Gimli's debutstævne - og lidt tanker om mit liv lige nu

Når man er en agility-nørd, som både Bent og jeg nok er, så er en af de store milepæle altid, når ens unge hund bliver gammel nok (og i øvrigt klar nok i hovedet og i uddannelsesforløbet) til at starte i sit første stævne. Dette var nu tilfældet for Gimli, og derfor havde vi tilmeldt os Ribe Hundevenners Løvfaldsstævne sidste weekend. Vi stod op kl. 4 😱😱😱😱😱😱 og jeg indrømmer gerne - min krop er ikke bygget til at stå op, når der står noget som helst med 4 på vækkeuret. Men op kom vi, og ud af døren med kurs mod Jylland. Heldigvis er der jo ikke så meget trafik kl. 5 om morgenen, og det er endnu ikke glat. Jeg ved, at Bent havde en mindre sommerfuglefarm i sin mave den morgen, men det gik bare så flot. Gimli er jo meget tændt på alt, hvad der bevæger sig, men han håndterede faktisk både at være i hallen og ikke mindst sine 3 løb super flot. Han arbejde dejligt koncentreret (bortset fra at han blev lidt "kæk" i løb nr. 2) og klarede f.eks. slalom i alle 3 klasser fuldstændig fejlfrit. Phew, det var en lettelse for Bent at nå dertil.

 At nå dertil, hvor endnu en ung hund kommer godt i gang med sin agility-karriere, det er en god ting at kunne sætte "check" ved.

 

Ud over at løbe med Gimli, ja så løb Bent også seniorklasserne med Blitz. Det er jo altid godt at have de "gamle travere" med. Blitz elsker sin senior-tilværelse, og hun har i hvert fald ikke sat farten ned.



Jeg selv havde taget Hazel med, men kombinationen af Beta-blokkere og løb på ridehusbund, det var ikke nogen succes. Vi kom i gennem det første løb, og Hazel er jo mega sej til at klare sig selv, når jeg nu ikke kan nå at være dér, hvor jeg burde være. Men løb nr. 2, der var mine ben gummiagtige og slatne. Så derfor valgte jeg at spørge Anne (Hazels opdrætter) om hun havde overskud til at løbe med Hazel i springløbet, for jeg var flad. Anne og Hazel blev desværre disket, men de klarede mange af de svære passager.

Derfor valgte jeg ikke at løbe  det sidste løb lørdag.

Fra stævnet kørte vi en tur til Fredericia, hvor vi havde en spise- og overnatningsdate med Anne og Henrik. Det havde vi længe haft planlagt. Det, at vi kunne sidde roligt og nyde maden og drikke et glas vin, uden at tænke på at vi skulle ud og køre bagefter. Det var simpelthen fantastisk. Og det blev en super hyggelig aften, selv om vi nok alle var lidt "matte i betrækket" af at have været rigtig tidligt oppe. 

Søndag formiddag gik det så hjem igen over broen. 

Søndag eftermiddag havde vi lavet endnu en spiseaftale, men den her gang med "vores" børn. Konceptet hed: I handler ind og laver maden - men ingen kvaler, mor betaler. Tilmed nåede vi en dejlig tur i efterårsskoven med alle hundene.

🍁🍁🍁🍁🍁🍁🍁🍁🍁

Selv om jeg kørte hjem fra stævnet i Ribe uden nævneværdige resultater - så føler jeg mig stadig som et priviligeret menneske. Jeg tænker i øjeblikket en del over mit liv. Måske fordi det ikke er så fedt, som jeg kunne ønske mig, at det skulle være. Men alligevel har jeg mange gode oplevelser. Det skyldes blandet andet, at jeg har en masse dejlige venner. Venner som vi bruger tid på at være sammen med, men som også er der for os, hvis vi har brug for hjælp. Gamle venskaber består, og nye kommer til. Der er såmænd også nogen, der dør ud indimellem. Sådan må det være. Men til alle dem, som er der for mig vil jeg bare sige: TAK! I gør mit liv fantastisk.

Og nu er der lys forude. Den 5. november skal jeg have min anden ablation. Iflg. statistikken er 90% anfaldsfri efter ablation nr. 2, så det satser vi også på at jeg er. Jeg har skrevet sammen med søde og dygtige Peter Steen Hansen, som opererede mig sidst, og som også skal operere mig næste gang. Så jeg er helt tryg og klar. 

"Rytmedoktor" Peter Steen Hansen

Hvis nogen i øvrigt vil vide mere om hjerteflimmer, så kan jeg kun anbefale at læse Peter Steen Hansens blog "Rytmedoktor" Peter er er Danmarks førende specialist på området, og han har skrevet en masse om hjerterytmeforstyrrelser i et sprog, så alle kan forstå, hvad det går ud på.