tirsdag den 23. november 2010

Nordisk mesterskab i agility

For 4 år siden var jeg med til Nordisk Mesterskab i agility som reserve med Monty - i år var jeg med igen, denne gang med min dejlige Zippo. Egentlig startede hele arrangementet allerede om fredagen med et enkelt klasse 3 løb. Vi var selvfølgelig spændte på at se, hvad den portugisiske dommer kunne ryste op med af baner, men jeg synes det var spændende baner med fint flow, og så var de underholdende for publikum ovenikøbet.

Men for at begynde med begyndelsen, så kørte vi hjemmefra i sne-sjap, ind mod København, mens vi kiggede på alle bilerne, der holdt i kø den modsatte vej. Godt jeg ikke skal den tur hver dag. Vi fandt vores hotel, som viste sig at være rigtig hyggeligt, og vi fik os selv installeret på værelset. Derefter kørte vi ud til Gladsaxe-hallen.

Zippo løb et fint springløb og blev nr. 4. Bent løb med Ticket, som desværre blev disket, men de havde et flot løb, og der var rigtig meget fart på Ticks. Det var i øvrigt herligt at løbe på det gode gamle Ølstykke-gulvtæppe igen. Det giver fin affjedring når man løber, og det er ikke for glat. synd at det ikke bliver brugt noget mere.

Lige så snart vi kunne komme afsted kørte vi tilbage med hotellet. Fjernsynet og finalen i "Vild med dans" trak, og da Bent havde hentet pizzaer holdt vi vores ugentlige vild med dans-fest på hotelværelset med pizza spist med plasticbestik og rødvin i vandglas. Det var nu ikke så ringe endda.


Zippo ligger på sengen og ser Vild med dans mens han lader op til resten af weekenden.


Lørdag formiddag havde vi et udmærket fejlfrit ag3-løb, ikke så hurtigt, da jeg valgte at markere mine felter tydeligt, men det gav en 11. plads. Ticket kom også fint igennem sit AG3, desværre satte hun en pote på flyv'et og "glemte" et felt undervejs. I spring 3 gik det helt galt for Zip og mig. Det var ellers en sjov bane, hvor vi skulle over og indimellem de samme 2 spring 3 gange. Og vi havde det rigtig sjovt alligevel.

Tilbage på hotellet gik vi til festmiddag. Der havde på forhånd været lidt murren i krogene over, at middagen skulle koste 500,- kr., men glem det: den var hver en krone værd. Maden var fantastisk, der var rigeligt af den og vinen var ad libitum (eller hvad man nu ønskede at drikke). Så nu var vi rigtig ladet op til selve nordisk mesterskab om søndagen.

Vi startede søndag morgen med dyrlægekontrol og træning. Zippo var ekstremt tændt, måske også af de mange hunde der løb meget tæt på ham, men vi fik trænet alligevel.



Her tager vi lige en snak om de fornuftige i at blive stående på feltet. Man kan se, at Zippo også siger sin mening.


Kl. 10 var der indmarch og velkomst, og så gik hjælperne i gang med at bygge bane.


Mens dommeren og hjælperne byggede bane var der danse-underholdning. Desværre var der ikke ret mange af publikum der lod sig lokke med ned på gulvet og danse med.


Vi startede med et springløb. Selv om Zippo normalt ikke er glad for at gå den vej ind i en tunnel, så gik starten fint. Næsten alle banerne startede med 2 eller 3 spring på skrå på banen, så hundene fik rigtig god fart på, men når nu min lille hund er så dygtig til at blive ved start, så er det jo ikke noget problem. :-)
http://www.youtube.com/watch?v=iyX8pUdP2hs&feature=mfu_in_order&list=UL

Derefter løb vi et agility-løb, hvor jeg desværre fik en slalomfejl. Jeg havde slet ikke overvejet andet end at Zippo bare gik ind i slalom, uanset hvordan den stod, men sådan var det altså ikke. Fik dog rettet den rigtig hurtigt.
http://www.youtube.com/watch?v=irEaWGC2RXA&feature=mfu_in_order&list=UL

De 2 første løb gav resultatet af holdkonkurrencen, og det var jo en dejlig ting, at danmark kunne notere sig for 2 sølv og en guld-medalje.

Til sidst løb vi et finaleløb. Før finalen lå jeg på en 10. plads, men jeg fik kæmpet mig op til en individuel 7. plads. Lavede bl.a. et kryds efter balancen, som jeg ikke helt havde forberedt, men som Johanna nok fristede mig til. Der er jo alt at vinde i sådan en finale, så det er bare at satse.
http://www.youtube.com/watch?v=iR0Ok5ytS4Y

Her står vi og venter på præmieoverrækkelserne.

Små hunde, guld til Finland, sølv til Danmark og bronze til Norge.

Mellem-hunde: guld til Finland, sølv til Danmark og bronze til Norge.

Store hunde: guld til Danmark, sølv til Sverige og bronze til Finland.


Endnu en gang kan jeg taknemmelig se tilbage på et stævne, hvor min lille dejlige hund har leveret varen. Jeg kom til at kigge i min startbog, da jeg fik den tilbage søndag aften, og hvis jeg troede, at når Zippo var blevet spring- og agility-champion, så kom der ikke mere i startbogen, så tog jeg fejl. I 2010 er der skrevet resultater fra European Open, VM og NM samt årets agilityhund nr. 2, vinder af finalen til årets agilityhund og ikke mindst årets all-round-hund nr. 1. Et fantastisk år for min lille Zippo.

søndag den 14. november 2010

Herlig weekend med præmier til Dazzler og Monty

Så fik vi brugt endnu en lang og dejlig weekend.

Lørdag formiddag kørte jeg med Pia til Slagelse. Vi havde lidt shopping som vi skulle igennem, og det er jo altid hyggligt. Mens vi var væk, gik "drengene" i gang med værelset igen. Der var nu klar til tapet. Og de knoklede virkelig, så da vi satte os til aftensmaden, så var der tapet på alle væggene.

Mens Bent og Andreas knoklede med tapetet tog Zippo og jeg ud og morede os på træningspladsen i Næstved. Det var det flotteste vejr, selv om det blæste, og det var tydeligt, at selv Zippo synes, at det var en festlig eftermiddag. Bare se, hvordan han griner over hele hovedet. Søndag var der lokalkonkurrence i både lydighed og agility. Kl. 8 var der fælles morgenmad, og derefter gik konkurrencerne i gang. Per diskede op med 2 fremragende baner med nogen sværhedsgrad men også med fint flow. Da Bent har lavet et eller andet med sin fod, så skulle jeg løbe med alle 4 hunde. Phew. Men selv om jeg havde glemt min astma-medicin, så gik det bare så flot.Karin havde arrangeret og lavet lister, men fik alligevel tid til at løbe med Trille, så vi kunne fortsætte vores aldrig afsluttede "Fejde" mellem Trille og Monty - som Monty vandt i dag! Dygtig gammel dreng.

Efter agility og spring-klasserne satte vi Bent's tunnel-bane op. Det var noget alle, både førere og hunde synes var sjov. Her er det Karin og Zalia, der fræser igennem.
Til for-sjov banen havde jeg lånt Zippo ud til Mathilde, der fik prøvet hvad det vil sige at skulle løbe hurtigt, og selv om Mathilde aldrig har prøvet at løbe med Zippo før, så kom de rigtig flot igennem banen.
Da agility-konkurrencerne var færdige var det blevet rigtig surt regnvejr, og lydighed var meget forsinket, så vi ventede og ventede og ventede og ...... endelig var alle færdige, så der kunne blive uddelt præmier.
Monty vandt senior-agility og Dazzler vandt for mellemhundene (Zippo var kreativ og blev disket :-)) Mathilde og Kaiser vandt for de store hunde. Dazzler vandt også for-sjov klassen for mellemhundene. Og så med mor som fører!
I forbindelse med præmieoverrækkelserne blev der også uddelt præmier til årets lydighedshunde samt noget, der kaldes "Årets hundeven". Årets hundeven i år blev Karin. P.g.a. af hendes altid glade humør og store arbejdeindsats for DcH Næstved. Tillykke Karin! Det var vel fortjent. Desværre duggede linsen, så billedet blev lidt sløret.
Vel hjemme igen var der dømt afslapning, ild i pejsen og hygge resten af eftermiddagen. Her ligger Monty og Dazzler med deres fine pokaler og Dazzlers for-sjov medalje.

Sådan kom vi igennem endnu en oplevelsesrig weekend. Nu glæder jeg mig rigtig meget til næste weekend, hvor der er Nordisk Mesterskab i agility. Så skal vi ind og give den gas, og Bent, Zippo, Ticket og jeg flytter på hotel, mens Andreas flytter ind hos resten af flokken herhjemme.

onsdag den 10. november 2010

Fødselsdag og kursus

Lørdag morgen vågnede Bent og havde det rigtig skidt. Det var bare ærgerligt, for vi havde - som sædvanligt - et tætpakket program for weekenden.

Nå, men Andreas og jeg pakkede den lille grønne Fiat med sækkevis af affald fra værelserne og kørte på lossepladsen. Vel hjemme igen gjorde vi os i stand og klar til at tage til fødselsdag i Sorø. Bent's bror Steen fyldte 60 i fredags og havde inviteret til spisning på Krebsehuset i Sorø. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag med noget fantastisk mad.

Før hans fødselsdag havde hans søn Lasse fået den geniale idé at lave en video-hilsen fra venner og familie. Her kan I se vores indslag. Husk at sætte lyd på!



Da Bent stadig var sløj spurgte jeg Pia, om hun ville med på kursus i Kolding med Tina Mette om søndagen. Det ville hun sørme' godt. Det var da heldigt, for så skulle jeg ikke køre alene.

Her ligger Zippo i min stol og venter på, at det bliver hans tur til at løbe.


Tina Mette er en fantastisk engageret underviser og meget perfektionistisk. Hun bliver ved, indtil vi kan det hun vil have vi skal kunne, og hun giver bare så meget af sig selv. Det er altid en stor fornøjelse at være på kursus med Tina.

Her er en del af Zippo's første bane.

http://www.youtube.com/watch?v=g4tXMqE4vOA

I pausen nød vi det gode vejr udenfor. Men selv om vejret var smukt, så var det koldt for hundene at ligge og vente i bilen.

Aya var i fantastisk humør. Det var rigtig sjovt at se. Dels løb hun fantastisk med Pia, men også når vi gik tur fjollede hun rundt som en teen-ager.

http://www.youtube.com/watch?v=3R-OGdttoio

Da det var 10. sæson for disse kurser, så havde Kurt sørget for, at der var jubilæums-kage både lørdag og søndag. Lækker chokoladekage med border-collie glasur. Uhm....

Herunder er Zippo's sidste bane. Vi skulle lige løbe den en gang til, og så give den en "tand" mere. Prøv at høre Tina i baggrunden!

http://www.youtube.com/watch?v=0gx-hPR4cPs

Det var et rigtig godt kursus, med sjove baner med udfordringer for alle, uanset forkundskaber. Så da vi kørte hjem var vi rigtig glade. Det havde været en fantastisk søndag.

torsdag den 4. november 2010

Et lidt sent indlæg om en god weekend

Ja, tiden løber simpelt fra os - men inden vi kaster os over den næste weekend vil jeg lige skrive lidt om sidste weekend, der var en rigtig dejlig en af slagsen.

Fredag aften står p.t. på "Vildmed dans" her hos os. Jeg er vild med det program, og vi har valgt at lave en lille fest ud af det. Sidste fredag havde Pia sørget for, at vi kunne mæske os i fasan, og jeg var - når jeg selv skal sige det - ualmindelig heldig i tillavningen. Uhm..... hvor det smagte godt. God begyndelse på weekenden. Vi kørte Pia hjem, og hun fik Dazzler med.

Lørdag morgen kørte vi nemlig til Ribe for at løbe stævne. Ribe Hundevenners stævne var som sædvanlig præget af super afvikling og flotte præmier. For præmiebonnerne kan man købe både foder, hundelegetøj, gavekort til Matas og Inspiration og andre gode brugbare ting. Ikke kun mærkelige ting. Vi kørte hjem med 3 Matas-gavekort og 2 flasker vin. Og for Pia's medbragte bon'er fik vi en rigtig lækker Rosendal kød-kniv samt noget hvalpe-legetøj.

Rent løbsmæssigt var det også en super dag for os begge. Tickets debut i AG3 gik flot. Kun en lille detalje gjorde, at løbet endte med et disk. I den første spring 2 fik Ticket en pind og´blev nr. 3. Hurra! Desværre fik hun et par fejl i det sidste løb, primært fordi Bent ikke løb helt som han havde gået banen. Ticket præsterede igen at sidde før start og ligne en, der mest har lyst til at gå sin vej, og når så hun starter, så kommer hun som "skudt ud af en kanon". Det er sjovt at se. De er bare gode sammen, Bent og Ticket.

Zippo var fremragende. I spring 3 var mit største mål at træne felter. Og Zippo stoppede smukt op og stod stille på alle felter. Alligevel kom han igennem banen som nr. 2, kun 12/100 af et sekund langsommere end vinderen. Den første spring 3 havde en sværhedsgrad som en klasse 1. Eneste lidt svære sted var slalom-indgangen, hvor der virkelig var tid at hente. Jeg satte mig for, at Zippo skulle kunne den sværeste, men også korteste vej ind i slalom, og det lykkedes 100% - hvilket også gav ham førstepladsen. Den sidste spring 3 var lidt mere 3'er agtig, dog stadig ikke særligt svær. Zippo klarede det jeg bad ham om til UG, men desværre røg der en pind. Hans tid var dog super.

Ud over felttræning havde jeg sat mig for, at jeg ville vælge løsninger på banen, som måske ikke var det mest optimale - men som únder alle omstændigheder var noget, jeg havde lyst til at prøve, og som jeg ikke var sikker på, at vi kunne. Det fik jeg godt nok prøvet af - og Zippo gav kontant afregning og fuld bonus! Jeg er altså vild med den hund! :-)

Efter en lang og hyggelig dag, hvor vi begge også var hjælpere ind imellem, så snuppede vi lige 2
pizzaer i Sandved til en flaske rødvin. Yeahaa, hvor vi sov godt den nat.

Næste morgen fik vi jo en time foræret til at sove længere i, men op kom vi, og om formiddagen var vi en tur i Sorø. Bent var hos Hundevennerne og jeg kørte en tur til Lis. På vej hjem hentede vi Dazzler hos Pia. Pia havde lavet æbleskiver. Uhm. Det var rigtig lækkert. Men så var det meste af dagen jo gået. Jeg trængte dog til lidt frisk luft, så jeg snuppede Zippo og gik en tur i skoven, som jo lige nu står i flotte efterårsfarver. Desværre havde jeg en rigtig kedelig oplevelse næsten på slutningen af turen, hvor jeg mødte en mand med en løs schæfer, som han ikke havde styr på. Jeg HADER det simpelthen. Da hunden kom hen mod mig og Zippo med rejste børster, og manden ikke var i stand til at kalde den til sig - da blev jeg rigtig bange. Heldigvis valgte den i sidste øjeblik at lystre sin ejer, men jeg tror Zippo registrerede at jeg var blevet bange, for han klistrede op ad mig resten af dagen. Sur afslutning på en herlig weekend.

Herunder er lidt billeder fra de flotte omgivelser, som vi bor midt i. Selv om lyset var halv-dårligt så er farverne alligevel fantastiske.






Det her gamle træ var helt hult, så man kan se lige igennem.
Så er vi nået ned til strand-engen. Vandet var blik stille.



Og her står min seje Zippo og overvejer, om han skal have ande-steg til aften.

mandag den 25. oktober 2010

Et gammelt ordsprog siger, at .....

..... det skal være skidt før det bliver godt. Hvis det er sandt, så bliver vores nye soveværelse simpelthen fantastisk.

Nå, men jeg må hellere begynde med begyndelsen: Da Pia flyttede ud i sit eget hus, og da Andreas sådan nogenlunde samtidig fandt ud af, at han flyttede hjem i en periode, så blev vi enige om, at det vist var nu, at vores soveværelse skulle have en meget tiltrængt "makeover" - inklusive hvad der så følger med i kølvandet af den operation.

Så den nylig overståede weekend trak Bent og Andreas i arbejdstøjet og tog fat. Det er et projekt, der både inkluderer nedrivning af vægge og lofter, en masse isolering der skal flyttes op på loftet, sækkevis af gammelt skrammel der skal køres på lossepladsen - før vi kan gå til at spartle, tapetsere og male. Men lige nu ligner vores hus "Palles Tivoli" efter lukketid. Indholdet af 2 rum er stablet op i resten af huset.

Herunder er en lille billedkavalkade fra den første arbejdsweekend:

Her er de sørgelige rester af vores gæsteværelse - inden "håndværkerne" gik i gang.

Så er elektrikeren gået i gang.

Mon det nogen sinde kommer til at ligne et soveværelse igen?

Så blev der hul igennem - fra begge sider :-)

Hundene tog nu al virakken med ophøjet ro. Her slænger Zoë sig i sofaen Og Monty er begejstret for den store hundeseng, der dukkede op i al oprydningen.

fredag den 22. oktober 2010

En hyggelig pige-tur

Bernadette har været på besøg fra England, og onsdag tog jeg en fridag for at hygge mig med Johanna og Bernadette.

Vi besluttede at gå en tur med et antal hunde :-) så jeg tog Zippo, Dazzler og selvfølgelig Monty med. Johanna tog Spooky (stakkels ene border collie), Trouble, Luna og Apollo. Turen gik til Solrød Strand, hvor vi var så heldige, næsten ikke at møde andre mennesker.

Bernadette måtte lige have lidt Monty-video med hjem.

Monty holder sig på det tørre. Våde poter er bestemt ikke noget for ham, men de andre var efter Spooky ude i vandet.
Så Monty trak længere op på stranden sammen med Johanna, Apollo og Luna, som alle kom hjem med ren og pæn pels og tørre poter.
Men hold da op, hvor de hyggede sig - de 4 herunder: Spooky, Trouble, Zippo og Dazzler.

Vi puttede de våde hunde hjem i Johanna's hus, og så sluttede vi af med en hyggelig frokost på Vivaldi i Ringsted. Se det var en rigtig hyggelig fridag!

lørdag den 16. oktober 2010

En rigtig dejlig dag

I dag - den 16. oktober - er det min søster Ina's fødselsdag, og det var også konkurrencedag i VAS for de store hunde.

Vi stod tidligt op og kørte til Vallensbæk. Bent skulle løbe med Ticket. Det f'ørste løb nåede de, mens jeg stadig var der - og det blev desværre til en disk. Men da jeg så kørte min vej, så gik det hel straks meget bedre.

Jeg kørte til Arken, hvor jeg havde aftalt at mødes med min søster Ina og hendes veninde Birgit. Vi skulle se Scherfig-udstillingen, og den var rigtig spændende. Ud over de malerier med elefanter, som rigtig mange kender, så var Scherfig jo en stor samfunds-revser og meget kritiserende over for mange ting, hvilket bestemt også kom til udtryk i hans billeder.

Højdepunktet på dagen fik jeg dog heldigvis lov at opleve, da Bent og Ticket løb AG2 og vandt klassen. Samtidig rykkede Ticket op i AG3! Godt gået, Bent og Ticket.

Så må vi bare se, hvad Zippo og jeg kan få ud af dagen i morgen i Vallensbæk. :0)

tirsdag den 12. oktober 2010

VM i agility 2010

Jeg har løbet agility i mange år. Ca. 13-14 år, tror jeg. I starten for at aktivere min genbrugshund, uden andre ambitioner end aktivering – men sådan er det ikke længere. I løbet af årene – og med skiftende hunde – voksede ambitionerne, og ja, hele tiden har jeg drømt om at få hunden, som bare ville være god til agility.

Zippo er jo også en genbrugshund, men jeg er sikker på, at der har været en dybere mening med, at han skulle ende hos mig. Fra den dag jeg hentede ham for ca. 3 år siden har vi bare været hinandens sjælevenner, og endelig fik jeg den hund, der bare kunne opfylde alle mine ambitioner. I 3 år har vi arbejdet sammen på at blive gode til agility – og i år opnåede vi hvad jeg tidligere kun har fantaseret om – nemlig en plads på det danske agility-landshold. Jeg tror ikke nogen kan forestille sig, hvor glad og stolt jeg er. Og dybt taknemmelig for min hund.




Nå, men tilbage til virkeligheden. VM i agility 2010 fandt sted i Rieden, Tyskland i dagene 1.-3. oktober. Første opgave i den anledning var at få fri, da vi har status og årsafslutning på min arbejdsplads 1. oktober, men heldigvis kunne min chef godt forstå, at selvfølgelig var jeg nødt til at tage til VM. Og tirsdag den 28/9 hentede Bent mig på arbejde kl. 15, og så satte vi kursen sydpå. Zippo havde fået en fin pude af Pia, så han kunne ligge blødt og godt på turen. I øvrigt fik vi flere "Held & lykke"-gaver: et lækkert tæppe og et lykke-lam fra Johanna og en sød lille bamse fra Susanne.

Første stop var naturligvis Border-shoppen, hvor vi ”tankede” sodavand og guf, og derfra gik det bare sydpå ad mørke regnvåde motorveje.


Bonnik havde checket ind for os på hotellet, så når vi kom frem skulle vi bare ringe til Bonnik, så kom han ned med vores nøgle. Jo tak – vi åbnede døren og kiggede ind på et enkelt-værelse! En seng – en pude – en dyne! Nedtur. Nå, men der var jo ikke andet at gøre end at krybe sammen og forsøge at sove. Med Zippo ovenpå vores ben. Næste morgen skyndte jeg mig ned og fik rettet den lille misforståelse, og så fik vi heldigvis et dobbeltværelse. Phew!


Onsdagens program var 1 times træning i en tilstødende hal, og jeg var meget spændt på at se stedet, hvor VM skulle afholdes. Det var et kæmpe ride-center (Ostbayernhalle) med masser af plads og lækre udendørs arealer til traveture.

Vi trænede en times tid, og så gik det ellers tilbage til Schwandorff og vores hotel. Onsdag aften var der hyggelig fælles-spisning med hele landsholds-truppen.


Her er lidt idyl fra Schwandorff.

Det er nok kun 3 danske "tøser" der kan se det sjove i at blive fotograferet uden for hvad der måtte ligne et offentlig toilet for pygmæer. :o)

Torsdag var der så dyrlæge-kontrol, måling og træning i selve hallen. Her leder vi efter Zippo's chip, som havde gemt sig under halsbåndet. I øvrigt blev Zippo også udtaget til kontrol-måling, og han blev målt til nøjagtig 41 cm. :o)

Sjovt at se den store tomme hal – og så tænke på hvordan det sydede og kogte bare 1 døgn senere.
Fredag morgen vågnede jeg med en god fornemmelse i kroppen. Endelig var det nu! Tidspunktet jeg havde ventet på i så lang tid – Zippo’s og min VM-debut var lige forude. Fredag var der først indmarch. Zippo var cool og reagerede overhovedet ikke negativt på al hurlumhejen. Han var mere interesseret i Simic, der havde været i løbetid for nylig. Det underholdende indslag var en tryllekunstner med hunde. Nå, tænkte jeg, det var da modigt i den forsamling, men han var fantastisk.

Vores fredagsløb var spring hold, og Zippo levede fuldt op til mine forventninger. Lydhør og fokuseret, som han altid er når han kan mærke at det virkelig gælder. Det blev til et fejlfrit springløb, og bagefter var jeg simpelt hen så lettet. Både over at nu var vi endelig kommet i gang, og over mit fejlfri løb. Desværre fik Jesper 2 vægringer, men Gitte var også fejlfri, så vi lå sådan midt i feltet til ag-løbet.
Lørdag løb vi så hold agility, og igen kunne jeg glad forlade banen efter et fejlfrit løb. Godt nok med lidt tidsfejl, men tiderne var meget stramme, så næsten alle havde tidsfejl, og jeg havde et par steder undervejs, hvor det var lige ved at gå galt, så jeg var – og er – ultra tilfreds med vores VM-debut.

Her ligger Zippo klar til start i agility

5 lange sekunder på bordet
Ned ad A-brædtet - smukt felt
Næsten 2 on - 2 off :)
Over dobbeltspringet og tilbage hvor vi kom fra
Og fint ned ad vippen
Omkring min egen præstation vil jeg bare sige, at når først jeg stod nede på banen var jeg ikke nervøs. Positivt spændt, men ikke nervøs. Jeg valgte at stole på min hund, og han levede op til min tillid. Jeg havde hjemmefra lovet mig selv at nyde hvert sekund på banen, og det gjorde jeg til fulde.

En anden af de rigtig store oplevelser var de danske tilskuere – eller skal jeg sige ”rooligans”. Det var simpelthen så stort at stå nede på banen da der blev annonceret over højttalerne, at næste hold var Danmark, og så rejste der sig en kæmpe rød og hvid flok som hujede og viftede med flag. En helt fantastisk fornemmelse, og mit største ønske lige på det tidspunkt var blot at kvittere med et godt løb.

Her er et lille repræsentativt udvalg af de danske supportere:

Og her knokler Dorthe for at holde alle dem hjemme i Danmark a'jour.

Jeg vil ikke bruge plads på alle placeringerne, som kan ses på agility-landsholdets hjemmeside: http://www.agilitylandsholdet.dk/. Jeg vil dog ikke undlade at fortælle, at da jeg fik min startbog igen gik det op for mig, at der bliver udregnet en placering af alle holdhunde – og der blev Zippo og jeg nr. 10 af 84 holdhunde. Sådan Zipzap! Jeg ved godt, at det ikke tæller nogen som helst steder, men for mig er det alligevel helt vildt stort.

Så var der kun tilbage at nyde synet af de mange individuelle agility-løb om søndagen samt selvfølgelig udmarchen, som godt nok var en noget langsommelig affære. Her vinker vi til de tilbageblevne danske tilskuere.


Hjemture gik fint. Vi kørte fra hallen 18.15 – og vi var i Bisserup kl. 05.00 næste morgen. Så snuppede jeg lige 5 kvarter’s søvn, og så afsted på arbejde. Heldigvis fik jeg susende travlt, og jeg kørte stadig på et kick fra hele oplevelsen, men kl. 15 var jeg færdig! Så var det bare hjem.

Vandt du? Det er nok et af de spørgsmål jeg har fået flest gange siden jeg kom hjem. Tja, jeg vandt ingen medaljer, men jeg fik en kæmpe oplevelse med hjem i bagagen. Tak til Bent, der tog det største ”hug” af køreturene begge veje, og som i øvrigt under hele turen var den bedste backing-group jeg kunne ønske mig. Tak til alle de danske supportere, der var med til at gøre det til en kæmpe oplevelse for mig at løbe mine 2 løb. Tak for gaver og hilsner. Og ikke mindst tak til Sophie, der har lavet en super CD med video af alle danskernes løb. Et kæmpe arbejde.

Og måske blev vi ikke verdenmestre, men så tog vi revanche sidste weekend, hvor vi var til det hyggeligste stævne hos Belgierklubben i Odense, hvor Zippo erhvervede sig den flotte titel: ”uofficiel Fynsmester” og en flot vandrepokal.