Hen over sommeren har Blitzepigen haft problemer med sin ryg, og hun er blevet behandlet af kiropraktor flere gange, men da der tilsyneladende blev ved med at være problemer, så besluttede vi at tage en tur til Faxe Dyrehospital for at få hende checket af specialisterne.
I dag er Blitz så blevet scannet, og hun er lige så flot og fin indvendig som udvendig. Ingen forkalkninger, intet galt. Så når hun bliver øm i sin ryg, ja så er det lige som når vi andre har overanstrengt os lidt og bliver lidt øm bagefter. Faktisk var de meget imponerede i Faxe over at en 8 år gammel "godt brugt" hund kunne være så smidig og fin.
Det ændrer nu ikke ved Bents beslutning om, at Blitz fra nu af er senior.
Blitzepigen debuterede så i seniorklassen i Ribe i weekenden, hvor vi startede fredag aften med medbragt tapas fra "Alt Godt" i Næstved. Det er bare så lækkert.
Vi har hygget i campingvognen selv om regnen væltede ned udenfor, og heldigvis var det nogenlunde opholdsvejr mens vi løb. Men der var nogen, der blev rigtig meget våde. Dommerne, f.eks.
Det er ikke fordi vi kan prale med masser af flotte placeringer, men det lykkedes for Hazel og mig at løbe fejlfrit i holdløbet lørdag. Det var stort. Til gengæld har vi haft mange fede momenter i de disk-løb vi havde. Bent og Blitz skulle lige tune ind på seniorklassen, men de skal nok komme til at give den gas, når Bent har vænnet sig til, at Blitzen suser lynhurtigt af sted.
Tak til Ribe Hundevenner for endnu et godt arrangeret stævne, hvor alt klappede, undtagen vejret. Og det er der ingen, der er herre over.
Vi har fejret fødselsdagen med at tage ud og gå spor. Det var Dellens første spor, men det tog hende ikke lang tid at finde ud af, hvad det gik ud på.
Tillykke med fødselsdagene, piger. Og tillykke til alle jeres kuldsøskende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar