7 weeks with Parade

Usually I write in Danish, but this time, I will try to do it in English, so that Kirsty can understand (even though Google translate works fine most of the time).

One day - back in July - when it still was summer and hot, we went to visit our friend Pia, who had 2 litters of sheltie-puppies at that time. One of them was totally outstanding - perhaps because he was tri-couloured, and the other 9 were blue merles.

Luckily for me - he was sold already. I had neither the time or the money for a puppy right now, But we fell in love at once. Pia told me, that he was moving to Scotland, so she had to keep him for 7 weeks longer than the other puppies. And then a crazy idea was born in my head. I offered Pia (without asking Bent) that we could take care of this very special Mr. Handsome Parade for the 7 weeks, before he was able to travel to Scotland. Luckily Bent agreed 💖

We met with Pia, Majken and all the puppies on a sunny afternoon. All the puppies are listening to Bent making funny sounds. 

But who wouldn't fall in love with this pretty face?

I did 😍😍😍

And then he moved in. All our dogs are very nice, and they was accepting him at once. Some more than others, but we never had any problems. Here, Blitz and Gimli is looking after him, while he is sleeping.

The family came to see the wonder 💗

And then "scool of life" began. We joined a small agility-competition, and Parade helped me walking with Hazel after our runs. 

We are driving a lot, but Parade learned to behave and relax in the car. Surrounded bye sheltie-frinds.

We went to a bigger city to see shops, cars and people.

Parade made BFF with Gimli and Delta. Gimli loves puppies, and he was in heaven these 7 weeks. Parade was all over him, biting his ears and his coat. And Gimli just accepted. 

He had his little puppy-pen to stay in, when we were teaching our agility-classes Mondays and Thursdays, and quickly he became the love of everyone.

And also, when we were taking lessens twice a month, he joined us. We were lucky, that is was summer and warm.

Parade has mad a lot of friends, while he has been staying with us. Both people and dogs.

He is also great at relaxing. He graps the best bed, and the grown-up-dogs must find somewhere else to sleep.

We went for walks just Parade and me - og doggy-nanny with us. But that was no problem.

He also met the nice ladies at Bent's work. They didn't have any toys, but the one of them had some nice hair. 

While visiting Bent's work, Parade checked out, if Bent has done his work properly.

We went for lots of walks with Delta. Delta became his "mummy". She was always looking after him. If I couldn't find Parade, I just had to look at Delta, because she was always looking after him. 

Even Dazzler hate puppies, he accepted to sleep tight with Parade 💙💙

After having a small K9 run in our local dog-club, Parade tested some of the obstacles from the competition.

But don't mistake him ................... 😲😲😲

Parade is meeting new friends with a relaxed attitude and an open mind.

And is fan-club is growing. 

He is also great at just chilling at the terrasse.

He has been visiting Bent's mum, who is 96 years old. 

And he has learned table-manners.

And at last, we could pick up Kirsty at the airport. She also fell in love immediately. Parade loved her pony-tail.

Mummy took him to the vet - but vet was nice. He got his rabies-vaccine. One step closer to getting ready for travelling.

After the visit at the Vet, we needed a smal rest in the shadow.

We vent to the big tower in the woods. Tower is 45 meters high, and you can see far far away from the top, but Parade was super cool (Kirsty was a bit scared - but she managed 😄)

We met a lady in a wheelchair at the top of the tower. Her name is Aina, and she has been doing para-agility with her dog.

Then we went to Pia's house, and Kirsty met Parade's real mum: Zoola, and all his other relatives.

And of course we should take pictures. All the other dogs looked very interested, while Parade was posing.

Pia is a specialist in making these lovely family-photos, but all that happens "behind the scenes" funny to watch.

Now, time for his departure is getting closer, and Pia came to make ears and paws nice.

Phew, that was a tough day.

Youv'e got mail, Mr. Parade.

In the letter was this nice green harnes. Now travel equipment is ok.

On the last day with us, I suddenly got the idea, that we had to have the big class-picture. A late afternoon, after a day in the club, training both obedience and agility. All dogs vere tired, and Hazel denied to sit. But I got it!

Gimli, Delta, Hazel, Blitz, Tough'Y, Parade and Dazzler.

Sunday morning it was time for the last messurement. Parade is very clever and good at just standing relaxed on the table.

Then we left to pick up Pia for the trip to Jylland. We met Florian and his daddy in Padborg, and they are taking care of Parade for some days, until he is going home to Scotland. Can you see some tears in my eyes? Yes! He is a very special and wonderful puppy. So confident, loving, funny, naughty and loveable. Miss him already.

Thank you Pia and Kirsty, for trusting Parade with Bent and me. We loved every minute. And the house is very quiet now.

Arbejdsløs

Ja, det er så der jeg er lige nu: arbejdsløs! 

Irriterende og ærgerligt, for det giver da unægtelig nogle hak, både i økonomien og i selvtilliden.

Og svært at administrere her i Corona-tiden, hvor ingen holder møder og alt foregår pr. telefon og via pc. Ikke det samme som at sidde overfor en person, der kan se dit ansigtsudtryk - og fornemme, hvordan du har det.

Billederne i dette indlæg er diverse klip fra, hvad der er foregået i mit liv de sidste par måneder.

Lydighedstræningen er gået over til lørdagstræning. Her er Delta ude at gå spor i lørdags.

Nå, men jeg skal måske starte med begyndelsen, for det er jo faktisk lang tid siden, jeg har blogget. Og da der ikke er sket ret meget de sidste par måneder, så bliver billederne sådan lidt forskelligt fra den tid, der er gået siden sidst.

Vi kan garanteret alle huske den dag i marts måned, hvor Danmark nærmest lukkede ned og rigtig mange af os blev sendt på hjemmearbejde. Indtil den dag var jeg faktisk rigtig glad for mit arbejde. Jeg synes, jeg havde gode kolleger og en fin chef. Og det gik rigtig fint med at arbejde hjemme. Bent var også hjemme, og som jeg tidligere har skrevet om, så sad vi pænt på hver sin side af spisebordet og var faktisk overordentlig disciplinerede.

I de næsten 2 måneder jeg sad hjemme synes jeg dog, at jeg mistede en del af kontakten og samhørigheden med mine kolleger, som hele tiden havde været på arbejdspladsen. Lageret, butikken og værkstedet kan jo ikke køre, hvis folk arbejder hjemme. Men bogholderiet kan! 

De første par uger var de rigtig gode til at sende små billeder og hilsner - og kommunikationen omkring det rent arbejdsmæssige var jo super. Men efterhånden blev det sværere og sværere at holde den der gode kommunikation. Det blev nok heller ikke nemmere af, at min eneste kvindelige kollega var blevet sparet væk. Og de andre havde jo hinanden - det var bare mig, der var væk fra dem.

Smukke røde blade i skoven.

Da jeg kom tilbage synes jeg, at jeg havde tabt den gode forbindelse til min chef. Han kom ikke længere og snik-snakkede om hvordan det gik - og når han talte til mig så han mig ikke ind i øjnene. Jeg fornemmede helt klart, at noget var "under opsejling", og ganske rigtigt, torsdag den 25. juni (2 dage inden jeg gik på sommerferie) kom fyresedlen. Der skulle omstruktureres, og bogholderiet skulle overgives til et bureau, hvilket åbenbart var billigere end at have mig siddende. Jeg blev sendt hjem med tilbuddet om at bruge resten af tiden i min opsigelsesperiode (efter min ferie) på kurser i, hvad jeg nu havde lyst til, da bureauet overtog med det samme. Og så fik jeg i øvrigt tilbudt at holde fri dagen efter, hvis jeg havde brug for det! 

Så jeg samlede mine personlige ting og kørte hjem. Nærmest ingen af mine kolleger var i huset på det tidspunkt, så jeg fik ikke talt med nogen. Hold da op, hvor jeg følte mig kasseret. 

Dagens høst af brombær og tomater.

Men nu er jeg jo sådan en slags korkbold, for selv om nogen skubber mig ned under vandet, så plopper jeg op igen. Og jeg har den bedste mand og de bedste venner i verden, så jeg kom videre. Vi tog på ferie, og da vi kom hjem igen  begyndte en ny slags hverdag. 

Jeg udvalgte mig en stribe AMU-kurser, fortrinsvis i noget rent praktisk. Word, Excel, PowerPoint, Photoshop og den slags - og et par kurser i noget med projektarbejde og mødetilrettelæggelse. Jeg havde "fået" 30 kursusdage, og jeg tog alt, hvad jeg kunne få. Set i bagkundskabens klare lys, så var det nok lige toppen at putte så meget ind i mit hoved på så kort tid, selv om noget af det var kendt i forvejen. Hvert kursus sluttede med en prøve, der som regel bestod af 15-20 multible choice spørgsmål, og selv om læreren synes det var fantastisk, når man bestod med 50%, så er jeg jo sådan indrettet, at jeg vil helst bestå med 100%. 50% er ikke fantastisk! Så jeg har været træt, træt, træt de sidste par måneder, men nu lakker det heldigvis mod enden. Jeg mangler 1 kursus, og så er det slut.

Der har været mange smukke sensommeraftner i klubben. 

I går var så dagen, som jeg i et stykke tid havde gruet for. Jeg skulle på arbejde og aflevere min nøgle. Det var sådan set mit eneste udestående - jeg skulle aflevere nøglen. Jeg havde forsøgt at lave en aftale med min chef, men havde fået at vide, at jeg kunne bare komme. Egentlig ville jeg jo gerne have vidst, at der var afsat tid til, at vi kunne sige pænt farvel til hinanden. Men jeg kørte afsted sydpå. Med en god veninde i telefonen det meste af vejen. Tak Anne for at distrahere mig og sætte mig op til nøgleaflevering.

I de 3 måneder der var gået, havde jeg ikke hørt en lyd fra mine kolleger. Ingen havde gjort sig den ulejlighed at høre, hvordan jeg havde det, så jeg var egentlig på forhånd ikke interesseret i at nogen skulle stå og "ynke" mig og have ondt af mig, vel vidende, at det ville sandsynligvis ende i tuderi fra min side. 

Men det gik nu over al forventning smertefrit og meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Ingen havde tid til at tale med mig, og da jeg spurgte, om der var andet end nøglen vi skulle tale om, så var svaret: næh. Så jeg lagde nøglen, sagde pænt "hej" og forlod etablissementet. Det tog ca 2 minutter, så sad jeg igen i min bil på vej nordpå.

Da jeg sad og tænkte over, hvad der var foregået, var jeg først lidt underligt til mode, for det var da en mystisk måde at slutte godt 2 års samarbejde. Men ved nærmere eftertanke, så passede det mig helt fint. Det var min beslutning at gå uden at kontakte nogen af de andre kolleger, og jeg slap for tudescener (og hovedpine). Ved den første tankstation belønnede jeg mig selv med en god cappuchino og en croissant. Og så skyndte jeg mig hjem til mine hunde.

Cappuchino og chokolade-croissant

Er jeg bitter? måske - men mest af alt er jeg ked af det. Ked af at miste et job, som jeg faktisk var rigtig glad for - og ikke mindst, som jeg synes jeg var rigtig god til. Og ked af, at jeg nu igen skal ud i den trummerum med A-kassen og alt det andet, for det er nok ikke blevet nemmere for mig at få job end det var, for 2 år siden.

I dag var så dagen, hvor jeg startede op på alt fagforenings-halløjet: Jobnet, A-kasse, blanketter der skal udfyldes, oprette cv, checke diverse vikarbureauer. Hold nu op - det er bare med at holde tungen lige i munden. Der skal søges 2 jobs om ugen. Og alt skal logges og registreres. Sæt i gang.

Foreløbig har jeg i min opsigelsesperiode søgt ca. 10 jobs, alle med afslag - så hvis du kender nogen, der kan bruge mig til et eller andet, så er jeg åben for stort set hvad som helst (ikke rengøring!). Men kontor, butik, lager, fuld tid, deltid, vikariat. Bring it on!

Jeg skal op på hesten igen, for jeg skal arbejde til jeg bliver 67, og jeg bliver tosset (mere end jeg er i forvejen), hvis jeg bare skal være herhjemme. Og jeg bliver stresset af breve fra A-kasse, kommune, fagforening, jobcenter ........ som alle sammen truer med at tage mine dagpenge, hvis jeg ikke makker ret. 

I mellemtiden skal jeg ud og gå nogle gode ture og ud og træne noget hund! 

Fuldmåne på vej hjem fra træning i tirsdags