Og "lidt af" er lige nøjagtig ordet. For flimmer og bivirkninger fra medicinen (især betablokkerne) gav mig tilsammen en voldsomt forringet livskvalitet. Jeg sov de fleste nætter mellem 3 og 4 timer, og p.g.a. medicinen kunne jeg ikke gå ret langt uden at få gummiben. For slet ikke at tale om at løbe agility - det var nærmest umuligt.
Ret hurtigt besluttede jeg mig for, at flimmeren skulle ikke få mig ned med nakken, og jeg prøvede efter bedste evne at fortsætte mit liv, som om intet var hændt. Det har medført, at jeg i løbet af året stort set har haft dage, der ser sådan ud: arbejde, lidt hundetræning, sove! På mange stævnedage har jeg måtte have andre til at løbe med Hazel, for jeg kunne ikke slæbe mine ben gennem mere end et enkelt eller 2 løb.
Men ....... nu var det ved at være sådan, at jeg kunne skimte lyset for enden af tunnellen. Vi har styr på flimmer og blodtryk, og nu ventede jeg kun på, at vi skulle nå begyndelsen af februar, så jeg forhåbentlig kunne begynde at trappe ud af betablokkerne. Jeg var allerede begyndt at glæde mig til den kommende stævnesæson med Hazel og til at komme rigtig i gang med træningen med Delta.
Så kom mavepusteren!
En opringning i mandags fra Ringsted Sygehus, hvor en venlig dame forklarede mig, at da jeg var til mammografiscreening den 22. november, så var der tilsyneladende et eller andet på billederne, de gerne ville have checket. Det behøvede ikke at være noget skidt - men det skulle i hvert fald undersøges. Hvis jeg altså ville? Og kunne komme torsdag?
Så stod jer der på mit kontor og flæbede. Tog mig sammen og fortalte mine kolleger, hvad det handlede om, og hvorfor jeg pludselig tudede - og tog en mega dyb indånding og ringede til Bent for at høre, om han kunne få fri torsdag formiddag.
Er I klar over, hvor langt der er fra mandag til torsdag????? Indkaldelsen kom lynhurtigt i min e-boks, og der stod det jo, det der skræmmende ord: brystkræft. Selv om de gør alt, hvad de kan for at forklare, at det ikke er sikkert, at der er noget - så står ordet der alligevel. Og når jeg gik ind og læste min journal på Sundhed.dk, så stod det der også: mistanke om brystkræft.
I de mellemliggende dage googlede jeg flittigt brystkræft, kræftpakker, ventetider, behandlinger .... you name it. Alt imens jeg tænkte på de kvinder jeg kendte i min omgangskreds, der havde haft eller var midt i noget med kræft.
Min første reaktion var, at det rent helbredsmæssige skulle jeg nok komme igennem. De er så dygtige i dag, lægerne, at det kan de garanteret fikse. Men shit, hvor jeg ikke magtede at skulle "ind i systemet" igen - nu hvor jeg endelig er begyndt at kunne se udgangen.
Og i nat har jeg ikke sovet meget. Mange tanker har flagret rundt i mit hoved, og vreden fyldte stadig meget. Jeg orker ikke mere sygehus!
I dag var så dagen! Og jeg startede med 3 omgange i noget, der lignede det sædvanlige torturapparat. Forskellen var dog, at det her tog et billede pr. millimeter bryst. Tja, sagde sygeplejersen, mens hun målte mig med sit trænede øje: det bliver 60 billeder til dig.
Efter at lægen havde vurderet billederne var det så tid til scanning, og scanningen viste - heldigvis - at det bare var 2 små ufarlige og harmløse vandsyster. Hold nu op, jeg blev så lettet, at det var lige før jeg svævede oppe under loftet. Og stakkels Bent kunne igen får skuldrene ned på plads og slappe lidt af igen.
Det var blevet opdaget fordi man ved at sammenligne med mine tidligere billeder havde fundet en skygge, der ikke så "rigtig" ud. Tænk, hvor er vi priviligerede, at vi bor i et land, hvor det kan lade sig gøre. Og så helt gratis!
Moralen er: piger, kom så af sted til de der screeninger. Ja, det gør pi... ondt, men de holder altså øje med, om vi er ok indeni. Hvis det nu var noget grimt, så er det vigtigt, at det bliver opdaget hurtigt. Og selv om det nok har været de længste 2 døgn i mit liv i lang tid, så er jeg stadig taknemmelig over ikke at skulle ind i sygehus-systemet igen. Og jeg sender mange tanker til alle dem jeg kender, der er i gang med en eller anden form for behandling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar