I år havde vi valgt at tilbringe pinsen på Bornholm. Det var 4 år siden sidst, og vi glædede os rigtig meget til at komme af sted. Vi havde taget fri fredag, og skulle med en færge fra Ystad. Tog nærmeste omvej - via tandlægen i Sorø og kaffe hos farmor - og så var det ellers "hit the road Jack" med kursen mod Sverige.
Vi havde bestilt en hytte på Nexø familiecamping. Selve campingpladsen er efterhånden noget nedslidt, men området er fantastisk - lige ved siden af den smukke Stenbrudssø, med masser af nattergale, og 50 m fra vandet. Der er så mange fantastiske barndomsminder for mig i det område, så det var næsten for meget af det gode. Jeg kan i hvert fald mærke helt tydeligt, at jeg er stadig bornholmer i hjertet - og der skal ikke igen går 4 år før vi tager til øen.
En af specialiteterne for det område er også de vilde bornholmske orkideer, som vokser der i store klynger. Fantastisk at se.
Her er boligen for pinsen: hytte nr. 10 - se størrelsen, og så bemærk venligst, at det er en 6-personers hytte. Hold da op! Men vi var selvfølgelig også 6: Bent, mig og 4 hunde. :o)
Til gengæld kan der ikke klages på udsigten. 50 m til vandet - og udsigt ind over Nexø havn.
I hytten måtte der ikke være hunde i møblerne ......... Det var der næsten heller ikke - kun en lille bitte border collie, som næsten ikke er til at få øje på.
Bent producerede en rigtig "Larsen-løsning"-låge, så hundene kunne gå ude på terrassen. En solskærm og nogle elastikker - så er den hjemme :o)
Fredag aften havde vi besluttet at gå ud og spise "fint". Valget faldt på Den Lille Havfrue i Snogebæk. Og hold da op noget mad vi fik. Det var vanvittigt lækkert, og den søde tjener tilbød at tage et billede af os. Pænt par tæt på sølvbrylluppet.
Og desserten. Varm chokoladefondant - en slags kage, som var fyldt med flydende chokolade indeni. Yammie.
På vej hjem fra Snogebæk måtte jeg lige en tur forbi Kong Gustafsvej 7 - mit barndomshjem. Det lignede sig selv, med masser af blomstrende træer og buske. Måske en smule mindre vel-friseret end da min far holdt haven, men sjovt at se.
På vej ud til campingpladsen kørte vi forbi dette træ - jeg synes ikke det er særligt smukt, men det er i hvert fald kunst man får øje på.
Vi tog en lille aftentur med hundene rundt, og næsten tilbage så vores hytte rigtig hyggelig ud i tusmørket. Jeg har altid fyrfadslys med - så er det nemt at lave lidt hygge.
Lørdag morgen var vejret fantastisk, og vi nød morgenmaden på terrassen. Zippo synes også vi skulle hygge. Det var varmt!!!
Udsigten fra terrassen. Der hvor græsset ender er der en skrænt ca. 1 m ned - og så er der vand! Og det var jo ikke fordi campingpladsen var overfyldt med campister.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da vi kørte op fra pladsen og satte kurs mod Østerlars.
Så gør vi klar til rally. Dommer Johanna giver instrukser. Bemærk pigen i kørestolen. Hun var det sejeste, jeg længe har set med en hund!
Zippo og jeg kom fint gennem prøven med 87 points og endte på en 4. plads. Træningsindsatsen taget i betragtning, så kan jeg kun være tilfreds. Det er som at gå med en bombe - der skal ingen ting til, så eksploderer han af begejstring.
På vej hjem kørte vi en tur gennem Svaneke og spiste en is mens vi gik en tur med hundene.
Phew, det er hårdt at være til rally - så må vi lige have en lille "morfar".
Lørdag aften blev campingpladsen invaderet af ca. 100 spejdere. De var i gang med at gå 100 km Bornholm Rundt, så dem hørte vi ikke meget til. De kom humpende, plejede deres vabler, gik i bad og gik i seng.
Søndag stod den på agility. Spring senior stor blev totalt domineret af 3 sjællandske hundeførere: Bent, Steen og Jette. Seje gamle ........ øh hunde :o)
Tilbage på campingpladsen forsøgte jeg at "fange" de vilde kaniner med mit lille amatør-kamera, men det er ikke nemt.
Her har vi slået "smørklatten" op på Bornholm, og Bent er ved at afmontere de lange bukseben til årets første rigtig varme stævnedag om mandagen.
Og her er Bent og Ticket klar til start. Det er en fornøjelse og se Ticket løbe senior. Det er lige noget hun kan bruge.
Chinook var rykket i spring klasse 3 ugen før pinse, og han rykkede også op i ag klasse 3 i løbet af pinsen. Han har haft nogle rigtig fine klasse 3 løb. De fejl der kom var helt klart på grund af mig og vores kommunikation. Pinsens sidste klasse var en spring klasse 3, hvor dommer Lars Hindsgaul havde tænkt noget "ud af boxen". Men lille artige Fnug gjorde lige hvad jeg bad ham om, og sandelig om han ikke løb sig til sit første spring-cert. Hold da op, hvor er jeg stolt af min lille baby - og han ser faktisk også selv lidt stolt ud.
Så manglede kun den kedelige oprydning. Hundene blev puttet i bilen, og der tog de sig en ordentlig en på øjet. Bemærk Dazzler til højre, med alle 4 poter lige i vejret.
Vi skulle først med færgen 22.30, så vi havde aftalt med Else, at vi ville besøge hende mandag aften til et stykke mad. Else har fået en ny collie - hun hedder Amora, og vores drenge synes hun var rigtig lækker.
På vej til færgen blev det lige til en luftetur ved stranden udenfor Rønne, så hundene kunne få tisset af inden turen.
Jeg håber, at vi snart får mulighed for at tage til Bornholm igen. Det var et super godt arrangeret stævne. Super engagerede hjælpere og flotte præmier. Og så kan man ikke komme udenom, at naturen er helt fantastisk! Tak for en dejlig pinse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar