Så fik vi hentet Ayra

Endelig var det blevet den tid, hvor jeg kunne hente min Ayra hjem fra Tyskland, og da Bent jo skulle starte nyt job mandag den 5/1, ja så måtte Pia igen agere turmakker og co-pilot.

Charme, selvtillid og lækkert hår. Pause på rasteplads på vej hjem.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget spændt på at købe en hvalp på 15 uger. Jeg følte nok, at jeg gik glip af nogle meget vigtige uger i hendes liv. Ville det være svært at ”finde hinanden”? Hvordan tager flokken imod en hvalp på 15 uger contra en hvalp på 8 uger? Hvad kan hun? Masser af spørgsmål vrimlede rundt i mit hoved.

Men lørdag morgen, den 3/1 kl. 6.30 kom Pia kørende med sine hunde. Hundene kom ind til Bent, og vi pakkede bilen med kaffe, nybagte boller, slik, frugt og – heldigvis – masser af godt humør, for det fik vi brug for. Iflg. gps ville turen tage et sted mellem 10 og 11 timer, så vi plussede med lidt tid til tissepauser og påfyldning af diesel, og satte i gang, med en forventning om at kunne spise vores aftensmad i restauranten på Hotel Becher, Donzdorf. Altså de lukkede først kl. 21.00, så der skulle være gode muligheder.

Men det er da pænt at se på

Det første stykke – faktisk helt til Hamborg fik super fint, men så begyndte det. Sne! Masser af sne! Først prøvede vi med ja-hatten godt ned om ørerne. Ej, det var flot at se på. Meeeeen, som timerne gik, ja så kneb det lidt med humøret. Vi lå en lang periode på en hastighed mellem 10 og 60 km pr. time. Det var ikke sjovt at regne på, hvornår vi var fremme, og middagen i restauranten var for længe siden taget af bordet. Der var nok et par hundrede kilometer der midt i det hele, der kostede os nogle ekstra timer. Heldigvis blev det bedre igen, men aldrig rigtig godt. Jeg ringede til hotellet og fik dem til at lægge nøglen ud, da forventet ankomst var omkring kl. 23.00. Phew.

I det tempo tager det lang tid at komme til Donzdorf

Vi kørte ind på en cafe/restaurant/kiosk og fik noget aftensmad, og købte en flaske rødvin i kiosken, som vi planlagde at indtage siddende i vores senge med dyner und alles. Og ganske rigtigt – ca. kl. 23 kunne jeg pille nøglekortet ud af en skuffe på hotellets terrasse, og vi kunne låse os ind på værelset. Vi indtog et par glas af den anskaffede rødvin, også selv om den duftede lidt eddike-agtigt, for vi havde brug for virkningen.

16½ time tog det. Godt, at Pia og jeg altid har noget at snakke om - og godt, at vi begge er i besiddelse af en god portion ”syg” humor, for ellers var det aldrig gået. Og vi begyndte allerede at forberede os mentalt på 16½ time hjem igen.

Her har Ayra boet de første 15 uger af sit liv

Efter morgenmaden satte vi kursen mod Ayra’s opdrætter Sigrid samt hendes datter Line og svigersøn Kai. Jeg var super spændt, både fordi jeg glædede mig vanvittigt meget – men også fordi jeg vidste, at det blev hårdt for dem, at skulle af med Ayra efter 15 uger. Ayra har boet hos Line og Kai sammen med sin mor Mellow og ”tante” Maddie. Hun har være elsket, som var hun deres egen. Og hun har fået en fin portion opdragelse, både af hundemor og menneskemor.

Der blev skrevet papirer, betalt og udvekslet gaver. Så gik vi en lille tur, for at Ayra kunne være lidt træt til turen, og så græd vi vist nok lidt, de fleste af os. Men uundgåeligt måtte vi af sted, og vi satte kursen nordpå.

Til vores store forbavselse viste det sig, at vejene var bare og der var praktisk talt ingen sne, bortset fra lige en lille periode før Hamburg. Vi havde ellers regnet ud, at det ville passer fint med et par ekstra pauser, og så var vi nok ved grænsen omkring midnat. Men tjuhej det gik, og ca. 20.30 var vi tæt på grænsen. Vi vedtog fluks, at vi magtede ikke at vente 3½ time i en kold bil, så vi besluttede at køre videre og smugle hende over. Vi var jo aldrig blevet stoppet.

Boing – ramt af Nemesis! Ved grænsen var der kontrol, og ca. hver 10. bil blev viftet ind til kontrol af et eller andet. F…! Vi planlagde alle mulige dårlige blondine-undskyldninger, og krydsede fingre for, at det ikke var os, der blev udtaget. Og til alt held klarede vi frisag og sneg os forbi tolderen, uden at forsøge at juble for tidligt.

Vel inde i Danmark ringede vi til Bent, der nærmest fik et chok. Men resten af turen gik som smurt! Og godt 23 landede vi i Bisserup. Hvor heldig har man lov til at være?

Hvordan er det så gået? Jamen det er gået helt fantastisk. Ayra er super sød og meget meget cool. Hun har været med til træning i en ridehal og i Hund 360-hallen. Hun vil gerne arbejde, men hun synes også, at det der agility så helt vildt sjovt ud. Herhjemme er hun gået ind i flokken så fint, at vi ind imellem glemmer, at vi har en hvalp i huset. Hun lærte at gå ud og ind ad klaplemmen på ingen tid, og hun har helt styr på at gå ud i haven og tisse. Hun holder sig, når hun er alene hjemme og om natten, undtagen den første nat, hvor hun græd og måtte ud 2 gange.

Den der dame har guffer i lommen ;-)

Jeg er jublende lykkelig for min hundehvalp, og jeg glæder mig til at se, hvor vores rejse sammen fører hen.

Kæmpe tak til min søde mand for at holde skansen herhjemme og passe hunde – igen. Og endnu større tak til Pia. Vores ture har være ret fede, også den sidste - på trods af vejret. Jeg er helt rolig og tryg, når jeg kører med dig. Men vi smugler aldrig mere ……… Vel?