torsdag den 1. oktober 2020

Arbejdsløs

Ja, det er så der jeg er lige nu: arbejdsløs! 

Irriterende og ærgerligt, for det giver da unægtelig nogle hak, både i økonomien og i selvtilliden.

Og svært at administrere her i Corona-tiden, hvor ingen holder møder og alt foregår pr. telefon og via pc. Ikke det samme som at sidde overfor en person, der kan se dit ansigtsudtryk - og fornemme, hvordan du har det.

Billederne i dette indlæg er diverse klip fra, hvad der er foregået i mit liv de sidste par måneder.

Lydighedstræningen er gået over til lørdagstræning. Her er Delta ude at gå spor i lørdags.

Nå, men jeg skal måske starte med begyndelsen, for det er jo faktisk lang tid siden, jeg har blogget. Og da der ikke er sket ret meget de sidste par måneder, så bliver billederne sådan lidt forskelligt fra den tid, der er gået siden sidst.

Vi kan garanteret alle huske den dag i marts måned, hvor Danmark nærmest lukkede ned og rigtig mange af os blev sendt på hjemmearbejde. Indtil den dag var jeg faktisk rigtig glad for mit arbejde. Jeg synes, jeg havde gode kolleger og en fin chef. Og det gik rigtig fint med at arbejde hjemme. Bent var også hjemme, og som jeg tidligere har skrevet om, så sad vi pænt på hver sin side af spisebordet og var faktisk overordentlig disciplinerede.

I de næsten 2 måneder jeg sad hjemme synes jeg dog, at jeg mistede en del af kontakten og samhørigheden med mine kolleger, som hele tiden havde været på arbejdspladsen. Lageret, butikken og værkstedet kan jo ikke køre, hvis folk arbejder hjemme. Men bogholderiet kan! 
De første par uger var de rigtig gode til at sende små billeder og hilsner - og kommunikationen omkring det rent arbejdsmæssige var jo super. Men efterhånden blev det sværere og sværere at holde den der gode kommunikation. Det blev nok heller ikke nemmere af, at min eneste kvindelige kollega var blevet sparet væk. Og de andre havde jo hinanden - det var bare mig, der var væk fra dem.

Smukke røde blade i skoven.

Da jeg kom tilbage synes jeg, at jeg havde tabt den gode forbindelse til min chef. Han kom ikke længere og snik-snakkede om hvordan det gik - og når han talte til mig så han mig ikke ind i øjnene. Jeg fornemmede helt klart, at noget var "under opsejling", og ganske rigtigt, torsdag den 25. juni (2 dage inden jeg gik på sommerferie) kom fyresedlen. Der skulle omstruktureres, og bogholderiet skulle overgives til et bureau, hvilket åbenbart var billigere end at have mig siddende. Jeg blev sendt hjem med tilbuddet om at bruge resten af tiden i min opsigelsesperiode (efter min ferie) på kurser i, hvad jeg nu havde lyst til, da bureauet overtog med det samme. Og så fik jeg i øvrigt tilbudt at holde fri dagen efter, hvis jeg havde brug for det! 

Så jeg samlede mine personlige ting og kørte hjem. Nærmest ingen af mine kolleger var i huset på det tidspunkt, så jeg fik ikke talt med nogen. Hold da op, hvor jeg følte mig kasseret. 

Den daglige høst af brombær og tomater
Dagens høst af brombær og tomater.

Men nu er jeg jo sådan en slags korkbold, for selv om nogen skubber mig ned under vandet, så plopper jeg op igen. Og jeg har den bedste mand og de bedste venner i verden, så jeg kom videre. Vi tog på ferie, og da vi kom hjem igen  begyndte en ny slags hverdag. 

Jeg udvalgte mig en stribe AMU-kurser, fortrinsvis i noget rent praktisk. Word, Excel, PowerPoint, Photoshop og den slags - og et par kurser i noget med projektarbejde og mødetilrettelæggelse. Jeg havde "fået" 30 kursusdage, og jeg tog alt, hvad jeg kunne få. Set i bagkundskabens klare lys, så var det nok lige toppen at putte så meget ind i mit hoved på så kort tid, selv om noget af det var kendt i forvejen. Hvert kursus sluttede med en prøve, der som regel bestod af 15-20 multible choice spørgsmål, og selv om læreren synes det var fantastisk, når man bestod med 50%, så er jeg jo sådan indrettet, at jeg vil helst bestå med 100%. 50% er ikke fantastisk! Så jeg har været træt, træt, træt de sidste par måneder, men nu lakker det heldigvis mod enden. Jeg mangler 1 kursus, og så er det slut.

Der har været mange smukke sensommeraftner i klubben. 

I går var så dagen, som jeg i et stykke tid havde gruet for. Jeg skulle på arbejde og aflevere min nøgle. Det var sådan set mit eneste udestående - jeg skulle aflevere nøglen. Jeg havde forsøgt at lave en aftale med min chef, men havde fået at vide, at jeg kunne bare komme. Egentlig ville jeg jo gerne have vidst, at der var afsat tid til, at vi kunne sige pænt farvel til hinanden. Men jeg kørte afsted sydpå. Med en god veninde i telefonen det meste af vejen. Tak Anne for at distrahere mig og sætte mig op til nøgleaflevering.
I de 3 måneder der var gået, havde jeg ikke hørt en lyd fra mine kolleger. Ingen havde gjort sig den ulejlighed at høre, hvordan jeg havde det, så jeg var egentlig på forhånd ikke interesseret i at nogen skulle stå og "ynke" mig og have ondt af mig, vel vidende, at det ville sandsynligvis ende i tuderi fra min side. 
Men det gik nu over al forventning smertefrit og meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Ingen havde tid til at tale med mig, og da jeg spurgte, om der var andet end nøglen vi skulle tale om, så var svaret: næh. Så jeg lagde nøglen, sagde pænt "hej" og forlod etablissementet. Det tog ca 2 minutter, så sad jeg igen i min bil på vej nordpå.
Da jeg sad og tænkte over, hvad der var foregået, var jeg først lidt underligt til mode, for det var da en mystisk måde at slutte godt 2 års samarbejde. Men ved nærmere eftertanke, så passede det mig helt fint. Det var min beslutning at gå uden at kontakte nogen af de andre kolleger, og jeg slap for tudescener (og hovedpine). Ved den første tankstation belønnede jeg mig selv med en god cappuchino og en croissant. Og så skyndte jeg mig hjem til mine hunde.

Cappuchino og chokolade-croissant

Er jeg bitter? måske - men mest af alt er jeg ked af det. Ked af at miste et job, som jeg faktisk var rigtig glad for - og ikke mindst, som jeg synes jeg var rigtig god til. Og ked af, at jeg nu igen skal ud i den trummerum med A-kassen og alt det andet, for det er nok ikke blevet nemmere for mig at få job end det var, for 2 år siden.

I dag var så dagen, hvor jeg startede op på alt fagforenings-halløjet: Jobnet, A-kasse, blanketter der skal udfyldes, oprette cv, checke diverse vikarbureauer. Hold nu op - det er bare med at holde tungen lige i munden. Der skal søges 2 jobs om ugen. Og alt skal logges og registreres. Sæt i gang.
Foreløbig har jeg i min opsigelsesperiode søgt ca. 10 jobs, alle med afslag - så hvis du kender nogen, der kan bruge mig til et eller andet, så er jeg åben for stort set hvad som helst (ikke rengøring!). Men kontor, butik, lager, fuld tid, deltid, vikariat. Bring it on!
Jeg skal op på hesten igen, for jeg skal arbejde til jeg bliver 67, og jeg bliver tosset (mere end jeg er i forvejen), hvis jeg bare skal være herhjemme. Og jeg bliver stresset af breve fra A-kasse, kommune, fagforening, jobcenter ........ som alle sammen truer med at tage mine dagpenge, hvis jeg ikke makker ret. 

I mellemtiden skal jeg ud og gå nogle gode ture og ud og træne noget hund! 


Fuldmåne på vej hjem fra træning i tirsdags

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Søde Marianne. Jeg kunne godt have undt dig at være arbejdsløsheden foruden, for det er frustrerende med 'frihed inden for bureaukratiske rammer' og et samfund der måler os mere på lønnet arbejde end på menneskelighed, samfundsengagement og -frem for alt - værdi for andre. Vi er nu en gang mennesker og ikke maskiner - vi har både hjerne og hjerte. Hjernen og hjertet kan arbejde sammen og gøre os - og andre - både glade og kede af det. Glæden er lakeret med olie så den kan hurtigt glide væk. Sorg og tunge tanker har modhager så de kan være sværere at komme af med. Du er et af de fantastiske mennesker der giver gllden - og de tunge tanker - et nyt lag lak, og derfor er du så meget værd for os der er i din nærhed. Der er måske ikke lige nu lønnede opgaver til dig men der ligger tusindvis af ulønnede udfordringer og oogaver som der står dit navn på. Vorherre ser pp mennesket, ikke på stillingsbetegnelsen. Dit store netvlrk vil gerne bifalde og bære dine jobønsker ud i verden.