torsdag den 4. november 2010

Et lidt sent indlæg om en god weekend

Ja, tiden løber simpelt fra os - men inden vi kaster os over den næste weekend vil jeg lige skrive lidt om sidste weekend, der var en rigtig dejlig en af slagsen.

Fredag aften står p.t. på "Vildmed dans" her hos os. Jeg er vild med det program, og vi har valgt at lave en lille fest ud af det. Sidste fredag havde Pia sørget for, at vi kunne mæske os i fasan, og jeg var - når jeg selv skal sige det - ualmindelig heldig i tillavningen. Uhm..... hvor det smagte godt. God begyndelse på weekenden. Vi kørte Pia hjem, og hun fik Dazzler med.

Lørdag morgen kørte vi nemlig til Ribe for at løbe stævne. Ribe Hundevenners stævne var som sædvanlig præget af super afvikling og flotte præmier. For præmiebonnerne kan man købe både foder, hundelegetøj, gavekort til Matas og Inspiration og andre gode brugbare ting. Ikke kun mærkelige ting. Vi kørte hjem med 3 Matas-gavekort og 2 flasker vin. Og for Pia's medbragte bon'er fik vi en rigtig lækker Rosendal kød-kniv samt noget hvalpe-legetøj.

Rent løbsmæssigt var det også en super dag for os begge. Tickets debut i AG3 gik flot. Kun en lille detalje gjorde, at løbet endte med et disk. I den første spring 2 fik Ticket en pind og´blev nr. 3. Hurra! Desværre fik hun et par fejl i det sidste løb, primært fordi Bent ikke løb helt som han havde gået banen. Ticket præsterede igen at sidde før start og ligne en, der mest har lyst til at gå sin vej, og når så hun starter, så kommer hun som "skudt ud af en kanon". Det er sjovt at se. De er bare gode sammen, Bent og Ticket.

Zippo var fremragende. I spring 3 var mit største mål at træne felter. Og Zippo stoppede smukt op og stod stille på alle felter. Alligevel kom han igennem banen som nr. 2, kun 12/100 af et sekund langsommere end vinderen. Den første spring 3 havde en sværhedsgrad som en klasse 1. Eneste lidt svære sted var slalom-indgangen, hvor der virkelig var tid at hente. Jeg satte mig for, at Zippo skulle kunne den sværeste, men også korteste vej ind i slalom, og det lykkedes 100% - hvilket også gav ham førstepladsen. Den sidste spring 3 var lidt mere 3'er agtig, dog stadig ikke særligt svær. Zippo klarede det jeg bad ham om til UG, men desværre røg der en pind. Hans tid var dog super.

Ud over felttræning havde jeg sat mig for, at jeg ville vælge løsninger på banen, som måske ikke var det mest optimale - men som únder alle omstændigheder var noget, jeg havde lyst til at prøve, og som jeg ikke var sikker på, at vi kunne. Det fik jeg godt nok prøvet af - og Zippo gav kontant afregning og fuld bonus! Jeg er altså vild med den hund! :-)

Efter en lang og hyggelig dag, hvor vi begge også var hjælpere ind imellem, så snuppede vi lige 2
pizzaer i Sandved til en flaske rødvin. Yeahaa, hvor vi sov godt den nat.

Næste morgen fik vi jo en time foræret til at sove længere i, men op kom vi, og om formiddagen var vi en tur i Sorø. Bent var hos Hundevennerne og jeg kørte en tur til Lis. På vej hjem hentede vi Dazzler hos Pia. Pia havde lavet æbleskiver. Uhm. Det var rigtig lækkert. Men så var det meste af dagen jo gået. Jeg trængte dog til lidt frisk luft, så jeg snuppede Zippo og gik en tur i skoven, som jo lige nu står i flotte efterårsfarver. Desværre havde jeg en rigtig kedelig oplevelse næsten på slutningen af turen, hvor jeg mødte en mand med en løs schæfer, som han ikke havde styr på. Jeg HADER det simpelthen. Da hunden kom hen mod mig og Zippo med rejste børster, og manden ikke var i stand til at kalde den til sig - da blev jeg rigtig bange. Heldigvis valgte den i sidste øjeblik at lystre sin ejer, men jeg tror Zippo registrerede at jeg var blevet bange, for han klistrede op ad mig resten af dagen. Sur afslutning på en herlig weekend.

Herunder er lidt billeder fra de flotte omgivelser, som vi bor midt i. Selv om lyset var halv-dårligt så er farverne alligevel fantastiske.






Det her gamle træ var helt hult, så man kan se lige igennem.
Så er vi nået ned til strand-engen. Vandet var blik stille.



Og her står min seje Zippo og overvejer, om han skal have ande-steg til aften.

Ingen kommentarer: