Så gik der endnu en spændende weekend, og den gik rigtig godt, synes jeg selv. Selv om Gimli mandag i sidste uge sørgede for at gøre det lidt mere spændende end nødvendigt, da han hamrede sit hoved ind i siden af mit knæ. Men pyt, siger jeg - det skal ikke bremse mig! 

Bagagerummet i Andreas' bil var fyldt med blomster og planter

Så fredag brugte jeg på at køre med Andreas ud og shoppe planter til hans altan (og lidt til min terrasse). Det blev til 2 plantecentre, inden vi havde fået det meste af det, der stod på sedlen - og lidt, der ikke stod  på sedlen. Vi kørte til Slagelse, slæbte det op på 2. sal og gik i gang med at plante. 

Så er der jordbær, tomater og blomster på altanen

Heldigvis var det fantastisk vejr, så det var rigtig dejligt at være på altanen. Jeg blev også lige nødt til at prøve Andreas' hængekøje. Den havde jeg hørt så meget om. Det var sjovt at prøve, men det bliver vist aldrig min favorit. Jeg tror, jeg bliver søsyg. Andreas lavede aftensmad til os, og så var det ellers tidligt hjem og i seng, for lørdagen startede tidligt.

Spændende, men jeg bliver søsyg af at vugge

Lørdag skulle jeg for første gang i aktion som kredsinstruktøraspirant i agility. Egentlig har jeg gerne villet være kredsinstruktør i flere år, men p.g.a. interne regler har det ikke været en mulighed. Endelig har nogen dog fundet ud af at bøje og strække reglerne, så jeg kunne komme i gang. Og det er på høje tid, for vi har efterhånden kun 1 uddannet kredsinstruktør i agility hele Danmark - og så 2 aspiranter: mig og Anne. 

Jeg nød solopgangen, mens jeg ventede på at Inger skulle samle mig op i Fuglebjerg

Var jeg spændt? Ja! Var jeg nervøs? Nej! Glædede jeg mig? Åh ja. Jeg elsker jo at undervise. Jeg har efterhånden rigtig meget i min agility-værktøjskasse, og jeg synes egentlig det er ærgerligt, ikke at kaste det ud over nogen. Så det kriblede i mig for at komme i gang. 

Der arbejdes med egne hunde rundt om springvinger. Keeper holder øje med, at alt går rigtigt til.

Så trioen Inger (kredsinstruktør), Anne og Marianne mødtes hos DcH Ikast sammen med et hold kommende agility-instruktører. Anne og jeg delte delen om "indlæring af forhindringer", og det var virkelig sjovt, for vi har alle 3 forskellig tilgang til mange ting. Jeg håber ikke, at vi får forvirret deltagerne mere end vi får uddannet dem. 

Minibanerne var et kæmpe hit

Vi 3 havde medbragt vores egne hunde, for vi skulle overnatte på Klinkenborg Hundezentrum, og så ville det jo nærmest være dybt tåbeligt ikke at leje hallen et par timer og få løbet lidt agility (hvis man kan kaldet det løbe, med mit dårlige knæ).

Keeper checker, om Inger og Anne nu også løber banen rigtigt. 

For mit vedkommende var det Keeper, der vandt turen til Jylland, og jeg er super stolt over, hvordan hun klarede det. Helt alene, uden den sædvanlige backing-group, blandt fremmede mennesker og hunde. Men Keepsen var en stjerne. Hun arbejdede som sædvanlig som en drøm, og ellers lå hun pænt og kiggede på, hvad der foregik.

Helt afslappet Keeper, midt mellem aspiranter og hunde. Hun voksede så meget mentalt den weekend.

Det blev en rigtig fin weekend, synes jeg. Holdet er meget spredt i forhold til, hvad de kan, men de var gode sammen og med hinanden. Det er en flot rigtig søde og rare mennesker, og det er dejligt, når det kan mærkes, at der er masser af hjælpsomhed og omsorg mellem deltagerne. De skal nok blive gode! Forplejningen var fantastisk om dagen, og måske knap så spændende om aftenen, men hvad gør det, når selskabet er godt. 

3 glade hunde på morgentur i det våde græs: Sirius, Keeper og Hiba.

Det var fantastisk at komme i gang, og jeg glæder mig allerede til næste gang om en måneds tid. 

Hende her ........ Hun kravler længere og længere ind i mit💖

Vilhelmsborg

 Der er bare nogen ting, man ikke skal ændre på - og en af dem er, at vi skal til Vilhelmsborg og løbe agility hvert forår. Så vi havde støvet stævnejakkerne af og kridtet skoene - klar til årets første stævne i DcH regi. Og klar til en masse hygge.

Turen til Århus brugte jeg rigtig fornuftigt på at læse korrektur på DcH bladet. Hurra for bærbar pc og internet via mobil-hotspot. Og jeg elsker at være en del af DcH-bladets redaktion. Det er en rigtig sjov opgave, og også en del af det, at lave frivilligt arbejde. DcH-bladet er fuldt af stof, som dels dækker store begivenheder og dels er indlæg sendt ind af medlemmer rundt omkring i landet. Der er lærerige artikler og nyttige tips og tricks. Og så er det et rigtig lækkert blad, som jeg stolt af , når det kommer ud og ligger i klubben.

Fredag aften spiste vi sammen med Anne og Henrik. Vi havde ikke mulighed for at komme til Henriks runde fødselsdag, så den fejrede vi nu med en ordentlig gang tapas og noget god vin. 

Lørdag gik det løs i hallen, og jeg skal ærlig indrømme, at efter første løb var jeg klar til at køre hjem igen. Hazel og jeg var i hver sin verdelsdel, og hun lignede en hund, der får tæv 3 gange om dagen med en bøjle. Vi rejste os dog lige så langsomt i løbet af dagen, og det lykkedes os endda at gennemføre et enkelt løb uden at blive disket. 

Vi hyggede os med Anne og også med Camilla og hendes hunde. Her er det søde Monty, der prøver på at få overblik over situationen. Når man er en stor hund, så er det godt, at der er muligheder for udvidelse af beboelsen opad. 

Lørdag efter løbene var der dømt hviletid. Alle 4 bordere tog sig en slapper (sheltierne var på "ferie" hos Pia). 

Søndag gik meget bedre for Hazel og mig. Her blev vi nr. 3 i SP åben, vandt SP3 og blev disket i AG åben, fordi jeg glemte at kigge efter min hund. Hazel var sit gode gamle "jeg", og hun er på den måde en nem hund at have med. Hun stresser ikke, og hun er ligeglad med andre hunde. Det bliver spændende, hvordan Keeper klarer Vilhelmsborg, når hun skal i gang.

En rigtig sjov og dejlig ting om søndagen var, at mange af dem, vi skal op og undervise i bededags-weekenden på Himmerlandsgården, var i hallen. Nogen løb, nogle hjalp - og nogen kiggede bare. Men de heppede højt på Hazel og mig, når vi løb. Det var så dejligt. 

Det var til gengæld tydeligt, at Gimli blev stresset af de snævre forhold og det høje støjniveau. Lørdag gik det nogenlunde med at huske det med felterne, men søndag var han helt slukket. Det bliver garanteret bedre, når vi kommer ud på græs og under åben himmel. 

Vores hunde er en nem flok at have med, og Keeper har luret de andre af og ligger sig til at sove eller kigger på dem, der nu går forbi. Ingen stress. 

Men en 16. plads, en 3. plads + 2 disk gav alligevel Hazel og jeg en plads i finalen. Det er jeg nu lidt stolt af. I finalen lagde Morten og Saxo ud med et løb, der sad lige der, hvor det skulle sidde. Så jeg justerede mit mål til, at vi skulle ind og have fest (sammen) og blære os lidt med nogen sjov handling. Og det gjorde vi fuldt ud. Det blev til et fejlfrit løb og en 5. plads. Hazel satte ikke en pote forkert, og med mig på slæb kan hun ikke løbe hurtigere. Så jeg er rigtig meget tilfreds med vores indsats i finalen. Og vi glæder os allerede til Vilhelmsborg næste år. 

På det tidspunkt var der ikke mere energi i mine ben, så Bent løb det sidste AG3 med Hazel. Han var den eneste med stor hund, der kom igennem, så den vandt Bent og Hazel, med en lille slalomfejl. Sejt, at hun sådan lige kan finde ud af at løbe konkurrence med en anden end mig. 

Jeg prøvede i øvrigt at finde ud af, hvornår vi første gang var på Vilhelmsborg. Billedet herunder er fra 2006, men det kunne godt være taget i lørdags. Bortset fra, at der er nedgang til banen i begge sider, og der er stadig stole på den langside, hvor der i dag bare er fladt gulv og højt gelænder. Måske er moden for agility-tøj også lidt anderledes, hvis man begynder at nærstudere, men det er ikke meget, der er anderledes. Vi har været med næsten alle år undtagen et år med kennel-hoste og så corona-perioden. Det er sjovt at tænke på.

En lidt anderledes påskeferie

I mange år har vores påskeferie på en eller anden måde været fyldt op med noget "hund", og i mange tilfælde har det været noget agility. Sådan var det ikke i år. Vi havde fravalgt Gåsahoppet i Sverige, og vi havde faktisk ikke rigtig nogen planer, og så alligevel.....

Men her er en lille billedkavalkade fra vores påskeferie.

Middagssøvn i solen i en læ-krog i haven var fantastisk. Skærtorsdag var det bare min plan, lige at slappe lidt af - men inden jeg vågnede igen, var der gået 2 timer. 

Det blev til en del gåture med 1, 2 eller flere hunde. Vi slæber ikke gerne hele flokken forbi Brugsen midt på dagen, hvor der er masser af mennesker på p-pladsen, for vi behøver ikke at reklamere med, hvor mange hunde vi egentlig har. Men de 2 "små" synes også, at det er fantastisk at komme en tur i skoven alene.

Vi passede 4 af Pia's hunde et par dage. D.v.s. vi havde 10 hunde i huset. Var det stressende? Vi lader lige billedet stå et øjeblik. 

Vores lokale fiskemand havde reklameret med stenbider-rogn. Køen var lang, og da Hazel og jeg hørte, at der var udsolgt af den lækre delikatesse, ja så cyklede vi hjem igen. 

Bent fik vasket campingvognen af, så nu er den næsten klar til forårets stævner og ikke mindst til sommer ferie i Sverige. Øj, hvor jeg glæder mig. 

Chinook (vores sheltie, som bor hos Bent's bror og hans kone) fyldte 12 den dag, vi var ude og rydde op i farmors hus. Så vi fik lige hilst og sagt tillykke. Han er en smule tyk, og hans tænder har det ikke særlig godt, men bortset fra det, så er han en glad og tilfreds lille fyr. 

Farmors hus er solgt pr. 1. juni, så der skulle ryddes ud. Det blev til mange sække tøj til genbrug og en del affald til genbrugsstationen. Her er det Marianne's lille affalds-sorterings-station: glas, små husholdningsapparater (vi fandt vist 4 eller 5 hårtørrere), hård plast, pap o.s.v.

Og 2. påskedag er der jo altid familien's dejlige tradition med sammenskuds-frokost hos Kim og Janne. Det betyder som regel også en dejlig gå-tur, som i år gik til Smør-mosen. Det meget lækkert sted. Her er det Cornelius og Ludvig, der viser vej. 

Cornelius var meget opsat på at vise os hulen i skoven, og den var da også et fantastisk "bygningsværk". 

Som "Queen of cheese-cake" var en del af mit bidrag til årets frokost selvfølgelig en lækker cheese-cake. I år en gul version med citron, og pyntet med påskeæg og timian. Jeg fik ros af min bager-nevø, så jeg er meget stolt af resultatet. 

Tak for en god påske til alle, der var en del af den. 

This is, what dogs can do to you

When we picked up Keeper (Addicted to you of Silent Storm) in December 2021 at Katja’s place in Ochsenhausen, Germany, we met a new bunch of nice dog-people, who also came to pick up their puppy. And when we came home, some of us kept in contact through Facebook. Especially Sabine, who has Keepers sister Mystique, and I, were writing quite a lot together. Our dogs seemed to be quite similar, and we were in many ways quite alike, both doing agility, and both not able to run fast, but learning our dogs to work by themselves.

 We knew, that Sabine lived in Germany, not so far away as Katja, but around 700 km from our home. And from Facebook and videos we knew, that she had her own indoor agility-training-facilities. With that in mind, in January I got the crazy idea, to visit Sabine, to do some training with our youngsters. I asked her – and immediately she agreed, that this could be fun. First step was to find a weekend, were both families were free of other arrangements, but we managed, and on Friday, the 31^st of March, just after I finished work at 12.00, we set the gps to Harsewinkel, Germany, 684 km away. You got to follow your dreams, and sometimes also your crazy ideas.

 

Liam was left with Ilse and Madsen, Blitz and Tough’Y with Rune and Christian, so we were only us, Keeper, Gimli and Hazel. Car was filled with coffee, fruits, something to drink and some food, and the trip was relatively smooth. Hamburg was awfull, but the rest was ok. With only 2 stops, we landed around 20.00 at Dog Xperten Agility Halle. It was sooooo nice to meet Sabine again, and the big surprise was, that her friend, also named Sabine (from now on Sabine2) – who we met when we picked up Keeper, she was also there.

 

Dogs were taken out to pee and stretch their legs, and then we went straight to the agility course. While we were waiting for the ordered pizzas, we let all dogs do a bit agility, just for fun, to get rid of 8 hours in the car. All dogs were extremely happy, which also showed in their performances. But the main topic were just to get some moving around.

 

We had the pizza, some wine, and then “within the blink of your eyes” it was very very late. Sabine2 had picked up our key at the hotel, so we just needed to drive there, find our room and get settled. Around midnight, we fell asleep in Hotel Zum Jägerkrug.

 

Next morning we got op, took a fast shower, fed the dogs and drove straight to the arena. Sabine and Sabine2 had made a nice breakfast for us, and we enjoyed the food and the talking. Both Bent and I improved our German speaking this weekend. Good thing is, that when you want to understand each other, it goes much easier. But …….. Sabine had made plans, and a nice course were ready for us in the arena.

 

We spent time until around lunctime training. All dogs. Keeper, Hazel, Gimli, Mystique and Meira (the MAS von Sabine2). Sabine were the tough trainer, but even though, we had so much fun. The course was made, so that both the youngsters and the oldies got some challenges. We had so much fun, and the dogs were soooo happy.

 

What was really strange to find out was, that just as Sabine and I have much in common, our dogs are like 2 drops of water in almost any way. Their skin is a bit different (Mys is black and Keep is Seal), and Keeper is a bit bigger than Mystique, but that’s the end of differences. Mentally, working, playing, just being dogs, they were totally equal. They are both loving all people, they don’t care about other dogs, except their own pack, and they are both so lovable. Really strange to see. And funny to see. One sentence said very often was: oh, this is exactly the same as my dog does. When you have a litter of 7, there will always be some differences, but those 2 dogs are so alike, that it was like 2 bits of 1 piece.

 

Saturday afternoon the arena was rented out to a group of obedience-people, so we cleared the floor from obstacles and drove to a nearby forest to walk the dogs. Weather was changing all the time, but when we left the cars, at least it was dry. We let all 5 dogs loose, and they ran around each other like they have known each other always. It was nice to let the dogs run and to relax in our heads, but the rain came back, and before we were back in the cars, we were rather wet. But who cares? Company was the best, so the weather didn’t matter.

 

On the way home from the forest, we did some shopping. Nice German snacks for our easter-meals, and the coolest colored egs. Some “small” pieces of cake …… I started out ordering 4 pieces, but when I saw the size, I changed it to 2. Very lovely fruit-cheesecake, to go with the afternoon coffee.

 

The nice obedience-people re-build our course before they left, and then it was back to the training. But you could see, that both dogs and people were tired in their heads, so we decided not to do so much agility, and instead we spent time talking and taking pictures with our lovely 2 girlies. It’s funny to know, that even though agility rules mainly are the same in all FCI-countries, there are a lot of different rules for going from class 1 and up. And in Germany, when you are in class 3, you have to make a number of clear rounds every year, to stay in class 3. If not, then you’re back in class 2. Also the Germans start when dogs are 18 months, but they start in class 0, which is only jumps and tunnels. Then you need 3 clear rounds to start in class 1. I’m glad, that we don’t have those rules in Denmark.

 

Evening-meal was nice, and accompanied by a glass of red wine (or 2), we all became very tired, and at 22.00 we were back at the hotel. But poor Gimli were so stressed by all that agility, that he had to wake up Bent in the middle of the night, as he needed to get “in the garden”. So poor Bent had to get up, get dressed and take Gimli out. Luckily, that was all, and today he was ok again.

 

Sunday plans was a new course, including some of the things, we worked with Saturday. Our dogs were brilliant. I was so proud of, what they did. Both Keeper, Gimli and Hazel. In that kind of situations I always get really really proud and humble. I know, that my dogs ability to agility mostly comes from what I learn them. But it makes me a bit overwhelmed every time. I love my dogs to the moon and back, and I know, that Bent feel the same way with his dogs.

 Then it was time for a quick cup of coffee and the not very nice good-bye. I hate that part. But tomorrow it’s back to work, so we packed the car, gave the dogs the last small walk, and set the gps on “home”. Till now (middle of Fyn) trip went smooth and nice.

 

Now, I’m just grateful. And I owe a lot of thanks to some very special people. First of all to Katja, who sole me Keeper. You are actually the reason, why I met Sabine (und Sabine2). This is really the happy output of, what dogs can do to you.

 

Then I owe a lot of thanks to Ilse & Madsen and Rune & Christian for taking care of Liam, Blitz and Tough’Y. That made our trip very much easier. We miss them now, but thanks for taking good care of our dogs.

Then there is Sabine2. You made a lot to ensure, that our stay was nice. Thanks for that, and thank you for picking up our key-card.

 And Bent. Thanks for supporting my crazy ideas and joining me on this trip. I know, that you have had a good time too, but thanks for doing this. I love you.

 

Last – I want to thank Sabine. You and I, we have something in common. I love your smile and your laughter. I love your positive way of living life, doing what you find best: agility. We have had so much fun this weekend, talking, laughing, doing agility. We sure will come back again. And I love, that our 2 dogs brought us together. Thanks for you, being who you are.