Januar.
Gråt og trist og vådt. Ikke meget frost og sne. Godt nok, når vi skal køre –
men rigtig kedeligt i mange andre henseender.
Vel
hjemme fra juleferien fortsatte livet sin normale gang. Arbejde – træning –
lidt weekendfrihed her inden stævnerne begynder.
Hazel
fortsætter sin uddannelse. Hun er stadig en kæmpe fornøjelse at arbejde med.
Hurtig til at lære – i hvert fald de ting, jeg er gode til at lære hende. Jeg kan
se, at de øvelser, hvor jeg har kæmpet med tidligere hunde, der er det åbenbart
mig, der har et problem. Apporten bliver aldrig min ven! Tricks og
agility-foundation er sjovt, og hun arbejder med stor forståelse for de øvelser
vi laver. Jeg elsker min lille chokkolade-knap! (nå ja – jeg elsker alle minde
hunde, jo). Vi beklager den forringede billedkvalitet.
Agility
Eneste
stævne i januar var DcH Højme’s weekend-stævne for store hunde. Bent og Blitz var
af sted sammen Michael og Diva – og for at tage det sidste først, så havde
Michael en kæmpe flot weekend. 7 fejlfrie løb ud af 8 mulige, bortset fra lidt
tidsfejl hist og pist. Det var da noget af en sæsonstart. Jeg tror da helt
klart, vi har en ny ekvipage med til DcH-DM i år.
For
Bent’s vedkommende var det helt klart en overvindelse at turde bruge det
opererede knæ. Og hvis vi så samtidig tænker på, at Bent ikke har kunnet løbe
ordentlig siden midt på sommeren sidste år, så er han faktisk blevet lidt ”rusten”
i sin reaktionsevne. Weekendens målsætning blev ikke helt indfriet – men til
gengæld var det tydeligt, at søndag havde Bent meget større tiltro til sit knæ
og kunne/turde løbe mere igennem. Det var en sejr i sig selv. Nu skal de to
lige have pudset formen og samarbejdet lidt af her i foråret – så skal de nok
komme igen i deres gamle fine form.
To flotte fyre med deres søde hundepiger 💕
Tanker
om Zippo
I
2016, hvor Zippo blev 9 i juni, løb han stadigvæk fantastisk. Vi havde ikke
meldt os til landshold, for hans fart var taget betydeligt af – men hans
entusiasme og glæde blev ikke mindre med årene.
Desværre
blev der sat brat punktum for hans karriere, da han midt i vores sommerferie
pludselig måtte opereres for en temmelig stor brok. Dyrlægens ord – da vi
hentede ham efter operationen var (sådan nogenlunde ordret): Zippo kan efter
genoptræning leve et fuldstændig normalt liv, men han (altså dyrlægen) ville da
nok overveje, hvis det havde været hans hund, om Zippo skulle løbe mere
agility. Ellers skulle det i hvert fald kun være stille og roligt.
Hvordan
reager man i sådan en situation? Ja, jeg gik da totalt i chok. Det var jo mit
liv – altså at løbe agility med Zippo. Jeg tudede også en hel del, men da jeg
fik hovedet oven vande igen, ja så lå beslutningen lige til højrebenet: Zippo
skulle aldrig løbe agility mere. Det
var det nemmeste at administrere – og i øvrigt har vi jo aftalt at han skal
blive 100 år, så jeg må hellere passe på ham.
På
forunderlig vis kom vi først igennem de første par uger, med krave (eller
badering), fuldstændig ro, små ture i kort snor. Stingene kom ud, og efter et
par dage mere kom også baderingen af. Det hjalp lidt på humøret, både hos Zippo
og mig.
Så
fulgte hårde måneder, hvor han ikke måtte løbe løs, han måtte ikke hoppe op
(eller ned), og han måtte ikke lege med de andre hunde. Zippo, som altid har
sovet i min fodende, måtte i bur om natten – og der kom hegn rundt om sofaen,
så han ikke kom til at hoppe op i den, når vi ikke lige var der.
I
begyndelsen af oktober nåede vi så langt, at vi gik over til ”normalt liv”. Sikke
en forandring at se i Zippo’s øjne, da han første nat igen kunne hoppe op og
krølle sig sammen i min fodende. Eller da han igen måtte løbe frit med de
andre. Vi begyndte at træne ham langsomt op igen, så han kom tilbage til sin
grundlæggende gode form. Lange ture i skoven er godt, både for sjæl og legeme.
I
løbet af juleferien har vi set, hvordan han har drønet rundt på stranden ved
Vesterhavet. Og hvordan han har leget med Hazel. Og hvordan han har hoppet op
og ned ad alt muligt. Normalt liv????
Men hvordan er det lige, at det der normale liv adskiller sig fra at
løbe bare en lille smule agility? Da først tanken var sået i mit hoved, så var
den svær at slippe af med igen. Zippo er en fornuftig gammel hund på snart 10
år. Han kaster sig ikke ud i noget, der ikke er nødvendigt, og han passer på
sig selv.
Så
jeg besluttede, at Zippo får lov at løbe agility igen. Ikke på normalt plan,
men en eller to senior springløb, når vi alligevel er af sted. Han skulle ikke
træne fast på noget hold, men selvfølgelig holdes i sin sædvanlige gode
grundform. Og så må det briste eller bære. Rablende åndsvag? Måske – men det
kan jeg godt leve med.
Men
inden vi nåede så langt, ja så bristede boblen igen. Søndag aften havde vi Pia
på besøg. Zippo trængte til at få ordnet sin krusede pels, og det gøres lettest
ved at bade ham og så tørre ham med Pia’s blower. Da vi var færdige ville vi
lige kigge på hans ar – og så fik vi lige en mega mavepuster, for lige oven i
det gamle operationsar var der en stor bule, fuldstændig som sidst. Vi var
blevet advaret om, at der kunne komme en brok i den modsatte side, men ikke i
samme side – lige oveni.
Så
i dag har vi været hos dyrlægen. Brokken er scannet, og der er indtil videre
ikke andet end fedt i den. Men fixes skal den jo – så Zippo skal opereres igen
en af de nærmeste dage. Det var ikke det forår vi havde regnet med. Men iflg.
dyrlægen er Zippo frisk og rask og i så fin form, så der er ikke nogen risiko
(ud over, at det altid er en risiko at operere) ved at lappe ham sammen igen.
Han ville dog lige konsultere en kollega på landbohøjskolen for at se, om de
kunne gøre noget andet end at ”bare” sy sammen.
Øv
øv med øv på !!! Men med forhåbningen om
at han har flere gode år sammen med os, så kaster vi os ud i et nyt langvarigt
projekt med bur om natten og hegn om sofaen. Elsker jo min Zipzap.
Og
livet går videre
Næste
weekend er det så de små hunde og mellemhundene, der skal til Højme og løbe.
Jeg er noget spændt på, hvor meget jeg kan løbe. I sidste uge var jeg nedlagt
fra onsdag og resten af ugen med noget, som jeg var sikker på var en af-art af
den virkelig farlige mandeinfluenza. Et besøg hos lægen fredag opklarede dog,
at det bare var en lille bitte tøse-influenza, kombineret med voldsomt dårligt
reguleret astma-medicin. Godt så! Nu går det fremad, men jeg hoster stadig
meget og får gummi-ben hvis jeg går for meget. Men Tough’Y og jeg glæder os til
at tage hul på stævnesæsonen. Og vi bekæmper ethvert tegn på forkølelse og influenza med alle forhåndenværende midler 😇
Ingen kommentarer:
Send en kommentar