De fleste, som har prøvet at arrangere et agility-stævne ved, at der er masser af arbejde før og efter selve begivenheden. Men endnu en gang ser det ud som om vi er kommet helskindet igennem projektet "Landsdækkende agility-konkurrence hos DcH Næstved".
Vi starter ellers allerede så snart vores vinterkonkurrence er overstået. Der skal findes dommere og der skal skaffes præmier. Bent og jeg har været med til at arrangere dette stævne siden 2012. Først sammen med Karin og Søren og de sidste år alene. Nej, altså ikke alene som i bare os to, men i begyndelsen af planlægningsfacen, der er det ok bare at være 2.
Vi har været rigtig dårlige til at give noget fra os. Hvorfor? Tja, måske er vi så ærekære omkring det her projekt, at vi vil være sikre på, at det bliver præcis sådan, som vi vil have det. Men det er jo noget pjat, for det er der jo også andre der kan finde ud af at gøre! Men vi er blevet bedre, og vi øver os hele tiden på "giv slip". F.eks. er vi blevet rigtig dygtige til at give helt slip på køkkenet. Det styrer Jette "med fast hånd", og det har hun i år fået rigtig meget ros for. Lækre hjemmelavede sandwiches og pastasalater og masser af kage. 1.000 tak Jette, fordi du gider. Det er et kæmpe projekt, der nu er løftet væk fra mine skuldre.
Det med præmierne er et kapitel for sig selv. Til vores vinter-stævne køber vi præmier, men til sommer-stævnet forsøger vi at komme igennem med sponsorerede præmier. Det er ikke så nemt, som det var for år tilbage, men det kan stadig næsten lade sig gøre. Når man bruger hele sit netværk og også får hjælp fra nogen, som har gode forbindelser. F.eks. er vores lokale dyrlæge altid flink til at komme med flotte præmier, og det slog heller ikke fejl i år, hvor der var kølemåtter, foder og godteposer fra Rude Dyreklinik.
Og heldigvis dukker der hele tiden nye hjælpsomme mennesker op, og vi har grumme planer om at give endnu mere slip næste gang.
Bent var tilmeldt stævnet med Blitz, Dazzler og Tough'Y. Desværre havde Blitz igen problemer med sin ryg, og hun blev selvfølgelig streget fra deltagerlisten. Nu skal hun undersøges på tirsdag i Faxe, så vi kan finde ud af, om der er noget galt. Puha, det er ikke rart at gå og vente på.
Dazzler elsker det! Han kan kun et tempo, og det er fuld skrue fremad, omend hans "fuld skrue" er knap så hurtigt, som det har været tidligere. Når han kommer ud af banen ser han vældig stolt ud, og han fortæller med høj og klar røst, at han har været her, og det var fedt!
Totten, den lille charmebøf, ja han løber jo ikke hurtigere, end at han kan nå at checke og vinke til publikum undervejs, og han sprænger ikke noget i sig selv for at komme fremad. Lidt kongelig har man vel lov til at være.
Jeg skulle selvfølgelig løbe med Hazel. Faktisk så havde jeg 4 dage tidligere afskaffet den ene af mine 2 hjertepiller (Betablokkere), som jo er dem, der tager min luft og min energi. Og sikke en forandring. Da vi for et par uger siden var på Fyn kunne jeg løbe 1-2 løb om dagen, men lørdag løb jeg 5 !!!. OK - det var måske lige i overkanten at byde mig selv, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Og Hazel var en stjerne.
Søndag havde jeg det til gengæld rigtig skidt. Mit hjertede flimrede for fuld udblæsning, og jeg havde svært ved at holde humøret og den positive gnist oppe. Det kom desværre til udtryk når jeg løb, hvor jeg overhovedet ikke handlede ordentligt, og når det gik galt, ja så manglede jeg den der motivation til at tage det positivt. Jeg blev rigtig irriteret på mig selv, og endte med at gå ud af banen i flere løb. Dumme dumme mig. Til sidst var jeg klar til at kaste håndklædet i ringen og køre hjem, for jeg havde det super dårligt. Men heldigvis gik det super godt for vores lokale kursister, og da det lykkedes for en af dem at få de sidste 2 udtagelser til DM, ja så blev jeg glad at jeg kunne hive mig selv ud af min "nedsmeltning" og komme glad videre med dagen. Og endnu mere heldigt, så er min hund fantastisk, og i øvrigt ligeglad. Hun løber lige så glad med mig næste gang jeg går til start. Og så må jeg bare håbe, at der snart kommer styr på det dumme hjerte, men mere om det senere.
Lørdag afviklede vi det årlige Sjællandsmesterskab i kreds 6.
Hans Christian havde lavet en rigtig fin bane med en passende sværhedsgrad, og vi fik kåret nogle dygtige Sjællandsmestre, hvor vi selvfølgelig var meget stolte af, at Næstved også var repræsenteret, da Susanne og Early vandt for mellemhundene.
Vores hjælperstab til stævnerne er simpelthen fantastisk. De knokler r.... ud af bukserne, og vi er dybt taknemmelige for, at de gider. Og søndag eftermiddag er ingen undtagelse. Fra sidste hund har løbet til pladsen er ryddet, går der ca. 1 time. Så er alt væk - som i ALT. Det er helt specielt. Alle giver de sidste kræfter. Der bliver sat forhindringer på plads, pillet telte ned, gjort rent på toiletterne, ryddet i køkken og kontor - og det hele kører fuldstændig automatisk. Ingen går i vejen for hinanden, og alle finder en plads. Og fra klubben og især fra Bent og mig skal der lyde et kæmpe stort
TAK
til alle, som vær med til at gøre endnu et Næstved-stævne til en god oplevelse for mange. Vi har efterfølgende fået rigtig meget ros, og den er hermed videregivet.
En af de mere hyggelige ting ved stævnet er, at vores egne "unger", Signe og Andreas, er med. De knokler faktisk også hele weekenden, og søndag aften har vi så en helt fast tradition, nemlig at der skal vi have sushi. I rigelige mængder. Og i år var ingen undtagelse.
Efter stævnet er der stadig mange ting, der skal gøres. Der skal køres affald væk, laves regnskab, betales og afregnes, sendes resultater til deltagerne og kataloger til sponsorerne. Så vi er på ingen måde færdige, når weekenden er gået. Men der blev heldigvis tid til træning af vores egne hunde: hos Channie tirsdag med Gimli, Hazel og Delta, og lydighedstræning i klubben onsdag. Så først i dag (torsdag) bliver der tid til at reflektere lidt over ting og sager og få gjort det her blogindlæg færdigt.
Mit hjerte driller mig stadig en del. Da jeg blev opereret 6. maj fik jeg stillet i udsigt, at når jeg havde været anfaldsfri en måneds tid, så måtte jeg droppe den ene betablokker-pille. Men jeg har jo ikke været anfaldsfri på noget tidspunkt. Det er knap så voldsomt som før operationen, men det kommer jævnligt hver/hveranden dag. Så jeg vovede at forsøge at droppe den ene af de der forhadte piller alligevel. Det gav jo mega bonus i forhold til mere energi og mere luft, men til gængæld synes jeg også, at der kom endnu flere anfald, især en række mindre anfald i løbet af dagtimerne (det plejer at være om natten). Så nu forsøger jeg mig lidt frem og tilbage. Jeg er gået tilbage til 2 piller, og reaktionen er der med det samme, selv om det er depotmedicin. Mindre energi i benene og mindre luft - og i øvrigt stadig anfald, selv om der måske er en lille bitte smule længere imellem. Jeg planlægger så at gå tilbage til en pille nogle dage inden Ribe-stævnet, og så håber jeg på den samme virkning som sidst.
Jeg skal til kontrol den 29. august, og så er jeg spændt på, hvad de finder på. Jeg er ikke imponeret af vores sundhedssystem i den sammenhæng. Jeg prøvede at få et måleapparat sat på nu, så vi havde et eller andet at kigge på, når jeg kom til kontrol, men det blev affærdiget med et "sådan plejer vi ikke at gøre". Så det er pænt at vente - en måned på at få apparatet sat på og endnu en måned på at de får udlæst resultaterne. Så meget for at være lidt på forkant. Og ja, hjerteflimmer er ikke farligt, men det er saftsusene irriterende, og det forringer min livskvalitet rigtig meget. Og det er en følelsesmæssig rutchetur, fordi jeg hver gang der er et lille ophold tror, at NU er det stoppet. og når det så kommer igen, ja så bliver jeg svært skuffet. Hver gang. Så jeg håber meget, at der kommer en løsning snart.
