En af de mere specielle weekender

I et stykke tid har jeg jagtet den sidste udtagelse til DcH DM. Jeg elsker DcH DM, og jeg ville være rigtig ked af ikke at skulle deltage. Hvis ikke jeg fik den sidste udtagelse, så ville det være første gang i en ubrudt række siden 2009 (bortset fra Corona-pausen sidste år), at jeg ikke deltog – og det kunne jeg næsten ikke bære at tænke på. Så jeg lod mig derfor nemt lokke af Christian til at køre med til stævne hos DcH Ribe i lørdags (og vi er i øvrigt tilmeldt DcH-stævner både lørdag og søndag næste weekend).

Zippo's og mit første DcH DM i 2009 i Vejen, hvor vi i øvrigt stillede op for Aabenraa.

Jeg har haft svært ved at holde mig indenfor tidsgrænserne, når vi har været oppe mod meget hurtige hunde til stævnerne, og jeg har i øvrigt i et stykke tid haft svært ved at gennemføre banerne uden at blive disket. Hazel har udviklet sådan nogle underlige vaner med pludselig at tage spring bagfra på eget (uønskede) initiativ, så alt i alt synes jeg mit DM 2021 hang i en noget tynd tråd.

Men jeg tog af sted lørdag morgen sammen med Christian med en målsætning om bare at bevise for mig selv, at jeg rent faktisk godt kunne løbe en fejlfri åben bane – og så kunne jeg altid tidsmæssigt presse den næste weekend og få den sidste udtagelse der.

DcH DM i 2015. Nu er Bent og Dazzler også kommet med, og nu har vi lært, at man skal have taget det traditionelle billede foran faneborgen. 

Dagen bød på både ag-baner og springbaner med godt flow og rigtig meget i Hazel-stil, så vi lagde ud med en fejlfri AG3 og en andenplads efter Wicki. Totalt godkendt. Og egentlig en rar fornemmelse. Vi kan åbenbart godt.

Næste løb var AG åben, og det var jo her, der var mulighed for den der famøse DM-udtagelse. Banen var god, og der var rigtig mange ting, som jeg vidste vi kunne. Mine værste konkurrenter fik fejl (ja ja – det må man ikke fryde sig over, men det gav mig nu lidt mere ro), og jeg havde skubbet alle Hazels mærkelige ”nu-gør-jeg-lige-pludselig”-ting ud af mit hoved. Og så var det der pludselig – det der fejlfri løb indenfor tidsrammen! Jeg turde ikke rigtig tro på det, før klassen var færdig, men joooo, den var god nok, og Hazel og jeg er nu udtaget til DcH DM 2021. Mit 12. DcH DM!

DcH DM i 2019, hvor jeg var så dopet af betablokkere, så jeg nærmest gik bane rundt. Men vi var der - og Delta var med som support. 

Og som om det ikke var nok, ja så var hun også fejlfri i spring åben. Så var der bare spring 3 tilbage. Vi var kun 3 i klassen, og banen havde reelt kun 1 sted med lidt sværhedsgrad. Jeg løb sidst, og begge mine konkurrenter blev disket – i øvrigt det samme sted. Så blev jeg sådan lidt stædig, og selv om mine ben næsten ikke kunne flytte sig, så gik jeg på banen fuldt besluttet på at gennemføre uden disk. Vi fik en lille bitte vægring i starten, fordi jeg ikke lige løb med Hazel i den rigtige retning, men resten af banen sad bare lige i skabet.

Hold nu op. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har løbet 4 løb uden disk, og heraf 3 fejlfri. Det var en dejlig fornemmelse, og jeg glæder mig nu til at skulle løbe næste weekend, fuldstændig uden andet formål end at have det hyggeligt med min yndlings-brune-hund!

Say har øvet sig på at kigge på agility og stå øverst på præmieskamlen.

Say har selvfølgelig været med. Hun har hygget, leget, mødt søde hunde og mennesker, bidt i spaniel-ører, fræset rundt og snust til og smagt på mange underlige ting. Hun rejser hjem til Norge på fredag. Så bliver der stille på Skovvænget igen.

Bent var i løbet af dagen blevet færdig med sit møde i Kolding og var kommet til Ribe, så da stævnet var færdigt satte vi kursen mod Skærbæk, hvor vi for længe siden havde aftalt at overnatte og hygge hos Anne og Henrik. Men Anne og Henrik har i torsdags mistet deres eneste søn, så verden så pludselig noget anderledes ud. De ville dog stadig gerne have besøg, så selvfølgelig kom vi, og det blev en rigtig hyggelig aften, hvor der blev snakket om mange ting.

Søndag morgen tog jeg mig sammen og gik med Henrik og Anne ned og morgenbade i Lillebælt. Jo, den er god nok - den der lille sorte prik mellem badebroen og båden, det er Marianne, der er i vandet. Og jeg kom helt under!

Som forældre må det være det værste man kan forestille sig – at miste sine børn. Jeg indrømmer gerne, at det slog mig som en kæmpe hammer, da jeg begyndte at tænke over, hvordan man reagerer i den situation. Og jeg indrømmer gerne, at der røg et par sms’er afsted til min egen søn, bare for at høre, at han var ok. Vi sender masser af kærlighed efter Anne og Henrik, som står midt i deres livs værste mareridt. Jeg håber, at I finder styrke til at hjælpe hinanden igennem den svære tid, der kommer.