søndag den 28. oktober 2012

Dazzler DKAGCH - en dejlig dag i Sdr. Hygum :o)

Lørdag kørte vi til Sdr. Hygum, hvor Ribe Hundevenner afviklede deres sædvanlige efterårs-stævne. Op kl.04.30 ......  ud og ise bil af - for selvfølgelig var det blevet frost lige nu - og så afsted. Men når først man er kommet ud af sengen og i gang så er det ikke så slemt. Vi havde den smukkeste solopgang i bak-spejlet en del af vejen, og da vi nåede frem skinnede solen fra en klar blå himmel på frosten i græsset, og alting var meget smukt.

Chinook var første hund på banen. Det var hans andet stævne, og jeg smilede stadig bare ved at tænke på det første. Det var i øvrigt en rigtig sjov klasse, da storebror Ozzy også var med - så vi gav den rigelig med Foula-power! Og igen må jeg sige, at jeg er imponeret af min lille Fnug. Fokuseret og glad løb han et flot og fejlfrit AG1, og endte på en flot 3. plads, i øvrigt efter storebror Ozzy, som blev nr. 2. Dejligt, at han er totalt upåvirket af de ydre omstændigheder: ridehal eller græs - det rører ham ikke. Her er hans AG-løb:
 
Dagen bød på 1 ag-klasse løb og 2 spring-klasse løb. Så Chinook's anden løb var spring 1. Desværre får jeg overhandlet lidt ved slalom, så det koster os en vægring - og senere røg der en pind p.g.a. min underlige handling et sted, hvor jeg var bagud, men stadig fokuseret og glad og en placering som nummer 4.
Sidste løb for Chinook var så også et spring klasse 1, og jeg var spændt på, om han kunne holde gnisten eller om han var kørt træt - der var dog gået mange timer siden vi kom. Men hold da op, hvor han stadig kunne. Der var mulighed for at prøve nogle ting af, som jeg ikke var helt sikker på at han kunne, men de sad bare lige i skabet. Så endnu et smukt fejlfrit løb, og en førsteplads i klassen. 2 pinde i den røde bog. Dygtig Fnug!!! Tænk, jeg kan mærke, at jeg sidder og smiler, bare mens jeg skriver om det :o)

 
Ticket var næste hund på banen. Hun lagde ud med en AG2 senior, hvor hun kom næsten hele banen i gennem fejlfrit, men lige til sidste bestemte hun sig for at løbe en anden vej end Bent havde tænkt sig. Hun er bare så glad, efter hun er begyndt at løbe senior. Hvor hun før tit har lignet "en hængt kat" når hun har siddet i start - så er hun nu helt på dupperne. Hurra for senior-klasserne!
Andet løb var et springløb, som hun kom fejlfrit igennem og hvor hun blev nr. 2 efter Morten og Chumani. Og 3 løb, ekstra springløbet, gik også rigtig fint. Der var en rigtig sej passage, hvor man skulle langt lige ud - for så at hente det sidste spring bagfra, men ved hjælp af en strategisk rigtigt placeret tunnel, så lykkedes det fint for Bent og Ticket, og også her blev de nr. 2 efter Morten og Chumani.
 
Så blev det de "store" drenges tur. Jeg var godt nok spændt på Zippo, for han flækkede sin ulveklo på venstre ben tirsdagen før, men alt så fint ud før starten, så vi satsede og løb. Et rigtig fint løb, hvor der var mulighed for at prøve nogle ting af - som lykkedes 100%. Det er bare så sjovt. Måske ikke hans hurtigste tid, men måske har han været mere generet af den ulveklo, end jeg havde regnet med.
 
Efter løbet rensede jeg og gav ham en bandage på - men det blødte overhovedet ikke, så vi satsede og løb et springløb også. Bad luck - der skred så ulvekloen på højre forben. Det opdagede jeg først da vi kom i mål og der var blod over det hele. Øv øv øv. Ud og skylles og så bandager på igen. Ikke mere agility til Zippo, og tirsdag må vi lige forbi dokter dyr for at checke, om han virkelig stadig mener, at det bare skal læges selv eller om der skal gøres noget. Højre klo er i hvert fald flækket noget højere oppe end den venstre. Ikke at det ser ud til at genere ham - han hopper stadig rundt og leger med Chinook.
 
Dagens hovedperson var dog Dazzler. I et stykke tid har Bent og Dazzler jagtet det der sidste ag-cert, som på besynderlig vis er meget sværere at få end de 2 første. Og for at gøre det helt "perfekt" - så er de 2 første opnået under dommer Per Vestergård - og hvem skulle dømme i Ribe? ja - Per Vestergård. Men også Erling Rasmussen, og heldigvis var det Erling, der dømte AG3 for mellemhundene. Dazzler løb det bedste AG-løb han har løbet i rigtig lang tid. Super - og sikre - felter, hurtig slalom og i øvrigt god fart. Resultatet: en 2. plads efter Gitte og Zinnia, og dermed endelig det eftertragtede 3. cert og championatet. Her er Dazzlers AG-løb:
 
Og her er et billede af en meget glad og lettet mand - der ellers havde trippet rundt i små cirkler i lang tid og ventet på, om mon de skulle bruge hans bog - og om ikke snart de kom med den præmieoverrækkelse.
 
I Dazzlers første springløb røg der desværre en pind, men det andet springløb var igen fejlfrit og gav en 3. plads. Så jo, Bent og Dazzler havde en super dag i Ribe.
 
Jeg har skrevet det før - men jeg skriver det gerne igen: de er bare super gode til at afvikle stævner i Ribe Hundevenner. Der er ikke så meget pjat - det hele kører som smurt, og vi var færdige næsten 3 kvarter tidligere end angivet i programmet. Og - som sædvanlig - var der en super udvalg af præmier til salg for de præmiebon'er vi vandt. Vi kørte da hjem med en ny stavblænder, et nyt rivejern, 2 flasker rødvin og et lille udvalg af guffer til hundene.
 
Som det helt fantastiske punktum på dagen kom vi hjem til dejlig varm aftensmad kreeret af Andreas. Det er nu dejligt, når man bare kan komme ind ad døren og kaste sig ved bordet til god mad og et glas rødvin. Det var en perfekt afslutning på en dejlig dag.
 
Og her er han så: DKAGCH DKSPCH Foula's Dynamic Dazzler of Monty

2 kommentarer:

OBay Shelties sagde ...

Congratulations Dazzler and Bent!

Frida og mor sagde ...

Smukke Dazzler...:-)