VM i agility 2010

Jeg har løbet agility i mange år. Ca. 13-14 år, tror jeg. I starten for at aktivere min genbrugshund, uden andre ambitioner end aktivering – men sådan er det ikke længere. I løbet af årene – og med skiftende hunde – voksede ambitionerne, og ja, hele tiden har jeg drømt om at få hunden, som bare ville være god til agility.

Zippo er jo også en genbrugshund, men jeg er sikker på, at der har været en dybere mening med, at han skulle ende hos mig. Fra den dag jeg hentede ham for ca. 3 år siden har vi bare været hinandens sjælevenner, og endelig fik jeg den hund, der bare kunne opfylde alle mine ambitioner. I 3 år har vi arbejdet sammen på at blive gode til agility – og i år opnåede vi hvad jeg tidligere kun har fantaseret om – nemlig en plads på det danske agility-landshold. Jeg tror ikke nogen kan forestille sig, hvor glad og stolt jeg er. Og dybt taknemmelig for min hund.

Nå, men tilbage til virkeligheden. VM i agility 2010 fandt sted i Rieden, Tyskland i dagene 1.-3. oktober. Første opgave i den anledning var at få fri, da vi har status og årsafslutning på min arbejdsplads 1. oktober, men heldigvis kunne min chef godt forstå, at selvfølgelig var jeg nødt til at tage til VM. Og tirsdag den 28/9 hentede Bent mig på arbejde kl. 15, og så satte vi kursen sydpå. Zippo havde fået en fin pude af Pia, så han kunne ligge blødt og godt på turen. I øvrigt fik vi flere "Held & lykke"-gaver: et lækkert tæppe og et lykke-lam fra Johanna og en sød lille bamse fra Susanne.

Første stop var naturligvis Border-shoppen, hvor vi ”tankede” sodavand og guf, og derfra gik det bare sydpå ad mørke regnvåde motorveje.


Bonnik havde checket ind for os på hotellet, så når vi kom frem skulle vi bare ringe til Bonnik, så kom han ned med vores nøgle. Jo tak – vi åbnede døren og kiggede ind på et enkelt-værelse! En seng – en pude – en dyne! Nedtur. Nå, men der var jo ikke andet at gøre end at krybe sammen og forsøge at sove. Med Zippo ovenpå vores ben. Næste morgen skyndte jeg mig ned og fik rettet den lille misforståelse, og så fik vi heldigvis et dobbeltværelse. Phew!


Onsdagens program var 1 times træning i en tilstødende hal, og jeg var meget spændt på at se stedet, hvor VM skulle afholdes. Det var et kæmpe ride-center (Ostbayernhalle) med masser af plads og lækre udendørs arealer til traveture.

Vi trænede en times tid, og så gik det ellers tilbage til Schwandorff og vores hotel. Onsdag aften var der hyggelig fælles-spisning med hele landsholds-truppen.


Her er lidt idyl fra Schwandorff.

Det er nok kun 3 danske "tøser" der kan se det sjove i at blive fotograferet uden for hvad der måtte ligne et offentlig toilet for pygmæer. :o)

Torsdag var der så dyrlæge-kontrol, måling og træning i selve hallen. Her leder vi efter Zippo's chip, som havde gemt sig under halsbåndet. I øvrigt blev Zippo også udtaget til kontrol-måling, og han blev målt til nøjagtig 41 cm. :o)

Sjovt at se den store tomme hal – og så tænke på hvordan det sydede og kogte bare 1 døgn senere.
Fredag morgen vågnede jeg med en god fornemmelse i kroppen. Endelig var det nu! Tidspunktet jeg havde ventet på i så lang tid – Zippo’s og min VM-debut var lige forude. Fredag var der først indmarch. Zippo var cool og reagerede overhovedet ikke negativt på al hurlumhejen. Han var mere interesseret i Simic, der havde været i løbetid for nylig. Det underholdende indslag var en tryllekunstner med hunde. Nå, tænkte jeg, det var da modigt i den forsamling, men han var fantastisk.

Vores fredagsløb var spring hold, og Zippo levede fuldt op til mine forventninger. Lydhør og fokuseret, som han altid er når han kan mærke at det virkelig gælder. Det blev til et fejlfrit springløb, og bagefter var jeg simpelt hen så lettet. Både over at nu var vi endelig kommet i gang, og over mit fejlfri løb. Desværre fik Jesper 2 vægringer, men Gitte var også fejlfri, så vi lå sådan midt i feltet til ag-løbet.
Lørdag løb vi så hold agility, og igen kunne jeg glad forlade banen efter et fejlfrit løb. Godt nok med lidt tidsfejl, men tiderne var meget stramme, så næsten alle havde tidsfejl, og jeg havde et par steder undervejs, hvor det var lige ved at gå galt, så jeg var – og er – ultra tilfreds med vores VM-debut.

Her ligger Zippo klar til start i agility

5 lange sekunder på bordet
Ned ad A-brædtet - smukt felt
Næsten 2 on - 2 off :)
Over dobbeltspringet og tilbage hvor vi kom fra
Og fint ned ad vippen
Omkring min egen præstation vil jeg bare sige, at når først jeg stod nede på banen var jeg ikke nervøs. Positivt spændt, men ikke nervøs. Jeg valgte at stole på min hund, og han levede op til min tillid. Jeg havde hjemmefra lovet mig selv at nyde hvert sekund på banen, og det gjorde jeg til fulde.

En anden af de rigtig store oplevelser var de danske tilskuere – eller skal jeg sige ”rooligans”. Det var simpelthen så stort at stå nede på banen da der blev annonceret over højttalerne, at næste hold var Danmark, og så rejste der sig en kæmpe rød og hvid flok som hujede og viftede med flag. En helt fantastisk fornemmelse, og mit største ønske lige på det tidspunkt var blot at kvittere med et godt løb.

Her er et lille repræsentativt udvalg af de danske supportere:

Og her knokler Dorthe for at holde alle dem hjemme i Danmark a'jour.

Jeg vil ikke bruge plads på alle placeringerne, som kan ses på agility-landsholdets hjemmeside: http://www.agilitylandsholdet.dk/. Jeg vil dog ikke undlade at fortælle, at da jeg fik min startbog igen gik det op for mig, at der bliver udregnet en placering af alle holdhunde – og der blev Zippo og jeg nr. 10 af 84 holdhunde. Sådan Zipzap! Jeg ved godt, at det ikke tæller nogen som helst steder, men for mig er det alligevel helt vildt stort.

Så var der kun tilbage at nyde synet af de mange individuelle agility-løb om søndagen samt selvfølgelig udmarchen, som godt nok var en noget langsommelig affære. Her vinker vi til de tilbageblevne danske tilskuere.

Hjemture gik fint. Vi kørte fra hallen 18.15 – og vi var i Bisserup kl. 05.00 næste morgen. Så snuppede jeg lige 5 kvarter’s søvn, og så afsted på arbejde. Heldigvis fik jeg susende travlt, og jeg kørte stadig på et kick fra hele oplevelsen, men kl. 15 var jeg færdig! Så var det bare hjem.

Vandt du? Det er nok et af de spørgsmål jeg har fået flest gange siden jeg kom hjem. Tja, jeg vandt ingen medaljer, men jeg fik en kæmpe oplevelse med hjem i bagagen. Tak til Bent, der tog det største ”hug” af køreturene begge veje, og som i øvrigt under hele turen var den bedste backing-group jeg kunne ønske mig. Tak til alle de danske supportere, der var med til at gøre det til en kæmpe oplevelse for mig at løbe mine 2 løb. Tak for gaver og hilsner. Og ikke mindst tak til Sophie, der har lavet en super CD med video af alle danskernes løb. Et kæmpe arbejde.

Og måske blev vi ikke verdenmestre, men så tog vi revanche sidste weekend, hvor vi var til det hyggeligste stævne hos Belgierklubben i Odense, hvor Zippo erhvervede sig den flotte titel: ”uofficiel Fynsmester” og en flot vandrepokal.