fryde sig over, men det gav mig nu lidt mere ro), og jeg havde skubbet alle Hazels mærkelige ”nu-gør-jeg-lige-pludselig”-ting ud af mit hoved. Og så var det der pludselig – det der fejlfri løb indenfor tidsrammen! Jeg turde ikke rigtig tro på det, før klassen var færdig, men joooo, den var god nok, og Hazel og jeg er nu udtaget til DcH DM 2021. Mit 12. DcH DM!

DcH DM i 2019, hvor jeg var så dopet af betablokkere, så jeg nærmest gik bane rundt. Men vi var der - og Delta var med som support. 

Og som om det ikke var nok, ja så var hun også fejlfri i spring åben. Så var der bare spring 3 tilbage. Vi var kun 3 i klassen, og banen havde reelt kun 1 sted med lidt sværhedsgrad. Jeg løb sidst, og begge mine konkurrenter blev disket – i øvrigt det samme sted. Så blev jeg sådan lidt stædig, og selv om mine ben næsten ikke kunne flytte sig, så gik jeg på banen fuldt besluttet på at gennemføre uden disk. Vi fik en lille bitte vægring i starten, fordi jeg ikke lige løb med Hazel i den rigtige retning, men resten af banen sad bare lige i skabet.

Hold nu op. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har løbet 4 løb uden disk, og heraf 3 fejlfri. Det var en dejlig fornemmelse, og jeg glæder mig nu til at skulle løbe næste weekend, fuldstændig uden andet formål end at have det hyggeligt med min yndlings-brune-hund!

Say har øvet sig på at kigge på agility og stå øverst på præmieskamlen.

Say har selvfølgelig været med. Hun har hygget, leget, mødt søde hunde og mennesker, bidt i spaniel-ører, fræset rundt og snust til og smagt på mange underlige ting. Hun rejser hjem til Norge på fredag. Så bliver der stille på Skovvænget igen.

Bent var i løbet af dagen blevet færdig med sit møde i Kolding og var kommet til Ribe, så da stævnet var færdigt satte vi kursen mod Skærbæk, hvor vi for længe siden havde aftalt at overnatte og hygge hos Anne og Henrik. Men Anne og Henrik har i torsdags mistet deres eneste søn, så verden så pludselig noget anderledes ud. De ville dog stadig gerne have besøg, så selvfølgelig kom vi, og det blev en rigtig hyggelig aften, hvor der blev snakket om mange ting.

Søndag morgen tog jeg mig sammen og gik med Henrik og Anne ned og morgenbade i Lillebælt. Jo, den er god nok - den der lille sorte prik mellem badebroen og båden, det er Marianne, der er i vandet. Og jeg kom helt under!

Som forældre må det være det værste man kan forestille sig – at miste sine børn. Jeg indrømmer gerne, at det slog mig som en kæmpe hammer, da jeg begyndte at tænke over, hvordan man reagerer i den situation. Og jeg indrømmer gerne, at der røg et par sms’er afsted til min egen søn, bare for at høre, at han var ok. Vi sender masser af kærlighed efter Anne og Henrik, som står midt i deres livs værste mareridt. Jeg håber, at I finder styrke til at hjælpe hinanden igennem den svære tid, der kommer.