Hele familien

Hele familien

søndag den 2. februar 2020

Så er vi i gang

Fredag den 31. januar havde vi begge fri fra arbejde, men alligevel stod vi op kl. 5.00. Ligesom enhver anden fredag. Og inden det blev rigtig lyst, ja så havde vi krydset Storebælt og sat kursen mod vest. 


Fredag den 31. januar 2020 var en dag, som jeg havde set hen til rigtig længe. Egentlig skulle fredag den 31. januar 2020 have været i begyndelsen af august 2019 - som var 3 måneder efter min første ablation (operation for hjerterytmeforstyrrelser). Men da den første ablation ikke rigtig slog igennem, ja så måtte jeg jo op på hesten en gang mere, og det var jeg så i begyndelsen af november 2019. Allerede på vej hjem i bilen kom datoen for kontrolbesøget på Mølholm - og allerede der begyndte jeg at glæde mig til den dag, hvor jeg forhåbentlig kunne begynde at trappe ud af noget af alt det meget medicin, som jeg efterhånden fylder mig med hver dag, og som i den grad ødelægger min livskvalitet. 

Kontrollen var på Hjertecenter Mølholm, hvor jeg også blev opereret, og kontrollen gik heldigvis helt efter planen. Jeg var nu frikendt - og kunne begynde udtrapningen af medicinen. 

Det blev godt nok sat noget i relief, da jeg på vej ud mødte den søde dame, som jeg delte stue med, da vi var indlagt i november. Hendes problemer var ikke væk, og hun havde været meget plaget de sidste måneder. Hold nu op, hvor var jeg pludselig endnu mere taknemmelig for, at min ablation gik fint og virkede efter hensigten. 

Så satte vi igen kursen sydover - dog med et pitstop hos Anne og Henrik hvor vi havde inviteret os selv til frokost. Henrik havde lavet dejlig gratin og vi fik et glas vin for at fejre, at jeg nu kunne begynde at trappe ud af medicinen. Tak for dejlig mad og nogle hyggelige timer.

Næsten hjemme kørte vi lige forbi vores lokale dyrlæge. Der skulle hentes medicin til Blitz, som får piller for sin inkontinens, og jeg benyttede lejligheden til at hente Delta ind og sætte hende på vægten. 

16,25 smukke glade kilo vejer min lille humørbombe. Hun har en god knoglebygning, for  hun er på ingen måde tyk. 







Der blev også handlet ind, og så var det ellers bare hjem til hygge, sofa og fjernsyn. 

Lørdag er normalt laaaaang dag i klubben. Og tag ikke fejl - vi elsker vores lange lørdage. De starter normalt med lydighedstræning for Hazel og Gimli's hold. Men der var stort frafald (også fra træneren), så vi endte med bare at være Bent, Birgitte og mig. Men det forhindrede os ikke i at træne seriøst. Der blev trænet både rundering og frit søg. 

Næste punkt på lørdagen er normalt Delta's lydighedshold (med den samme træner som første hold). Men træneren var jo stadig væk - så jeg havde fået fornøjelsen af at lege "lydighedstræner for en dag". Jeg vidste godt, at jeg ikke ville træne traditionelle ting med dem, så jeg fyldte trækvognen med alskens gode sager: Baljer, balancebræt, fit-paws-puder i flere størrelse, en kæmpe balancebold .......  Og ja, de kiggede godt nok lidt, da jeg kom trækkende, men de arbejde sørme' super godt - både hunde og hundeførere. Der var godt nok et par hunde, der fik lidt ekstra gang i hovederne , men alle arbejde super godt og koncentreret. Det  var så sjovt (for mig, i hvert fald).


Efter lydighedstræningen er der så 2 agilityhold. Og sidst - men absolut ikke mindst - legestue for vores, Birgittes og Rune og Christians hunde. I 2 afdelinger: for små og for store hunde. Så vi kommer alle hjem med røde kinder og trætte hunde. 
Her er det Hazel, der er gået omkuld i sofaen. 

Søndag var stævnedag. Årets første, og vores første som en del af "Hennes Helte", så nu skulle de nye jakker luftes - og vi glædede os til at komme i gang. Vi kørte til Trøstruplund på Fyn, hvor DcH Højme som sædvanlig afviklede et super godt stævne med de gode præmiebon'er, der kan benyttes i Dalum Dyrehandel. (Hov - kom jeg lige til at købe et par nye bukser?)

Sådan så der ud om morgenen. Det er da smukt. 

Vi havde 3 hunde tilmeldt stævnet: Gimli, Hazel og Blitz.

Det var Gimli's 2. stævne, og han er helt klart stadig meget overvældet over al virakken. Men han arbejder super godt og koncentreret, når han er på. Det blev til et fejlfrit AG1 og en pind i bogen, et løb med 2 fejl og 2 disk. Begge disk skyldes helt klart, at Bent og Gimli stadig arbejder på at lære hinanden at kende, så de kender hinandens reaktioner. Det skal nok komme. Der er meget potentiale i den lille grumsede. Herunder er der en video med hans AG1-løb.
Gimli – Højme - https://youtu.be/JZljILSjyuM

Hazel og jeg har jo haft et noget kedeligt 2019, så jeg håbede virkelig på, at vi nu skulle i gang med at løbe noget fornuftigt agility. Og det synes jeg i den grad vi gjorde i dag. Det blev til 2 disk og 2 fejlfri løb. Den ene disk kom fordi jeg trådte i et hul, og så flagrede min arm uhensigtsmæssigt i en forkert retning. Og den anden fordi hun gled forbi en slalomport, og så løb jeg bare videre, i stedet for at rette.
Hazel sluttede dagen af med denne sjove spring klasse 3, hvor hun fik en flot 4. plads, i øvrigt med kennelmutter på både 2. og 3. pladsen. Kennel Kewstock rocks..
Hazel – Højme - https://youtu.be/vDTb4nWIrk0

Søde lille Blitzepigen er jo rykket i senior, og finder hun vældig festligt - altså det der med kun at springe 40 cm i stedet for 60 cm. Hun løber vanvittig hurtigt, og det kommer nogle gange lidt bag på Bent. Det blev til en førsteplads i AG-åben og derudover 3 disk - men hun havde en fest, den lille gazelle. 

Blitz – Højme - https://youtu.be/t8f2JQoYllM

Og nå ja, så fik jeg da en lille tillægsgevinst med hjem: I kådhed, mens Hazel legede med sin snor, fik hun lige ramt min højre hånd med en tand. Der gik ikke hul udvendigt, men der gik garanteret hul på en blodåre inde i hånden. Og når man så får blodfortyndende medicin, ja så kommer der hurtigt en kæmpe blodansamling. Den er nu flot og blå, den fylder det halve af hånden, og den er ca. 1,5 cm. høj. Det spænder og strammer. Det skal nok blive en sjov nat. 




Og så vil vi i øvrigt sætte os ind og slappe af og "lukke" weekenden på den måde, som vi elsker mest: med en god gang sushi og nogle gode bobler. Jeg glæder mig allerede helt vildt til næste stævne i Fakse om 2 uger.


Ingen kommentarer: