Så fik jeg prøvet det !

Ja, og det er ikke fordi det har stået på min liste over ting jeg absolut må prøve, men når det så skulle være, så var det faktisk en god oplevelse.

Forhistorien er, at jeg - som mange af jer nok ved - i en stor del af 2018 og 2019 led af atrieflimren (hjerteflimmer), men heldigvis efter min sidste ablation i november 2019 har der overhovedet ikke været noget flimmer. Det er dog sådan, at fordi jeg nu en gang har haft noget med hjertet, så er jeg altid meget opmærksom på hvad der foregår i den del af min krop, som er i nærheden af hjertet. Jeg mærker f.eks. ofte de ekstra hjerteslag, som praktisk taget alle mennesker har uden at opdage det. 

I 1-2 uger har jeg synes, at jeg havde det lidt mærkeligt. Det "rumsterede" i og omkring min brystkasse, og jeg havde faktisk lovet Bent, at jeg nok skulle gå til læge og få det checket op. Meeeeen, det der med lige at ringe til lægen, det er jo ikke bare lige noget man gør. 

Tirsdag aften var jeg til astmakontrol i Ringsted, hvor de fyldte mig med astmamedicin, som påvirker hjertet, så der var jeg ekstra opmærksom. Og da jeg samtidig både tirsdag aften og onsdag morgen også synes at det "rumsterede" lidt i min venstre arm, ja så tog jeg mig sammen og ringede til lægen.

3 kvarter senere kom jeg igennem til sekretæren, som venligt lyttede til min forespørgsel om en tid. Da jeg skulle forklare symptomerne kunne jeg høre, at hun reagerede da jeg begyndte at tale om det i armen. Lige et øjeblik, jeg taler lige med en læge og så ringer jeg tilbage til dig! Efter ganske kort tid var hun tilbage med besked om, at der var ringet 112 og der var en ambulance på vej til mig. 

Øh....  rolig nu dame, jeg er jo ikke lige ved at dø! Nej, men sådan er proceduren. og den kommer uden udrykning. Tak for det - men jeg blev da alligevel lidt påvirket over det maskineri, jeg nu havde sat i gang. 

En af de ting, der sker helt automatisk, når man bor i Bisserup og der bliver ringet 112, det er at Bisserups akutberedskab bliver varslet - og inden der var gået mange minutter holdt der nok 3-4 biler i vores indkørsel, medbringende hjertestarter og diverse andre hjælpemidler. Der kom 2 personer ind, som sikrede sig, at jeg havde det ok, nogen blev udenfor for at kunne vise ambulancen på plads og resten kørte hjem igen. Sådan! Det er da vildt imponerende og mega betryggende, når man bor i Vandkantsdanmark. 

Dem, der var kommet ind, kunne jo godt se, at jeg ikke var kritisk dårlig, så de tog det helt roligt, udfyldte de nødvendige papirer for at hjælpe ambulancefolkene og holde så i øvrigt øje med mig. Hvor er det fantastisk - og jeg er så taknemmelig over at bo i et lokalsamfund, hvor der er mennesker, der bruger tid og energi på at være klar hvis nogen får brug for hjælp. Til Jer skal der bare lyde et kæmpe stort 

TAK

Tak fordi I er der for alle os andre, når vi får brug for jer. Og tak fordi I gider bruge jeres fritid på at uddanne jer til at kunne hjælpe os andre. Det er helt enestående! Det gør i hvert fald, at jeg ikke behøver at tænke på, at der går mindst et kvarter, før der kan være en ambulance, hvos man har brug for det.

Nå, men ambulancen kom, og efter at de også havde konstateret, at jeg ikke var kritisk dårlig, så kørte vi lige så stille til Slagelse Sygehus, hvor jeg blev placeret i en seng på gangen. Heldigvis havde ambulancefolkene været kvikke og huske mig på at medbringe både mobiltlf. og lader, så tiden kunne gå med noget. 

I Slagelse blev jeg checket i hovede og r.. 😍 Og heldigvis er der ikke noget galt med mig. Jeg har ingen blodpropper der gemmer sig og alt fungerer som det skal. Det tog et sted mellem 3 og 4 timer, og i ventetiden var jeg omgivet af de sødeste unge mænd. Både sygeplejersker, røntgenpersonale og hjertelæge var unge mænd, så jeg har ramt en god dag. 😍😍 Og selv om det absolut ikke er særlig spændende at opholde sig på en gang på et sygehus, så fik jeg både frokost og kaffe. Ved 15-tiden kunne jeg ringe til Bent og fortælle, at jeg var blevet "løsladt", og så kunne vi jo sagtens nå til agility som sædvanligt onsdag aften. 

I dag har jeg det heldigvis meget bedre. Ingen mærkelig rumsteren nogen steder og masser af energi, så nu er der lavet dej til småkager, og der står bolledej og hæver på køkkenbordet. 

God dag til jer alle sammen, og husk nu at sætte pris på alt det gode vi har omkring os, og som også findes her midt i Corona-tiden. Nu vil jeg gå ud i solen med nogen hunde!