Sommeren 2026

 Nu, hvor sommeren "synger på sidste vers" kommer der lige lidt om, hvad vi har foretaget os de sidste par måneder. 

Først og fremmest har vi udvidet familien med endnu en border collie hvalp. Bent savnede at have en border collie dreng, og da jeg helt tilfældigt faldt over det her kuld på Facebook, ja - så var det bare at slå til. Mor var efter linjer, som vi kendte lidt til, og far var den meget lækre Quince Tree Just Do It (Jeff). Der var en han ledig, og da Malene godt ville sælge en hvalp til os, skyndte vi os at sige ja tak. 

Valget faldt på lille lækre Duncan, og indtil nu har han til fulde indfriet Bents forventninger. Han er fræk som bare p....., flytter rundt på sko, gnaver i alt, hvad der kan gnaves i, spiser alt: tøj, sko, ledninger, lort .....  You name it - han har smagt det! Men han er sød og charmerende, og forhåbentlig bliver han en god træningsmakker for Bent. I hvert fald starter han på hvalpehold på onsdag, og så ser vi, hvad der sker hen ad vejen.

Flokken har taget imod ham fuldstændig som forventet. Hazel og Keeper ignorerer ham, og han har godt luret, at dem skal man bare lade være. Liam elskede ham på ingen måde i starten, men det er Duncan lidt ligeglad med, og det har heldigvis ændret sig. Og Ayra er på en gang bedste legekammerat men også lidt "prügelknabe", for hun siger ikke fra, selv når han virkelig tager fat i hende. Så må vi hjælpe hende lidt, og forhåbentlig bliver det bedre med tiden. 

Vi hentede Duncan fredag den 10. juli, kørte hjem til Bisserup, pakkede campingvognen, og lørdag formiddag kørte vi til Sdr. Felding for at deltage i DAW-cup (Danish Agility Week). Vi havde sagt ja til at være ringledere, Bent og jeg, og vi glædede os til en uge i godt selskab. Og det blev på alle fronter en uge i rigtig godt selskab. Både på banen med nye og gamle agility-bekendtskaber fra ind- og udland, og på campingen i vores pensionist-hjørne. 

Duncan tog det hele med ophøjet ro, som om han havde deltaget i den slags masser af gange tidligere. Han deltog også ubekymret i præmieoverrækkelser med musik, flag, klap og tilråb, uden at bekymre sig om andet end sit legetøj og snørebåndene i fars sko.

Duncan fik hurtigt et tæt forhold til Bents camping-sutsko. De fulgte ham, hvor han gik hen. Og når Bent synes han skulle have dem på, så måtte en større eftersøgning iværksættes. 

Som de fleste ugestævner, så havde DAW også en hviledag midt i ugen. Vi brugte den på at besøge vores sponsor, Henne Pet Food, og på at spise dejlig mad hos Bea og Jürgen. Det blev også til en lille skovtur i det dejlige vejr. Dejligt at komme ud og være lidt "alene", når man nu var så mange mennesker sammen i øvrigt. 

En rigtig stor del af det, der gjorde DAW-ugen til en fantastisk uge, var vores team, både i ring 3 og på campingen. Siver og Bent, Ilse og Madsen plus Hanne (og også Henrik i teltet) - tak til jer, fordi I er som I er. Hold nu op, I var seje til det arbejde i ringen. I knoklede - og løste, hvad der dukkede op undervejs. Alt sammen med et smil - især, når ringlederen kom til at falde i søvn i sin stol! Tak for jer. I er fantastiske.

Her er vi i vores fine tøj. Det var simpelthen i fremragende ide, med farvekoderne. Ingen var i tvivl om, hvem der lavede hvad. Eller for den sags skyld, hvad vi hed. 

Fredag i DAW-ugen fik vi den triste besked, at Bente var død. Bente var gift med Bents bror, og hun var sådan et dejligt menneske, der altid gjorde alt for alle andre end sig selv. Men hun kæmpede i 5 år med den lorte-kræft, og til sidst gik det ikke længere. Jeg har haft mange snakke med Bente det sidste års tid, når jeg sad i bilen på vej hjem. Hun vidste godt, hvad vej det gik, men hun kæmpede til det sidste. Tak for alt, Bente. For at du var, som du var. En ener med et kæmpe stort hjerte for din familie og dine venner. Du er SÅ savnet. 💔

Vel hjemme fra DAW brugte vi et par dage på at tømme campingvogn, rydde op, vaske tøj og den slags. Onsdag aften brugte vi på at indløse Bents fødselsdagsgave fra Andreas, som var billetter til Nyborg Voldspil's opsætning af musical'en Spamalot. Det var Monty Python for fuld udblæsning, udført af amatører, men hold nu op, hvor er de dygtige. Vi grinede, så jeg havde helt ondt i maven, da vi kørte hjem. Tak for den oplevelse, Andreas. 

Og så blev det tid til den årlige tur til Järnavik. Det er en ting, som på ingen måde kan aflyses - den årlige ferie sammen med Hanne og Ivan. Men p.g.a. Duncan's ankomst i familien blev vi nødt til at twiste Järnavik-turen en smule, da han jo ikke var gammel nok til at blive rabies-vaccineret. Og p.g.a. Bentes bisættelse, så måtte vi også afkorte turen lidt, men afsted kom vi - eller rettere sagt mest "jeg". Vi strikkede det sammen sådan her: Lørdag kørte Bent og Liam  mig, campingvognen og hundepigerne til Sverige, og da vi havde spist aftensmad kørte de hjem igen. Og onsdag i ugen efter blev det hele gentaget, bare med modsat fortegn. 
Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville fungere alene med hundepigerne i campingvognen, men det gik rigtig fint. Eneste irriterende ting var, at Hazel ikke synes hun behøvede at lægge sig i Bents tomme seng. Hun sover i min fodende. Basta!

Og nå ja, så var der blæsevejret, hvor forteltet var ved at lette og forlade os, men heldigvis fik vi sikret det hele med Ivans hjælp.

Vi lavede vores egne rutiner, der ikke helt var som de plejer at være, når vi er afsted alle sammen. Men hver morgen gik vi op på klippen og brugte lidt tid på bare at trække vejret og nyde udsigten. Det kan man godt blive lidt "høj" af. Og hver morgen havde sit billede af 3 hunde på en bænk. 💖💖💖

En anden daglig ting, når vi er på Järnavik, er, at Ivan og jeg skal i vandet. Det var ikke alle dage, der var lige fornøjelige. Det var faktisk temmelig koldt de første dage, og det blæste en del, men i vandet, det skal vi! Den sidste dag var det til gengæld så varmt, at vi måtte i 2 gange. 🐟🐟

Dagene gik med hygge og snak hos Ivan og Hanne, hækletøj og læsning. Og små ture med hundepigerne. Det var såååååå hyggeligt, selv om vi selvfølgelig manglede Bent og Liam (og også lidt Duncan, selv om han er fræk). Og hundepigerne sørgede for, at både Ivan og Hanne fik en stor dosis "hund", så de kunne klare sig et stykke tid. 

Aftenrutinerne blev til, at når de 2-benede havde spist, så fik de 4-benede mad, og så gik vi aftentur, hvor vi hver aften endte på bænken på badebroen, så vi kunne snuppe det daglige aftenbillede. De 3, de er så tålmodige. De var verdens nemmeste hundepiger at have med på ferie. De opførte sig pænt på campingpladsen, altså bortset fra Hazel var jo stadig var  politibetjent, hvis der kom nogen i nærheden med en hund.

Og bortset fra det, så er det ikke nemt at tage billeder af 3 mørke hunde i halvmørke. Men her er de alligevel:

Og når der var "ro i lejren" så satte jeg mig med min bog og en lille G&T og sluttede dagen af i god ro og orden.

Alt for hurtigt var dagene i Järnavik væk, og så var der bare et punkt tilbage på vores ferie-to-do-liste: vores årlige agility-stævne hos DcH Næstved. Vores campingvogn var booket til Hans Peter, så Bent besluttede sig for at han og Duncan skulle sove i telt. Det gik nu bare så fint. Hundepigerne, Liam og jeg kørte hjem til Bisserup og sov.  

Selv om det bare var et lille stævne med godt 60 deltagere, så skal der jo stadig mange hjælpere til sådan 2 dage, og vi er dybt taknemmelige for, at Andreas stadig gider hjælpe. 

Duncan var jo også med, og han brugte tid på små ture rundt på stævnepladsen og på at hilse på en masse mennesker og hunde. Han prøvede også at hugge et legetøj ud af Leon's lomme. Den lille lommetyv! 😉

Og selv om vi var arrangører og havde "1000 jern i ilden", så havde vi jo også en fantastisk hjælpertrup, så jeg fik også løbet lidt selv. Keeper er inde i en rigtig god stime for tiden, hvor vi løber "sammen" - og det gav også lidt på resultat-kontoen. Lørdag kom vi fejlfrit gennem spring åben, og dermed er Keeper og jeg også kvalificeret til DcH DM. Det bliver mit 17. DcH-DM i streg (bortset fra corona-året 2020), og jeg glæder mig som sædvanligt helt vildt. Jeg elsker DcH DM. Festligt, folkeligt og fornøjeligt.Faner og hornmusik. Masser af flot hundearbejde. Og så har vi 5 agility-hunde med fra klubben i år, bl.a. Ilse og Skyfall, som skal til deres første DcH DM. Det bliver en fantastisk weekend. 

Da vi jo var gået lidt "retro" i forhold til hvordan der er afholdt stævner i Næstved de sidste år, så valgte vi også at spørge 2 dommere af "de gode gamle". Heldigvis sagde både Annette og Hans Peter ja, og det blev en weekend med fede baner i en sværhedsgrad, der passede til klasserne. Det var en kæmpe fornøjelse at se. 

Og søndag kl. 17 så pladsen igen sådan ud. Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi alle løftede i flok. Der var masser af hjælp til oprydning, og i løbet af ingen tid var banen pakket sammen og alt udenoms var fjernet igen. Det gør mig umådelig stolt at være en del af DcH Næstved. Det kan godt  være, at vi ikke var så mange denne gang, men vi kan noget med hygge og god stævneafvikling i Næstved. 

Og så var det tilbage til hamsterhjulet igen. Ikke at det er noget problem. Jeg elsker mit arbejde og glædede mig til at komme i gang igen. 

Fredag den 7. august var det så tid til at indløse endnu en af Andreas' gode gaver, nemlig min mors-dags-gave, som var en tur på Sorø Sø med "Lille Claus" incl. en ginsmagning. Det var det lille lokale Lindenskov Destillery, der diskede op med smagsprøver på 5 slags gin og 2 likører. Plus masser af gode historier og spændende informationer om gin. Tak for den tur, Andreas. 

På vej tilbage til bilen gennem Akademi-haven måtte vi lige ind og se deres fuchsia-have, hvor de meget gamle og kæmpe store fuchsia står ude om sommeren. Wauw, hvor er de flotte og imponerende. Og jeg måtte lige have Bent hen og stå ved siden af, så man rigtig kan se, hvor store de er.

Dagen efter gin-smagningen tog vi til stævne hos DcH Guldborgsund. I Keepers første løb fik vi noget af en forskrækkelse, da hun rev stort set alle pinde ned. Det var virkelig underligt, især set i lyset af, at hun havde løbet helt (for hende) normalt en uge tidligere i Næstved. Kæmpe stort tak til Susanne, der tog sig tid til at checke hende igennem, heldigvis uden at finde noget alvorligt. Jeg trak hende i løb nr. 2, og efter et hvil, ja så løb hun fuldstændig, som hun plejer igen. Meget meget mystisk. Hazel var også en stjerne i begge sine senior-løb med Bent. 

Og så passerede Duncan de 12 uger, så han kunne få sin rabies-vaccine. 3 uger mere, så er han klar til at indtage verden. Han var i øvrigt en stjerne hos dyrlægen, men der var også lækkerier på bordet. 

Og så er den sommer sådan set stort set over. Det er heldigvis stadig badevejr, og der er masser af gode weekender endnu forud, med spændende oplevelser. Næste weekend står den f.eks. på en rallyprøve om lørdagen og lydighedskonkurrence i klubben søndag, hvor jeg skal være i køkkenet. Så vi fortsætter aktiviteterne. 😍