Hele familien

Hele familien

lørdag den 7. januar 2017

Juleferie

Når man nu får mulighed for at gøre noget, som man med succes har prøvet før - så skal man ikke holde sig tilbage !

Så da vi igen i år fik mulighed for at leje Næstved Kommunes dejlige sommerhus i Saltum i juleferien, så gik vi "all in" og bookede fra 23. december til 2. januar. Sådan - nu skulle der holdes ferie, slappes af og hygges for alle pengene.

Jeg kunne skrive romaner om al det vi fik tiden til at gå med - men det er i bund og grund uinteressant. Så her kommer familiens juleferie i billeder - med lidt forklaring til. 

Vi plejer at have tapas med fra Næstved til aftensmad den 23. - men da vi gerne ville tidligt afsted, ja så blev det egne hjemmekreerede tapas. Det blev nu rigtig godt. 

Og den 24. om morgenen stod selvfølgelig på den første af mange ture til stranden. Hundene nød at få lov at løbe i det lave vand, og vi andre nød det smukke syn.

En mand og hans hunde på en strand ved Vesterhavet. Det er simpelthen balsam for sjælen. Faktisk stod vi op næsten i mørke, og så fik vi solopgangen fra stranden. Når altså der var sol. Og når vi så kom tilbage til sommerhuset havde Andreas lavet det store morgenbord klar. Det var lige til at holde ud.

Den 24. december måtte vi igen til julegodstjeneste i Saltum Kirke. En smuk stor kirke, med en præst der bare er så fornuftig at lytte til.

Og prøv så at få alle hundene til at gå pænt og se på fotografen, når de ved, at de er på vej til stranden. Nope!


Sådan så stranden ud juledag om morgenen. Jeg er så fascineret af alle de mønstre, som strømmen og blæsten kan lave i sandet. Stranden forandrer sig hele tiden. Det ene øjeblik er der intet vand, det næste øjeblik står man midt i 20cm. vand. Virkelig specielt.


Selv om det kun var 2. gang vi holdt jul på denne måde, så har vi allerede en masse "vi plejer"-ting. En tur til Rugbjerg Knude Fyr er en af dem. Juledag tog vi turen igen. Her ser fyret ikke så højt ud, men vi står på toppen af en kæmpe sand-bakke.


Og når man kigger ned er det fantastisk og overvældende.


I år var vi oppe i fyret - og det var noget grænseoverskridende for Bent, for trappen var lavet af metal-riste, som man kunne kigge igennem. Og hvis der er noget Bent ikke bryder sig om, så er det at gå på trapper, hvor man kan kigge ned.

Og selv i modlys er udsigten fra fyret ud over Vesterhavet fantastisk.



I nordjylland er der havtorn alle steder. Men Rugbjerg Knude er nok et af de steder, hvor vi har set flest. Jeg undrede mig over, at ingen plukkede dem, men så læste jeg, at de skal have frost først, og de er vandvittig svære at plukke. Så derfor få vi andre lov at nyde de smukke klynger af gule buske.


En anden tradition, som der bestemt ikke bliver slækket på - uanset hvor vi holder jul - det er at spise andeskrog. Derfor er vi også altid nødt til at have 2 ænder, så der er et skrog til Bent og et til Andreas. Bare jeg får ris á la mande om morgenen den 25., så må drengene godt beholde deres andeskrog.

Den 26. december var den dag, hvor stormen Urd havde meldt sin ankomst til Danmark. Men morgenen startede ualmindelig smukt og stille ud med en flot solopgang.



Men da radioavisen om eftermiddagen anbefalede folk at blive indendøre, så tog vi tøj på og gik en tur. Hold da op, hvor det var specielt. Vi fik virkelig øje for elementernes rasen. Der, hvor der plejede at  være 200-300 m. strand, ja der var nærmest ingenting. Flere steder måtte vi gå indenom første klitrække for at komme videre. 



Og skiltene, som plejer at stå midt ude på stranden, ja de stod pludselig midt i havet.

Og det her billede, ja det er bare fordi Bent og Andreas, som begge gik bag mig, hyggede sig over, at jeg var indklistret i skum fra havet. 😘

Nå, men så var det jo godt at komme hjem i sommerhuset og kaste sig i sofaen foran fjernsyn og brændeovn. 


Næste morgen var der igen helt ro på stranden. Ikke en vind - og den smukkeste solopgang. Og selv om vandet stadig var langt inde - så er det alligevel på vej ud på plads igen, så stranden kan få sit normale udseende igen.


En anden tradition i juleferien (1 gang = tradition) er, at vi besøger Bianca, Tough'Y og Fanta's opdrætter. Bianca havde fået en lille ny hvalp, som er efter Fanta's søster Tattoo - så vi måtte naturligvis, når man nu kender vores hang til opstillede billeder, have et familiebillede af onkel Fanta og hans lille niece. Hun var mega cute.

Resten af dagene i juleferien gik med det her:

og det her

Der er også mange interessante ting at finde på stranden. Vi finder aldrig det der stykke rav, som burde ligge der - især lige efter stormen. Men der er krabbekløer på størrelse med en halv hånd, og der er knivmuslinger, som er lige så lange som mine støvler.



Og nå ja, så er der sofahygge for alle pengene 💖

Den 30. december var jeg lige nødt til at køre på arbejde et par timer, men så er det jo smart, at jeg bare kan køre til vores afdeling i Brønderslev og logge ind på en computer og lave det, jeg lige skulle nå inden nytår. Så fik jeg også set den afdeling. Brønderslev er jo ikke lige sådan et sted vi kommer forbi med jævne mellemrum. 

Og om eftermiddagen var der igen tid til en tur på stranden, hvor vandet lavede forunderlige og foranderlige "floder" og mønstre i sandet.

Nytårsaften kom Andreas tilbage, efter et par dage hjemme på arbejde. Han havde været tidligt oppe for at komme med toget. Tak Pia, for at køre ham til stationen. Så en middagslur var på sin plads, og Hazel var solidarisk. 

Og om eftermiddagen kom Birgitte og Midni for at holde nytårsaften med os. Det var bare så super hyggeligt. Stille og roligt, god mad, masser af hygge. Og så måtte vi også lige vise dem Vesterhavet. 

Midni betragter vores flok som "sin" flok - og vores hunde har taget Midni til sig som en af flokken, så der blev rigtig leget og løbet på stranden den eftermiddag.

Og nå ja, så var den juleferie forbi. Og nu er der allerede gået en uge af 2017. Træningen er gået i gang rundt omkring, og jeg synes faktisk det er dejligt at komme i gang efter ferien. Nu kan vi bare kigge på alle de mange dejlige billeder, mens vi mindes en fantastisk juleferie.

1 kommentar:

Berit Bilde sagde ...

Lækker juleferie!!