I weekenden har vi afholdt klubmesterskab i DcH Næstved. Det blev - som det plejer - en super hyggelig dag, hvor vi mødes på tværs af hold og discipliner og dyster - lidt for sjov, men også lidt for alvor. Dommerne er vores trænere og klubkammerater, og vi gør meget ud af, at det skal være en god dag for alle medlemmer.
I år var det Minna og Christian, der som vores aktivitetsudvalg stod for planlægningen og meget af afviklingen - og jeg kan kun sige, at det klarede de to til UG med pil opad. Christian havde oven i købet lavet dejlig mad til os alle, så vi kunne spise sammen, når konkurrencerne var færdige.
Nå, men vi må hellere begynde med begyndelsen.
Minna byder velkommen Til klubmesterskabet kan man stille op i DcH-programmet og i agility, og samtidig uddeler vi præmier til årets hunde og årets hundeven. |
Så er der linet op på præmiebordet |
Og vi er jo nogen, der har svært ved at begrænse os, så Bent og jeg (plus nogle stykker mere) skulle deltage i begge discipliner. Bent i C-klassen og jeg i B-klassen, og os begge i agility. Så det er noget af et logistik-arbejde at få startlisterne til at gå op. Men alle tog ventetiden pænt, selv om det begyndte at regne. Der var masser af kaffe på kanden og nylavet gulerodskage, og så gik snakken lystigt mens vi ventede.
Bent og Gimli er klar til spring i C-klassen |
I agility havde vi fået Susanne, som normalt går på vores hold, men som desværre p.t. har en skadet hund, til at være dommer, og det klarede hun super flot. Vi fik afviklet lærlingeklassen (med Christian som dommer) og en springklasse og en agility-klasse, så vi kunne finde en klubmester i hver størrelse. Klubmestre i agility blev: Rune med Hipster for små hunde, Pia med Zoola for mellemhunde og Anne med Bella for store hunde. Desværre fik vi ikke noget billede, da nogen af dem var kørt hjem. Hazel løb fejlfrit i agility, men havde desværre et par fejl i springklassen, og både Gimli og Blitz havde også lidt fejl med sig, så det blev ikke til præmiering til os i klubmesterskabet.
Susanne dømmer agility |
Til klubmesterskabet uddeler vi også titlen som "årets hundeven". Årets hundeven er en person, som på en eller anden måde har gjort noget særligt for klubben, og årets hundeven vælges af de 3 seneste års hundevenner. I år havde vi besluttet, at vores træner på hvalpeholdet og agility-puslingeholdet Torben, skulle være årets hundeven. Torben kom for nogle år siden og mente, at han da sagtens kunne læse sig til at blive agility-træner. Men der måtte vi sige stop - han måtte lære at løbe agility selv først. Torben havde ikke lige en hund, der var klar til det, så vi lånte ham Dazzler. På 2 år lærte Torben at løbe så flot agility, at han kunne tage en træner-uddannelse, og Dazzler var ikke en nem hund at løbe med. Han gør kun, hvad du beder ham om - hverken mere eller mindre! Til gengæld elskede Dazzler Torben resten af hans liv. Ud over at undervise på agility-puslingeholdet, så er Torben også en afholdt hvalpetræner, og elsket af alle hunde, der kommer i nærheden af ham. Og derfor var det så dejligt for mig at kunne give titlen som årets hundeven videre til Torben. Tillykke med den - det er så fortjent.
Præmieoverrækkelserne blev på nogen punkter rent "surprise-party". Både Louise, som vandt C-klassen, og jeg selv blev meget meget overraskede over at vinde vores klasser. Jeg især fordi Hazel valgte ikke at samle genstandene op i søgefeltet. Hun søgte - men hun samlede ikke noget op. Mystisk - men never mind. Resten af prøven gik super godt, og vi lavede den flotteste fremadsendelse ever !!! Kæmpe stort tillykke også til Louise (C) og Thomas (A).
Klubmestre i C, B og A |
Så er der årets hunde. I agility er det de 2 bedste resultater i åben agility og åben spring, der tæller. Og seniorhundene er med i konkurrencen på lige fod med "ikke-seniorer". Og i DcH-programmet er det resultatet fra de sidste 3 konkurrencer, der tæller. Og det var en meget rørt Bent, der med Blitz modtog præmien for årets agility-hund. Det er simpelthen godt gået af en hund på 10 år. Vagn løb med prisen for årets A-hund, Jette med prisen for årets C-hund og Per (som desværre var kørt hjem) med prisen som årets B-hund. Stort tillykke til alle - og et kæmpe tak fordi I ved at gå ud i konkurrence er med til at sætte DcH Næstved på landkortet som en aktiv klub!
Årets hunde(førere): Bent, Vagn og Jette |
Dagen slutte af med Christian's lækre Chilli con carne i klubhuset, inden vi kørte hjem for at få tørt tøj på.
Præmier for årets agility-hund og klubmester i B-klassen. |
Hazel synes også, det havde været en lang dag, så hun krøllede sig sammen i sofaen ved mine fødder. Så bliver livet da ikke meget bedre.
Hazel putter i sofaen |
Søndagen blev brugt med familien, da vi fejrede Bent's bror, som fyldte 70 i 2020, men som ikke holdt fødselsdag pga Corona. Men vi startede dagen med en tur i skoven inden morgenmaden.
Hele flokken 💖 |
Skoven er fantastisk smuk lige nu, og vi føler os vældig privilegerede ved at bo et sted, hvor vi har skoven 7 minutters gang fra vores gadedør.
Smukke farver i skoven lige nu |
Og hundene fik rendt det værste krudt af sig i vandkanten, inden vi gik hjem til morgenmaden og fødselsdagsfejring senere på dagen. Sikke en dejlig weekend - igen!
Borderbanden på tur |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar