mandag den 6. april 2026

Påskeferie

Kender I det, når man har venner, som man ikke ser mere end måske et par gange om året eller 3, men når man så mødes, så er det fuldstændig som om vi slap en samtale i går, og nu fortsætter vi? Sådan er det med vores lille tyske vennegruppe, som er udsprunget af et møde, da vi hentede Keeper for godt 4 år siden. Sabine, der har Keepers søster Mystic, og jeg - vi klikkede bare med det samme, og vi holdt kontakt via Facebook i begyndelsen, men det stod hurtigt klart for os, at her var noget, som vi ville værne om og bygge videre på. 

Bent, mig, Martine, Sabine og Sabine

Og derfor var vi - igen - i Tyskland i påsken for at mødes med Sabine, Sabine og Martina i vores lille gruppe, hvor der bliver snakket rigtig meget hund, men hvor der også er plads til masser af kærligt drilleri, som ofte går ud over Bent, der er ene hane i den her hønsegård. 

Ayra foran HAW-hallen

Igen i år gik turen til kursus og stævne hos Hundesport Akademie Westfalen i Nettelstedt mellem Osnabrück og Hannover. Og igen i år havde Sabine sørget for fin indkvartering i B&B ca. et kvarter fra hallen, der, hvor vi også boede sidste år. 

Huset, hvor vores lejlighed er i kælderen. Men typiske påskeæg i træerne. 

Fredag var vi tilmeldt 2 træningspas med henholdsvis Marlon Boogk og Thomas Behrendt. Sjovt nok, så har vi næsten lige været til kursus med Marlon i Danmark, og vi skal igen om en uge. Og Thomas kendte vi også fra sidste år. Fede baner, sjove udfordringer, mega lange afstande (godt for Keeper - mindre godt for Liam). Alt i alt 2 gode træningspas. 

Bent træner med Thomas Behrendt

Keeper og jeg trækker lige vejret, inden vi løber videre. 

Vel tilbage i lejligheden, hvor resten af gruppen boede blev der lavet hjemmelavet pizza, og så var det ellers på hovedet i seng. Jeg kunne i hvert fald godt mærke, at en lang biltur torsdag plus masser af træning fredag gjorde, at jeg var træt. 

Hyggetid med Ayra

Lørdag var der stævne med tyske Mario Weidner som dommer. Jeg var noget spændt, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gennemført en klasse 3-bane uden at blive disket. Men det var super fine baner, der lå godt til Keeper. Lørdag løb vi en AG klasse, hvor eneste fejl var, at hun rev sidste pind. Og en springbane, der var fejlfri. Ikke nogen placeringer, men jeg var super tilfreds med vores præstationer. 

Et par stolte "drenge" - Bent og Liam

Liam reddede familiens ære med en 2. plads i den ene klasse om lørdagen og en 1. plads i den ene klasse om søndagen (selv om han var en felt-nisse). Faktisk er det noget af det bedste, Bent og Liam har lavet sammen. Det var virkelig dejligt at se, og vores tyske venner var også enige om, at de kunne se masser af fremgang i forhold til sidste år. Det er jo altid godt, når andre kan se, at man har rykket sig. 

Liams præmier

Det traditionelle søster-billede: Keeper og Mystic

Hazel brillierede med at komme i løbetid en uges tid før vi skulle afsted, så det blev mest til ophold i bilen og så masser af gåture i løbet af dagen. 

Ayra øver sig på at ligge roligt i sit bur ved siden af Keeper

For Ayra var det første gang, at hun skulle prøve et stævne på den måde, så hun øvede sig i bare at være der, at ligge roligt i sit bur og at træne - selv om der var larm og forstyrrelser. Hun klarede det hele så flot. Det var tydeligt, at hun blev træt af alle de oplevelser hun fik i løbet af dagen, men hun tog det hele fuldstændig cool. Seje hundepige. Hvor er jeg stolt af hende. 

Ayra træner "næsedut" på dåsen. Shit, hun er sej.

Da vi var 3 timer forsinket om lørdagen, valgte vi søndag, at da Bent havde løbet sine klasse 1-løb, så kørte vi mod Danmark. Jeg magtede ikke at skulle køre mange timer i mørke, så det var fantastisk at køre hjem i dagslys. Og jeg var stadig helt "høj" over mine 2 gode løb fra lørdag, så det gjorde mig egentlig ikke noget at springe over om søndagen. Så vi var hjemme i Bisserup ved 20-tiden til sushi og et glas hvidvin. 

Lækker sushi fra OMY sushi i Skælskør

Det er fantastisk at  være afsted, men det er også rigtig dejligt at være hjemme igen. 

Mandagen, 2. påskedag, blev som sædvanlig brugt på påskefrokost med familien Blom. Min søster, hendes mand, børn, svigerbørn og børnebørn, samt Bent, Andreas og mig. En tradition, vi snart har holdt fast i nogle år. Kim og Janne lægger hus til, og maden er på sammenskuds-basis. Og jeg har det sådan, at der er masser af ting, jeg uden at ærgre mig melder afbud til - men påskefrokosten, den SKAL vi have. 

Andreas havde overtaget tjansen med at lave cheesecake, og det slap han rigtig flot fra.

Så i morgen er det tilbage til arbejdet. Der er super travlt for mig lige nu. Jeg glæder mig, til revisionen er overstået og jeg igen skal tilbage på 23 timer og fri om onsdagen. Jeg elsker mit arbejde, men årsafslutningen er altid en travl omgang at komme igennem. 

Ingen kommentarer: