mandag den 6. april 2015

Same procedure as every year, James

For 6. år i træk gik turen til Sverige i påsken. Nærmere betegnet Skurup, hvor vi har deltaget i Gåsahoppet.

Gåsahoppet er et super velorganiseret stævne, med mange dygtige deltagere fra flere nordiske lande, og også i år nogle få tyskere. Men det er mega laaaaaange dage. Første banegennemgang var både fredag og lørdag i nærheden af kl. 7 om morgenen, og begge dage var vi først tilbage i campingvognen tæt på 20.30. Der er meget larm inde i hallen, og vi bliver trætte i både øjne og ører - både mennesker og hunde.

Desværre kan arrangørerne ikke få lov at lave stævne i den hal næste år, men vi håber, at de finder et nyt sted at være. Vi har ellers (næsten) vores faste plads :-) hvor vi har slået lejr med stole, bord og bure.

I år havde den danske landsholdsledelse også lagt udtagelsesløb om lørdagen, men desværre fik vi ikke nogen points denne gang. Men bortset fra det havde vi begge flere gode løb med alle 3 hunde. Blitz løb sig til 2 pinde i bogen, og Zippo løb sig til en plads i finalen, selv om han endda var forudkvalificeret fordi han vandt sidste år. I finalen blev det til et super fejlfrit løb og en 7. plads. Der var en fantastisk stemning, publikum er helt på dupperne, og speakeren sørger for, at man kan følge med i, hvordan det går. Det er helt vildt fantastisk at løbe i den finale, og både Zippo og jeg har nydt det i fulde drag.

Vores sponsor - Shop til dyr - var også med til Gåsahoppet med deres mobil-shop. Tak til Karen og Don for nyt udstyr og super opbakning.

Søndag aften satte vi igen kursen mod Danmark.

Efter en god lang nat tog Bent Dazzler og Blitz en tur rundt i Bisserup mens jeg tog Fanta, Zippo og Ticket en tur på stranden. Det var let frost og det smukkeste solskinsvejr. Hundene nød virkelig at kunne strække ud og løbe, efter 3 dage med meget lidt plads.



Vandet var fuldstændig klart og lækkert, og Zippo og Ticket var ude at dyppe poterne. Fanta.... nej tak, han blev på det tørre sand.



Fanta var dog ikke mere træt da vi kom hjem, end at han kunne tage en ordentlig lege-tur med Dazzler.

Om eftermiddagen havde vi tilbudt vores 2 hold i DcH Næstved at komme og løbe lidt af påskemaden væk, og i det dejlige vejr var vi ca. 10, der hyggede os i et par timer med et par lette baner. Her er det Gitte og Rosa på vippen.

Og her står de smukkeste drenge og venter på, at det skal blive deres tur.

Ind imellem fik vi ordnet verdenssituationen over en kop kaffe og resterne af Jytte's påskeæg.

Michael og Diva snupper lige en tur mere.
 
Sådan 5 fridage smutter hurtigt væk - men foråret står for døren, så pyt med det. Vi glæder os til mange timer sammen med hundefolk i det ganske danske land - og måske får vi også lidt tid i haven. Der er i hvert fald masser af forårsbebudere: Forsythia, anemoner, bonderoser på vej, rabarber på vej, violer, påskeliljer, kejserkroner i knop, scilla og ..... nå ja, brændenælder.
 
God påske.
 

Ingen kommentarer: