søndag den 8. maj 2022

Stævnesæsonen er startet

Endelig endelig endelig gik noget, der ligner en normal stævnesæson i gang igen. Det har de fleste hardcore agility-tosser jo nok drømt om i ca. 2 år, og det er fantastisk at være i gang igen. Masser af god agility, hygge på camping og rundt om banen, gensyn med alle vennerne - både med 2 og 4 ben. Det er ganske simpelt fantastisk.

I denne omgang lagde vi du i Løgumkloster sidste weekend. Kloster-stævnet er bare et af årets "must"-stævner, for det er godt afviklet og super hyggeligt. Kloster-stævnet var også rigtig mange gange "første gang" for Keeper: campingvognen, udendørsstævne, mødet med mange hunde..... Men det har hun bare klaret rigtig flot. 

Helt ærligt, så var jeg en lille smule bekymret for, om hun ville tage hegnet let og elegang, og så ellers suse ud over pladsen, men hun kiggede på de andre og blev pænt indenfor hegnet. 

Ved banen var hun lidt utilfreds med at ligge i buret, især hvis Bent eller jeg løb, men hvis hun fik lov til at komme ud, så lagde hun sig pænt ned og kiggede "agility-fjernsyn". Og ja, jeg ved godt, at hun hyrder, men hun ligger helt stille uden at trække i snoren, så det må hun gerne for mig. 

Søndag morgen i Løgunkloster var det sk... koldt, men op ad dagen blev det heldigvis lækkert vejr. Vi måtte dog lige have noget mere flydende vand i vandskålen til hundene. 

Og synet hen over banen på vej til bad var super flot med morgendis og frost på græsset. 

En af de ting, der gør stævnet i Løgumkloster helt specielt er (vi er jo i Sønderjylland): kagerne. Der er altid et kæmpe udvalg af kager, men især hindbærsnitterne er et hit. Jeg vil nu ikke undlade at gøre opmærksom på, at den her drømmekage var også fantastisk. Og sat sammen med 2 lakrids-sild blev det et helt kunstværk.

En anden ting er også, at hvis man løber fejlfrit i et løb, så får man en af de eftertragtede "nullermænd", og der kan godt gå sport i, hvem der kan mønstre flest nullermænd på sit telt. 


Resultaterne var lidt blandede. Hazel er ret på virket af, at jeg er meget meget stresset på arbejde i øjeblikket, så vi arbejder bare på at være glade og komme igennem - sammen. Gimli havde igen flotte starter og gik sandelig hen og vandt AG2 om lørdagen med et smukt og fejlfrit løb. 

Eneste ulempe ved Kloster-stævnet er faktisk, at der er langt hjem med sneglehuset på slæb. Heldigvis var vi tidligt færdige, men sådan er det jo bare. Til gengæld var der kun en times kørsel til denne weekends stævne hos DcH Stevns. Et lille hyggeligt stævne med godt 40 deltagere, masser af sol, hygge i Næstved-lejren og faktisk OK løb. Hazel var fejlfri i begge klasse3-løbene men desværre ikke i de åbne. Jeg synes godt nok, at det der DM hænger i en tynd tråd. Gimli havde flotte starter igen og vandt klasse 2, men med lidt fejl. 


Nærmeste nabo til klubben var en flot figur af Klinte-kongen, der jo nærmest indbød til at sætte 2 hunde op på og tage billeder. Men prøv lige at se alle de små detaljer på træ-skulpturen. Den var meget flot. 


Næste weekend skal vi undervise, og derefter går det løs med stævner igen.

















Ingen kommentarer: