Hele familien

Hele familien

mandag den 30. januar 2017

Januar - med godt og skidt

Januar. Gråt og trist og vådt. Ikke meget frost og sne. Godt nok, når vi skal køre – men rigtig kedeligt i mange andre henseender.

Vel hjemme fra juleferien fortsatte livet sin normale gang. Arbejde – træning – lidt weekendfrihed her inden stævnerne begynder.

Hazel fortsætter sin uddannelse. Hun er stadig en kæmpe fornøjelse at arbejde med. Hurtig til at lære – i hvert fald de ting, jeg er gode til at lære hende. Jeg kan se, at de øvelser, hvor jeg har kæmpet med tidligere hunde, der er det åbenbart mig, der har et problem. Apporten bliver aldrig min ven! Tricks og agility-foundation er sjovt, og hun arbejder med stor forståelse for de øvelser vi laver. Jeg elsker min lille chokkolade-knap! (nå ja – jeg elsker alle minde hunde, jo). Vi beklager den forringede billedkvalitet.


Agility

Eneste stævne i januar var DcH Højme’s weekend-stævne for store hunde. Bent og Blitz var af sted sammen Michael og Diva – og for at tage det sidste først, så havde Michael en kæmpe flot weekend. 7 fejlfrie løb ud af 8 mulige, bortset fra lidt tidsfejl hist og pist. Det var da noget af en sæsonstart. Jeg tror da helt klart, vi har en ny ekvipage med til DcH-DM i år.
For Bent’s vedkommende var det helt klart en overvindelse at turde bruge det opererede knæ. Og hvis vi så samtidig tænker på, at Bent ikke har kunnet løbe ordentlig siden midt på sommeren sidste år, så er han faktisk blevet lidt ”rusten” i sin reaktionsevne. Weekendens målsætning blev ikke helt indfriet – men til gengæld var det tydeligt, at søndag havde Bent meget større tiltro til sit knæ og kunne/turde løbe mere igennem. Det var en sejr i sig selv. Nu skal de to lige have pudset formen og samarbejdet lidt af her i foråret – så skal de nok komme igen i deres gamle fine form.

To flotte fyre med deres søde hundepiger 💕


Tanker om Zippo

I 2016, hvor Zippo blev 9 i juni, løb han stadigvæk fantastisk. Vi havde ikke meldt os til landshold, for hans fart var taget betydeligt af – men hans entusiasme og glæde blev ikke mindre med årene.

Desværre blev der sat brat punktum for hans karriere, da han midt i vores sommerferie pludselig måtte opereres for en temmelig stor brok. Dyrlægens ord – da vi hentede ham efter operationen var (sådan nogenlunde ordret): Zippo kan efter genoptræning leve et fuldstændig normalt liv, men han (altså dyrlægen) ville da nok overveje, hvis det havde været hans hund, om Zippo skulle løbe mere agility. Ellers skulle det i hvert fald kun være stille og roligt.


Hvordan reager man i sådan en situation? Ja, jeg gik da totalt i chok. Det var jo mit liv – altså at løbe agility med Zippo. Jeg tudede også en hel del, men da jeg fik hovedet oven vande igen, ja så lå beslutningen lige til højrebenet: Zippo skulle aldrig løbe agility mere. Det var det nemmeste at administrere – og i øvrigt har vi jo aftalt at han skal blive 100 år, så jeg må hellere passe på ham.

På forunderlig vis kom vi først igennem de første par uger, med krave (eller badering), fuldstændig ro, små ture i kort snor. Stingene kom ud, og efter et par dage mere kom også baderingen af. Det hjalp lidt på humøret, både hos Zippo og mig.


Så fulgte hårde måneder, hvor han ikke måtte løbe løs, han måtte ikke hoppe op (eller ned), og han måtte ikke lege med de andre hunde. Zippo, som altid har sovet i min fodende, måtte i bur om natten – og der kom hegn rundt om sofaen, så han ikke kom til at hoppe op i den, når vi ikke lige var der.

I begyndelsen af oktober nåede vi så langt, at vi gik over til ”normalt liv”. Sikke en forandring at se i Zippo’s øjne, da han første nat igen kunne hoppe op og krølle sig sammen i min fodende. Eller da han igen måtte løbe frit med de andre. Vi begyndte at træne ham langsomt op igen, så han kom tilbage til sin grundlæggende gode form. Lange ture i skoven er godt, både for sjæl og legeme.

I løbet af juleferien har vi set, hvordan han har drønet rundt på stranden ved Vesterhavet. Og hvordan han har leget med Hazel. Og hvordan han har hoppet op og ned ad alt muligt. Normalt liv????   Men hvordan er det lige, at det der normale liv adskiller sig fra at løbe bare en lille smule agility? Da først tanken var sået i mit hoved, så var den svær at slippe af med igen. Zippo er en fornuftig gammel hund på snart 10 år. Han kaster sig ikke ud i noget, der ikke er nødvendigt, og han passer på sig selv.



Så jeg besluttede, at Zippo får lov at løbe agility igen. Ikke på normalt plan, men en eller to senior springløb, når vi alligevel er af sted. Han skulle ikke træne fast på noget hold, men selvfølgelig holdes i sin sædvanlige gode grundform. Og så må det briste eller bære. Rablende åndsvag? Måske – men det kan jeg godt leve med.

Men inden vi nåede så langt, ja så bristede boblen igen. Søndag aften havde vi Pia på besøg. Zippo trængte til at få ordnet sin krusede pels, og det gøres lettest ved at bade ham og så tørre ham med Pia’s blower. Da vi var færdige ville vi lige kigge på hans ar – og så fik vi lige en mega mavepuster, for lige oven i det gamle operationsar var der en stor bule, fuldstændig som sidst. Vi var blevet advaret om, at der kunne komme en brok i den modsatte side, men ikke i samme side – lige oveni.

Så i dag har vi været hos dyrlægen. Brokken er scannet, og der er indtil videre ikke andet end fedt i den. Men fixes skal den jo – så Zippo skal opereres igen en af de nærmeste dage. Det var ikke det forår vi havde regnet med. Men iflg. dyrlægen er Zippo frisk og rask og i så fin form, så der er ikke nogen risiko (ud over, at det altid er en risiko at operere) ved at lappe ham sammen igen. Han ville dog lige konsultere en kollega på landbohøjskolen for at se, om de kunne gøre noget andet end at ”bare” sy sammen.

Øv øv med øv på !!!  Men med forhåbningen om at han har flere gode år sammen med os, så kaster vi os ud i et nyt langvarigt projekt med bur om natten og hegn om sofaen. Elsker jo min Zipzap.

Og livet går videre

Næste weekend er det så de små hunde og mellemhundene, der skal til Højme og løbe. Jeg er noget spændt på, hvor meget jeg kan løbe. I sidste uge var jeg nedlagt fra onsdag og resten af ugen med noget, som jeg var sikker på var en af-art af den virkelig farlige mandeinfluenza. Et besøg hos lægen fredag opklarede dog, at det bare var en lille bitte tøse-influenza, kombineret med voldsomt dårligt reguleret astma-medicin. Godt så! Nu går det fremad, men jeg hoster stadig meget og får gummi-ben hvis jeg går for meget. Men Tough’Y og jeg glæder os til at tage hul på stævnesæsonen. Og vi bekæmper ethvert tegn på forkølelse og influenza med alle forhåndenværende midler 😇





Ingen kommentarer: