onsdag den 27. september 2023

DcH DM 2023

Med den bedste sponsor i ryggen er vi klar til årets DM

 
Der er vist ingen, der kender mig, som ikke ved, at jeg elsker simpelthen DcH DM. Og det gør jeg af mange årsager: Der er masser af flot hundearbejde i en hel perlerække af discipliner: rally, lydighed i forskellige sværhedsgrader, agility, IGP - det er der det hele. Der er festlig indmarch med orkester og faner. Der er masser af boder, som sælger alt muligt, man slet ikke vidste, at man manglede. Der er gensyn med mennesker og hunde, som vi ikke møder så ofte. Der er hele følelsesregistret: spænding, glæde, irritation, ærgrelse, begejstring, koncentration .....

Når man får den bedste "held-og-lykke-dims" fra den sødeste Pia, så kan det ikke gå helt galt.

Jeg må dog sige, at starten i år blev lidt blandet. Vi satte telte op fredag i gråvejr, og lørdag morgen silede regnen ned. Der er dog en udbredt god stil blandt deltagerne, så langt de fleste stiller op til indmarch med faner og hornorkester. 

Søde smilende Jamii var skilteholder for kreds 6.

Og heldigvis stilnede regnen af lige så stille i løbet af formiddagen. Der blev sagt velkommen af formænd og borgmester, og lige så stille kunne vi forberede os til at skulle i gang. Heldigvis var banen ikke så glat, selv om det havde regnet hele formiddagen. Der var dog en enkelt hundefører, der valgte ikke at løbe. Men heldigvis var vi forskånet for uheld.


For os er det altid ekstra dejligt, når vores sponsor Henne Pet Food har stand på pladsen. Dels, så er standen bemandet med søde Beatrix og Peter, og de to får udleveret rigtig mange vareprøver og solgt en del i løbet af sådan en weekend. Og dels, så ved Hazel, at når man har løbet, ja så skal man hurtigst muligt hen på standen og have en godbid (eller 5) af Beatrix. 

Hazel hjælper Beatrix med at pakke ud fredag eftermiddag

Rent løbsmæssigt blev det en rigtig god weekend. Min første målsætning var at komme  direkte i A-finalen. Og med et fejlfrit springløb og et gennemført AG-løb med 2 fejl, ja så var den hjemme. Min anden målsætning blev så, ikke at blive diskvalificeret i A-finalen, men der kiksede jeg. Jeg trak Hazel forbi et spring (100% min dummefejl), og inden jeg fik hende tilbage, ja så havde vi fået 3 vægringer, og dermed var vi disket. Men resten af løbet var godkendt!
Det var i øvrigt gode baner lavet af Thomas Ammitzbøl og Hans Peter Dinesen. Banerne havde fint flow og mange forskellige handlingsmuligheder. 

Hazel smiler altid, når hun løber agility

Billederne herover og herunder er taget af Charlotte H's fotografi, som var på pladsen søndag. Charlotte havde taget masser af billeder af hunde i fart, men aldrig af agility. Det slap hun bare super godt fra - og hun endte også med at blive helt forelsket i at tage agility-billeder. 

Fin teknik over springet

Overnatningen i år var på Comwell Bygholm Park Hotel. Det var ok - men ikke imponerende. Værelserne var meget meget små, og vores lå lige ud til en meget trafikeret vej, hvor tung trafik sørgede for støj hele natten. Og en skarp gadelygte sørgede for at oplyse min hovedpude. Derudover var alt jo som derhjemme: Hazel i mors fodende og Gimli ved siden af fars seng.

Vi sover helt som vi plejer

Og ja, vi havde kun Hazel og Gimli med, for Pia havde snuppet resten af banden. Kæmpe stor tak, søde Pia. Det gjorde vores weekend så meget nemmere. Og de to vi havde med var nogle stjerner til at være på hotel. De tog trapper, elevator og virak fuldstændig cool. Jeg var så stolt af dem.

Pænt, stille og roligt op ad trapperne til 2. sal.

Et absolut "must" når man er til DcH DM er billedet foran faneborgen. Det er et imponerende syn, og selv om Hazel faktisk ikke gad blive fotograferet lige der, ja så er her "billedet" 2023.

Øh, siger Hazel, jeg gider faktisk ikke fotograferes. Jeg er træt!

Og der er jo mange ting, der ikke skal ændres på - en af dem er, at dommerne til A-finalen tager "fint" tøj på. Det giver lige et ekstra lille twist. Og det er da to flotte fyre: HP og Thomas. 

Søndagens dommerduo

Søndag synes jeg, at Hazel sprang lidt underligt, så jeg besøgte Michael fra "Hundekælderen". Han gav Hazel en ordentlig omgang, og det var virkelig sjovt at følge hendes udtryk fra at være "det her er altså ikke så rart" når han begyndte et sted, og så til "Ah, bliv ved", når han fik løsnet det, der sad fast. Hazel lavede helt salige smalle øjne og stod nærmest og faldt i søvn med hovedet på min skulder. Det var virkelig godt. Michael havde også fingrene i Gimli, der løb ind i en balance for en lille uge siden og ikke var helt rengående. Men trylle trylle - og så var Gimli så god som ny.

Hazel smiler mens Michael behandler

Og inden man får set sig om, ja så er weekenden ved at være gået. Så manglede bare den traditionelle udmarch og præmieoverrækkelsen. Ved udmarchen går alle fanerne samlet lige efter orkestret, og det er simpelthen et smukt syn, der stadig giver mig gåsehud. 


Præmieoverrækkelsen er forholdsvis hurtigt overstået, men det er ret fantastisk at høre jubelen fra de forskellige klubkammerater rundt på pladsen. Blandt de store hunde havde vi det rigtig hyggeligt, men vi skulle også vente til allersidst i år, så der var god tid til hyggesnak og grin.


Tak til Horsens for et fint afviklet DM. Der er jo altid noget, man kan tænke over til næste år:
  • Flot tombola med vanvittig mange flotte præmier (og nogle mærkelige også)
  • De må ikke løbe tør for frokost søndag inden kl. 13 - det er jo først der, vi har tid til at spise.
  • Jeg synes det var ærgerligt, at IGP var flyttet sådan lidt væk i et hjørne udenfor selve pladsen, for det var kun dem, der virkelig interesserede sig for det, der fandt dem. Det er jo normalt en publikumsmagnet ligesom agility.
  • Dejligt mange stande med både ting at købe og forskellige behandlere.
  • Dårlig/manglende skiltning på vej til pladsen.
  • God og velspillende garde. Bortset fra, at deres fanfarer ved præmie uddelingen var lidt triste.

Tak til vores klub, DcH Næstved, for altid at bakke op om de hundeførere, som I sender afsted til DM. Det er en fornøjelse at repræsentere DcH Næstved, for vi har en super god klub med god ledelse og godt sammenhold. Vi håber dog, at lidt flere har mod på at prøve at komme med til DM i 2024.

DM-holdet 2024: Minna med Cognac, mig med Hazel, fanebærer Freddy og Thomas med Morgan.

Ingen kommentarer: